Ser vi på den danske klimalov fra juni 2020, står det klart, at henholdsvis velfærds- og konkurrencestaten har sat sine tydelige og afgørende fingeraftryk. Det sker i form af bindinger, der for det første tilsiger, at indfrielsen af 70-procentsmålsætningen i 2030 skal ske under hensyntagen til at bibeholde »et stærkt velfærdssamfund« med sammenhængskraft og social balance.
Samtidig skal omstillingen ske på måder, der sikrer »en dansk konkurrencekraft«, hvor dansk erhvervsliv »udvikles og ikke afvikles«.
I de fleste borgeres ører lyder disse ting sikkert indlysende og rigtige.
Men faktisk gemmer sig her nøglen til at forstå, hvorfor en ambitiøs grøn omstilling lader vente på sig.
Der er nemlig tale om en videreførelse af ideologiske principper af henholdsvis socialistisk og liberalistisk art, som historisk har vist sig ude af stand til at reagere rettidigt og resolut på klima- og biodiversitetskriserne.
Hvis der er vand i kælderen eller ild i huset, vil vi sædvanligvis straks reagere og først bagefter finde ud af, hvordan vi skal betale regningen. For vi ved godt, at hvis vi ikke handler med det samme, vil vi blive ramt af svær skimmelsvamp, eller huset vil helt brænde ned – og vi vil således betale den højeste pris.
Sådan er det ikke med de gamle ideologier og statsformer. De diskuterer fortsat, hvordan branden skal slukkes, og hvordan kælderen skal tømmes.
Gamle ideologier er passé
De, som er tilhængere af socialismen, håber stadig, at en stærk stat vil sætte skik på kapitalismen. Og de, som mere er til den liberale side, håber på, at markedet kommer med et teknologisk fix.
De gamle ideologier fremstår passé, handlingslammede og uden realisme.
Velfærdsstaten er historisk set et svar på den sociale kritik af industrikapitalismens ulighedsskabende tendenser og Anden Verdenskrigs rædsler.
Her blev socialismens ligheds- og solidaritetshensyn omsat til nye kompromiser såsom progressiv beskatning.
Men med velfærdssamfundets konsolidering efter 1960’erne fulgte samtidig en demokratisering af de højforbrugslivsstile med kød på bordet og charterturisme, som drev CO2-udviklingen i vejret.
Siden 1990’erne har konkurrencestaten sat turbo på denne udvikling ud fra det ensporede liberalistiske mantra om produktivitet og effektivitet i den globale markedskonkurrence.
En form for effektivitet, der har fjernet insekterne fra markerne og fuglene fra himlen.
Som modsvar har staten orkestreret det, der i samfundsforskningen omtales som en svag økologisk modernisering. Det betyder, at alle samfundets institutioner har lært at tale grønt og bæredygtigt om sig selv – alt imens miljø- og klimahensyn er forblevet sekundære til de reelt dominerende velfærds- og konkurrencehensyn.
Siden 2018 har vi været vidne til en genopblussen af civilsamfundets grønne kritik anført af ungdommen. Men alligevel er den danske klimalov udtryk for mere kontinuitet end reelt paradigmeskift.
Den dominerende sortbrogede pragmatisme
Det ses tydeligst i debatten om en ensartet CO2-afgift – et tiltag, som anbefales af klimafaglige eksperter, men som regering og Folketing som bekendt har udskudt på ubestemt tid.
Det er her vigtigt at huske, at en CO2-afgift på 1.500 kroner per ton, som Klimarådet har anbefalet indfaset frem til 2030, reelt er udtryk for det absolut mindst indgribende og mest markedskonforme af alle de statslige virkemidler, der kan og bør tages i brug. At der ikke kan opnås politisk opbakning til dette tiltag, viser det stærke ideologiske greb fra fortiden, som magteliten holder den grønne omstilling i.
Argumenterne imod CO2-afgiften er tilsvarende udtryk for den sortbrogede og ubæredygtige pragmatisme, som dominerende røde og blå kræfter i dansk politik har fundet sammen om.
På den ene side henvises til problemer for den danske konkurrenceevne for forureningstunge erhverv som cementproduktion og animalsk industrilandbrug. Forestillingen om lækage, altså udflytning af danske arbejdspladser som følge af øget regulering, sætter trumf på denne form for kynisme. Fordi andre ellers vil sælge heroinen i skolegården, forstår vi, har vi ikke andet valg end at fortsætte med at pushe.
På den anden side er der blevet skabt et narrativ, hvor sociale og grønne hensyn fortsat spilles falsk ud mod hinanden. Vi må ikke tage kødet fra lavindkomstgrupperne, siger statsministeren.
På den måde bidrager hun til den vrangforestilling, at det skulle være specielt vanskeligt at indføre en progressiv grøn beskatning, hvor de tungeste forurenere med de dybeste lommer betaler mest for omstillingen.
Vi har allerede en grøn check, som kan løse dette såkaldte dilemma. At magtelitens røde elementer trækker denne gamle traver af stalden, siger uendeligt meget om deres omstillingsuduelighed.
