Trump udfordrer det grundlæggende princip om, at demokrati er magtkamp uden vold

Overgange er ofte ritebelagte. Der er fare på færde. Vold lurer altid i yderkanten af store overgange. Det kan gå godt, noget nyt kan blive født. Det kan gå galt og verdener styrte i grus. I århundreder var den vigtigste politiske overgang kongekronens vej fra den døde konge til den nye konge, nervøst forsøgt undertrykt med råbet: ’Kongen er død. Kongen længe leve’, hvor overgangstidspunktet presses sammen, således at ingen tvivl, ingen udfordrer, ingen uro kan opstå.

Den politiske idéhistorie er fyldt med traktater og manualer om arvefølge. Forberedelser er gjort, hofritualer på plads, slægtstavler skrevet – udfordrere lurer i kulissen, krav på tronen øves, dokumenter samles. Der var ingen legitim opposition til den siddende magt. Udrensninger var forventelige. At tabe magtkampen betød ofte døden.

Demokrati derimod, sagde den bulgarske forfatter Elias Canetti i Masse og magt fra 1960, er kendetegnet ved, at man ikke bliver dræbt, når man taber, at man får en chance til for at vinde det næste valg. Det er en fredelig borgerkrig.

Den parlamentariske logik, særligt i et topartisystem med et ’vinderen tager det hele’-valgsystem, »bruger den psykologiske struktur af to stridende hære«.

Den demokratiske dynamik kommer fra cirkulationen af partier mellem regering og opposition – fra at magten skifter plads, og at udfaldet af at tabe regeringsmagten ikke er døden, men en tid i opposition. Det afgørende slag er erstattet af valgdagen, hvor det ikke er antallet af døde, men antallet af stemmer, der afgør striden.

Derfor var Trumps ’Lock her up’-slagord om Hillary Clinton så afgørende. Ikke fordi det var vulgært og dårlig smag, men fordi det åbnede muligheden for, at et tabt valg kunne have værre konsekvenser for den besejrede end tabet af et valg. Voldens mulighed blev del af valghandlingen. Man skal føle sig helt sikker på immunitet fra en voldelig død, for at partier kan skifte mellem regering og opposition.

Legitim opposition

En af de mest afgørende udviklinger af demokratiet er den langsomme udvikling af idéen om legitim opposition; en idé sat på begreb i 1826 i en britisk parlamentsdebat som »His Majesty’s Loyal Opposition«. Ideen er, at man legitimt kan opponere imod den siddende regerings politik uden at være forræder, illegitim eller frygte repressalier.

Det fair valg, højtideligheden ved optælling af stemmer, ceremonierne ved magtoverdragelse er alle symbolske markeringer af, at demokrati er, som Canetti siger, en »forsagelse af død som beslutningsmetode«. Når den slagne ringer og gratulerer den sejrende; når danske afgående og tilgående ministre udveksler gaver; når amerikanerne har deres højtidelige indsættelsesceremoni med den afgående præsident og med den besejrede præsidentkandidat, så er det politisk ritualitet i skyggen af vold. Det er signaler om, at våben ikke drages, at striden ikke bliver voldelig, at slaget var og vil forblive fredeligt.

Demokratiets krise viser sig derfor, når døden – vold, trusler om vold, defameringer af modstandere, i helt særlig grad med begreber som forræder – entrerer den demokratiske samtale og beslutningsproces.

Trumps uvillighed mod at fordømme politisk vold direkte eller indirekte udøvet i hans navn, både racistisk vold, planerne om at bortføre en demokratisk guvernør eller hans åbenlyse glæde ved de af hans støtter, der blokerede en Biden-kampagnebus, var klare introduktioner af voldelighed i den demokratiske proces. Hans stædige modstand imod klart og tydeligt inden valgdagen at erklære, at han ville acceptere resultatet, og hans fortsættelse heraf efter valgdagen, er det samme.

Det er små, men ikke ubetydelige indikationer på knægtelse af et princip, som et demokrati ikke kan overleve uden.

Mikkel Thorup er professor i idéhistorie og har redigeret Uhørt! Idéhistorien læser Donald Trump og sammen med Peter Seeberg Demokratiets krise og de nye autokratier.