Kommentar

Udskam ikke de dobbeltmoralske klimaforkæmpere, der stadig tager bilen på arbejde

Det virker dobbeltmoralsk at gå op i klima og bæredygtighed i nogle henseender og ikke andre. Men vi mister motivationen ved at fokusere på fejl i stedet for fremskridt – så gør plads til de uperfekte deltagere i kampen mod klimaforandringer, skriver psykolog Louise Lykke Kronstad i dette debatindlæg
Debat
16. november 2020

Forleden hørte jeg om en velhavende mand, som donerede store summer penge til bevarelse af regnskoven, men hvis private palæ ødelagde den omkringliggende natur. Min instinktive reaktion var en forurettet rynken på næsen: Hvor dobbeltmoralsk! Gjorde han det bare, fordi det er blevet smart og rentabelt at være med på den grønne bølge?

Men så kom jeg i tanke om, da jeg selv i sin tid stoppede med at spise kød af hensyn til klima og dyrevelfærd, men stadig spiste fisk. Jeg måtte ofte retfærdiggøre mit valg og fik spørgsmål om, hvordan jeg så kunne vide, at fisk ikke også har følelser. Det kunne jeg heller ikke vide. Men at sætte grænsen ved fisk var blot den omstilling, jeg dengang magtede at gennemføre.

Selvfølgelig ville det være optimalt, hvis alle kunne føre bæredygtigheden helt til dørs med det samme. Nedsætte deres forbrug, cykle alle vegne, få solceller på taget og bruge ler som shampoo. Men måske kommer vi længere ved at have rummelighed over for folks dobbeltmoral. Tillade, at man træffer bæredygtige valg på nogle områder, men stadig lever traditionelt miljøbelastende på andre.

Personligt oplever jeg et hav af dilemmaer, når jeg forsøger at skabe konkrete bæredygtige tiltag. Skal jeg købe nyt allergivenligt, kemifrit og svanemærket legetøj til min datter? Eller er det mere bæredygtigt, at hun leger med aflagt legetøj med et ukendt indhold af kemi? Bæredygtigt forbrug er komplekst, og det ville kræve et fuldtidsjob at sætte ind i alle produkter.

Jeg efterlyser derfor, at vi stopper os selv i udsagn som: ’Hvad nytter det, at han cykler på arbejde, når han tager på firmarejse fire gange om året?’. Vi kan endda se igennem fingre med, at nogle ændrer vaner bare for at pudse den grønne glorie. Og fra adfærdspsykologien ved vi, at det at føle sig lidt bedre end andre er en virksom og gængs motivationsfaktor i mennesker, så måske behøver vi ikke konfrontere de klimahellige med deres småfejl.

Målet er stadig autentisk bæredygtighed – det skal vi holde kompromisløst fast i. Men vejen dertil må brolægges med kompromiser, og selv små fremskridt må fejres med autentisk og klimaoptimistisk glæde.

Af Louise Lykke Kronstrand, psykolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Idiot!

Ja, undskyld, det er selvfølgelig en lidt hård dom, som den sådan står der.. Helt alene, sort på hvidt.. digitalt papir..Tillad mig at uddybe:

'Klimakrisen' er ikke optaget af dyrenes velfærd, dine egne ejegode fornemmelser . Den vil skide højt og flot på hvad du spiser, hvad du klæder dig i - om det så er særk og pjalterester - om du er god ved dine naboer..

Den kerer sig kun om én eneste ting: Hvor mange drivhusgasser ledes som resultat af din livsstil ud i atmosfæren..

Hvad du end gør, lille du, i dit eget lille trummerum, så har det absolut ingen indflydelse på 'klimakrisen'. MED MINDRE DU I BETRAGTELIG GRAD NEDSÆTTER DIT FORBRUG!

Men det er næppe bekvemt..vel, fru psykolog? Og hvad stiller mennesker gerne op, med forhold der ikke er bekvemme?

Nej, det absolut eneste som kan styre os væk fra katastrofens værste konsekvenser, er øjeblikkelig og radikal omstilling! En radikal omstilling af samfundets ganske virkemåde, som påtvinges os fra politisk hold:

Et absolut og radikalt opgør med vækstparadigmet - det vil sige med fundamentet for den globale økonomi, tillige med et radikalt opgør med forbrugerismen, det vil sige den alt for menneskelige forestilling om, at man kan købe sig til lykke..at man i grunden ikke er bedre værd..!