En bæredygtig stat
Stillet over for disse fortidsforlængende tendenser fra velfærds- og konkurrencestatens magtfulde fortalere mener vi, at der er behov for en genorientering af vores politiske kompas, sådan at kampen mellem rød og blå erstattes af kampen mellem grøn og sort.
En udvikling, hvor værdiprioriteringerne skifter plads, sådan at bæredygtighedshensyn sættes forud for både velfærds- og konkurrencehensyn i den statslige politik, i udvikling og styring af markedsudviklingen og i de fællesskaber og nye alliancer, der skabes i civilsamfundet.
Denne udvikling kalder vi under ét for den bæredygtige stat.
Den bæredygtige stat er en statsform, hvor hensynet til langsigtet og global bæredygtighed i form af de planetære økologiske grænser sættes forrest i vurderingen af nye offentlige planer og politikker.
Det er en statsform, hvor markeder reguleres og formes ikke blot gennem skatter og afgifter, men tillige gennem nye krav til virksomheders økologiske bundlinje og fremme af nye former for demokratisk medejerskab.
Det er en statsform, hvor der sikres nye kanaler for civilsamfundets deltagelse i den lokale omstillingsproces, samtidig med at grøn kritik bydes velkommen som anledning til fælles læring.
Og mest af alt er det en statsform, hvor der handles resolut på de livstruende kriser. For lige nu befinder vi os i en situation, hvor diskussionerne mellem rød og blå kun kan opfattes som en ny form for passiv medvirken til, at vores børn ikke kan se nogen reel fremtid.
Vores pointe er, at det ikke enten er den enkeltes eller statens opgave at sikre en ambitiøs grøn omstilling; ligesom vi hverken bør stille os tilfredse med liberalisternes blinde markeds- og teknologi-tiltro eller socialisternes tiltro til en stærk og kapitalismeundertvingende stat.
En ambitiøs grøn omstilling må derimod skabes gennem en ny samfundskontrakt, der gensidigt forpligter statens, markedets og civilsamfundets aktører på nye, reelt bæredygtige pejlemærker for samfundsudviklingen. På nye modeller for livskvalitet, ligevægt og regenerativ økonomi hinsides det 20. århundredes fossile vækstøkonomi.
At skabe dette markante grønne sporskifte kræver betydeligt mere, end hvad ’grøn vækst’-mantraet blandt velfærds- og konkurrencestatens vogtere i den danske magtelite bilder os ind. At skabe den bæredygtige stat er det 21. århundredes opgave, og det haster med at komme op i omdrejninger.
Anders Blok er sociolog, Københavns Universitet
Rasmus Willig er sociolog, Roskilde Universitet
De er forfattere til bogen ’Den bæredygtige stat’, Hans Reitzels Forlag.
Jeres teorier er helt rigtige, men jeres praksis er for svag. Det er godt med andelslandbrugene, især hvis de breder sig med lynets hast. Det ser det desværre ikke ud til, og så er vi tilbage igen. Den politiske top gør for lidt, og bunden er for svag.
Der er fire små grønne partier, foruden alle de andre, der også kalder sig grønne. Det er noget juks. Vi har ikke et grønt fundament at samles om. De fleste kræver ind. Det duer ikke.
Jeg opfatter jer som grønne samfundsteknikere, men der er også brug for et par filosoffer, der tager fat på den grundlæggende opgave: At komme med forslag til en ny samfundsfilosofi. Det er det hele, der skal laves om.
Det bedste bud på en ny samfundsfilosofi er bl.a beskrevet i en kronik i information i 2011: Modvækst er omstilling til fremtiden
Her et lille udsnit af kronikken:
Nyliberalismen indebærer samtidig markedsgørelse af hele samfundslivet med staten som en afgørende faktor. Frem for at staten, som i efterkrigstiden, opfattes som en institution, der skal fremme demokrati og velfærd, betragtes den i stadig højere grad som en institution, der skal styrke markedet og fremme væksten.
Og det essentielle ved det nyliberale forbrugssamfund er, at det ikke kun er en udvikling, som borgerlige kræfter fremmer. I 1990’erne kom Socialdemokraterne med på vognen, og i de senere år er også SF blevet en del af denne tendens.
Det helt centrale psykologiske - og filosofiske - spørgsmål er om vi mennesker overhovedet er i stand til at tilsidesætte behovet for både individuel og kollektiv materiel stræben til fordel for noget andet? Og om vi er parate til at betale den pris, der uomgængeligt følger deraf....
set fra frøperspektiv efter knapt 40 år i miljøreguleringens maskinrum samt fritidsinteresse for samme:
Der er brug for ensartede tilstrækkeligt præcise og skrappe miljømål på tværs af brancher, anlæg og befolkningsgrupper. Samt økonomiske og lovmæssige incitamenter til at overholde disse. Det er dér, den halter.
Med al ære og respekt for både samfundsfag og filosofi; disse er også er nødvendige i samfundsligningen. Fx til at ændre befolkningen og politikernes holdning til balancen mellem forbrugsret og pligten over for samfund, natur og de næste generationer.
