Kronik

Drømmen om det perfekte forældreskab skader solidariteten med udsatte børn

Vi må gøre op med idealet om at være perfekte forældre, der henter tidligt og køber alle de rigtige produkter. Det giver en konstant følelse af utilstrækkelighed og fjerner fokus fra de strukturelle udfordringer, der især påvirker børn i udsatte familier, skriver kommunikationsmedarbejder Martine Mengers i dette debatindlæg
Debat
28. december 2020
En god økonomi gør det væsentligt nemmere at leve op til forældreidealet. Allerede i graviditeten forstår man, at forbrugsfesten er på sit højeste, når det kommer til mor- og babybehandlinger. Privat fødselsforberedelse, gravidyoga og gravidmassage skal forberede dig til drømmefødslen. Når barnet er født, skal babygymnastik, babysvømning og babymassage styrke dets motorik.

En god økonomi gør det væsentligt nemmere at leve op til forældreidealet. Allerede i graviditeten forstår man, at forbrugsfesten er på sit højeste, når det kommer til mor- og babybehandlinger. Privat fødselsforberedelse, gravidyoga og gravidmassage skal forberede dig til drømmefødslen. Når barnet er født, skal babygymnastik, babysvømning og babymassage styrke dets motorik.

Jørgen True

Dyrkelsen af forældreskabet ansporer os til at give vores børn de bedste betingelser, men i en præstationskultur med grænseløse idealer risikerer vi at lukke øjnene for de samfundsproblemer, der ikke vedrører vores egne børn. Det er kimen til mere polarisering, hvis vi ikke formår at tænke forældreskabet som et fællesskab, der strækker sig ud over vores egen familie eller socialklasse.

Forældreskabet er for tiden et velbelyst emne. Institutionsforhold bliver diskuteret livligt i den offentlige debat, og som en tiltrængt modreaktion på den idylliserede fremstilling har en række skønlitterære værker de seneste år forsøgt at punktere billedet af det perfekte forældreskab ved at vise, hvor hårdt og grimt det også̊ kan være.

Det er godt, at forældreskab, graviditet og fødsel bliver belyst mere ærligt. Selv tror jeg, jeg ville have oplevet mange af mine følelser den første tid efter fødslen af mit barn som forkerte, hvis ikke jeg havde læst værker som Maja Lucas’ Mor – en historie om blodet, Cecilie Linds Mit barn og Olga Ravns Mit arbejde, som fortæller om vrede, afmagt og frygt for ikke at slå til og for at miste sig selv i moderskabet.

Alligevel har jeg som ny i forældreklubben en opfattelse af, at mange forældre med høj social, økonomisk og kulturel kapital ikke kan slippe ud af det perfekte forældreskabs jerngreb, og at vi i vores iver efter at give vores egne børn et forspring i livet glemmer at være solidariske med de familier, der er dårligere stillet, og som har langt større problemer end spørgsmål om at fuldamme, samsove og bære sit barn i en vikle. 

En god økonomi gør det væsentligt nemmere at leve op til forældreidealet. Allerede i graviditeten forstår man, at forbrugsfesten er på sit højeste, når det kommer til mor- og babybehandlinger. Privat fødselsforberedelse, gravidyoga og gravidmassage skal forberede dig til drømmefødslen. Når barnet er født, skal babygymnastik, babysvømning og babymassage styrke dets motorik. Har man derudover råd til at tage minimum et års barsel og derefter gå på deltid, så man altid kan hente tidligt, er der mange point at hente.

At babyer er big business, og at en god økonomi giver privilegier, er der næppe meget nyhedsværdi i. Det, der undrer mig, er, at der tilsyneladende ikke er nogen, der vover at sætte spørgsmålstegn ved, om vores velmenende bestræbelser på at give vores børn de bedste betingelser ikke blot er spildte kroner og kræfter, men måske endda sommetider sker på bekostning af andre børns muligheder.

Strukturelle udfordringer

Vi diskuterer forholdene for vores børn meget, men vi diskuterer sjældent, hvad det har af konsekvenser, når de ressourcestærke forældre ikke bare sætter standarden for forældreskabet, men også den politiske dagsorden.

