Kronik

Med DR-serien ’Ulven kommer’ får vi endelig fokus på socialrådgiveres umenneskelige arbejdsvilkår

Takket være DR’s dramaserie ’Ulven kommer’ bliver der endelig sat fokus på den indsats, kommunale socialrådgivere udfører. Men karakteren Lars’ heroiske kamp for én familie afspejler ikke det kolossale sagspres og ressourcemangel, socialrådgivere arbejder under, skriver specialkonsulent Cecilie Gadegaard i denne kronik
I DR’s søndagsdramaserie ’Ulven kommer’ følger man blandt andet socialrådgiveren Lars og ser, hvordan han som repræsentant for en offentlig instans må kæmpe imod selve det system, han er en del af, og som er til for at hjælpe den enkelte borger. Paradokset i serien belyser det komplekse og til tider umenneskelige krydspres, socialrådgivere i dag er underlagt, hvor arbejdsvilkårene ofte gør det umuligt at udføre kvalificeret socialt arbejde, skriver dagens kronikør.

I DR’s søndagsdramaserie ’Ulven kommer’ følger man blandt andet socialrådgiveren Lars og ser, hvordan han som repræsentant for en offentlig instans må kæmpe imod selve det system, han er en del af, og som er til for at hjælpe den enkelte borger. Paradokset i serien belyser det komplekse og til tider umenneskelige krydspres, socialrådgivere i dag er underlagt, hvor arbejdsvilkårene ofte gør det umuligt at udføre kvalificeret socialt arbejde, skriver dagens kronikør.

Pressefoto: Michella Bredah/DR

31. december 2020

I DR’s søndagsdramaserie Ulven kommer følger vi Holly og hendes familie i en sag, hvor faren beskyldes for at være voldelig, og hvor familiens to børn akutanbringes i en plejefamilie. Serien følger samtidig socialrådgiveren Lars i kampen for at hjælpe de to børn og deres forældre.

Der ligger et klassisk paradoks i serien. Heltefiguren, som repræsenterer en offentlig instans, er nødsaget til at kæmpe imod selve det system, han er en del af, og som er til for at hjælpe den enkelte borger.

Lars må i enkelte tilfælde bryde loven, og han møder gang på gang modstand fra sin ledelse, fra lovgivningen og fra Børne-unge-udvalget i kommunen. Men han giver ikke op, han trodser reglementet og får opbygget en relation til den voldsramte familie – en relation, der i sidste ende gør det muligt at hjælpe børnene og moren i sikkerhed.

Men er man som offentligt ansat nødsaget til at kæmpe mod eget system for at kunne hjælpe andre mennesker? Nej, sådan er systemet i udgangspunktet ikke designet.

Paradokset i Ulven kommer belyser dog det komplekse og til tider umenneskelige krydspres, socialrådgivere i dag er underlagt, hvor arbejdsvilkårene ofte gør det umuligt at udføre kvalificeret socialt arbejde. Vores lovgivning og vores offentlige instanser er til for at sikre både børn og voksnes trivsel, sociale situation og retssikkerhed. Derfor er det vigtigt, at loven overholdes, men det kan ikke undgås, at systemet i enkelte tilfælde vil virke rigidt, fordi alle situationer er forskellige, og ikke alle vil passe ind i systemets rammer.

Derfor sidder der mennesker – socialrådgivere – og forvalter systemet, fordi menneskelige vurderinger og faglige, professionelle skøn er kernen i vellykket sagsbehandling, hvor borgerne føler sig mødt og hjulpet.

Brænder sammen en efter en

Men det kommunale system er ikke længere indrettet på en måde, som anerkender, at det har med mennesker at gøre og er til for mennesker. Udsatte mennesker. For menneskelige relationer, gensidig tillid og menneskelig udvikling tager tid.

Men gennem de seneste to årtier er socialrådgiveres arbejdsområde, uanset om det gælder landets kommunale jobcentre, børn- og unge-afdelinger, socialforvaltninger etc., blevet udsat for utallige besparelser, omstruktureringer og øget proces- og dokumentationskrav. Konsekvenserne er til at tage og føle på – både for socialrådgiverne og for de udsatte borgere.