Men uden naturvidenskabeligt funderede ensartede, skrappe og helt præcise krav til forureningen fra alle samfundsaktører, og uden incitamenter til at opfylde disse. Så sker der ikke nok, eller det bliver et skridt frem og to tilbage.
Det sidste er illustreret i den årelange ret store nedgang i luftforureningen fra de store forbrændingsanlæg og fra bilerne, og den samtidige stigning i luftforurening fra brændeovnene.
Brændeovnene er idag hovedbidrager til sundhedsskadelig tjæreholdig partikelforurening i Danmark. Denne udvikling skyldes helt utidssvarende og selektivt slappe krav til røgudledning fra netop brændeovnene, kombineret med afgiftsfrihed. Ovnene udleder væsentligt mere CO2 per varmeenhed end fjernvarmeværkerne.
Politikerne har iøvrigt netop besluttet, at brændeovnene forsat skal være afgiftsfrie. Så hverken erhvervsliv, institutioner eller borgere har incitament til effektivt at fjerne denne i byerne helt oerflødige luftforurening. Imens betaler brændeovnsejernes naboer, fjernvarmemodtagerne, fortsat miljøafgifter til den mere professionelle grønne omstilling.
Min opfattelse er at de væsentlige aktører på dette felt har udvist en demonstrativ konfliktskyhed og inkompetence.
Jens Voldby Crumlin: Bogen om modvækst var god nok, men ikke virkningsfuld nok. Det skal jeg ikke bebrejde den, for den kan godt have haft god virkning rundt omkring, men der mangler noget, der kan slå hul på den dyne, der ligger over os. ‘Det bæredygtige samfund’ er også god, men ikke god nok. Den er for akademisk og går ikke dybt nok efter min mening. S og SF tænker mere på arbejdspladser end på børnenes fremtid. Jeg ved ikke, hvad de radikale tænker, og EL tænker også meget i arbejdspladser. Den grønne fløj falder over deres egne ben, og det kommer der kun vittighedstegninger ud af. Jeg kunne godt fristes til at stemme på veganerne, men jeg mangler et billede af det veganske samfund.
René Arestrup: Deler din skepsis.
Drister mig til at spørge, om du har læst Hararis bøger: Sabiens, Homo deus og 21 ting du bør vide om det 21. århundrede.
Jeg har læst dem to gange hver. Jeg kender ikke noget bedre. De går i dybden, uden man som læser går helt i gulvet.
De to dygtige sociologer skriver, at vi har brug for:
"en ny samfundskontrakt, der gensidigt forpligter statens, markedets og civilsamfundets aktører på nye, reelt bæredygtige pejlemærker for samfundsudviklingen. På nye modeller for livskvalitet, ligevægt og regenerativ økonomi hinsides det 20. århundredes fossile vækstøkonomi."
Det er vist over 10 år siden, jeg første gang læste, at Anders Block mente, at klimakrisen var en oplagt anledning for sociologer til at kaste sig over formuleringen af nye samfundsmodeller. Er det ikke tid at få nogen detaljer på bordet, frem for at fortsætte med at efterlyse dem?
Jeg kan også godt hjælpe lidt til: Start med at anlysere, hvem der er de effektive modstandere af omlægning til bæredygtig samfundsførelse. Nøgleord: Økonomer!
Der er i høj grad brug for en sociologisk analyse af den overvældende, konservative kraft, der udspringer af indflydelsen fra hele staben af økonomiske rådgivere, eksperter og embedsmænd opfalsket med den neoklassiske ligevægtsøkonomis dogmatiske forestillinger om menneskets natur, deres enøjede definitioner af "velfærd" og deres blindhed overfor natur og miljø.
Sålænge denne systembevarende klasse har så stor magt, nytter det ikke meget at prøve at ændre befolkningens vaner og holdninger.
Det lyder som noget værre Alternativet-snak. Løsningen skal ikke enten komme fra forbrugeren (liberalismen) eller staten (sociaismen) men en 'ny samfundskontrakt'? Jamen sociologer, en ny samfundskontrakt vil vel nødvendigvis tage stilling til selvsamme binære opposition mellem staten og individets ansvar, samt de ideologiske forsvar for begge synspunkter?
Jeg er så træt af 'nytænkere' der i realiteten blot sælger gammel vin på nye flasker. Nej, vi skal ikke bryde med fløjpolitik og en ny samfundskontrakt giver ikke som koncept mening, hvis den ikke transcenderer den grundliggende modsætning (stat og individ, det kollektive og det individuerede) som i sit hele udgør politikens væsen og fundamentet for politisk agens.
Det er et vant centristisk projekt at søge opløsningen af politikens naturlige stridspunkter i en slags apolitisk parlamentarisme, hvor eksistentielle modsætninger forsøges reduceret til parlamentarisk uenighed, der altid forgøgles at have en løsning til alles fælles bedste. Det er en løgn man også fandt i Alternativets stiftelse, hvor man ville finde en 'ny form' at diskutere politik efter. Uanset at man ikke havde et substantielt politisk bud på samfundets modsætningsforhold.
