Kronik

Velfærdsdanmark er ikke en statslig opfindelse. Faktisk er byerne altid gået først

Allerede før de berømte statslige reformer vandt frem i 1930’erne, begyndte de store byer at eksperimentere med frokostordninger for skolebørn og ældrepleje. Velfærdsstaten er ikke et eksklusivt statsligt projekt, og de udfordringer, vi nu står over for, vil i høj grad skulle imødegås i byerne, skriver lektor i historie Mikkel Thelle i dette debatindlæg
Hvad gør man, når der først skal besluttes ensretning langs søer og i parker, og det derefter skal overvåges, og der ikke er flere politibetjente til at udføre opgaven? Spørgsmål som disse har regnet ned over særligt de store danske kommuner i foråret. Københavns Rådhusplads. Arkivfoto.

Hvad gør man, når der først skal besluttes ensretning langs søer og i parker, og det derefter skal overvåges, og der ikke er flere politibetjente til at udføre opgaven? Spørgsmål som disse har regnet ned over særligt de store danske kommuner i foråret. Københavns Rådhusplads. Arkivfoto.

Astrid Maria Rasmussen/Ritzau Scanpix

20. november 2020

Den triste skæbne, ældre på plejehjem fik i begyndelsen af coronakrisen, satte gang i en bredere debat om ældreområdet og dets rolle i velfærdssamfundet. Borgmestre og byrådsmedlemmer, blandt andet i Aarhus, gik i clinch i offentligheden for at forsvare og forklare de gamle på plejehjem, som blev hårdt ramt af besøgsrestriktioner. Uanset ens standpunkt i den debat er det værd at lægge mærke til, at det er i byerne, denne kamp kæmpes. Selv om vi har en ældreminister og en sundhedsminister, er det kommunerne, der står med de konkrete problemer.

Det er også kommunerne, der håndterer coronaudbruddets praktiske konsekvenser. Både under nedlukningen, den gradvise genåbning og nu. Mens embedsmændene i Sundhedsstyrelsen og ministerierne i foråret producerede cirkulærer og hastelovgivning i metermål, blev de i lyntempo samlet og omsat til handling i de kommunale organer. Kommunernes Landsforening blev knudepunktet, mens de enkelte kommuner i mellemtiden var gået i beredskab for at kunne implementere ændringerne i det tempo, de kom.

Hvad gør man, når der først skal besluttes ensretning langs søer og i parker, og det derefter skal overvåges, og der ikke er flere politibetjente til at udføre opgaven? Spørgsmål som disse har regnet ned over særligt de store danske kommuner i foråret.

Ældre, socialvæsen og krisehåndtering er kun en del af de områder, som kommunerne forvalter i dag, og selv om rammen for arbejdet er statsligt, skal den konkrete håndtering ske i en konstant omsætning og prioritering – en fortolkning kan man sige – af velfærden ude i kommunerne. Men hvornår kan en by meningsfuldt håndtere et velfærdssamfund?

Velfærdsarkitekterne

Det var man optaget af i Indenrigsministeriet i 1960’erne. Hele den vestlige verden havde været i opbrud op gennem 1950’erne, og det var ikke kun rock og kold krig, der var på dagsordenen. Overalt så man vækst og god beskæftigelse i de moderne byer, som tiltrak en ny bølge af urbanisering. Boomerne var ankommet.

Bevægelsen var også tydelig i Danmark, og de sociale ingeniører så, hvordan det danske bysystem var under pres. Allerede før Anden Verdenskrig havde man fået nye redskaber i hænderne med den moderne byplanlægning. Fingerplanen, der sørgede for, at København voksede ud i ’fingre’ med S-togslinjer som knogler og med grønne områder mellem fingrene, blev offentliggjort i 1947. Næste skridt var at tænke i landsplanlægning. Danske arkitekter og ingeniører var fremme i skoene, og byplanlæggeren blev en progressiv figur i efterkrigstiden.

