Kronik

Dyr og planter skal inddrages aktivt i politiske beslutninger

Klimakrisen har forandret betingelserne for demokratiet, og klimaborgertinget kan ikke imødekomme dette alene. Vi må udvide vores demokrati og give dyr og planter grundlovssikrede rettigheder på lige fod med mennesker, skriver professor mso i statskundskab Lars Tønder i dette debatindlæg
I Danmark oplever vi blandt andet konsekvenserne af den antropocæne tidsalder i form af invasive arter som dræbersnegle, der kan skabe problemer for dyrkningen af grøntsager og andre fødevarer.

I Danmark oplever vi blandt andet konsekvenserne af den antropocæne tidsalder i form af invasive arter som dræbersnegle, der kan skabe problemer for dyrkningen af grøntsager og andre fødevarer.

Joachim Adrian

Debat
8. december 2020

Oprettelsen af det danske klimaborgerting har endnu en gang rejst spørgsmålet om demokratiets fremtid. Ifølge klimaminister Dan Jørgensen (S) vil borgertinget »styrke vores demokrati og sikre en langt stærkere inddragelse af borgerne«. Troen på dette modsiges dog af en række kritikere, blandt andre debattør og klimapolitisk forsker Theresa Scavenius, der i Politiken beskriver klimaborgertinget som en symbolsk skinmanøvre, der »skal give indtryk af en regering, som lytter til borgerne, selv om den praktiserer netop præcis det modsatte«.

Som en af de forskere, der fået mulighed for at følge klimaborgertingets arbejde på allernærmeste hånd, kan jeg ikke genkende denne modsætning. Det er ganske enkelt for nemt at stille demokratiets fremtid op som et simpelt for eller imod.

Det gåpåmod, som klimaborgertingets medlemmer udviser på deres timelange zoommøder, er en klar indikation på, at det endelige resultat bliver noget andet og mere end en blåstempling af regeringens politik. Men det betyder ikke, at klimaborgertinget vil styrke demokratiet, sådan som regeringen og Dan Jørgensen håber. Udfordringen er nemlig, at klimakrisen helt fundamentalt har forandret betingelserne for demokratiet.

Vores samfund er nu en del af det, som flere og flere klimaforskere kalder for den antropocæne tidsalder. Denne tidsalder er markant forskellig fra tidligere. Dels fordi mennesket nu må regnes som en naturkraft i sig selv, og dels fordi ideen om et specifikt menneskeligt samfund ikke længere giver mening. 

Konsekvensen af begge dele er, at politiske handlinger og beslutninger ikke længere er forbeholdt menneskene, men må sættes ind i en større økologisk sammenhæng. Dette gælder især forholdet til alt det ikkemenneskelige – dyr, planter, atmosfæren, havstrømme og så videre.

Mennesket i centrum

Der er mange eksempler på menneskeskabte problemer for dyreliv og natur. Danske forskere har for eksempel påpeget, at coronapandemien skyldes menneskeskabte klimaforandringer, der har presset flagermus tættere på byerne og på den måde skabt smittemuligheder på tværs af arterne.

I Grønland oplever man en lignende udvikling, hvor temperaturstigningerne har blotlagt nye landområder – og på den måde ikke alene forstærket indlandsisens afsmeltning, men også muliggjort en ny industri inden for især transport og energi. I Danmark oplever vi også konsekvenserne af den antropocæne tidsalder, hvor menneskenes udpining af landbrugsjorden giver plads til invasive arter som dræbersnegle og vandpest, som efterfølgende skaber nye problemer for dyrkningen af grøntsager og andre fødevarer.

Det er klart, at klimaborgertinget i denne sammenhæng udgør et væsentligt supplement til de eksisterende demokratiske processer. I sin nuværende form kan borgertinget især bygge bro mellem ekspertviden om den grønne omstilling og almindelige borgeres oplevelser af klimaforandringerne. En sådan brobygning er vigtig, fordi den kan udvide borgernes forståelse af behovet for gennemgribende samfundsforandringer. Samtidig forbedrer den også borgernes evne til at tage medansvar for disse forandringer – og kan på den måde give beslutningerne en større legitimitet og gennemslagskraft.

Problemet er imidlertid, at et klimaborgerting som det danske, der kun har menneskelige repræsentanter, ikke er i stand til at inddrage det fulde spektrum af aktører, der indgår i klima- og biodiversitetskrisen, og som tilsammen udgør de nye betingelser for vores demokrati. Som coronakrisen og kampen for bæredygtighed overalt på kloden minder os om, er vi kommet til et punkt i civilisationshistorien, hvor selve ideen om et samfund må gentænkes.

