Sideløbende med de netop afsluttede klimaforhandlinger samlede regeringens borgerting sig for første gang for at finde politiske løsninger på klimaområdet.
Borgertinget er en metode til borgerinddragelse, der samler 99 borgere for at debattere dilemmaer forbundet med den grønne omstilling og give anbefalinger vedrørende klimahandlingsplanerne.
Fortalere for borgertinget har – især med henvisning til udenlandske erfaringer – peget på metoden som en nyskabelse, der kan bidrage til at løse nogle af demokratiets udfordringer og give svære beslutninger legitimitet.
Men i virkeligheden skal man ikke til udlandet for at finde erfaringer med borgerinddragelsesmetoder, der ligner borgertinget. For Danmark har en lang og stolt tradition med såkaldte minioffentligheder, som borgertinget er et eksempel på, hvor et tilnærmelsesvist repræsentativt udsnit af befolkningen mødes for at diskutere et politisk emne og give anbefalinger.
Faktisk var Danmark det første land i verden til at institutionalisere minioffentligheder med Teknologirådets konsensuskonferencer i 1980’erne, som blandt andet diskuterede genteknologi, undervisningsteknologier og bilisme. Sidenhen er metoden blevet internationalt anerkendt og anvendt i blandt andet Canada, Australien, Japan og Argentina for bare at nævne nogle få eksempler.
I modsætning til borgertinget har den konsensuskonference, der blev afholdt i Danmark i oktober samtidig med borgertingets første samling, dog ikke fået lige så stor opmærksomhed i offentligheden. Og det til trods for at den omhandlede det danske havmiljø, som er tæt forbundet med klimaforandringerne, og at metoden er mindst lige så relevant, når det kommer til borgerinddragelse og legitimering af svære beslutninger.
Der er masser af eksempler på direkte henvisninger til konsensuskonferencer under lovgivningsprocesser på Christiansborg. Især én konsensuskonference i 1989 havde stor betydning.
Den omhandlede kortlægning af menneskets gener. Her ytrede borgerne en bekymring over for genetisk screening og anbefalede blandt andet »en lovgivning, der sikrer, at genanalyser ikke må danne grundlag for vurdering af en person hverken i ansættelses-, pensions- eller forsikringssammenhæng«.
Det inspirerede efterfølgende medlemmer af Folketinget til at fremsætte et forslag om at forbyde anvendelsen af gentest med direkte henvisning til konsensuskonferencen. Forslaget blev senere til lovgivning.
Fokus på konsensus
Til forskel fra borgertingets 99 deltagere samler konsensuskonferencen kun en lille gruppe på 12-16 borgere, der til gengæld skal være så forskellige som muligt. Idéen er, at hvis en gruppe af meget forskellige mennesker kan opnå konsensus om en politisk anbefaling, så må størstedelen af befolkningen også kunne tilslutte sig den. En antagelse, som videnskabelige studier har bakket op om.
Metoden er især effektiv til at vige uden om teknokrati og demokratisere kontroversielle og komplekse emner, fordi den giver borgerne usædvanligt god tid til at behandle et emne.
Borgerne gennemgår til en konsensuskonference et forløb over tre weekender, hvor de to første går med at komme ind i og diskutere emnet. Her finder borgerne ud af, hvad de gerne vil fokusere på og undersøge nærmere ved at formulere en række spørgsmål.
I løbet af forløbets sidste weekend bliver spørgsmålene besvaret af eksperter ved en åben konference, hvorefter borgerne sætter sig i enerum og skriver anbefalinger, som præsenteres for offentligheden på konferencens afslutning. Disse anbefalinger baserer sig altså på et oplyst grundlag og en mangfoldig gruppe af borgeres samlede vurdering.
Derudover betyder metodens fokus på konsensus, at anbefalingerne er udtryk for den højest mulige fællesnævner blandt borgerne. Det vil sige, at borgerne forhandler om, hvor langt de i fællesskab er villige til at gå på en lang række områder, før der er nogen, som ikke længere kan stå inde for anbefalingen. På den måde bliver borgernes anbefalinger i sidste ende meget sammenhængende og klare, fordi borgerne taler med én stemme.
Inddrager man omvendt flere end 12-16 borgere, er det praktisk talt så godt som umuligt at tale sig til rette i plenum. Af samme årsag bruger andre metoder til borgerinddragelse af et større antal borgere ofte afstemninger til at identificere borgernes anbefalinger.
Det betyder dog dels, at borgerne stemmer på egne vegne og ikke taler med én stemme, dels at der kan opstå fortolkningsvanskeligheder.
En ideel model
Fordi konsensuskonferencen har været en institutionaliseret del af det danske folkestyre, findes der mange omfattende studier af metoden, som viser, at den har været meget brugbar for politikere. Den er sågar af nogle blevet kaldt en ideel model.
For det første er det ikke altid ligetil for politikere at gennemskue, hvilke informationer og kilder de kan stole på. I sådanne situationer kan konsensuskonferencen fungere som et filter, der anskueliggør de forskellige positioner i øjenhøjde via dialogen mellem eksperter og borgere. Metoden er altså god til at styrke et beslutningsgrundlag med afbalanceret viden.
For det andet skaber konsensuskonferencen et rum, hvor borgere og politikere kan indgå i direkte dialog med hinanden på et oplyst grundlag. Det giver både politikerne et unikt indblik i borgernes holdninger og tankegange, men tvinger dem også til at svare klart og forståeligt på borgernes spørgsmål.
For det tredje giver konsensuskonferencen mulighed for at have en mere principiel debat, der giver indblik i borgernes etiske overvejelser. Det kan ofte være en hjælp for politikere på områder, hvor der ikke er nogen klar partipolitisk linje, eller hvor det er forbundet med dilemmaer at opnå et givent mål.
På den måde har konsensuskonferencen historisk set vist sig at kunne give politikere en helt anden form for beslutningsdygtighed. Den kan i virkeligheden give politikerne både nye muligheder for at handle og legitimitet til at træffe svære og mere ambitiøse beslutninger.
Konsensuskonferencens direkte spor
På grund af konsensuskonferencens anvendelighed for politikere og andre beslutningstagere har metoden også sat sine direkte aftryk i Folketinget, den danske lovgivning og industriens strategier.
Ud over konsensuskonferencen om kortlægningen af menneskets gener var der en anden konference i 1989, der også fik stor betydning.
Den omhandlede ioniserende stråling af madvarer, som har til formål at forlænge holdbarhed og lignende. Her konkluderede borgerne, at der hverken ud fra tekniske, økonomiske eller sundhedsmæssige hensyn var ønske om at bestråle madvarer. Konferencen gav efterfølgende anledning til at spørge sundhedsministeren om regeringens politik på området og kom til at præge lovgivningen.
Konsensuskonferencerne har også haft konsekvenser uden for Christiansborg. For eksempel gik en stor dansk medicinalvirksomhed væk fra at lave forsøg på dyr for i stedet at anvende mikroorganismer på baggrund af en konference om dyrenes forhold.
Erfaringerne med og fra konsensuskonferencer er unikke i international sammenhæng, og der er derfor grund til at lade dem vise retningen for det danske arbejde med borgerinddragelsesmetoder som blandt andet borgertinget.
Det er under alle omstændigheder erfaringer, der bør holdes i live og ikke blive glemt, og som er vigtige at tage med sig i den videre udvikling og diskussion af det danske demokrati.
Frederik Langkjær er projektleder i Fonden Teknologirådet og ekstern lektor i borgerinddragelse på Københavns Universitet.