En konsekvens kan være, at børn ikke anbringes, når de har brug for det, eller at tilstrækkelig støtte i hjemmet ikke bevilges, simpelthen fordi det er for dyrt. Det er direkte ulovligt, og det siges derfor selvsagt ikke højt, men socialrådgiverne er ikke i tvivl. Det samme viser en rundspørge blandt cirka 600 socialrådgivere på børneområdet, foretaget af Dansk Socialrådgiverforening (DS) i september 2020. Her svarer 30 procent af de adspurgte, at de har oplevet, at der ikke har været råd til anbringelser, og 67 procent har oplevet, at økonomiske hensyn har forsinket iværksættelsen af anbringelser eller andre foranstaltninger.

Rapporten fra DS viser desuden, at mange socialrådgivere sidder med en sagsstamme på uhørt mange sager. DS anbefaler, at en socialrådgiver ansat på 37 timer om ugen på børne-familie-området bør sidde med 20-30 sager ad gangen. Men der er vi langtfra i dag. Godt 20 procent af de adspurgte sidder med mellem 30-35 sager ad gangen, 15 procent sidder med op til 40 sager ad gangen, otte procent med op til 45 sager ad gangen, otte procent med mellem 46-55 sager ad gangen og fire procent sidder med mellem 56-66 sager ad gangen.

Socialrådgiverne brænder sammen én efter én og efterlader sagsstammer og mennesker i ufuldendte forløb, dårlig trivsel og enormt usikre og ulykkelige situationer.

Sparet væk

Vi har gennem de seneste år været vidner til et stigende antal sagsbehandlingsfejl i forbindelse med anbringelsessager og voldsomme problemer i borgeres retssikkerhed på området. Medlemmer af DS har i begyndelsen af dette år udtalt til Berlingske, at de ikke har tid til at overholde lovgivningen, som deres arbejdspres ser ud lige nu, og i en undersøgelse af socialrådgiveres arbejdsmiljø fra 2018 mener kun 48 procent, at de i høj grad eller meget høj grad kan løse deres arbejde på et fagligt forsvarligt niveau.

For eksempel oplever halvdelen af de adspurgte i DS’ rundspørge kun »indimellem« at have mulighed for at inddrage børnene tilstrækkeligt i deres egne sager, og en fjerdedel oplever kun »sjældent« at have denne mulighed. Årsagen er ifølge 90 procent af de adspurgte »manglende tid«.

Forestil dig, hvis Lars i Ulven kommer ikke havde haft tid til at tale ordentligt med Holly og hendes bror Theo i sagen. Var faren lykkedes med at flytte børnene til en ny kommune, hvor volden ubesværet kunne fortsætte?

En anden konsekvens af manglende ressourcer kan være, at en foranstaltning på 15-20 timers ugentlig støtte i hjemmet reelt kun bliver til et ugentligt opkald fra socialrådgiveren. Det vil sige, at i et hjem, hvor børns mistrivsel er så betydelig, at et visitationsudvalg har vurderet, at der er behov en fysisk tilstedeværende sagsbehandler i hjemmet, ikke ser skyggen af en sagsbehandler.

Det kan derfor ikke komme som en overraskelse, at socialrådgivere brænder sammen under et enormt arbejdspres.

Jeg har talt med flere socialrådgivere på børne- unge-området, som har været på deres arbejdsplads i et års tid, men alligevel er dem, der har været der længst. De fortæller om konstante sygemeldinger på arbejdspladsen, om perioder, hvor halvdelen af kollegerne er langtidssygemeldt med stress, og om nyuddannede socialrådgivere, som ansættes, overbebyrdes, overvældes – og forsvinder igen.

Skiftende sagsbehandlere

Ingen mennesker kan tåle at stå med ansvaret for børns liv og mistrivsel i en kontekst, hvor mangel på ressourcer gør det umuligt at hjælpe dem ordentligt. Derfor er socialrådgivere placeret blandt de ti mest belastede faggrupper på en række områder som dårlig mental sundhed, søvnproblemer og symptomer på angst og depression.