Naturen som politisk aktør

Derfor er udfordringen ikke, om vi skal være for eller imod klimaborgertinget. I stedet handler det om at videreudvikle og styrke demokratiet, så det passer til den nye virkelighed, hvor mennesker og ikkemennesker indgår i en stadig tættere sammenhæng. Her er et forslag til, hvordan dette kan gøres.

For det første skal den ikkemenneskelige del af verden inddrages aktivt i de politiske beslutningsprocesser – også selv om dyr og planter ikke kommunikerer på samme måde som os mennesker.

I 2015 forsøgte en gruppe aktivister, samfundsforskere og skuespillere at overkomme denne barriere gennem et rollespilseksperiment, der havde til formål at skabe et alternativ til det, vi nu kender som Parisaftalen. Mere specifikt blev nogle af deltagerne bedt om at repræsentere diverse ikkemenneskelige aktører – for eksempel et territorium som Maldiverne eller et økosystem i form af verdenshavene – for derigennem at give plads til de stemmer og interesser, der ellers ikke bliver hørt i den demokratiske samtale. Andre i rollespillet påtog sig så rollen som oprindelige folk, supermagt og alt midtimellem.

Eksperimentet viste, hvordan ikkemenneskelige aktører kan deltage i en politisk forhandling på lige fod med alle andre. Inddragelsen af det ikkemenneskelige sikrede ny viden om klimaforandringerne, der ikke var bundet til det nuværende nationalstatslige system. Eksperimentet gjorde det for eksempel tydeligt, hvordan en lang række aktører gør krav på det samme stykke land, og hvordan det derfor er nødvendigt med en ny fordeling af privilegier og rettigheder, hvis alles interesser skal tilgodeses. I forhold til vores nutidige situation ville dette med stor sandsynlighed have gjort os opmærksomme på blandt andet den flagermusmigration, der har skabt grobunden for nye pandemier.

Hertil kommer, at vi gennem inddragelsen af ikkemenneskelige aktører, får en stærkere etisk forståelse af, at naturen ikke kun er til for menneskene, men også har en normativ og politisk værdi i sig selv.

Pålagt omsorg

Det er dog klart, at udvidelsen af deltagerkredsen ikke kan ske uden en egentlig institutionalisering af den stadig tættere sammenhæng mellem mennesker og ikkemennesker. Her kommer derfor andet led i mit forslag: Vi må også tildele dyr, planter og anden natur grundlovssikrede rettigheder på lige fod med dem, menneskene har.

Dette er allerede afprøvet i lande som Peru og Bolivia, og er også blevet foreslået i Danmark i forbindelse med projektet Grøn Grundlov. I alle tre tilfælde er tanken at give ikkemenneskelige aktører samme status som menneskene for derved at pålægge staten en omsorg for naturen, der overgår de nuværende hørings- og beskyttelsesprocedurer.

De mange hurtige afvisninger af dette initiativ fra nogle af landets førende jurister er kun et bevis på, at de nye antropocæne betingelser for demokratiet endnu ikke har bundfældet sig hos de mere menneskecentrerede grupper i samfundet.

Dette gælder også regeringen, som gennem det seneste års tid har sat sig i spidsen for et projekt, der fortsat anser naturen som en ressource, der er til for menneskenes skyld. Upåagtet den nye aftale om 13 nye naturnationalparker ses dette tydeligt i de mange infrastrukturprojekter som Als-Fyn-broen og i planerne om at afbøde den høje CO2-udledning gennem forskellige former for klimamanipulation.

Man skal selvfølgelig altid passe på med ikke at være for dommedagsagtig. Men alligevel. Hvis demokratiet virkelig skal styrkes, sådan som regering siger, det skal, er det tvingende nødvendigt med et opgør med denne menneskecentrerede tankegang. Ellers er det paradoksalt nok menneskene, der bliver hovedofferet i den næste masseudryddelse.

Lars Tønder er professor mso ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og aktuel med bogen ’Om magt i den antropocæne tidsalder’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

<3 <3 <3 !!!!

Estermarie Mandelquist, William Mannicke og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Jonas Lundberg Andersen

Der er da bestemt ikke noget i vejen for at kritisere regeringens klimapolitik og ringe inddragelse af borgerne. Det bliver ikke et demokrati blot fordi man kalder det sådan.

Klimapartnerskaberne med erhvervslivet blev samlet på rekordtid og længe inden Klimaloven blev vedtaget. De har også allerede fremlagt konklusioner der skal understøtte dansk konkurrenceevne, eksport, job, velfærd og velstand, som der står i kommissoriet.