For selvfølgelig er debatten om minimumsnormeringer i daginstitutionerne vigtig, men det samme er samtalen om, hvad det bliver på bekostning af. Forhindrer det kommunerne i at prioritere socialt udsatte, næste gang der skal uddeles skattekroner i landets kommuner?

Ligeledes går vi meget op i at få plads til vores børn i de små hyggelige institutioner, men vi taler ikke om, hvad det har af konsekvenser for udsatte børn, at små institutioner er væsentlig dyrere at drive end store, og at pladserne her primært går til børn fra mere velstillede familier, fordi disse forældre har råd til at vente på en plads.

Når vi bruger vores ret til frit skolevalg og vælger en skole uden for vores eget distrikt med en mindre broget elevsammensætning, taler vi sjældent om, hvorvidt det derved stiller de mere sårbare børn dårligere, når klasserne er ’renset’ for ressourcestærke børn.

Helt overordnet har jeg en oplevelse af, at den sociale bevidsthed er en mangelvare i forældreskabet anno 2020. Det er ikke alle, der har råd til at betale 2.000 kroner for privat fødselsforberedelse. Langtfra alle har råd til et års barsel, og kun få har mulighed for at fravælge det første tilbud om en vuggestueplads og først vende tilbage på arbejde, når tilbuddet om den ’rigtige’ institution kommer. Og selv om mange ynder at få det til at lyde som et spørgsmål om prioriteringer, er det svært at få et deltidsjob til at slå til, hvis ens arbejde i forvejen er lavtlønnet.

Jeg tror, det er nødvendigt, at vi nogle gange løfter samtalen om vores børn op på et strukturelt niveau og konfronterer os selv med det, vi helst undgår at se. Nemlig at nogle af vores valg formentlig forringer livschancerne for børn med ressourcesvage forældre.

Forældreskab er fællesskab

Til trods for, at Olga Ravn i Mit arbejde kommer ind på, at økonomi fylder meget i forældreskabet, er det karakteristisk for de fleste af de nyere, danske moderskabsfortællinger, at de har fokus på den enkeltes erfaring frem for det sociale system. Så til trods for, at værkerne utvivlsomt har skabt et fælles sprog for de ambivalente følelser, man ofte oplever som ny mor eller far, er de ikke kilde til solidaritet eller en samhørighedsfølelse blandt forældre. Derimod skildres forældreskabet som ensomt og privat.

En større grad af social bevidsthed så man i højere grad udfoldet i ældre moderskabsfortællinger som for eksempel Dea Trier Mørchs Vinterbørn og Hanne-Vibeke Holsts Det virkelige liv. I Vinterbørn, som foregår på barselsgangen på Rigshospitalet i 1970’erne, møder man kvinder, som på trods af forskellige livsvilkår, politiske overbevisninger og baggrunde er ligestillede i deres rolle som mødre. Det samme gør sig gældende i Det virkelige liv, hvor journalisten Therese møder Heidi fra Ishøj på barselsafdelingen, og til trods for deres vidt forskellige tilgange til forældreskabet får de et dybt venskab.

Fælles for disse værker er, at de beskriver moderskabets mange former som noget, der rækker ud over den enkelte familie, og dermed gør den sociale afstand mindre.

Jeg håber, at forældreskabet bliver ved med at have en central plads i litteraturen, og at vi herigennem igen kan få skildret forældreskabet som et bredere fællesskab. Jeg tror, det vil gøre det lettere at starte samtalen om, hvordan vores gode intentioner både kan komme Freja og Fatima til gavn.

Bæreseler eller børnefattigdom

Man kan indvende, at det er uretfærdigt at gøre de velmenende forældre til skurke. Hvorfor irettesætte dem, som blot ønsker det bedste for deres børn, og som har ressourcerne til rent faktisk at give deres børn gode betingelser for at klare sig godt i livet? 

Men dette er ikke ment som endnu et indspark i debatten om de såkaldte ’curlingforældre’. Det er i stedet en opfordring til, at vi kollektivt frigør os fra den kultur, der tilskriver, at vi gennem selv de mindste valg kan afgøre vores børns fremtid. Denne forældrekultur har store omkostninger både for os selv og for andre.

