2021 begynder med en god plastiknyhed.
Fra 1. januar skal alle nemlig betale mindst 4 kr. for en almindelig bærepose. Det er et lille, men betydningsfuldt skridt for både klima og havmiljø. Forventningen er, at langt flere således vil tage deres egen genbrugelige pose med, når der skal købes ind.
Med flere af den slags tiltag kan vi langsomt, men resolut sige farvel til vores udbredte ’engangskultur’.
Engangsprodukter som for eksempel to go-kaffekopper, salatbokse og sodavandskrus er dobbeltproblematisk for miljøet.
For det første er det problematisk på grund af det store ressourceforbrug og den store CO2-udledning, som sker i forbindelse med produktionen og affaldsbehandlingen.
For det andet udgør disse to go-emballager et alvorligt problem for vores havmiljø.
Mindst halvdelen af al plastik i havet er engangsplastik. Produkter, vi bruger i 5-10 minutter, ender med at eksistere 100-500 år i havmiljøet og gør uoprettelig skade på dyr og økosystemer.
At fortælle forbrugerne, at vi kan ’genanvende os ud af’ plastikkrisen er at stikke dem blår i øjnene. Den globale plastikproduktion er stigende og forventes at være firedoblet i 2050. Det kan aldrig blive bæredygtigt.
Vi bliver nødt til at gå en anden vej.
Vi skal udfase engangsbrug og i stedet bruge kopper, takeawaybokse m.m., der kan fyldes igen og igen. Denne udvikling skal hjælpes på vej politisk.
Danmark halter lige nu bagefter.
I Frankrig og Irland indfører de konkrete afgifter på to go-kaffekopper, forbud mod engangsservice, når mad og drikke indtages ’på stedet’, og andre virkemidler til effektivt og målrettet at sikre fuld udfasning af engangsbrug.
Der er mange svære beslutninger i den grønne omstilling. Udfasning af plastik til engangsbrug er ikke en af dem. En nylig undersøgelse fra Djøf og Epinion indikerer, at danskerne er enige. Et flertal er villigt til at acceptere afgiftsstigninger på hele 30 procent på engangsservice.
Dette bør være et ordentligt vink til regeringen og Folketinget om at sætte ambitionsniveauet højt i 2021.
Naja Andersen er senior politisk rådgiver i Oceana.