Stat og individ, fællesskab og særinteresse er uløselige størrelser, der danner fundamentet for politik som sådan. Det er ikke uddaterede ideologiske observationer og ser man dem som sådan, så frasiger man sig reel politisk handling til fordel for centristiske luftkasteller om 'den objektive løsning' eller 'en ny form' hvorefter politik angiveligt skulle kunne formes og diskuteres mere produktivt.
I forlængelse af Gustav Alexanders kommentar:
Det, jeg egentlig ville sige, var, at de to sociologers anbefaling af, at vi skrotter modsætningen mellem rød og blå politik og erstatter den med en grøn/brun er et misforstået forsøg på at holde sig uden for den reelle politiske magtkamp.
Det var det rødeste parti på slottet, som i 2018 offentliggjorde rapporten:
"Den politisk regnemaskine. Rapport om finansministeriets økonomiske antagelser og deres politiske konsekenser".
Der påviste de, hvordan de "neutrale" økonomiske modeller konsekvent favoriserer en konservativ, højreorienteret politik. En politik, som favoriserer økonomiske vækst, belønner de rigeste og nedtoner hensyn til social velfærd, klima og miljø. Ingen grøn kamp uden rød kamp.
Aktuelt ser vi et socialdemokrati, som udskyder effektive indgreb til fordel for klimaet med, at det vil være skadeligt for samfundsøkonomien. Lige efter bogen. Jamen så skrot bogen og skriv en bedre.
Mens vækst er overordentligt overflødigt i en verden, hvor der ikke er mangel på noget som helst, tværtimod, så er der altid brug for fremskridt: at gøre det stadigt bedre, at forfine, og det er jo ikke en bestræbelse, der på nogen måde behøver at indebære øget ressourceforbrug, det skulle faktisk helst være tværtimod.
Debatten her bevæger sig ind på feltet ‘grøn politik’. Der er ikke nogen speciel grøn politik, og det er det, der er problemet. Det, der er i stedet, er nogle beregninger over, hvor meget vi kan tjene på sol og vind og forskellige andre energiformer. Sagt på en anden måde, hvor meget det koster at begrænse forureningen. Forårsager denne begrænsning nedlæggelse af arbejdspladser, opgives den. Man har lige vedtaget at oprense 10 store giftgrunde bl.a. Kærgård plantage. Hvorfor stoppede man ikke for mange år siden. Nej, det ville koste arbejdspladser. Ravåge fra Harboøre Tange er et godt eksempel på en, der råbte vagt i gevær, men ikke blev hørt.
Grøn politik drejer sig stadig om, hvad der kan betale sig. Man har ikke besluttet sig for at være grøn. Det grønne drejer sig ikke om en anden og ikke forurenende livsform, men om penge. Derfor fortsætter vi med at pumpe olie op af Nordsøen.
Jeg er ikke i tvivl om, at Willig/Blok vil et grønt samfund. De tager bare ikke fat på det, der gør ondt, og det hedder ned i forbrug, for det er forbruget, der er alt for højt. Nedgang i forbruget koster arbejdspladser, og så skal vi til at for det første beslutte, hvad vi skal opgive, og for det andet lave en solidarisk ordning, så det ikke betyder arbejdsløshed for den enkelte at nedlægge en skadelig produktion.
Den vigtigste omstilling må blive, at vi ikke unødvendigt berøver folk tid på arbejdsmarkedet, hvis det ikke tjener et formål. Ideen med arbejde må være at løse opgaver, ikke at beskæftige folk, der ikke kan finde ud af at bruge tiden mere fornuftigt på andre gøremål.
Hvad et grønt samfund er, mangler der at blive taget fat på. Skal monarkiet bare males grønt, eller indføres republikken? Skal kristendommenvære sort eller grøn? Og militæret, skal vi bare have grønne bomber? Finansverden, er det noget med grønne mønter og pengesedler, eller er det et helt nyt system baseret på forskellige, lokale valutaer?
Lad os nu stoppe overfladesnakken og komme i dybden. Tiden er knap.
Hmmm, konkurrencestaten versus velfærdsstaten har vel først og fremmest noget med ideologi og fordelingspolitik at gøre og ikke så meget med klimaforandring og bæredygtighed. Også i et bæredygtigt samfund vil der være brug for de ydelser, som en velfærdsstat tilbyder.
Det er også vigtigt at gøre miljø- og klimarigtige resultater og handlinger helt, helt konkrete.
Og meget tydelige i primetime. Altså øjnene hæftet konstant på de basale målbare, resulterende miljødata. Sikre at der hos alle aktører er incitament til at opnå de rigtige præstationer hurtigst muligt.
Politikerne m.fl. gør og har i årevis gjort det stik modsatte. Af misforstået hensyn til kortsigtede her og nu arbejdspladser, her og nu økonomi og kortsigtede livsstils-hensyn. Egentlig sært:
Medierne sejler i konkurrencer, quiz osv. En af de måske allermest populære på DR er bagedysten, altså benhårde konkurrencer om hvem, der kan fremstille de mest velsmagende og dekorative kager. Under hårdt tidspres og ubønhørlig udstilling af taberne. År efter år, og både de håbefulde deltagere og seerne elsker det. Endnu hårdere konkurrence-præg ses inden for sport, gaming mm, og generelt i børn og unges fritidsverden.
