Kronik

Danske lærere skal nedbryde fordomme om Grønland, ikke udbrede dem

Danske gymnasieelever forbinder grønlændere med ord som ’misbruger’, og grønlændere mistrives i det danske skolesystem på grund af kulturelle fordomme. Uddannelsessystemet må bidrage til fordomsfri forståelse af kulturer, skriver lærer Markus Lentz i dette debatindlæg
I 2019 iværksatte det danske undervisningsministerium en undersøgelse blandt gymnasieelever. 52 procent af gymnasieeleverne svarede, at de aldrig havde modtaget undervisning om Grønland.

I 2019 iværksatte det danske undervisningsministerium en undersøgelse blandt gymnasieelever. 52 procent af gymnasieeleverne svarede, at de aldrig havde modtaget undervisning om Grønland.

Sofie Amalie Klougart

Debat
9. december 2020

For et par måneder siden spillede jeg mit livs fodboldkamp i en lille gymnastiksal i den bygd, hvor jeg arbejder. Under kampen pådrog jeg mig uheldigvis et trælår, da en ung og stærk fyr besejrede mig i en hovedstødsduel.

Han løftede mig op, hjalp mig af banen, og for ham vejede jeg sikkert mindre end en død svane. Flere gange kom han hen og spurgte, om jeg var okay, hvilket jeg selvfølgelig var, men som så mange andre fodbolddivaer spillede jeg på medlidenheden.

Da kampen var forbi, spurgte han en sidste gang, om mit ben stadig var kaput, og vi faldt i snak. Som arketypen på en vaskeægte lærer spurgte jeg selvfølgelig mest ind til ham, og hvad han lavede.

Han fortalte, at han engang havde gået i gymnasiet i Danmark, men droppede ud for at færdiggøre sin gymnasiale uddannelse ved kysten i Grønland. Han var flyttet hjem af den simple årsag, at han var blevet træt af at høre på uindbudte generaliseringer om Grønland og grønlændere.

Det mest forbavsende ved hans historie var dog, at det ikke kun var enkelte af hans jævnaldrende, der spredte fordomme om et land, et folk og en kultur, de aldrig havde besøgt. Det var også hans lærere.

Hans fortælling er ikke enkeltstående. Personligt har jeg ufrivilligt lagt øre til et hav af provokerende postulater om grønlændere, og for den sags skyld også færinger, hvilket er besynderligt, da begge folks stærkeste valuta er gæstfrihed. Og det er imponerende, at tyndt begrundede fordomme om disse kulturer formår at rejse endnu længere, end Thulekulturen gjorde, da den indvandrede til Grønland fra Canada.

I februar 2020 viste en undersøgelse, at 17 procent af grønlandske efterskoleelever i Danmark stopper før tid blandt andet på grund af mistrivsel, psykiske problemer og hjemve. Det er ikke overraskende, da børn, uanset nationalitet, der mistrives og ikke føler sig velkomne i en fremmed kultur, uundgåeligt vil få hjemve.

Ulykkeligt nok viste undersøgelsen også, at der er større risiko for, at en elev stopper sit efterskoleophold før tid, hvis eleven er den eneste grønlænder.

Banal nationalisme

Det er dog ikke kun grønlandske børn, der oplever malplacerede bemærkninger på deres danske visit. Det gør danske børn, som er vokset op i Grønland, også. Nogle får at vide, at det grønlandske undervisningssystem ikke er lige så godt som det danske, og at de er fagligt langt bagud. Men det er ikke sandt.

For de grønlandske lærings- og vidensmål er ikke identiske med de danske, og derfor kan de ikke uden videre sammenlignes. Det er som at sammenligne pærer og æbler. Når nogen sammenligner det grønlandske undervisningssystem med det danske, bliver det oftest til det, man kalder for »banal nationalisme« – en fejring af det lukkede nationalideal, der reproducerer et ’os og dem’.

Det strider imod alle de verdensborgerlige og interkulturelle hensigter, som efterskoler og gymnasier bør forsøge at efterleve.

Grønlandske unge er angiveligt »bagud«, men danske unge ved kriminelt lidt om rigsfællesskabet. På baggrund af denne bekymrende tilstand stillede Foreningen Grønlandske Børn og ni andre organisationer i 2018 et borgerforslag som led i en oplysningskampagne, der forlangte rigsfællesskabet på pensum i den danske folkeskole med det formål at bekæmpe fordomme.