I midten af 1960’erne havde Danmark over 1.300 kommuner, heraf flest på landet. En mindre andel var købstadskommuner, som havde den største og hurtigst voksende befolkning. Det var derfor dem, der reelt kom til at stå for den infrastruktur og de ydelser, som landkommunerne også brugte.

Dette ’skattely’ var et af de problemer, som planlæggerne så i det brogede billede af landets kommuner. Omvendt var landkommunerne udfordret ved blandt andet at skulle afvikle landsbyskolerne, som de var blevet pålagt sidst i 1950’erne.

Endelig kunne man se, at forholdet mellem arbejde og bolig ændrede sig voldsomt. Familier fik huse i de nye forstæder og skulle nu køre til deres arbejde i byerne. Hvis disse voksende byer, forstæder og landkommuner skulle hænge sammen og samtidig kunne finansiere plejehjem og sygehuse, skulle der tænkes nyt.

Kommunalreformen i 1970

Grebet blev enkelt, men grundlæggende. En kommune skulle have mindst 5.000 skatteborgere og sammenlægges i byområder, så kommuneskatten gik til kommunegrænsen så at sige. Desuden skulle amterne rettes til som base for at drive de nye centralsygehuse, beregnet til omkring en kvart million borgere per amt.

I sidste ende fik vi med reformen i 1970 det system med 275 kommuner og 14 amter, vi har haft indtil strukturreformen i 2007. Den hidtil største reform af det danske bysystem kan således fejre 50 år i år, og den er værd at være opmærksom på som det tidspunkt, hvor velfærdssamfundet og byerne for alvor blev sammenføjet.

Samtidig var kommunalreformen en af de vigtigste forudsætninger for, at velfærdsstaten som projekt kunne hænge sammen i mange årtier frem.

Men reformen var ikke kun en opdatering af velfærdens drift. Den kom på et tidspunkt, hvor en række metoder og styringsformer mellem myndigheder og borgere blev etableret, så vi som medborgere fik formaliseret de rettigheder og pligter, som de seneste 100 år var gået med at forhandle.

I en søgen efter den danske velfærds historie vil mange se mod de reformer i 1930’erne, der gjorde en række sociale ydelser universelle, eller pege på lovgivningen om fattige og ældre i begyndelsen af 1890’erne. De medførte det grundlæggende skift, at vi som borgere ikke mister stemmeretten eller andre rettigheder, hvis vi mister arbejdet, bliver syge eller gamle og har behov for at modtage almisser. Men ydelserne var allerede afprøvet i kommunerne, hvor ældrepleje og fattighjælp gennem sidste halvdel af 1800-tallet skiftede fra privat filantropi til kommunal hjælp.

Kommunalreformen var således forbundet med en lang udvikling fra 1800-tallets liberalisme til en ny statsform og var samtidig en hjørnesten i udviklingen af velfærdssamfundet – noget, vi ellers for det meste knytter til udviklingen på statsligt niveau. Men de metoder og styringsformer, der blev udviklet og senere knæsat med reformen, havde ikke kun deres rødder i staten. De var langt hen ad vejen vokset ud af byerne og deres borgere.

Byerne gik først

Allerede før de statslige reformer vandt frem, begyndte byerne at eksperimentere med offentlige ydelser. Historikere har vist, hvordan en række industribyer i årtierne op til år 1900 eksperimenterede med blandt andet frokostordninger for skolebørn og ældrepleje, og at disse erfaringer fandt vej ind i den statslige lovgivning. Samtidig voksede den såkaldte kommunesocialisme frem, hvor byerne gennem offentlig service og infrastruktur skulle være krumtapper i den socialdemokratiske ændring af samfundet. Netop disse områder blev også senere centrale i den nationale velfærdspolitik.