To torsdage i én uge kan vel principielt godt indføres ved menneskelig lov..Sværere vil det vise sig at fryse helvede til..Så jeg holder ikke just vejret i spændt forventning om en lykkelig udgang..

Slet ikke, når jeg må lægge øre til denne form for idioti:

"Målet er stadig autentisk bæredygtighed – det skal vi holde kompromisløst fast i. Men vejen dertil må brolægges med kompromiser, og selv små fremskridt må fejres med autentisk og klimaoptimistisk glæde."

Sæt dig dog lidt ind i sagerne, menneske, inden du sådan farer i blækhuset..

Niels østergård, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Louise Kronstrand

Kære Torsten
Idioten her.
Jeg er helt med på, at det store ansvar ligger hos dem, der har magten. Men vi forbrugere har selvklart også magt igennem fx vores købeadfærd. Vi kan vente på, at politikerne tager ansvar igennem lovgivning. Og skyde dem ned, der tillader sig at håbe og tro, at man selv kan gøre en forskel. Eller vi kan øve os i at nære håbet og motivationen, når vi ser det. Jeg ved stadig godt, hvad jeg vælger. Jeg vælger at tro på, at hvis alle gør NOGET, så rykker det noget. Så kald mig bare naiv, men jeg tror på håb og fællesskab som vigtige forudsætninger for bæredygtig omstilling.

Thorbjørn Søndergaard, Viggo Okholm, Per Bøggild, Thure Hastrup, erik pedersen, Lise Lotte Rahbek og Marie Vibe anbefalede denne kommentar

H O V ?
Man kan godt være uenig i debatindlæggets konklusion: uden at være nedladende.
Jeg er enig i din konklusion Torsten, men meget uenig i din nedladende kommentar. Vi skal ALLE gøre alt og mere - end politikerne vil og nogen tror vi kan.
Men det hjælper intet at skælde ud på enhver der gør et oprigtigt forsøg. Og beholder glæden.

Det regner indlandsis. Oplysning er vejen frem også. Jeg er midt i en appel til "Public Service" stationerne, der nu har varet fem dage. DE svigter: modsat Information og Louise Lykke: deres opgave. Fatalt. Som vi - bondefangede i en absurd katastrofal kapitalforsnævret konsensus: svigter vores. Så: ergo: gør noget: handl i virkeligheden, i stedet for at være sure på en der forsøger. Det er grønt og bæredygtigt: også indeni. Og nej: udskam ikke; men undskyld heller ikke efter løbet er kørt;-) - Vi skal standse vores udledninger NU - og det kræver politisk global aktion. OG hver enkelts.

Louise Kronstrand, Torben Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Torsten
"Lille du" - Hvad bilder du dig ind?!

Du har lige ødelagt mit morgenhumør og håb om at folk kan være ordentlige, selvom de er uenige. Tak for lort på en regnfuld mandag i november.

Jens Christian Jensen

"Jo mere man er uenige med folk, jo pænere skal man tale til dem"
Clement Kjersgaard

Maj-Britt Kent Hansen, Louise Kronstrand og Marie Vibe anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Hvad bilder jeg mig ind??!

Hvad bilder Louise Lykke Kronstrand sig egentlig ind? Er det ikke snarere det rette spørgsmål?

For psykolog Louise Lykke Kronstrand handler den eskalerende klimakatastrofe tilsyneladende alene om et mentalt velbefindende:

Hvis vi bare allesammen gør noget, uanset hvad(!), ikke sandt, så kan der nok skabes plads til både håb, fællesskab og optimisme..Og hvem har dog brug for mere?

Det er et utaknemmeligt at være den trettende til bords..at optræde som den onde fe til teselskaber, hvor floromvunden tale ellers regerer, den ene skåltale mere opløftende end den anden..

Men måske er det vitterligt på tide at kalde en spade for en spade, at skære brutalt og aldeles uden sans for dekorum gennem al dette himmelråbende vrøvl? Tidens største plage, denne ugebladsplapren..Hvad skal vi med den?!

