Umiddelbart før mink overhalede den generelle coronasituation som centrum for regeringens intense opmærksomhed, var det for en stund bandekriminalitet, der optog Mette Frederiksen. Politiet skulle fratage »utryghedsskabende forsamlinger« af unge (indvandrer)drenges guldkæder, Rolexure, mobiltelefoner – og dynejakker! Vist nok stod der »dyre jakker« i statsministerens manuskript, hun snublede lidt over ordet, skulle vist lige til at rette det, men tog sig i det, sikkert i erkendelse af, at det havde lydt endnu mere åndssvagt. Men det indtryk, der stod tilbage, var, at det var svært risikabelt at tage S-toget.
Imidlertid er det ikke på S-togsstationer, men i hjemmets køkken, man statistisk set skal være mest utryg ved at opholde sig.
I august forrige år bragte Information et særtillæg om danske drab i de seneste 25 år, 1.417 var det blevet til. Retsmedicineren Asser Hedegård Thomsen, der har læst alle 1.417 obduktionsrapporter, fortalte her, at det allermest almindelige er drab inden for familien, hvor forældre, børn og søskende slår hinanden ihjel. Nu har han forsvaret sin ph.d-afhandling, hvori det fremgår, at drab i familien udgør 43,6 procent. Kun 7,1 procent af samtlige drab siden 1992 er bandedrab.
Ud af de 1.417 drab i perioden er 471 blevet dræbt med såkaldt skarp vold, typisk en kniv. I syv ud af ti tilfælde en køkkenkniv.
De fleste af ofrene er kvinder, 76,5 procent af alle kvindelige drabsofre er dræbt i familien. For mændenes vedkommende er tallet 23,6 procent. 55,6 procent af kvinderne er slået ihjel af en tidligere eller nuværende kæreste. 8,9 procent af de mandlige ofre af deres partner.
Men her hører forskellene mellem kønnene ikke op. De kvindelige ofre har typisk mere end fem knivstik, mens de mandlige ofte kun har et enkelt stik.
»Mændene er efter alt at dømme blevet stukket i selvforsvar,« siger Asser Hedegård Thomsen til Politiken. »Så når en mand bliver slået ihjel i et partnerdrab, er det typisk i forbindelse med, at han har truet eller banket sin partner.«
Derimod tyder mange stik, som dem kvinderne får tildelt, på »stærk sindsbevægelse. Ofte på baggrund af skilsmisse og jalousi, som fremkalder stærke følelser.«
Hvem er den stærkeste?
Der findes imidlertid også en anden gruppe af drab, såkaldte drukdrab. De koster en fjerdedel af de dræbte mænd livet.
»Ikke stoffer, men alkohol,« fastslår de britiske kriminologer Rebecca og Russel Dobash i Information den 24. oktober. »Det er hovednøglen til at forstå, hvorfor det indimellem går galt.«
»Det kan være, at en kommer til at spilde øl på gulvtæppet, eller der bliver talt grimt om en andens hund eller fodboldklub, så tager det ene ord det andet, og så bliver der stukket med kniv eller trampet på,« forklarer Hedegård Thomsen, og Russel Dobash uddyber:
»Svaret på, hvorfor mænd begår drab, ligger i deres opfattelse af maskulinitet. Det handler om, hvem der styrer showet, hvem der er den stærkeste, og hvem der bestemmer i et givet øjeblik.«
Vi kender udmærket den side af maskuliniteten. Det er den, vi i den seneste tid er blevet konfronteret med på tv, når rasende Trump-støtter kræver omvalg eller stop for optællingen og brøler til reporterens mikrofon, at valget er blevet stjålet af en alzheimerpatient, der ikke har forladt sin kælder under hele valgkampen. Det er den side, Donald Trump selv brovtende inkarnerer, og som får så mange kvinder til at føle afsky for ham. Tjek selv på Facebook.
Trump føler sig svigtet, han er tvunget til skilsmisse fra præsidentposten, og hans ego er rasende jaloux. Han er hævngerrig og fuld af had. Hans tilhængere føler det samme.
Men når den side af mandligheden viser sig, føler jeg, at det er selve maskuliniteten, der bliver stjålet – fra os kvinder, der er til mænd. Vi tænder på den sexede, attraktive maskulinitet, men når mænd skal manifestere deres maskulinitet som aggressiv dominans og frådende overgrebsvold, så frastødes og væmmes vi.