I 2019 iværksatte det danske undervisningsministerium en undersøgelse blandt gymnasieelever. 52 procent af gymnasieeleverne svarede, at de aldrig havde modtaget undervisning om Grønland. Ti procent var usikre. Kun 24 procent havde modtaget undervisning om emnet, mens de resterende 14 procent ikke kunne huske det.

I samme undersøgelse angav halvdelen af eleverne, at de i høj eller i nogen grad associerede ordene ’sjusket’ og ’misbruger’ med grønlændere. I forbindelse med undersøgelsen udtalte en gymnasielærer, at Grønland ikke var inspirerende.

En anden gymnasielærer undskyldte sig med, at der ikke var noget godt undervisningsmateriale, og interessen for grønlandsk litteratur kan øjensynligt ligge på et meget lille sted.

Alligevel forlangte en gruppe elever i bedste Ronald Reagan-stil, at den fordømmende mur omkring Grønland skulle rives ned, så de kunne komme ind under overfladen på Grønlands kulturelle isbjerg og lære om grønlændernes verdensopfattelse, værdier og normer, frem for at blive spist af med toppen af isbjerget – som man knap kan se for bare fordomme.

Og selv om isbjergsmetaforen er så tyk en kliché, at den får den blå grødis i en slushicemaskine til at ligne smeltevand, er den stadig brugbar til at forstå den manglende kulturelle forståelse.

Obligatorisk dannelse

Efter borgerforslaget havde rundet over 2000 underskrifter, kom rigsfællesskabet på pensum i historie, hvilket er en lille, men vigtig sejr, da det tvinger danske lærere til at dygtiggøre sig i grønlandsk og færøsk historie. Men det hellige øjeblik vil først indtræffe, når børn og unge også bliver sat til at lære om rigsfællesskabet i dansk og samfundsfag, og det bliver en obligatorisk del af det danske uddannelsessystems dannelsesgrundlag.

Der sidder desværre en stor gruppe lærere på landets gymnasier, der ikke synes, Grønland er spændende. Det er ikke kun formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Tomas Kepler, jeg ønsker at gøre opmærksom på dette. Det er også formanden for Friskolerne, Peter Bendix, og den nye dreng i klassen, Gordon Ørskov, som er blevet formand for Danmarks Lærerforening. For har skoler ikke ifølge Undervisningsministeriets Nationale Kompetenceregnskab et interkulturelt ansvar for at forme »et individs indsigt i og evne til at kunne forstå dagligdagens kulturelle kompleksitet samt at kunne kommunikere fordomsfrit med mennesker fra andre kulturer«?

Jeg skriver ikke disse ting for at skabe nord- og sydpoler. Tværtimod. Jeg skriver det for at gøre opmærksom på et problem. Mit lærersyn tillader ikke, at børn, uanset nationalitet, mistrives, fordi nogle af mine kolleger endnu ikke er bevidste om, at de er med til at sprede kulturelle fordomme, som kan opfattes som sårende af for eksempel den unge fyr, der løftede mig af fodboldbanen. Inderst inde ved jeg godt, at mine kollegers lærersyn heller ikke tillader det. For stereotyper skader de unges værdighed og selvfølelse.

Mere forståelse, færre fordomme

Der er en aforisme, der lyder: Desto mere man ved om en kultur, desto færre fordomme har man om den. For fordomme er et produkt af uvidenhed. Derfor har politikere, magthavere og lærere et vigtigt ansvar for, at børn og unge tilegner sig interkulturelle kompetencer, så de som medborgere fordomsfrit kan agere i et levende og moderne rigsfællesskab.

Uanset om Grønland på længere sigt forbliver en del af rigsfællesskabet, bør alle støtte op om oplysning på skoleskemaet og kæmpe imod, at børn og unge uanset køn, religion og etnicitet udsættes for racisme, fordomme og anden form for diskrimination.

Med fare for yderligere husspektakel vil jeg dog alligevel slutte kronikken med en forsigtig vittighed: Hvor meget vejer en isbjørn? Den vejer nok til at bryde isen mellem Danmark og Grønland.