De grænseløse idealer puster nemlig ild til vores følelse af utilstrækkelighed, uanset hvor mange kræfter vi bruger på vores børn. For hvornår er man nærværende, kemifri og sund nok? Kravet om det perfekte barn er et tungt ansvar at bære alene, så måske vi endda vil opleve det som befriende at tænke lidt mindre på vores egne børn og lidt mere på det fællesskab, de er en del af.

Så min pointe er ikke, at man ikke skal dyrke sit forældreskab, men at der måske er noget galt med proportionerne. Vi skal tale lidt mindre om barnevognsmærker, bæreseler og babysvømning og lidt mere om børnefattigdom.

Martine Mengers er kommunikationsmedarbejder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

“Samfundssind” blev årets ord. Det må gerne blive mere end blot et ord.

Forskning viser jo, at nok voksen kontakt selvfølgelig af en ok kvalitet, i vuggestuer og børnehaver giver et forspring til børnene i alle årene derefter, der svarer til flere års skolegang.
Så derfor vil de ressourcestærkes kamp for gode normeringer også smitte af på området med dårligere stillede. Kampen kommer lige netop alle til gode, da de kæmper for kvaliteten i det offentlige.

Jeg har derfor også aldrig haft fidus til ghettopakken og indsatsen. Lige netop at tvinge "ressourcesvage" børn i undernormerede institutioner gør faktisk skade. Havde de fulgt videnskaben og sammen med tvangen også øget ressourcerne kunne man have haft tiltro til deres intentioner.

Ligeledes med adgangen til boliger. Med reglerne omkring den selektive udlejning i de almene boliger, har man i alle årene lavet adgangen til puljen af billige boliger mindre og koncentreret folk, der hvor der stadigt var adgang. Og selvfølgelig er det logisk at folk med få kroner på lommen koncentreres der hvor de har råd til at bo.
Så en oprigtig indsats mod ghettodannelse ville jo have været, at skabe billige boliger i rigmandsghettoer eller styrke boligstøtten. I stedet for laver man social udrensning og miljøsvineri. Man river gode nyrenoverede boliger ned og tvangssælger almene ejede boliger i attraktive områder til private, der så får en klækkelig profit.

Ingen, der har noget at sige i samfundet, har gjort modstand. Nej de fleste hr. og fr. Danmark har faktisk bifaldet alle foringelserne på det sociale område i alle årene. Ellers havde stemmefordelingen været anderledes til valgene. Det skal kunne betale sig at arbejde og folk skal være sultne og desperate nok. Det er forældrenes ansvar hvordan børnene har det, og derfor har vi accepteret en bevidst stigende børnefattigdom i Danmark. Tidligere har vi accepteret, at støtte forældrene økonomisk, da vi ved hvor vigtig en ordentlig barndom er for hvordan man klarer sig som voksen.

Så nej det er den strukturelle forringelse af vores velfærdssystem og den udbredte holdning til socialt ringere stillede i Danmark, som er problemet. Det løses ikke ved kun at fokusere på forældrene. De er en del af de danskere, som bevidst har stemt for alle foringelserne.

Hvis man vil ændre det, er man nød til at arbejde på at ændre holdningen igen i hele samfundet. Vi bliver nødt til at generindre hvorfor vi havde en velfærdsstat før og hvorfor flexicurity var en god idé. Nu har vi kun flexibilitet tilbage til arbejdsgiverne og kontanthjælp med ulogiske stressende krav til de syge.

Rikke Nielsen, Steffen Gliese, Viggo Okholm, David Adam, Estermarie Mandelquist, Claus Bødtcher-Hansen, Niels Jakobs og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Enig med ovenstående kommentar, gode normeringer af uddannede pædagoger og kvalitet i børneinstitutionerne kommer jo først og fremmest de udsatte børn til gode. Jo bedre tid de voksne har til det enkelte barn, jo større er chancen for at barnet får den støtte og hjælp, det har behov for.
Når skribenten har fokus på de priviligerede forældre og kritiserer dem overser hun jo i virkeligheden de udsatte familier og de problemer, de måtte have. Artiklen bærer præg af skribentens fordomme om forældre der ikke er som hende selv.
Hvem siger at fattige forældre ikke går op i deres børn? At de ikke går ind for at amme deres børn eller sover sammen med dem? Det er jo noget dyrere at købe modemælkserstatning og et seperat børneværelse er en luksus, der ikke er alle forundt. Fint at adressere den strukturelle ulighed, men hvorfor gøre det med udgangspunkt i sit eget navlepilleri?