Men når det så kommer til virksomheder og voksne borgere, der i deres produktion eller via forbruget af deres varer forurener klima og miljø eftertrykkeligt. Så er det SÅ synd at konkurrence.udsætte disse ved at stille tidssvarende og fremtidssikrende krav. Også selv om netop disse krav er nødvendige, hvis der skal eksistere danske virksomheder inden for netop disse områder om få år. Og som en detalje - hvis planeten overhovedet skal klare sig.
Nu mangler scenen vist bare et omhyggeligt instrueret østasiatisk grædekor.
@Jeppe Lindholm
Jo, det er netop ét af de store problemer. Verdens ressourcer er, globalt set, ekstremt skævt fordelt. Derfor er det også illusorisk at tale om bæredygtighed, uden samtidig at tale fordelingspolitik.
Og én ting er stensikkert. Verden kommer ikke til at kunne spare sig ud af denne her situation. En anden ting som er lige så sikkert er, at der ikke ligger en hurtig radikal løsning lige om hjørnet. På godt og ondt, så er en omstilling af menneskeskabte aktiviteter på Jorden et langsigtet projekt. Det her er ikke en racerbil, som kan foretager en håndbremsevendig. Der er tale om et kæmpe kæmpe kæmpe stort skib, som har en vendekreds på adskillige mange kilometer.
Når jeg påstår mennesket ikke kan spare sig ud af situation, så er det med tanke om, at forbruget i verden de kommende år ikke vil falde. Det vil derimod stige. Måske endog meget. Ikke mindst når der tales om energi. Der bygges lige nu tusinde af små og store kulkraftværker verden over. Alle vil strøm. Samtidig med man i f.eks. en del land vil afvikle atomkraft. En energiform med udfordringer. Men CO2 neutral. Hvilket må siges at være en afgørende egenskab i kampen mod klimaforandringer skabt på menneskelig udledning af først og fremmest CO2. En udledning, som vi ved kan ende fatalt med store forandringer for livsbetingelserne på jorden til følge. Måske i hundredevis af år. Måske tusinde. Det ved vi ikke med sikkerhed. Så afvikling af atomkraft lige nu synes ikke helt rationelt på trods af de udfordringer atomkraft medføre. atomaffaldsproblematikken er allerede en realitet, som ikke er til at komme uden om. Om det bliver lidt større gør ikke nogen særlig stor forskel. Så tidspunktet er måske ikke det rigtige at afvikle atomkraft. Det kan vi gøre om 50 år eller lignende, når der er rigeligt med alternativ og bæredygtig energi til rådighed.
Dernæst er der alle de milliarder af mennesker, som er på vej til at træde ind i forbruger samfundet. Den eneste måde at bremse den udvikling på er ved at der fremover skal være langt færre mennesker på jorden. Ellers bliver det en umulig opgave. Og den eneste løsning på det er at gøre mennesket uafhængig af at få børn. Og her er uddannelse, sundhed og økonomisk uafhængighed nøglen. Det skal simpelthen ikke være nødvendigt at sætte en stor børnefolk i verden for at kunne overleve som syg eller ældre. Og så kan man jo også kikke på om det skal være en "sygdom" ikke at kunne få børn.
Hvis der udvikles bæredygtige teknologier og hvis vi på verdensplan for langt færre børn gennem uafhængighed af at få børn gennem økonomisk uafhængighed og sundhed er der måske en lille chance for at slippe uden om katastrofen. Men det gøres ikke med en håndbremsevendig. Og det uanset hvor alvorlig situationen end må være.
Hej Jeppe Lindholm
Når man siger, at "Verden kommer ikke til at kunne spare sig ud af denne her situation" så ekstrapolerer man vel det mest kiksede fra fortidens historie ind i fremtiden. Det samlede globale kompleks af samfund-politik-miljø-fysik-kemi-biologi er ikke en simpel fysisk lov ala tyngdekraften, som altid giver det samme resultat i fremtiden, fordi der var nogle tydelige tendenser i den umiddelbare fortid. Selv om en del samfundsforskere og økonomer mv. gerne ser det sådan.
Besparelser er ikke den eneste knap, der skal trykkes på, men en meget effektiv knap. En del vist især unge har da indset, at et bevidst lavt forbrug kan give et langt bedre liv og flere frihedsgrader end det modsatte. Hvis politikerne og erhvervslivet kendte deres besøgelsestid tog de konsekvensen: færre varer af højere kvalitet. Især miljøkvalitet. Det er så det sidste, ikke mindst politikerne skal sikre med tilpas skrappe krav.
"alle de milliarder af mennesker, som er på vej til at træde ind i forbruger samfundet. Den eneste måde at bremse den udvikling på er ved at der fremover skal være langt færre mennesker på jorden".
Nu er udledningen af klimagasser per person i ilande som DK med lav fødselsrate langt, langt højere end i den 3. verden. Så selv om afrikanerne m.fl. decimerede deres fødselsrate, ville det ikke række, hvis de har tænkt sig samme personforbrug og udledning som os. Væsentligt færre personer på jorden vil således ikke løse problemet, hvis man ikke ben-hårdt justerer den samlede udledning ned til det absolut bæredygtige. Jeg tænker, at mange lande lurepasser og ser på, hvad andre lande gør. Drømmer sikkert om, at nogen virkeligt tør og vil gå forrest. Danmark har vist valgt i højere grad at træde vande.