Sådan tænker i det mindste denne kælderånd, som i tilgift ikke finder den mindste anledning til at undskylde for sine hårde ord. I bedre tider og med mindre på spil ville det måske være passende med mere høvisk tale, selv i mødet med så selvopretholdende vrøvl..

Men vi lever ikke i 'bedre tider', og der er for meget på spil!

Hvad bilder jeg mig egentlig ind?!

Jeg bilder mig ind, at tiden allerede er rindet ud, og at det er på tide at tage radikal stilling!

Jeg bilder mig ind, at tiden er løbet fra psykologers navlepillende og systembevarende floskler..

Jeg bilder mig ind, at det er nu eller aldrig!

Hans Larsen, Katrine Damm og Anne Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Man kan sågar sætte musik til:

Og mens omdrejningspunktet for Mikael Wiehes tekst her er en anden, overføres pointen uden videre til den krise, vi befinder os midt i..

Mikael Wiehe - Valet (Akustisk live-version, Brev till SD, 2012)
https://www.youtube.com/watch?v=rfi7hHMfLbc

Louise Kronstrand

Torsten Jacobsen
Tak for dine kommentarer. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle ind og kommentere på mit eget indlæg. Men du får mig da lige op af stolen igen. Og tak for det.

Jeg får lyst til at uddybe noget af det, jeg tænker. Ikke for at overbevise dig om noget. Mere for at bruge dine indspark til måske at nuancere det skrevne.

Jeg bilder mig egentlig ind, at vi slet ikke er så langt fra hinanden, som det kan se ud. Og så alligevel. Men forståelsen af situationens alvor og behovet for radikal stillingstagen og radikal handlingsændring NU er vi fælles om.

Men jeg tror ikke, det nødvendigvis er navlepillende at kigge indad. JO, hvis det kun er for at opnå mentalt velbefindende, eller fordi det er en bekvem undskyldning for at handle. Men det er på ingen måde et mål med det, jeg skriver. Jeg opfordrer til at "kigge indad" for at bevidstgøre de vanemæssige tankegange, grundantagelser og de menneske- og natursyn, som kan stå i vejen for at handle og for den radikale omstilling, som er nødvendig.

Grundlæggende er det vel et spørgsmål om, hvordan man bedst (læs:hurtigst) får menneskeheden til at opføre sig radikalt anderledes.

Sker det ved at opnå tilstrækkelig viden og rationel indsigt til at træffe andre valg? Jeg tror ikke, det er nok. For vi har i lang tid haft den fornødne viden. Utallige rapporter og enige forskeres opråb har ikke medført tilsvarende handlingsændring. Rationel viden er ikke nok.

Sker det så udelukkende ved, at politikerne laver lovændringer og påtvinger os den påkrævede adfærdsændring? Det tror jeg er helt nødvendigt, og det kan kun gå for langsomt. Men KUN at pege pilen i politikernes retning og væk fra sig selv, tror jeg heller ikke er tilstrækkeligt. Det kan også blive en sovepude og en bekvem udvej.

Hvorfor ikke gøre det, vi kan hver især? Vi er så forbundne som mennesker og vi påvirker hinanden hele tiden. Vi kan bygge hinanden op eller pille hinanden ned. Det som kan give mig håb er tanken om, at vi mennesker kan opnå enorme ting, når vi samarbejder. Og så sætter jeg personligt min lid til en slags socialt ”tipping point” for kollektiv adfærd: at hvis en tilstrækkelig mængde mennesker , en ”kritisk masse” begynder at ændre tankegang og adfærd, så vil det på et tidspunkt nå et ”tipping point”, hvor det går dramatisk hurtigt med, at resten følger med.

Hvis for eksempel tilstrækkeligt mange forbrugere efterspørger bæredygtigt producerede varer tvinges de store multinationale firmaer før eller siden til at gentænke deres forretningsmodeller og produktion for at blive ved med at være konkurrencedygtige. En omstilling, som allerede er i gang.