Steffen Gliese, Estermarie Mandelquist, Poul Anders Thomsen, Claus Bødtcher-Hansen, Maiken Guttorm, Eline Michelsen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Poul Anders Thomsen

Artiklen fokuserer desværre forkert på de ressourcestærke forældre. At de fleste forældre ønsker det bedste for deres børn og er lægger handling bag ordene, skal de ikke føle sig skyldige over. Det er godt med forbilleder.
Hvis man vil gøre noget for alle børn, skal man gøre institutioner, alt fra vuggestue til idræt og efterskoler gratis for børn og unge. Det skal være en samfundsopgave at betale for pasning, dannelse og uddannelse af vore unge. Det er trods alt dem vi skal leve af i fremtiden.

Det er som om børnefattigdommen overhovedet ikke eksisterede i politikernes luksus tilværelse.

Der skal oprettes et samarbejde i Norden, hvor vi er tyve millioner mennesker, med det klare formål inden 2025, at fjernehovedparten af fattigdommen i Norden. Pengene skal helt klart tages fra de rigeste og gives til de fattigste. Vi starter med at fjerne børnefattigdommen over tre år, og hvert år skal 15 % af fattigdommen hos de fattigste voksne fjernes.

Denne politik kræver blot en mindre justering indenfor fordelingsområdet, og vil ikke kræve de helt store ændringer for nogen. De rigeste gambler ude på verdens kasinobørser for beløb der er tusinde gange større, hvorfor de næppe vil mærke forskellen.

2020 blev året hvor erhvervslivet verden over kom på kontanthjælp. Der blev igennem året udbetalt beløb som modsvarer hvad de største krige plejer at koste. Samtidigt fordoblede de rigeste mangemilliardærer deres formuer.

Også herhjemme sendte de rigeste penge fra hjælpepakkerne i skattely, og fordoblede deres formuer. Samtidigt gjorde politikerne intet for at fjerne fattigdommen.

Verdens 2200 milliardærer er tilsammen blevet 11.000 milliarder kr. rigere i år. Hvorfor ikke starte 2021 med at fjerne fattigdommen. De rige har rigeligt efterhånden. Politikerne behøver ikke at fokusere på dem længere.

Jeg synes nu trods alt at artiklen peger på noget væsentligt og appellerer til at forældre slapper a og erkender at der e ren mangfoldig verden som ikke altid er som de, der i princippet har nok, ser eller forstår. Der er intet galt i gode normeringer i vore institutioner og jeg har også den klare overbevisning efter 36 år i erhvervet i alle roller fra medhjælper og leder og alt der imellem.
Men Inge Lehmann nævner ghetto kampen eller hvad det nu er. Jeg vil vove den påstand at disse børn stort set med tiden kan og vil blive lige så velfungerende som de børn ,hvis forældre vil placere i "pæne" områder. Alle børnehaver burde have blandet klientel altså mangfoldighed, men det harmonerer så ikke med bl.a. afhentning m.v. og kammeratskab. Der har været ideer om at de "ressourcesvage" skulle tvinges til de "stærke", men sgu aldrig den anden vej.
Selve det at få børn når karrieren kører på skinner, så der kan betales til det rigtige, tror jeg så ikke gør børn bedre og stærkere generelt.
Jeg fik børn sammen med en noget yngre kvinde i 72 og vi læste begge, boede i en toværelses og cyklede i dagpleje og børnehave. De oplevede fodbold på stadion- frie forhold i børnehaven med forældre der hyggede sig fredag eftermiddag på legepladsen med en øl. Midtfyns festival m.v.
Barnevognene var brugte o.s.v., men jeg tror faktisk de er blevet hele mennesker uanset vi blev skilt m.v. Det sidste sker altså også blandt de etablerede.