Vi ved fra forskning, at den vigtigste faktor i et vellykket anbringelsesforløb er kontinuerlige og stærke voksenrelationer. Det vil sige, når én sagsbehandler følger et barn gennem et helt anbringelsesforløb, eller når en socialpædagog fra en anbringelsesinstitution følger den anbragte unge gennem en årrække – også i overgangen til et selvstændigt voksenliv.

Desværre er ovenstående sjældent en realitet i dag. En undersøgelse af 2.300 anbringelsessager foretaget af VIVE viser, at to ud af tre børn i anbringelsesforløb har fået ny sagsbehandler mindst én gang inden for de seneste to år, og at en tredjedel har haft tre eller flere sagsbehandlere i perioden. Personligt har jeg hørt flere beretninger fra tidligere anbragte unge, som har oplevet at have haft op til et tocifret antal sagsbehandlere i deres anbringelsesforløb.

Manglende tid, manglende ressourcer og manglende politisk anerkendelse af det arbejde, der udføres af samfundets dygtige socialrådgivere, får dermed fatale konsekvenser for vores udsatte børn, unge og familier.

Jeg håber, at offentligheden med Ulven kommer nu har fået indblik i – og forståelse for – hvorfor der indimellem begås fejl i så komplekse sager, når tid til ordentligt socialt arbejde og grundighed ikke er en realitet i dag.

Jeg bringer hermed en opfordring til, at vi alle kæmper med og insisterer på, at socialrådgiveres faglighed og funktion anerkendes og belønnes – det kan kun gå for langsomt!

Cecilie Riis Gadegaard er specialkonsulent i Landsforeningen LIVSVÆRK.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marie Vahl Hansen
  • Thomas Tanghus
  • Karen Grue
  • Anne Schøtt
  • Lisbeth Glud
  • John Scheibelein
  • Ervin Lazar
  • Jane Jensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Anders Reinholdt
  • Gert Romme
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
Marie Vahl Hansen, Thomas Tanghus, Karen Grue, Anne Schøtt, Lisbeth Glud, John Scheibelein, Ervin Lazar, Jane Jensen, Estermarie Mandelquist, Anders Reinholdt, Gert Romme, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det er bare billigere og mere 'handlekraftigt' at lave en målsætning om flere tvangsadoptioner, end at satse på flere socialrådgivere og (meget) mere tid til de enkelte sager i familierne.

Eller sådan forestiller man sig, det er.

Sandheden er selvfølgelig, at det er langt dyrere for den enkelte og for samfundet, hvis ikke den rette hjælp gives så tidligt som muligt.

Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Liselotte Kragh - Müller, Anne Schøtt, Peter Hansen, Jane Jensen, Steffen Gliese, Estermarie Mandelquist, Martin Rønnow Klarlund, Susanne Kaspersen, erik pedersen, Gert Romme, lise zeuthen, Christian Mondrup og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

"Men er man som offentligt ansat nødsaget til at kæmpe mod eget system for at kunne hjælpe andre mennesker? Nej, sådan er systemet i udgangspunktet ikke designet."

Og så giver resten af artiklen faktisk en beskrivelse med eksempler på at sådan forholder det sig.

Det der måske skulle siges er, at tanken og motivationen bag systemet ikke var, det skulle være designet til at offentlig ansatte er nød til at bekæmpe eget system.
Men realiteten er at systemet er designet med den effekt.

Og når man har hørt og læst de advarsler politikerne har fået i mange år, bliver spørgsmålet; er det inkompetence eller ond vilje?

Steen K Petersen, Liselotte Kragh - Müller, Peter Hansen, Jane Jensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar

@ Eva Schwanenflügel,

Angående nogle politikere tror jeg, du har ret. Altså at det er billigere at tvangsfjerne børn. end at hjælpe familierne. Og man ved jo at mange - også politikere, kun søger de oplysninger, der giver dem medhold.

Men jeg ved faktisk, at der findes politikere ved, at dette ikke er korrekt, men hellere vil opnå en besparelsen nu, og derefter skyde de ekstra omkostninger til andre i fremtiden.