Jeg er helt enig med dig i, at der brug for et radikalt opgør med vækstparadigmet, fundamentet for nuværende globale økonomi, forbrugerismen og den menneskelige forestilling, at man kan købe sig til lykke. Forestillingen om ”instant” lykke og behovstilfredsstillelse driver os stadig i stor stil og, tror jeg, er en stor del af fundamentet for kapitalismen og nuværende forbrugskultur. Men jeg mener, at vi både må kigge ud ad og ind ad. Ikke for at have det godt. Men fordi de ting, du nævner, ligger så dybt i os og både må bevidstgøres i samfundet men også i os selv og imellem os.

Håb, fællesskab og optimisme tænker jeg ikke som mål i sig selv. Og jeg taler ikke disses sag for at vi alle skal gå rundt og have det godt. Men jeg er af den overbevisning, at de tilstande er mere befordrende for handling end deres modsætninger: håbløshed, pessimisme og polarisering. Men selv om det lyder letkøbt og banalt at tale om håb, fællesskab og optimisme, er det ikke nemt: sådanne tilstande har selvsagt trange kår i disse tider Og netop derfor inviterer jeg i mit indlæg til at passe godt på dem, når vi møder dem. Og hjælpe hinanden med at styrke dem og nære dem.

Torsten Jacobsen
Dit svar til Lise fik sgu også lille mig til at undres.
Jeg tror så mænd også du har grundlæggende ret, men nu får du så et spørgsmål: Kan du tilslutte dig evt .vold hvis regeringen skulle diktere en omstilling nu og her?
Jeg forestiller mig at vi ikke er klar til at nedsætte vores forbrug og forpligtigelser, lønniveau med videresådan lige uanset vi nærmer os kl 12.
Jeg er 75 og opvokset på landet mod vest og ja udviklingen mod velstand m.v. er gået hyggelig stærkt og alle har et med ansvar. har vi fundet ud af at det ikke går, men jeg tror nu nok hvis udviklingen gennem de næste 50 år vender med modsat fortegn og med løbende erkendelser kunne det jo være det går. Men jeg tror mennesket skal følge med ,hvis du forstår. En gang imellem skal vi altså ha lov at pudse glorien for at opmuntre os selv til en ny forandring.

Lise Lotte Rahbek

Torsten
Det er ikke nogen undskyldning - at du har ret - at benytte dig af nedladenhed.
Fik du mere ret af dit "Lille du"? Fik du skaffet dig proselytter?
Du fik da forfatteren til at svare dig, ja, men du fik da også lige brugt strøm på på computeren og internettet på at hævde din egen selvretfærdige harme over, at alle(andre) mennesker ikke tager sig sammen og skruer helt ned for forbruget. Hvis du var så så sikker på, at du i al fald har fattet sandheden og hele sandheden og ikke forbruger mere end det absolutte nødvendige, så ville du jo heller ikke benytte dig af internettets mulighed for at skære folk over og skubbe andre væk med din nedladenhed.
Men hvad ved jeg. Det kan være målet helliger midlet.

Torsten Jacobsen

Louise Kronstrand,

Tak for det uddybende svar.

En tiltrængt nuancering af dit oprindelige indlæg, bestemt, og du har ligeledes bestemt ret:

Vi står ikke så frygtelig langt fra hinanden!

Og dog er det netop i erkendelsen af de bittesmå afstande - fremfor de åbenlyse - at den største fortvivlelse kan indfinde sig. Det forstår du vel? Nærmere en undskyldning kommer jeg ikke.. ;)

Jeg kan til nød forstå, at mit indledende, beske svar til dit indlæg kan læses sådan, at jeg afviser nødvendigheden og betydningen af hver eneste borgers klimabevidste omtanke og handling. Men det er rent faktisk ikke, hvad jeg skriver. Jeg påpeger derimod et enkelt, i grunden såre banalt faktum:

At det alene er summen af handlen - udmålt som mængden af drivhusgasser en given livsstil frembringer, der har betydning. Så vidt er det rent faktisk kommet, så bedrøvelig en situation befinder vi os rent faktisk i.

Og mens du synes at indrømme mig dette faktum, så insisterer du samtidig på, at vi skam ikke skal finde anledning til at rynke på næsen af den 'cyklende forretningsmands flyrejser', fordi...ja fordi hvad, egentlig?