Fint Lone Bech. Men hvad stiller vi op? Forbruget af energi og materielle goder kommer ikke til at falde så langt øjet rækker ind i fremtiden. Miljø katastrofe eller ej. Du har da ret, når du siger at forbrug og udledning er langt højere pr. borger i et i-land frem for et u-land. Endnu. Men det er netop det som allerede er begyndt at vende. Hver evigt eneste dag kommer der over 400.000 nye til med en købekraft der er sammenlignelig med vores her i lille Danmak. På bare 14 dage svare det til hele Danmarks befolkning. Antal flyrejsende var i 2018 på vilde 4.400.000.000 flyrejser. I 2035 antages det at være dobbelt så mange, 8.800.000.000 flyrejse. Antallet af fossildrevne køretøjer stiger med 63.000.000 om året. Tendens stigende. I Danmark er der udsigt til 100.000 flere fossil drevne køretøjer på vejene frem til 2030. Dertil kommer så et sted mellem 500.000 til 1.000.000 el drevne køre tøjer. Der bygge veje, lufthavne og kulkraftværker som aldrig før i historien. Samtidig ryddes og afbrændes jorden lunger/skove i et tempo aldrig set før i historien. Sådan er realiteten i verden lige nu d. 04. januar 2021.
Så nej. Vi kommer ikke til at kunne spare os ud af situation. Med en stor portion held oven i, kan vi måske udvikle os til et levedygtigt niveau over tid. Alene at blive enige om en farbar vej bliver noget af en udfordring hvis alvorlige uroligheder skal kunne undgås rundt i verden.
"Det helt centrale psykologiske - og filosofiske - spørgsmål er om vi mennesker overhovedet er i stand til at tilsidesætte behovet for både individuel og kollektiv materiel stræben til fordel for noget andet?"
Måske er det mere centralt om vi, kollektivt og individuelt, bliver i stand til at skelne mere kvalificeret mellem behov og trang/lyst? For det er ikke et behov at stræbe materielt; det er et behov at kunne opretholde livet materielt.
Og helt generelt, til artiklens indledning, er det ganske enkelt ukorrekt (og diskvalificerende) at gøre velfærdsstaten (som er et socialdemokratisk projekt) til et symbol på socialisme.
"En ambitiøs grøn omstilling må derimod skabes gennem en ny samfundskontrakt, der gensidigt forpligter statens, markedets og civilsamfundets aktører på nye, reelt bæredygtige pejlemærker for samfundsudviklingen. På nye modeller for livskvalitet, ligevægt og regenerativ økonomi hinsides det 20. århundredes fossile vækstøkonomi."
Lyder ikke forskelligt fra nu, ærligt talt. Der vil også i den fremtid eksisterer nød og fattigdom, hierakier, magt der lader hånt om frihed og demokrati, og der vil til alle tider eksistere et klassesamfund. Et "bæredygtigt" samfund, vil akkurat som alle tider, etablere sine egne overklasser, og dermed underklasser... ikke forstået som "modstandere". Nej, de vil snarere være nøjagtigt de samme mennesker som i dag: De fattigste, de syge... dem der altid bare er... i vejen for de andre. Dem der "bruger ressourcer"... som en overklasse mener er "for mange" ressourcer, mens de selv bruger "lige tilpas" eller det de "fortjener". Sådan har det været til evig tid, sådan vil det forblive til evig tid.
Når det så er sagt, kan det nemt tænkes, at det er del af det der skal til for at redde menneskehedens fremtid på planeten, som biologisk art. Eller, det vil i hvert fald være fortællingen et par århundreder fra nu. Hvem vil dog stå i vejen for både livet og Fremskridtet, hvem vover dog det? Ikke jeg.
Socialismens ideal er den sociale stat, som bl.a. er kendetegnet ved at kapitalismen ikke blandes med kapitalistiske konkurrencestrukturer og markedsdeterminisme, sådan som velfærdsstaten traditionelt har gjort (og, her i dens sidste åndedrag, gør). Når Marx kunne sige at Pariserkommunen nok kunne udgøre et eksempel på proletariatets diktatur (den demokratiske ramme for socialismens sociale stat), så hang det sammen med at Pariserkommunen havde en udfoldet deltagende, direkte og repræsentativt nærdemokrati - og ikke primært et topstyret, stordriftspræget og bureaukratisk, indirekte konkurrencedemokrati, sådan som det jævnligt er/har været tilfældet i velfærdsstaten.
@Hanne Utoft
'Måske er det mere centralt om vi, kollektivt og individuelt, bliver i stand til at skelne mere kvalificeret mellem behov og trang/lyst? For det er ikke et behov at stræbe materielt; det er et behov at kunne opretholde livet materielt.'