Det er os, der bliver snydt!
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad 'kvinder' - alle som én - sådan går og 'tænder på', men mon ikke Karen Syberg dog her - i en vis forstand - nærmer sig bundskruen?
Det tror jeg, hun gør, og derfor er det så meget desto mere en skam, at hun ikke finder anledning til at uddybe, hvori den 'sexede, attraktive maskulinitet' egentlig består, hvad den for hende indeholder. I teksten eksisterer den alene som en modpol til en 'aggressiv dominans' og 'frådende overgrebsvold'.
Som Syberg opstiller det, kan man jo næsten forledes til at tro, at en 'sexet, attraktiv maskulinitet' kan eksistere uden samtidig at rumme i det mindste kimen til pleonasmen 'aggressiv dominans', uden i det mindste at rumme kimen til 'frådende overgrebsvold'. Men så nådigt indrettet er eksistensen næppe.
Mon ikke behovet for at 'dominere' er indsyet i selve kernen af den mandlige psykologi? Helt i tråd med, at kvindens psykologi tiltrækkes af hans 'dominans-adfærd'? I et evolutionspsykologisk perspektiv giver en sådan generaliseret påstand i hvert fald indlysende god mening.
Bevares, 'dominans' er måske ikke det mest velvalgte ord: Det klinger negativt i en kultur, der hylder 'ligeværd' som det organiserende princip for enhver menneskelig interaktion. Så måske man kan tale om 'kompetence' i stedet for?
Uanset om man kalder det 'kompetence' eller 'dominans', så tøver jeg ikke med at hævde, at en 'sund' - dvs. opbyggelig og for det omgivende samfund gavnlig - udfoldelse af den mandlige psykologi fordrer omstændigheder, der tillader ham i mindst én sfære af sit liv at føle sig 'dominerende', at føle sig 'kompetent'. Byder disse muligheder sig ikke til, eller formår han af den eller den anden grund ikke at gribe dem, ja så opstår risikoen for, at en særdeles destruktiv, nedadgående spiralbevægelse igangsættes..
Mon ikke et grundigt og nøgternt eftersyn af hvilke muligheder samfundet og kulturen i grunden stiller til rådighed for mandens psykologi, her i det herrens år 2020, ville lægge mangt og meget for dagen? Give anledning til en vis form for eftertanke, selv langt ind i de mest progressives rækker?
Mon ikke 'kvinder' bør tænke lidt dybere over, hvilke elementer i den 'attraktive maskulinitet' de i grunden finder så forbandet 'sexet'? Og mon vi så ikke allesammen bør tænke lidt mere over, hvorvidt den nuværende samfundsindretning - med dens muligheder og dens fælder - overhovedet opstiller de bedste, endsige passende, rammer for en sund og fri menneskelig udfoldelse?
Det er ikke en udelukkende maskulin aktivitet at prøve kræfter med hinanden, for at finde ud af hvem der er stærkest. Kvinder forsøger i den grad også at dominere både hinanden og mænd inde for et stort udvalg af dominanshierakier.
Poul Anders Thomsen,
Det kommer an på hvordan du definerer 'maskulinitet', og på hvor nuanceret din menneskeforståelse er.
Din tekst antyder, at du forstår maskuline træk som tilhørende manden, og i forlængelse - må jeg formode - feminine træk som tilhørende kvinden.
Men en sådan opfattelse er jeg ikke medunderskriver på. Tværtimod rummer alle mennesker - i min forståelse - både maskuline og feminine træk. Vi tilhører dog alle samme art, trods alt, stammer ikke fra hver vores planet.. ;).
Når jeg så alligevel ikke tøver med at tale om en 'mandlig psykologi', så er det fordi at man efter min mening kan tale om en signifikant forskel kønnene imellem, hvad angår disse træks fremtræden og betydning for psykens (egoets) dannelse. Der er trods alt en grund til, at man overhovedet taler om 'maskulinitet' og 'femininitet' til at begynde med..
Desuden er det jo værd hele tiden at have billedet af en normalfordeling i baghovedet,når der som her generaliseres helt vildt og vanvittigt..