Du henviser til en psykologisk litteratur, der efter sigende viser, at "det at føle sig lidt bedre end andre er en virksom og gængs motivationsfaktor i mennesker". En henvisning jeg finder besynderlig, nærmest..nåja..idiotisk..sagens sammenhæng taget i betragtning. For jeg forstår simpelthen ikke, hvad du med den henvisning prøver på at sige..Måske er det så blot jeg selv, som er idioten? Det ville ikke være første gang..

Og dog har jeg nu nok mit på det tørre, i det mindste i denne omgang: For hvad end nu en håndfuld 'metodisk uangribelige' forsøg på college-studerende måtte have frembragt af uvurderlig viden om den menneskelige tilstand, så tror jeg nu nok at den trumfes af noget så jordnært som den menneskelige erfaring, levet som den er fra dag til dag..

Det er ikke just for nylig at interessen for at købe aflad, har indfundet sig på scenen, som en betydelig faktor i opretholdelsen af en vis form for selvrespekt, er det vel? Ej heller er det et fænomen opfundet af den romersk-katolske kirke, omend den for en tid havde noget nær monopol på udskejelserne..Nej, den profiterede blot på, hvad der allerede var indskrevet i menneskets sind og sjæl: Behovet for at dulme den dårlige samvittighed..

Og mens jeg ikke her vil kede en psykolog med en gennemgang af de snarer, som den 'dårlige samvittighed' lægger ud i menneskets sind - 'den dårlige samvittigheds fænomenologi' - så bør pointen dog alligevel være bragt i hus: Man kan med lige så stor ret hævde, at 'den cyklende forretningsmand' blot har fundet den mest omkostningseffektive måde at bevare sit selvværd på..

Vi står nær hinanden, og alligevel dog så fjernt..Deri tragedien! Jeg bilder mig ind, at det alene skyldes din manglende forståelse for og viden om problemets altødelæggende omfang, dets akutte og ubønhørlige krav om absolut og radikal handlen. Jeg bilder mig ind, at du ikke ville have skrevet dit oprindelige indlæg, hvis du for alvor forstod, hvad der er på spil..for alvor forstod, at katastrofen allerede er indtruffet, og at vi nu ikke længere kan gøre os håb om andet end at afbøde de værste konsekvenser..

Jeg tager muligvis fejl, naturligvis: Dels kan jeg have misforstået graden af alvor..Måske det slet ikke står så slemt til? Dels forstår du måske i samme grad som jeg, hvad fremtiden med al sandsynlighed kommer til at byde vores børn, hvis ikke noget radikalt forandres Nu! - med det samme!

Nuvel, som en vis nagende Lise Lotte Rahbek antyder, bør jeg måske i sidste ende blot stikke piben ind..så det vil jeg gøre..for nu..!

Tak igen for dine uddybende kommentarer, Louise Kronstrand. De faldt ikke for døve øren, tro det eller ej! ;)

Louise Kronstrand, Viggo Okholm og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Og som et lille P.S., ikke mindst til de medlæsere, der synes så henrivende optaget af overholdelse af blind dekorum..

En tekst fra Theresa Scavenius' hånd, der i grunden siger det samme som min..

Blot siger hun det med lidt mere schwung og finesse, naturligvis.. ;)

Theresa Scavenius om “hverdagsondskab”: Livet bliver igen hårdt, kort og brutalt (Ræson,2020)
https://www.raeson.dk/2020/theresa-scavenius-om-hverdagsondskab-livet-bl...

Torsten:
Stikke piben ind? nej bestemt ikke, men jeg savne rså lige et svar på midler til at nå målet hos mennesket, der ikke vil forstå!

Louise Kronstrand og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Viggo Okholm,

Jeg vil tillade mig at vende dit spørgsmål om:

"Hvilke midler tages for nuværende i brug, for at forhindre mennesker i at forstå?"

Der findes i psykologien en teori om 'mental båndbredde'. Som det gælder for så mange andre 'konstrukter' i den psykologiske litteratur, er der her i sidste ende blot tale om en relativt banal metafor: Hjernen forstås som en 'processor af information' - som en computers processor - og som sådan har den en begrænset 'båndbredde', dvs. en øvre grænse for, hvor megen information den kan behandle og forholde sigt til på éen gang..

Teorien er blevet anvendt til at forklare, hvorfor forarmede mennesker forbliver forarmede: Deres forarmede livssituation aktiverer psykiske processer - 'bekymringer' - der nonstop kører i 'baggrunden' i det kognitive apparat - igen en analogi til en computers processor' - og dermed optager disse 'bekymringer' en betydelig del af disse forarmede menneskers 'mentale båndbredde'. Resultatet er en nedsat kognitionsevne - udmålt som et fald i 'IQ' - og derfor træffer forarmede mennesker dårligere beslutninger end ikke ligeledes bekymrede mennesker - hvilket blot tjener til at forarme dem yderligere..forstærke deres 'bekymringer'..

Man kan mene om den teori, hvad man vil. Ikke mindst kan man måske muntres en smule over dens ekstremt reduktionistiske menneskeopfattelse, metaforens utilstrækkelighed..

Omvendt er det intuitivt indlysende, at der måske nok er noget om snakken: Har man blot én gang været plaget af svær migræne, tandpine eller lignende, forstår man umiddelbart hvad der menes med metaforen 'mental båndbredde': Hvordan en opmærksomhedskrævende psykisk proces kan hæmme evnen til at forholde sig konstruktivt til selv påtrængende øvrige livsvilkår..

--

Nuvel, jeg foreslår, at vi på højest uvidenskabelig vis overfører metaforen om 'mental båndbredde' til belysning af det indledningsvist stillede spørgsmål:

"Hvilke midler tages for nuværende i brug, for at forhindre mennesker i at forstå?"

Det kræver i dagligdagens kakofoni af stemmer, i dette ubønhørlige informations-bombardement, vel næsten en overmenneskelig anstrengelse at minde sig selv om, at tilværelsen ikke altid har været sådan..At denne konstante strøm af information man skal forholde sig til, er et fænomen af særdeles ny dato, ikke mindst set i et udviklingshistorisk lys..

Det er næppe blot en tilsnigelse at hævde, at mennesket ikke er 'bygget til' at overskue, endsige forholde sig til en så massiv mængde information, time for time, dag efter dag..

Og dog er det den virkelighed, som vi nu lever i! Mængden af tilgængelig information overstiger i dag tusindfold menneskets evne til at forholde sig til ny information. Dette hævder jeg som et indlysende aksiom.

Følgelig opstår for individet et vedvarende og påtrængende behov for at selektere i al denne information. Og denne selektion er ikke tilfældig, tværtimod. Jeg vil hævde, at den - groft generaliseret - er organiseret om følgende principper, her opstillet i en kausal kæde:

- Hvad kommer det umiddelbart og konkret mig ved?
- Hvad finder flokken 'betydningsfuldt'? <=> Det kommer mig ved!
- Hvad bekræfter min forståelse af mig selv og af verden, mit verdensbillede?

Jeg springer et par udredende mellemregninger over, for at skære igennem til pointen:

Hvad 'flokken' finder betydningsfuldt, beskrives dagligt i medierne. Der pålægger altså i dag medierne et helt urimeligt, et uoverskueligt stort ansvar for, at det 'fælles søgelys' rettes mod det absolut mest betydningsfulde. Et ansvar for at prioritere det væsentlige frem for det uvæsentlige..Et forbandet ansvar for, at vi i sidste ende fylder vores begrænsede 'mentale båndbredde' ud med det, der rent faktisk er værd at forholde sig til..

Og hvordan går det så for medierne, med at leve op til dette ansvar? Hvem beslutter i grunden, hvad vi skal forholde os til? Hvilke synspunkter, der er værd at fremføre?

Hvem beslutter, at jeg skal forholde mig til et synspunkt om, at det nok går endda? Hvem beslutter, at vi nok bør bære over med hinanden og den 'cyklende forretningsmand', når han lige om lidt flyver til Kina?

Hvem beslutter i grunden, at en inkompetent 'forglemmelse' i et ministerium er af mere afgørende betydning, end livsgrundlaget for min dreng?

Jeg har en meget begrænset 'mental båndbredde', ser du, så jeg finder den slags spørgsmål af afgørende vigtighed...Ergo rejser jeg børster, når 'idiotien' - for mig at se bliver for udtalt.. Ikke mindst i Dagbladet Information..

Nå, sådan kan man besvare et spørgsmål sidelæns..Det vil sige måske ikke overhovedet..;)