Til gengæld kan man i hvert fald fastslå, at det er ikke mennesker, der er i centrum ved politiske afgørelser, - det er partipolitiske opfattelser.

Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Stella Nielsen, Liselotte Kragh - Müller, John Scheibelein, Peter Hansen, Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Endnu en konsekvens af Venstres brutale nedbarbering af velfærdsstaten igennem 20 år. I 20 år har det parti snydt og manipuleret den danske befolkning. Og det fortsætter bare. For ingen i Venstre til indrømme over for vælgerne, at deres overordnede mål er destruktion af af velfærdsstaten. De pakker de ind i forføreriske ord som "moderne", "frihed", "skattetryk" osv.. Særligt med ordet "moderne" som Den-Lille-Svindler har gjort til sin foretrukkende vending og hvis mening kort og godt er privatisering.

Men befolkningen har efterhånden fået øjnene op for Venstres bedrageriske adfærd.

Steen K Petersen, Anne Schøtt, Carsten Wienholtz, Helle Brøcker, Lisbeth Glud, Olav Bo Hessellund, Peter Hansen, Lotte Graae, Hans Larsen, Ervin Lazar, Birte Pedersen, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi har viklet os ind i et samfund, der i alt for høj grad sætter 'retssamfund' over 'demokratisk handlekraft'. Det, der faktisk gør demokratiet til det bedste system er, at man i kraft af folkevalgte, der repræsenterer borgerne, og ledere med et mandat fra de folkevalgte til at lede, kan skabe rammer, hvorunder de fagligt ansvarlige kan træffe beslutninger ud fra ideelle muligheder. Det er faktisk derfor, den offentlige sektor er bedst til at løse opgaver, der ikke konkurrerer om et købedygtigt publikums opmærksomhed på et marked.

Werner Gass, Lisbeth Glud, Peter Hansen og Inger Jensen anbefalede denne kommentar

Socialrådgivernes arbejdsbetingelser bør ikke fremvises i det offentlige rum.

Det høre til i Samarbejdsudvalget, med deres fagforening og ledelsen.

For mange socialrådgiver sammen med deres Dansk Socialrådgiverforening har i årevis, i det offentlige rum, påstået at de bliver udsat for pres til at udfører ulovlig sagsbehandling over for syge og handicappede.

Dog uden at have det fornødne mod til at sætte navn på de chefer som kræver og truer med ulovlig praksis.

Ens arbejdsforhold er en arbejdskamp og skal ikke tørres af på syge og handicappede børn, voksne og ældre. Socialrådgiverne ønsker desværre indtil nu ikke at blive autoriserede, med personligt ansvar over for lovgivningen.

Hvis man er tvivl, så læs lidt i “Danmarkskortet” 2017 - 2018 - 2019 og 2020
https://sim.dk/danmarkskort/

Så danske socialrådgivere får ingen ynk fra min side, men opfordre dem til at tage den faglige kamp, over for ledelser som presser dem til ulovligheder

Med venlig hilsen til Dansk Socialrådgiverforening, som opfordres til at blive autoriserede.

Bent Nørgaard, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Lotte Graae anbefalede denne kommentar

Kære venner i

Når I nævner KL, Kommunernes Landsforening, en privat konsulent - og interesseforening bør I være bevidst om, at KL ønsker politisk indflydelse. Derfor er Kommunernes Landsforening begyndt at udsende VEJLEDNINGER direkte til socialrådgiverne for at påvirke deres vurderinger og give dem KL`S Verdensbillede.

KL tænker økonomi.

KL ønsker altid økonomisk fordel for sine 98 medlemmer.

Sjældent varetager Kl den enkelte borgers interesser, uagtet at vi alle betaler livslang kontingent til KL.

KL er begyndt at udsende Vejledninger til de kommunale sagsbehandlere, for at påvirker deres vurderinger og oplyse sagsbehandlerne om KL forslag.

Kommunernes Landsforening Vejledning.

https://www.kl.dk/media/16717/kls-vejledning-om-bpa.pdf?fbclid=IwAR0vzmk...