Borgerne er blevet inddraget i klimapolitikken alt for sent. Borgernes forslag skal formidles til Dan Jørgensen og drøftes i klimaudvalget. Der er altså ikke nogen garanti for at det bliver taget seriøst, derimod er der en velbegrundet frygt for at det hele bliver afvist.

Klimarådets forslag afvises konsekvent og som et eksempel herpå er forslaget om indførelse af en CO2-afgift. Det er ikke kun Klimarådet der anbefaler en afgift, men store dele af erhvervslivet, tænketanke, forskere, borgere og andre der beskæftiger sig med dette. Ikke desto mindre mener Dan Jørgensen og regeringen, at vide bedre.

Corona fik skylden for at borgertinget blev samlet så sent. Men det er en dårlig undskyldning. Hvis det er så vigtigt, så kunne man godt have fundet egnede lokaler til formålet. I stedet blev det online møder, som for de fleste er meget upersonlige. Der var også kun lidt over 70 ud af 99 der deltog. Det lyder mærkeligt at de ikke alle kunne deltage. Det er jo ikke en hverdagsting at deltage i et borgerting. Kan den manglende deltagelse skyldes tekniske udfordringer eller havde de bare ikke tid den dag. Svaret på det kendes ikke.

Én kritik fra det første møde i Klimaborgertinget var at der var for lidt tid til fordybelse. Til det kan man tilføje, at der går for lang tid mellem møderne. Næste møde afholdes først i det nye år og de i alt fem weekender der er afsat, holdes over to år!

I Frankrig blev der nedsat et Klimaborgerting i april 2019 med 150 borgere. På blot ni måneder har de haft syv tre dages sessioner og deres konklusioner blev fremlagt i starten af juli i år. I modsætning til det danske Klimaborgerting skal der i Frankrig stemmes om forslagene i Nationalforsamlingen eller ved en folkeafstemning.

Så det gåpåmod der udvises i det danske Klimaborgerting er da glædeligt og så må vi bare håbe Dan Jørgensen ikke afviser det hele og kalder forslagene for Georg Gearløs løsninger.

Borgertinget er jo så bare endnu en forsamling af individer, som mener de skal træffe beslutninger på alle os andres vegne.

Vi skal have et folkeafstemningssystem som det de har haft i mange år i Schweiz. Det er velafprøvet. Og det virker. Hvis vi vil demokrati i Danmark, så forstår jeg ikke hvad vi venter på.

Men selvfølgelig. Så er det jo ikke længere så sjovt for en lille elite at hundse rundt med alle os andre længere. Kan ikke se der kan være andre undskyldninger end at dem der sidder på magten vil beholde den for sig selv. Folketinget består af 179 medlemmer. Men reelt er det jo kun en lille kreds af de folkevalgte - som har siddet derinde i årevis, hvis ikke årtier - som bestemmer.

Finn Thøgersen

Kort og godt. NEJ tak

Hvis der endeligt skal ændres i grundloven vil de mere oplagte emner være:

En reel håndhævelse af magtens tredeling

Grænser for partiers indflydelse, fx ved at forbyde partilisteopstilling og ved at ændre "ingensinde bindes af forskrift fra vælgerne" til "...vælgerne eller partier"

En kraftig opstramning af retstilstanden ifb med internationale traktater, konventioner osv, fx at INGEN traktat, konvention osv kan have retsvirkning her i landet med mindre den er vedtaget ved en folkeafstenning, og at de til enhver tid kan opsiges - udene hensyn til hvad der måtte stå i dem - af folketinget eller ved en ny folkeafstemning

Et totalt forbud mod indbyrdes forbundne traktater, konventioner osv

Kraftige restriktioner eller totalt forbud mod ethvert OVERnationalt samarbejde

Mulighed for at befolkningen - uden om folketinget - kan udskrive nyvalg eller sætte spørgsmål til (bindende) folkeafstemning

William Mannicke

"Ellers er det paradoksalt nok menneskene, der bliver hovedofferet i den næste masseudryddelse."

Ok.
Men vil det ikke være perfekt for naturen?

Så er den fri for menneskelig indblanding; herunder "ambassadører", der repræsenterer, naturens tankegang??

William Mannicke

” For det første skal den ikkemenneskelige del af verden inddrages aktivt i de politiske beslutningsprocesser – også selv om dyr og planter ikke kommunikerer på samme måde som os mennesker.”

Det er forbløffende at opleve at hvordan selv veluddannede personer ser sig selv i ”naturen”.
Den, der påstår at advokere for ”naturens tankegang/ ret/synspunkter” overser at vedkommende selv er en del af ”naturen”;
en samfundsmæssig konstruktion, der tildeler ”naturen” menneskelige egenskaber, tankegang.

