I dagene mellem jul og nytår bør man ikke have nogen forventninger til sig selv

Jeg skriver denne klumme fra det tidsvakuum, der kendetegner ugen mellem jul og nytår. Jeg har spist for meget og rørt mig for lidt, jeg har ikke set solen i, hvad der føles som et år, og jeg har sukker-fedt-og-alkohol-tømmermænd. Jeg kan ikke drikke for meget vand. Jeg drikker og drikker den kolde klare væske, og min indtørrede krop suger den til sig som de der teblomster, der langsomt folder sig ud i varmt vand.

Julen er hård, specielt for os med familier, der ikke er toptunede krammevarme favne af velfunktion. Vi har overlevet os gennem forpligtelserne (eller gennem den måde, vi er lykkedes med at undslippe forpligtelserne på) og er nu endelig kommet over på den rigtige side af jul: et helt år til næste jul!

Men det er ikke slut endnu. Forude venter nytåret, hvor nytårsinvitationernes fordelingshat afgør, hvilke venskaber der er vigtige, og hvilke der er vigtige nok. I år har fordelingshatten dog fået en kærkommen coronabegrænsning på ti personer, som alle sårede venskabssjæle kan holde oppe som forklaring på, hvorfor den og den ikke blev inviteret eller ikke kunne komme.