Ja, det var jo sådan set der, vi startede. Men et eller andet sted undervejs - og jeg vil vare mig for at pege på hvornår - bevægede vi os uden for Maslows behovspyramide, simpelthen fordi vi kunne. Og jeg er bange for at det ikke kommer til at ændre sig - behov eller ej.
Tillad mig at give et konkret bud på praktisk omstilling til et bæredygtigt samfund:
1. Kapitalister har behov for at tjene så mange penge som muligt. Deres økonomiske magt er grunden til at omstillingen til mere bæredygtige samfunde venter på sig på makroplan. Løsningen er at give dem præcis hvad de vil have: Muligheden for at fortsætte nøjagtig som før, bare med andre - grønnere - produkter og ydelser. Giv dem ti (10) år til komplet skattefrit, med støttepenge, med klap på kinden og et gavekort til Magasin på skatteborgernes regning, at omstille sig.
2. Start en byderunde hvor partierne får lov at udpege en gruppering, der skal jordes så meget som muligt som en "klimasynder" som muligt. Indvandrere/efterkommere, folk på overførselsindkomster? Det skal selvfølgelig være en gruppe, der ikke besidder nogen form for politisk, social, økonomisk eller kulturel kapital, så det er så ufarligt for magthaverne som muligt, og flest mulig almindelig-danskere kan forages så muligt.
3. Ingen ønsker at al velfærd forsvinder. Tillad at folk stadig bevarer børnetilskud og gratis læge og uddannelse... hvis man har haft et reelt job (x antal timer) de sidste fem år, hvor mange timer der end tiltrækker flest vælgere.
4. Folk er ligeglade med klima. For de fleste er det bare noget ligegylidgt og overfladisk noget de siger de da naturligvis støtter, men egentlig ikke vil ofre for. Ergo, acceptér at folk ikke kan tænke langtsigtet og appellér primært til folks grådighed ved at sige at de kan spare penge ved den og den økologiske omstilling.
5. Spin en historie om at bæredygtighed er det mest prestigefulde, det som "alle de seje", alle de magtfulde, kultureliten, dem der får alle damerne, dem der får alle mændene, dyrker. Fornuft er på ingen måder noget der driver "fremskridtet", ej heller hvis man ser bæredygtighed som dette fremskridt. Man forandrer den retning et samfund bevæger sig i, ved at male den nye retning med en stor, fed PRESTIGE-pensel. For når man associerer bæredygtighed med prestige, får man overklassen til at ville/ønske sig at forandre deres forbrugsmønstre, og får man overklassen til at ændre forbrugsmønstre, vil det også forandre middelklassen, da middelklassens værdier og normer kommer fra overklassen.
Forleden var jeg indlagt på Bispebjerg Hospital. De gjorde alt for at redde mig fra en voldsom infektion. Og jeg forstod, at i vores samfund er livet helligt, og man gør sig meget store anstrengelser for at hjælpe de syge med at blive raske. Det var alt i alt en meget livbekræftigende oplevelse.
Derfor forstår jeg ikke på min egen barnlige stædige måde, at man fra statens side ikke gør mere for at redde miljøet og den jord vi lever. Når nu livet er så dyrebart.
Vi ved , hvad der venter os, og hvis der ikke sker mere på den grønne front vil vi langsomt men sikkert blive ramt af de kommende klimaforandringer.
Idag så jeg et indslag i tv-avisen om øen Skarø, som forventes at blive slugt af havet i den kommende år.
Indslaget blev fortalt med en vis resignation, som om at udviklingen der allerede var uafvendelig.
Det burde den jo ikke være.
Jeg er bange for at samme resignation indfinder ved andre og kommende klimaforandringer, og at hele verden bare vil forsøge sig med lidt damagekontrol, indtil dette en dag ikke er muligt længere.
For mig handler det ikke og rød eller sort, men om fremtiden , der står på spil.
Jeg undrer mig stadig på min egen barnlige og stædige måde.
Arne Albatros, her er et satirisk perspektiv på den indlysende dissonans, du peger på: www.youtube.com/watch?v=YWZkwuILn_s&t=4s
Jeg får altid nervøse træninger, når folk begynder at snakke om befolkningstørrelsen som problem.
Lige nu skyldes stigningen i verdens befolkning, at der er færre der dør. Det er kun i Afrika at fødselstallet er højere end dødstallet.
Vi har ca. 30 år tilbage, i den tid kan man ikke formindske befolkningen til et niveau, der hjælper klimaet af naturlig vej. Derfor de nervøse træninger når folk snakker om at det er det største problem.
Atomkraftværker der opfylder sikkerhedskravene er vanvittigt dyre og det tager alt for lang tid at bygge dem. Ligeledes egner de sig primært kun til grundlast i elnettet. Så har man stadigt brug for kulkraftværker til de peaks der er i forbruget.
Man skal også have højtuddannede folk til at styre værkerne og sidde i alle de kontrolorganer, der er nødvendigt. 30 år er ikke en realistisk tidsramme for atomkraft.
Vi skal have noget der batter her og nu.
Jeg savner politikere der tager det alvorligt.
Hvordan i alverden kan man i 2020 lave lovgivning, som giver flere ICE-biler i 2030 end vi har nu?