Byvæksten skabte også behov for at holde styr på de myldrende menneskemasser. Derfor oprettede politiet i København sidst i 1800-tallet et dynamisk arkiv, hvor borgerne skulle møde op og registrere sig ved flytning. Systemet blev i 1920’erne grundlaget for byens folkeregister og senere for det statslige og vidt berømte Centrale Personregister – CPR. Når du i dag tjekker ind på velfærdssamfundets digitale spejl, borger.dk, og kan følge en stor bunke data om dig selv, bygger det således ad krøllede veje på denne indsamling af borgeroplysninger.

Disse data og en mængde andre var også grundlaget for planlæggernes beslutninger i 1970.

Den næste store ændring, strukturreformen i 2007, var stort set en videreførelse af netop tankerne fra 1970. Færre og større kommuner fik mere ansvar for blandt andet miljø, trafik og kriminalitet, mens de i dag så omdiskuterede regioner fik sygehusområdet.

Hvad kan vi så lære her 50 år efter kommunalreformen?

Uanset partifarve i skiftende regeringer har byerne været omdrejningspunkt for velfærdsopgaverne – lige fra mere uformelle laboratorier til formelt at bære de tunge opgaver. Velfærdssamfundet er ikke et eksklusivt statsligt projekt, og de udfordringer – pandemi, klima, migration, ligestilling – vi står over for, vil i høj grad skulle imødegås i byerne.

Med kommunalreformen og dens efterfølger, strukturreformen i 2007, står kommunerne med udvidet ansvar og byerne som de primære til at løse, men også skabe, problemerne. Det giver os et behov for, både i debatten og forskningen, at blive klogere på denne oversete del af velfærdssamfundets historie.

Mikkel Thelle, lektor i historie ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mange har de sidste tyve år måtte spørge sig selv hvor velfærden blev af. Den er ikke længere en kommunalbeslutning. I dag bliver beslutningerne taget langt væk fra borgerne. Velfærden er alt mere blevet drænet væk fra dem som har behov for hjælp og ud til virksomhederne. Hundrede tusinder fattigere borgere er blevet presset ud af storbyerne og ud til fattigere kommuner.

Lovene kommer ikke længere fra borgerne ved demokrati eller fra kommunerne, men oppe fra, fra Folketinget som styrer benhårdt gennem budgetloven. Budgetloven er skabt ved Finanspagten som EU har beordret. Men EU stopper ikke her. Nu forsøger EU sig igen med at detaljestyre kommuner og regioner, men intet af dette skrives der om i de almindelige medier. EU-kommissionen skal have lokale beslutninger sendt til godkendelse, tre måneder inden de skal op i byrådet, et nyt forslag betyder, at kommuner skal spørge EU-kommissionen om lov, hvis de vil træffe beslutninger. Forslaget fra EU er endnu ikke vedtaget. Det skal først godkendes af EU's erhvervsministre og af EU-parlamentet. EU angriber det lokale demokrati.
https://arbejderen.dk/indland/eu-angriber-det-lokale-demokrati

Hvem sidder bagved kommissionen i EU og trækker i trådene? Hvem betaler lobbyisterne som skal påvirke EU-politikerne? Skal velfærden omdirigeres til de rige ved påbud fra Davos, fra ejerne af de største virksomheder, fra multimilliardærerne? Herhjemme er det det stærke magtnetværk på ca. 400 mennesker der styrer politikken. Deres interesser sendes ud gennem borgerlige medier, ved det såkaldte Mediakrati. Derved styres den offentlige mening. Bag ved demokratiet sidder der et magtsystem. Politikerne er reduceret til marionetter. Christiansborg er et dukketeater. Magteliten er kortlagt.