Markus Lentz er skolelærer i Grønland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

09/dec/2020

Kære Markus Lentz,
tak for et godt debat-indlæg om
Grønland og rigsfællesskabet med
Danmark :-) ...

Og ja, det vil altid være en klar for-
del for Grønland og grønlænderne, at
høre sammen med Danmark, frem for
at blive domineret af USA, Rusland
og - ikke mindst - Kina :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

jens christian jacobsen

Glemmer du ikke, Claus, at Grønland skal være selvstændig og at den faste, danske tro på, at det kan Grønland ikke, er udtryk for en gammel kolonialistisk tankegang?

Skønt med en artikel om Grønland der tager udgangspunkt i Grønlændere og ikke i geopolitik, bloktilskud osv osv.
Jeg boede 4 år i Grønland da jeg var barn i 70'erne og havde de bedste 4 år af min barndom der. Måske derfor jeg altid har fulgt Grønland fra sidelinjen og græmmet mig over den danske debat om landet og dets befolkning. Der er sådan en objekt-gjort-agtig-tilgang til alt der har med Grønland og Grønlændere at gøre.

Peter von Staffeldt, Jairus Lyberth og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

09/dec/2020
@jens christian jacobsen
Grønland kan alene bevare sin selvstæn-
dighed (dvs. holde sig fri af USA, Rusland
og især Kina) sammen med Danmark !

Venlig hilsen
Claus

Jeg arbejdede fra 00 til 16 på en efterkole som var dén efterskole i Danmark som optog flest grønlandske elever. Mellem 5 og 10% af elevgruppen.
Vi havde engang en meget yndig, stille grønlandsk pige, som vi altid glemte når vi var på bustur. Det blev en vane, altid at spørge om vi havde husket hende.
En stor grønlandsk elev stillede sig i vejen da en elev var gået amok på mig. Jeg husker at det var før 11/9-01 fordi jeg afgav vidneudsagn det dag. Det enisk danske dreng fik 14 dage betinget men var atter i avisen det følgende sommer. Jeg begyndte fra den dag at låse min hoveddør
Et år tog tre grønlandske drenge 1, 2, og 3-pladsen foran 60 andre drenge i slalom på ski i Norge. Et år havde jeg 80% grønlandske elever til drama. Det blev et meget kropsligt ydtryk.
Så var der drengen som blev rasende, da vi reducerede hans madration på en overlevelsestur. Han fik en økse, og besked på at fælde et stort træ. 20-30 min. senere var han i zen. Senere fandt min kollega og jeg ud af at hans opvækst ikke havde været rar og sult kendte han til.
Grønlanske elever var ofte skræmt over vores insekter, om sommeren når skoleåret begyndte. Det er nu løst fordi Bæredygtig landbrug har været så grundige med at udrydde vores insekter!
Vores grønlandske elever var ofte meget dygtige til sport. Vi fik mange, gennem årene som endte på Grønlanske landshold.
Vi havde niveaudeling på faglighed hvor vores grønlandske ofte blev placeret på de laveste niveauer. Men der var også elever som gennemførte a-holdene. Til gengæld kunne de netop føre sig frem med det sportlige, gymnastik og spring.
Dengang, at efterskolerne skulle være røgfrie hjalp vi, de første år, rygerne med plastre og tyggegummi. I dag bliver en elev som tages i at stå ved siden af en ryger sendt hjem en uge. Det år havde jeg en sjældenhed som kontaktelev. En østgrønlænder. Han så helt anderledes ud, havde langt hår og helt andre, smukke ansigtstræk. Jeg lærte at der fandtes spændinger mellem vest og øst. Han blev moppet hele tiden, små stikpiller, en lammer, i ny og næ men hele tiden 10 drenge fra vest mod én i øst. Han fik nok en dag, flækkede en stol og ridsede den værste mobber på armen. Mobberens fam. anklagede min kontaktelev for mordforsøg og så kunne han ikke længere være hos os. Mest for hans egen sikkerhed.
Vores grønlændere ankom altid en dag eller to før de andre elever, fordi det blev afleveret på de forskellige skoler fra det grønlanske hus. Når de skulle hjem, var det altid mig og en kollaga som målte og vejede deres baggade til hjemtransport med skib fra Ålborg.
Jeg savner vildt, at få mit gamle liv tilbage!