Som jeg ser det, er en del af problemet, det famøse skattestop Anders Fogh Rasmussen indførte.
Vores politikere er blevet afgiftsjunkies. Det lægger sten i vejen for omstilling på mange områder.
Jeg er siden nullerne blevet mere og mere panisk, fordi vores politikere ikke viste nogen som helst vilje, til at gøre noget ved klimaforandringerne, ud over at sabortere dem der hvor de kunne.
F.eks. da det gik så godt med økonomien vi kunne købe hele verdenen. Der var gang i et byggeboom og byggebranchen efterspurgte det skrappere bygningsreglement, der havde været længe undervejs, sådan at miljørigtig byggeri var konkurrencedygtigt. Huse der skal stå i mange år. Men VKO fik aldrig fingeren ud af røven. Sådan har der været mange ting igennem årene.
Jo længere vi venter desto drastiskere tiltag skal vi tage i brug.
Jeg undrer mig over i hvilken verden vores politikere lever. Har de slet ingen interesse for hvilken slags verden deres børn og børnebørn skal overleve i ?
Ja omstillingen er en fællesopgave, for hvis politikerne saborterer omstillingen med strukturelle forhindringer og grønvaskning af tiltagene, vil de tiltag befolkningen gerne vil lave ikke have en størrelsesorden der batter.
Jeg har aldrig forstået hvorfor vi ikke kan have differentieret moms, sådan at grøntsager er meget billigere end kød. De har klaret differentieret moms i Tyskland før de havde adgang til udbredt IT.
Måske det igen skyldes afgiftssfhængigheden?
Men jeg er ikke enig at demontere velfærdssamfundet endnu mere er løsningen, det svarer med vores politikere, at efterlade de svage i den oversvømmede kælder i et brændende hus.
Hver gang jeg læser fine artikler som denne, undrer det mig, at der kan være en virkelig forventning til, at vi med indførelse af en ny statsform kan redde klimaet. Klimaet er jo ikke begrænset til en stat. Og 6,5 millioner mennesker kan næppe redde klimaet såfremt resten af de mange millarder mennesker på jorden ikke gør det samme. Vi er virkelig lilleput i den sammenhæng.
Det er ikke ensbetydende med at vi ikke skal have et rent og bæredygtigt samfund,og det selvfølgelig kræver regulering, men vi formår ikke at fjerne plastikken i havene alene (f.eks). Og derfor bliver vi nødt til at se vores rolle i et globalt perspektiv. Og hele tiden sikre at vi er stærke som samfund, da det er den eneste måde, vi overhovedet kan gøre noget.
Derfor ser jeg nogle helt andre løsningsmuligheder, der netop drager fordel af vores stærke konkurrence- og velfærdssamfund. Det handler om at hjælpe resten af verden med det, som vi kan blive gode til, ved at udnytte den samfundsform vi allerede har. Udnytte kapitalismen til noget klima-positivt ved at udvikle teknologier, der kan hjælpe os selv og resten af verden til at blive mere klimavenlige. Udnytte vores stærke velfærdssamfund til at uddanne specialister, fokusere mere på videnskab og forskning, klimavenlig iværksætteri. Trække på den værktøjskasse vi allerede har, f.eks. nogle af de fine forslag der allerede er længere oppe i tråden med differentieret moms etc.
Jeg har været aktiv først i økobevægelsen og så i klimabevægelsen i jeg ved ikke hvor mange år. Jeg spørger mig selv, hvorfor der ikke er kommet mere ud af det end fire små grønne partier plus resten, som erklærer sig mere eller mindre grønne?
På den ene side har det grønne vundet en kæmpe sejr, på den anden er der ikke kommet noget ud af det.
Alle vi, der skriver her, er velmenende, men vi er tabere. Tabere. Det er hockeystavs-folkene, der har vundet. De kan berolige befolkningen og få den til at tro på den fremtid, som vi her synes ser sort ud.
Som en nævner længere oppe i tråden, var Skarø i Nyhederne. Ja, de ser vandet stige. Melder de sig så ind i klimabevægelsen? Næ, det synes de nok er for sent, eller også vil de ikke være sammen med de ‘kommunister’. De vil gerne have hjælp fra regeringen, og det vil andre vandtruede også, men nu er vi ved et sted, hvor enhver klimabenægter kan se, at den er gal - dog er det ikke menneskeskabt.
Det er vist ved at gå op for den almindelige borger, at det er dumt at købe et hus i vandkanten, og i løbet af få år, bliver det også kritisk inde i landets lavområder.
Vi får ret mere og mere, men vi kan ikke bruge det til noget. Folk vil ikke lytte til os og stemmer folk ind i Tinget, der selvfølgelig heller ikke vil lytte. Hvad er der så at gøre? Kun det at indstille os på nedturen, og gøre det på den bedste måde. Enhver idiot må kunne se, at det skrider. Hvorfor byggede de en by i Norge oven på kvikler? Det samme gør vi her, men vi kalder det bare en hockeystav. Folk vil have noget at tro på, om det så er kongedømmet, folkekirken, militæret, bankvæsnet eller Folketinget. Bare ikke klimavidenskaben.