Klumme

Med corona kan julefreden måske endelig sænke sig over skilsmissebørnene

Julen er for skilsmissebarnet diplomatiets højtid. Barnet skal repræsentere både den ene og den anden side af familien, og der er en heftig besøgstrafik. Men ikke i år
I år har corona så lagt landet ned. Juleaften bliver anderledes, og familiesammenkomster er blevet aflyst. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at lige præcis denne jul, coronajulen, som bliver så hård, trist og ensom for mange, også kan ende med at blive en gave for andre, skriver Nanna Goul.

I år har corona så lagt landet ned. Juleaften bliver anderledes, og familiesammenkomster er blevet aflyst. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at lige præcis denne jul, coronajulen, som bliver så hård, trist og ensom for mange, også kan ende med at blive en gave for andre, skriver Nanna Goul.

Josephine Kyhn/iBureauet

Debat
18. december 2020

Mor får julen, far får nytåret. Allerede før jeg begyndte i skole, forstod jeg, at julen var en af de mest værdifulde handelsvarer i skilsmissefamilien. Alle forhandlinger omkring min vidunderlige tilstedeværelse (enebarnets) begyndte der. Hvis du får juleaften, hvad får jeg så? Nytår, 1. juledag, 2. juledag, 3. juledag, fødselsdag, påske, vinterferie, sommerferie eller efterårsferie?

Skilsmissebarnets kalenderår kunne omregnes til en slags matador, hvor alle dage havde hver deres værdi. I det spil var juleaften Rådhuspladsen – den absolut dyreste adresse. Den tog min mor næsten hver gang, jeg aner ikke, hvordan hun gjorde det, min far fik nytåret at skylle efter med.

Men én ting var forældrenes forhandling om selve juleaften og nytåret, det hårde arbejde for enebarnet opstod mellem jule- og nytårsaften, i juledagene, hvor jeg skulle med til julefrokosterne og sammenkomsterne på både mors og fars side. Der var kun ét barn, der kunne repræsentere den lille overskårne familie, og det var jo vigtigt, at man så dem, man ikke så så tit, i juletiden. Hvornår skulle man ellers se tanterne, onklerne, kusinerne, bedsteforældrene og alle de andre?

En amerikansk opfindelse

Det forstod jeg godt, så jeg trak i det diplomatiske arbejdstøj. Jeg spiste fiskefileter, risalamande og vaniljekranse og nikkede og var ambassadør. Ambassadør for en underlig enhed, der var bristet, et mellemled, et afkom, der nikkede og konverserede. Nej, springgymnastik var ikke lige sagen, jeg overvejede nu spejder, skolen var okay.

Jeg forstod det godt, men det var et heftigt program. Der var planlagte familievisitter de fleste dage, og jeg holdt ikke engang juleaften flere gange, som jeg ved, at rigtigt mange skilsmissebørn gør i dag. Det der billede af julen, der florerede dengang, og som stadig dukker op i reklamer, på sociale medier og postkort, med bløde tæpper og uldsokker foran en åben pejs, kortspil og dampende drikke i krus, troede jeg, var en amerikansk opfindelse. Noget, man gjorde i andre lande. Kunne man bare ligge der og fise den af? Sådan kunne man da ikke komme igennem julen.

For hvad ville der ske, hvis jeg ikke mødte op? Hvis jeg spurgte, om jeg kunne droppe den ene eller den anden sammenkomst? Så skete der noget med ansigterne. Jeg kunne se, at der blev trukket noget fra den ene eller anden konto. Det var usynlige tal, men jeg kunne mærke det alligevel.

Den søde coronajul

I år har corona så lagt landet ned. Juleaften bliver anderledes, og familiesammenkomster er blevet aflyst. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at lige præcis denne jul, coronajulen, som bliver så hård, trist og ensom for mange, også kan ende med at blive en gave for andre. For dem, der altid har for mange familiemedlemmer, de bør besøge, men som egentlig hellere vil holde en helt rolig jul.

For det diplomatiske arbejde stopper aldrig helt, når det først er blevet indlejret i én, at julen også er ambassadørernes tid. Faktisk var den første juleferie, jeg holdt sammen med min nuværende mand, den absolut mest brutale til dato. For min mand er ikke bare skilsmissebarn, men dobbelt skilsmissebarn, og med alle de hele, halve og bonussøskende og -forældre, der skulle besøges oven i mit i forvejen hektiske program, blev julen så vild, at vi den 29. december lagde os med høj feber.

I år er vi tvunget til at holde jul på en anden måde. Personligt vil jeg gerne forsøge at indhente noget af det forsømte og undersøge, hvor længe jeg kan ligge foran den pejs og spille uno.

Måske vil jeg også læse historien om kong Salomons dom til de to kvinder, der begge påstod at være mødre til et nyfødt barn, højt for mine børn: Lad os skære barnet midt over – så er der en halv til hver! Måske vil jeg ligefrem læse den ekstra didaktisk op. Jo, den ægte mor eller far viser sig ved, at de netop ikke vil have deres barn skåret over. Så hellere give afkald.

Der er altid nogen, der taber, og nogen, der vinder. Til gengæld er der så måske andre, der kan opleve julefred for første gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

17/dec/2020

Mmm ... tankevækkende,
virkeligt tankevækkende :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Som delefar er der hjerteskærende læsning.

Som delebarn resonerer en stor del af dette med min opfattelse af julen. Der er dog også kernefamilier med samme adfærdsmønster omkring højtiderne - mon ikke det mest handler om, hvorvidt man er traditionsbunden eller fokuserer mere på, hvad rent faktisk er rart?