CITAT"" Endelig er nogle forældre blevet økonomisk afhængige af at modtage tabt arbejdsfortjeneste til at passe deres handicappede barn hjemme, og de er bekymrede for udsigten til at miste deres forsørgelsesgrundlag og til at skulle tilbage på et arbejdsmarked, som de måske forlod for mange år siden.

Uanset funktionsniveau kan alle unge udvikle sig, erhverve nye kompetencer og interesser, have gavn af at modtage sociale tilbud sammen med andre unge, mv.

I forbindelse med bevilling af hjælpen til de unge er det også vigtigt, at kommunen vurderer, om jobcentret skal inddrages ift. at rådgive forældrene om deres kommende forsørgelsesgrundlag og muligheder for at opnå et andet arbejde, hvis forældrene ikke længere skal passe deres barn hjemme.”CITAT slut

KL har nogle mål, som de ønsker opfyldt. KL tænker altid på økonomi, sjældent mennesker.

Derfor, sæt Jer ind i hvad Kommunernes Landsforening står for og hvis interesser de varetager.

Med venlig hilsen

Bjørn Pedersen, Steen K Petersen, Stella Nielsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, David Adam, Olav Bo Hessellund, Inge Lehmann og Lotte Graae anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Jeg har netop set DR serien Forbrydelsen I og II, en krimi i et hæsblæsende tempo, hvor der er ny mistænkte i snart hvert afsnit. Spænding er seriens berettigelse, og først i de sidste 10 minutter opklares sagen. Ulven kommer er skåret over samme læst. En fiktion med snesevis af fejlslutninger, begået af hensynsløse politi- & socialforvaltninger, forældre til børn på hustruens job, arbejdspladsen, naboer, omverdenen, profitjagende plejeældre, tvangsfjernelser af børn med en sygelig socialrådgiver som den gennemgående figur i en hektisk jagt på sandheden. Klimaks er hustruvold og mandens sammenbrud. Det at tage udgangspunkt i denne serie for at tale om socialrådgivernes arbejdsforhold er toppen af poppen. Jeg må nok engang henvise til den franske prisbelønnede film Laetitia på 18 år, som tager tvangsfjernelser alvorligt, hvilke i det virkelige liv handlede om pædofile plejeældre som dækkede over hendes død. Det sociale system fastholdt tvangsfjernelsen og opdagede gennem 18 år aldrig en dyt.

Jette Kjældgaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Dorte Haun Nielsen, Steffen Gliese, Tage Christiansen, David Adam og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Bent Christensen

Ja nu får vi jo omkring 1000 ekstra sygeplejerske og vel nogenlunde det samme antal sosuer. Hvis vi så også får 1000 ekstra socialrådgivere, så skulle den gerd vel være barberet.