Hvor blev Darwin af? Eller Marx?

Menneskets ”stofskifte med naturen”, er måske gået over gevind, men at rationaliserer ud fra ” om dyr og planter ikke kommunikerer på samme måde som os mennesker.”
” er tankespind.

Almindelig menneskelig fornuft burde række, herunder kapitalisme kritik og kritisk analyse.

Thomas Østergaard

Det er et rystende dræbersneglofobt indlæg, og jeg er meget bekymret for at det dyresyn som forfatteren lægger for dagen skal vinde yderligere indpas i Danmark. Der bør være en passus i lovgivning der gør det muligt at retsforfølge den slags hadetale.

Som kaninernes representant i den menneskelige verdensorden, stemmer jeg for flere kanin huler og friske salatblade, og hvis der kunne opsaettes noget bestilling/levering a la Justeat, vil alle kaniner foelge min anbefaling om hvad de skal stemme.

hej, kommentarerne tyder på en vis forståelig coronatræthed, så her kommer en sang:

Danmarks Riges grundlov??

Melodi: Den toppede høne eller ”Længe nok har jeg bondepige været”
Tekst Gregers Hoff 5.marts 2020

Længe nok har vi haft en grundlov for de rige
Den skal fornyes, for den er blevet træt
Længe nok har naturen måttet vige
Nu skal vi ha en lov, hvor vild natur får ret!
Klimaet kræver det
Fuglene kræver det
De skal ikke læng’re hældes ned af et bræt!

Amager Fælled stykkes ud i parceller
Nordhavnens vidder og Stejlepladsen med
Her som altid er det pengene der tæller
Vild natur har jo ingen rettighed
”Køb en havn
alt skal væk!”
Kan naturen da aldrig få fred?

”Ejendomsretten er ukrænkelig og hellig”
Det siger loven, sådan spiller melodien
Hvorfor kan vi ikke eje jorden i fællig?
Det har de indført båd’ i Holland og i Wien!:
Jord kan du leje
Men du kan ikke eje
”Eje Jorden?” det er helt til grin

Hvor har en lærkerede ”ret” til at være?
Hvem skal bestemme om et gammelt træ må stå?
De har ingen ”ret”, det er ikke til at bære
Men det kan kolde hjerner ikke forstå
Nu må vi vågne
Lave om på lovene
Så de også gælder for de stumme og de små!

Anders Vang Nielsen

“Dette er allerede afprøvet i lande som Peru og Bolivia, og er også blevet foreslået i Danmark i forbindelse med projektet Grøn Grundlov. I alle tre tilfælde er tanken at give ikkemenneskelige aktører samme status som menneskene for derved at pålægge staten en omsorg for naturen, der overgår de nuværende hørings- og beskyttelsesprocedurer.”

Det er behændigt, men tjener ikke den ellers prisværdige sag, at nævne disse eksempler uden at redegøre for eller forholde sig til, hvordan tingene har fungeret i praksis. Kronikøren mener vist ikke Peru, men Ecuador, hvor naturen ganske vist anerkendes som juridisk subjekt med rettigheder i landets forfatning.

I Bolivia er der ikke tale om grundlovssikrede rettigheder til naturen, men derimod befolkningens ret til et “sundt, beskyttet miljø i balance” (art. 33) — hvilket strider stik imod visse andre dele af forfatningen, herunder art. 355, der slår fast at “industrialiseringen og kommercialiseringen af naturressourcerne er en statslig prioritet” (egne oversættelser), som blandt andre Eduardo Gudynas pointerer (http://gudynas.com/wp-content/uploads/GudynasPorQueBoliviaNoReconoceDere...). Dertil kommer en “Lov om Moder Jords rettigheder”, der altså ikke er en del af forfatningen og igen har været underlagt højere statslige principper om udvikling.

I praksis har disse modsætninger udspillet sig med en hastigt ekspanderende minedrift og naturgassektor, herunder i ellers beskyttede naturområder og flere oprindelige folks territorier, alt imens naturens rettigheder besynges. Et højt profileret eksempel som motorvejen gennem området TIPNIS, hvor den daværende bolivianske regering så stort på kravet om at konsultere lokalbefolkningen og slog brutalt ned på efterfølgende protester, viste også kløften mellem tale og handling, når det kommer til naturbeskyttelse. (https://cedib.org har mange gode udgivelser om disse emner)

Med andre ord, tingene er mere komplekse end som så, og hvis idéen om juridiske rettigheder til naturen skal få fremdrift, er det nødvendigt at forholde sig til substansen snarere end retorikken i fortilfælde som de latinamerikanske.