Jeg glemte én ting. Før vi nøjedes med at leje vores ski havde vi selv ski og støvler til alle. De ældste "carving" ski kaldte vi taleban-ski fordi de var 1-generation carving. Vi sleb og voksede selv skiene og det tog én dag at klare 150 ski. Her skulle skulle der altid bæres til og fra og vi fandt at grønlanske elever var de bedste til at tage fat uden at komme med tusind dårlige undskyldninger.

jens peter hansen

Jo vi skal lære om Grønland, men helt ærlig hvad med at lære om Danmark. Der er da stort set ingen der ved pind om livet på landet og bonderøvene der, om fiskere og minkavlere. Eller om livet i et kvarter domineret af indvandrere, hvor mange pæredanske børn kender til det liv der leves der ? Når jeg cykler ind ad Frederikssundsvej og videre ind ad Nørrebrogade ser jeg drikkerne sidde på Hulgårds Plads. Danske og grønlændere. Lidt længere inde bliver jeg overhalet af megastore biler med en indvandrer ved rattet og to ud af tre gange med hjulspin og motorbrøl. Over for Assistens Kirkegård er der masser af kebabbarer og udenfor sidder masser af unge mennesker og guffer i sig. Jeg ser en masse mennesker men lever jo ikke deres liv. Som lærer lærte jeg meget om børn på Amager. På lorteøen bor det vel et par hundrede tusind mennesker og der er ikke en kæft i Gentofte der lærer om øen og omvendt. Fra Nørrebro til Hellerup er der vel 5 km i geografisk afstand og tusind i social afstand. Selv de rare mennesker på Nørrebro der burde kende indvandrere isolerer deres børn på private skoler. Deres kendskab til det Kebabistan de bor i er sjældent større end mig der bare cykler igennem. Jo Grønland er da vigtig, men hvad med vort eget lille land?? (Kebabistan er der et spisested der hedder.)

jens peter hansen

øv: end mit

@Jens Christian Jacobsen, det er tilladt at have en realistisk tilgang til spørgsmålet. Befolkningen er for lille til, at landet kan være selvstændig. Det er bedst at være i et rigsfællesskab med et andet og der ser jeg vort rigsfællesskab som det bedste for os alle - helt overordnet. Hvis nu man - rent hypotetisk, kan forestille sig, at der kun boede 55-56.000 mennesker i Danmark, ville det være en realistisk tanke at blive et selvstændigt land i en globaliseret verden?

Peter von Staffeldt

Tak for indlægget - ikke overraskende at Markus Lentz er folkeskolelærer - der er en stor skjult viden om og erfaring med det grønlandske samfund i folkeskolens lærerstand, selvom de fleste nok er eller næsten pensionerede.
Der er det geografiske natur Grønland, som er så overvældende fantastisk, at man forandres af mødet med den. Og så er der samfundet Grønland, menneskene, hvor der stadig er bittesmå øer med rester af den oprindelige kultur, men mest et samfund, der er en sammenkogt ret med et utal af ingredienser. Gennemsnits grønlænderen er lige så meget Storfanger, som gennemsnits danskeren er Viking. En erfaring en del danskere gør, er som digteren Benny Andersen skrev: "Man kysser en mund og bliver gift med et folk". Et møde man også forandres af, for som der står - størst af alt er kærligheden - både til den udvalgte og Grønland.

Benedikte Vestergaard-Thomsen

Siden gymnasiereformen i 2005-6 og ændringer i undervisningsbeskrivelsen for religionsfaget, er undervisning i inuit-kultur og religion desværre meget sjælden. Før den tid havde jeg som gymnasielærer i religion og dansk meget ofte forløb om emnet, som jeg aldrig har oplevet som værende kedeligt; tvært imod, og der var ofte elever, som kunne bidrage ud fra personlig indfaldsvinkel, da de havde egen eller familiemæssig tilknytning til Grønland. Vi brugte som grundbog Anders Bjørns bog "Sila", hvor der også er tekster om den historiske/samfundsmæssige udvikling op til bogens udgivelse i 90'erne, herunder forholdet til Danmark. Jeg vil ønske, at den del af faget bliver taget op igen. Og at der vil blive skrevet lignende bøger som "Sila". Og at også andre fag fremover vil gøre mere ud af emnet.