Antallet af sager er faktisk faldet mange steder, fordi Socialrådgiverforeningen satte tal på det rimelige sagstal, og at sagstallet skulle opgøres efter antal børn med hjælpeforanstaltninger og ikke antal familier. Da jeg greb til mit efterlønsbevis, viste optællingen 90 børnesager.
Afdelingens socialrådgivere havde på et fagligt møde formuleret et brev til ledelsen om situationen og umuligheden i at arbejde uden at nedprioritere noget af lovgivningens krav. Nogle måneder senere kunne jeg læse i avisen, at vores 3 ledere var fyret og hjemsendt og der forestod en genopretning. Jeg kunne regne ud, at det ville tage 2-3 år med at ansætte og indkøre nye ledere og slet ikke kunne lade sig gøre uden en betydelig opnormering. Vores ledere var selv stærkt pressede og kunne være svære at få i tale.
Vigtige afgørelser skulle indstilles skriftligt og behandles på møder med ugers ventetid - bureaukratiets værn af procedurer.
Lederne og konsulenterne kendte ikke sagerne, men traf afgørelser ofte kun på baggrund af en kort fremlæggelse.
Ideen med at udføre en 3-4 måneders faglig undersøgelse, som loven kræver, fungerede kun som en udsættelse, og at problemerne blev værre - eller blev løst af familien selv. Undersøgelserne blev fabrikeret af en særlig gruppe, der derefter var ude af sagen, og familierne/børnene fik den nye sagsbehandler, der skulle forelægge afgørelse om hjælp til ledermødet, hvor der blev regnet på økonomien.
I mine tidligere ansættelser havde jeg selv kompetencen til det meste og kunne handle, mens der var brug for det. De fleste kommuner valgte den bureaukratiske model efter kommunesammenlægningerne i 2007, som loven lagde op til med arbejdsmodeller, skemaer og dokumentation af ting, som det for en uddannet og trænet socialrådgiver ellers kunne indhentes og besluttes næsten med det samme udfra en viden og erfaring, som DJØF'ere og konsulenter ikke besidder eller er uddannede til.
Min erfaring og oplæring fik jeg fra de kollegagrupper, hvor vi drøftede vores sager med hinanden og fik hinandens erfaringer, og man gik fra møderne med nye inspirationer og med sikkerhed for, hvad en god beslutning kunne være eller, hvilke ting man skulle undersøge eller afprøve. Loven hed Bistandsloven og kunne ligge i en A5 kuvert i den trykte udgave. Vejledningen med cirkulærer var en del tykkere - omkring en halv centimeter. Hvor man tidligere kunne have den i tasken, skal man i dag bruge en flyttevogn efter udprintning.
Det interessante er, at antallet af mulige hjælpeforanstaltninger for familier, børn og unge ikke har ændret sig.
Man handlede med større viden end man får ved at nedskrive det i skemaer. Ingen har nogensinde opnået større viden ved at neddrosle det, man allerede ved i skemaer med forudbestemt max. antal anslag og med faste punkter som overskrifter. Man kan jo ikke nedskrive noget uden allerede at vide det. Der springer ikke ny viden op fra papiret eller ud af skærmen.
DJØF'ere og politikere har ikke faglig indsigt, men de har magt til at bestemme, hvordan arbejdet skal se ud.
Det svarer til, at DJØF'ere og politikere nedskrev, hvordan en kirurg skal operere, eller hvordan en tømrer skal holde på en hammer og slå et søm i. Og fik det til at fylde flere hundrede sider.
Vi ser det samme ske i vores sundhedsvæsen, hvor embedsmænd bestemmer, hvordan lægerne må behandle deres patienter. Selvom embedsmændene selv er lægeuddannede, ser de ikke patienterne og hører ikke, hvordan de har det.
Man kan ikke arbejde med mennesker uden at besidde menneskelig intuition. Det kan ikke systematiseres, så en marsmand kan overtage jobbet ved hjælp af præcise instruktioner.
Man skal vide, hvordan det er at være menneske for at kunne arbejde med mennesker.

Steen K Petersen, Anders Ilsøe, Bjarne Bisgaard Jensen, Stella Nielsen, Eva Schwanenflügel, Anoukis Anoukis, Kim Houmøller, Inge Lehmann, David Adam, Ebbe Overbye og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Når en måge køres over af en pløjende traktor, kan man stoppe op og grave den fri eller bagge tilbage og gøre en ende på dens, i forvejende traumatiserede liv. Vi kom til at tale om det seneste mord lokalt og de familie medlemmer som omgik morderen. Det var råt i råt og en fordømmelse fra dem som udenforstående. "De havde lav entelligens", "Var på kanten", "Var bagefter".

At alt hvad som lugter at højre-fløj er flintrende ligeglade har skabt den Nutid som vi nu ser;
Flere bandemord, Flere utilpassede, Flere som hader deres tid i hamsterhjulet, Meningsløse opgaver og udadvende borgere, patienter og indsatte.

Det er med livet som indsats at gå på arbejde. Jeg var selv 1 år gammel i mit liv som efterskolelærer, da jeg en aften mødte en udafreagerende elev. Siden den vagtaften, låste jeg min dør til vagtværelset og 16 år frem. Hvis jeg engang kommer ud for nogle tilsvarende rammer vil jeg lade være med at sove og sove i min fritid - og det er heller ikke et liv.

Anne-marie Monrath

Jeg blev syg af stress i en familieafdeling i midten af 90erne.
problemet er mere end 20 år gammelt.
Det gør mig trist.