En håndfuld i toppen af hvert parti bestemmer at kun akademikere er på valglisterne til Folketingsvalget, hvilket betyder at de 8 % af befolkningen som er akademikere får flertallet i Folketingssalen. Hvis man ser på Danmarkskortet bor overklassen nu i storbyerne og dem med færre ressourcer er pressede ud til de fattigere kommuner. Der er tale om en planlagt Apartheid.
https://klassesamfund.dk/klassesamfund/hvor-bor-klasserne

I storbyerne har de internationale storspekulanter sammen med diverse fonde gjort sit indtog for at fjerne de boliger, som de fattige kunne betale huslejen for. Boligen er ikke længere for den enkelte familie, men et investeringsprojekt for de rige, for stærke kapitalfonde. De billige boliger fjernes i storbyerne og de fattige presses ud. Der laves love der forbyder de hjemløse at vise sig i bygaderne, love der forbyder de fattige. Overklassen har besat storbyerne og Christiansborg.

Kommunerne bliver nu sat i en økonomisk spændetrøje. Kommunekassen deles op mellem de sociale udgifter og udgifter til bygge og anlæg. Staten bestemmer at pengene skal gå til bygge og anlæg og ikke til det sociale område. Yderligere fattigdom skabes. Overklassen sørger for at uligheden øges hvert år. Elastikken trækkes både opad og nedad. Den sociale mobilitet fjernes. Alt i alt er der et flertal af befolkningen der bliver efterladt, hvilket koster landet dyrt i tabte muligheder, på den lange sigt.

Hvad gør man i kommunerne, når der først skal besluttes, om der skal bygges fibernet, eller at pengene skal gå til de sociale udsatte? Man vælger selvfølgeligt at forbedre byens udseende, for at tiltrække de ressourcestærke, og skære ned for det sociale område, for at fjerne de svage fra kommunerne. Stort set alle storbyer har opfært kommunale store luksusprojekter ved fine arkitekter

Pengene der gik til arbejderklassen ved den sociale sikkerhed og til underklassen ved den sociale velfærd, går nu alt mere til de formuende og til erhvervslivet. Dette sker samtidigt med at erhvervslivet flytter pengene ud af landet i skattely. Pengene kan nu flyttes frit rundt i verden, og ni ud af ti dele deraf flyder rundt på alverdens kasinobørser, i stedet for at gavne befolkningen i Danmark. Derfor skal der skabes fattigdom.

Ved de kommende finanslovsforhandlinger er der flere og flere borgere som spørger sig om, hvor blev pengene til velfærden af? Der blev kun afsat to millarder til venstrefløjens ønsker, inkl. klimaforandringerne. Men til de lidt over 1000 familier der rammes af minksagen, kræves der 12 millarder. Magtelitens netværk har været rødglødende her under minksagen. Sidste gang det skete var da Mette frederiksen selv kontaktede dem, for at spørge om de ville være med til at løse klimakrisen. Da fik hun at vide at det skulle hun overhovedet ikke blande sig i. Siden er der intet sket på det område.

Mette frederiksen bliver kendt for Coronakrisen. Men der kommer ikke til at ske noget overhovedet i forhold til de 64.500 børn der er tvunget ned i fattigdom, ej hellere for de 170.000 borgeresom blev tvunget ned igennem det sociale sikkerhedsværk og i dag ingen indtægter har. Dér er praktisk talt alle medier tavse.

Flemming Berger, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Min forlængst afdøde bedstefar var Sognerådsformand for Venstre i Hillerslev Kåstrup Sogn i 24 år, i en af dengang 1300 sogne.

Han var arg modstander af Kommunalreformen af 1970, og han trak sig fra lokal politik, med dens indførelse.

Jeg har fået fortalt at han nærmere var Sognekonge, og at han ulønnet styrede sognet i samfulde 24 år fra hjemmekontoret på gården.

Åbenbart i 24 år, til et flertals tilfredshed.

Der var kort vej fra tanke til beslutning, fra beslutning til handling.

Jeg tror næsten at Mette Frederiksen i princippet, har kunnet finde inspiration til sin koncentration af magten hos sig selv, hos min Bedstefars styreform i eget lille sogne rige:-)

Heldigvis nåede han ikke at opleve hverken Corana krisen, eller mink tragedien.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard