Det skal undersøges til bunds, om Trump har handlet kriminelt

Blandt demokrater og mange republikanere vil det nu være en stor fristelse at afskrive Trumps præsidenttid som en bizar undtagelsestilstand.

Republikanere vil forsøge at bebrejde Trump for de seneste års utallige eksempler på inkompetent og udskejende politik i håb om, at man glemmer deres rolle i at hjælpe ham frem.

Og i deres iver efter at hele en splittet nation vil demokraterne måske afstå fra at tage et større retsopgør med Trump og hans administration.

Jurister og historikere har pointeret, at sande demokratier ikke ofrer store kræfter på at forfølge deres besejrede modstandere. Trumps justitsminister, Bill Barr, kunne ikke være mere enig – af gennemskuelige grunde: »Politiske vindere, der forfølger politiske tabere, er ikke et modent demokrati værdigt,« udtalte han op til valget.

Trumps »lock her up« – hans slagord mod Hillary Clinton i 2016 – bør da heller ikke besvares med et lock him up. Men der er andre og bedre muligheder end »forgive and forget«.

Amerikanerne må forholde sig til tre ting:

For det første: De kriminelle gerninger, Trump kan have begået, før han blev præsident. For det andet: De kriminelle gerninger, han og hans kumpaner kan have begået, mens han var præsident. For det tredje: De strukturelle svagheder i det amerikanske politiske system, som hans grænseoverskridende adfærd har synliggjort.

Straf erhvervsmanden Trump

Historisk har en overgang fra autoritære styreformer til demokrati – eller en genopretning efter demokratisk nedbrydning – i mange lande været kendetegnet ved en vilje til ikke at straffe de tidligere magthavere. I nogle af de tilfælde, hvor nye eller gendannede demokratier ikke retsforfulgte tidligere ledere, oprettede de i stedet ’sandhedskommissioner’ og tilbød amnesti, hvis gerningsmændene ville tale åbent ud om deres handlinger og tilstå deres forbrydelser. Sydafrika efter apartheid er skoleeksemplet her.

Det særlige ved USA er, at Trump i forvejen efterforskes for mulige kriminelle forhold, der ikke har at gøre med hans forvaltning af sit præsidentembede. Manhattans og New Yorks statsanklagere undersøger, om Trump Organization er skyld i korruption og bedrageri.

Opgives efterforskningen af Trump Organization, når Trump er trådt af, risikerer beskyldningen om, at den kun var en politisk rævekage at fremstå som berettiget – især fordi de pågældende statsanklagere tilfældigvis er demokrater.

Men fører undersøgelserne til retssager, der udmunder i fængsling af den tidligere præsident, er der omvendt fare for, at Trumps våbenglade tilhængere tager loven i egen hånd.

Uagtet denne risiko er der principielt ingen grund til, at en politisk leder skal gå ustraffet for forbrydelser, han har udført.

Der er eksempler på, at straffede ledere er vendt tilbage til et politisk liv. Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi blev idømt samfundstjeneste efter at være fundet skyldig i skattesvindel (hans høje alder gav ham en mild dom). I dag sidder han i Europa-Parlamentet. Ved at straffe ham sendte retssystemet et signal om, at man ikke bare kan indtræde i politik for at få immunitet og dermed undgå straf for lyssky forretningsmetoder.

Nedsæt undersøgelseskommission

Under Trumps tid som præsident er der også eksempler på korruption og systematisk ondskab, som hans administration har udvist i indsatsen mod COVID-19 og adskillelsen af børn fra deres migrantforældre ved grænsen.

Mark Tushnet, professor i jura på Havard, har foreslået, at der nedsættes en undersøgelseskommission til at undersøge sådanne politikker. Det er afgørende, at vi skaber et fuldstændigt overblik over, hvad der er foregået – måske ved at tilbyde amnesti eller strafnedsættelser for alle, der vil vidne.

Endelig har Trump også brudt utallige uformelle normer for præsidentembedet. Fra det relativt trivielle – øgenavne til modstandere – til det alvorlige: at tilbageholde sine selvangivelser. Som flere amerikanske jurister har argumenteret for, ville det være fornuftigt at nedsætte en kommission til at undersøge det amerikanske præsidentembedes sårbarheder.

En sådan tilgang behøver ikke at have noget hævngerrigt over sig, og USA har været der før. Efter Watergate-skandalen vedtog Kongressen således en række vigtige etiske love, der fik bred tilslutning fra begge partier.

Jan-Werner Müller er politisk filosof og historiker og professor på Princeton University
© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen