Kronik

Da min ekskæreste tog sit eget liv, vidste jeg ikke, om jeg havde ret til at føle sorg

Min ekskæreste tog sit eget liv en måned efter, jeg havde forladt ham. Det efterlod mig med en kompliceret sorg, der var svær for mig at finde plads til og svær for andre at forholde sig til. For hvem har ret til at sørge, og hvor meget? Det spørger Katrine Stevnhøj om i dette debatindlæg
En god veninde understregede, utvivlsomt i bedste mening, min lavtrangerende plads i sorgens hierarki: »Ikke for at negligere din sorg, men tænk på hans børn. De har mistes deres far.« Og det er jo for så vidt sandt. Jeg har ikke mistet et familiemedlem. Ikke engang en kæreste. Han var jo allerede min eks. Så kan jeg virkelig tillade mig sådan at tilegne mig denne sorg, spørger Katrine Stevnhøj i kronikken.

En god veninde understregede, utvivlsomt i bedste mening, min lavtrangerende plads i sorgens hierarki: »Ikke for at negligere din sorg, men tænk på hans børn. De har mistes deres far.« Og det er jo for så vidt sandt. Jeg har ikke mistet et familiemedlem. Ikke engang en kæreste. Han var jo allerede min eks. Så kan jeg virkelig tillade mig sådan at tilegne mig denne sorg, spørger Katrine Stevnhøj i kronikken.

Debat
10. december 2020

I september i år forlod jeg en mand, jeg elskede. En måned senere tog han sit eget liv.

I dødens efterspil må de overlevende genfinde fodfæstet. Livet føles pludselig som et absurd teater, hvor vi forventes at indtage en ny rolle. Rollen som efterladt. Med døden følger sorgen, men med sorgen følger ingen drejebog, og jeg kender ikke mine replikker. Omtaler jeg ham som min kæreste eller som min ekskæreste? Er den forskel overhovedet vigtig? Hvor hurtigt burde jeg komme videre med mit liv?

Særligt et ubehageligt spørgsmål er begyndt at rumstere i mit indre: Er jeg berettiget til min sorg?

Vi mødte hinanden i februar i år. Sammen med ham føltes det, som om jeg var hjemme. Vi indledte hurtigt et forhold, og der gik ikke lang tid, før vi talte om at flytte sammen. Vi havde begge en oplevelse af at have fundet en del af os selv, som vi ikke vidste, manglede.

Det viste sig dog, at kærligheden ikke overvinder alt. Han havde tre børn fra et tidligere ægteskab, og vi kunne ikke blive enige om, hvordan vores fælles tilværelse skulle se ud. Derudover fik han det tiltagende dårligere psykisk. En tilstand, hvis alvor alle omkring ham opdagede for sent. 

Hjælp mod selvmord

  • Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker.
  • Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 201 201.
  • Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Sorgens hierarki

Den, som har haft døden og dermed sorgen tæt inde på livet, har også stiftet bekendtskab med omverdenens berøringsangst og manglende forståelse. De tomme floskler om tiden, der nok skal læge alle sår, og om den døde, der ønsker, at de efterladte skal leve videre. De velmenende kommentarer, som rammer det forkerte sted.

I min situation er jeg stødt på en særegen type af kommentarer, som har at gøre med min relation til ham, jeg har mistet:

»Jamen, var I ikke gået fra hinanden?«

»Det havde jo været noget andet, hvis I havde været sammen i mange år.«

»I havde jo alligevel ikke en fremtid sammen.«

Afarterne er mange, men essensen den samme. Jeg er ikke i tvivl om, at kommentarernes ophavsmænd forsøger at lette sorgen fra mine skuldre. Men det gør de ikke. Det, de reelt gør, er at vurdere min sorg. Veje den. Bedømme min ret til den. En god veninde understregede, utvivlsomt i bedste mening, min lavtrangerende plads i sorgens hierarki: »Ikke for at negligere din sorg, men tænk på hans børn. De har mistes deres far.«

Og det er jo for så vidt sandt. Jeg har ikke mistet et familiemedlem. Ikke engang en kæreste. Der er ikke en tom stol i min cirkel. Han var jo allerede min eks. Passé. Og kan jeg virkelig tillade mig sådan at tilegne mig denne sorg? Er den ikke forbeholdt de nærmeste?

En videnskabelig artikel publiceret i 2019 berører netop denne problematik. I sin artikel »Who Has the Right to Mourn? Relational Deference and the Ranking of Grief« undersøger professor emeritus i psykologi Harvey Peskin sorg som et hierarkisk system, hvor vores relationelle tilknytning til den afdøde bruges til at vurdere tyngden af vores sorg.

Ifølge Peskin eksisterer der en form for socialt sorghierarki. Der hersker eksempelvis bred enighed om, at tabet af et barn er den største sorg, et menneske kan at udsættes for. Omvendt indtager sorg for de ældre, inklusive blandt ældre, der sørger over hinandens død, en lavere rang af sorg.

Ud fra denne sociale norm kan det virke upassende at udtrykke dyb sorg over for eksempel at have mistet en aldrende forælder. Men et tab, om det så er tabet af et barn, en forælder, en partner, en ven, en bror eller en søster, er altid tabet af en unik relation og bør, ifølge Peskin, ikke klassificeres i et hierarkisk forhold til hinanden.

For hierarkiet underminerer sorgens subjektive og komplekse natur. Sorgen kan manifestere sig som både skjult eller åben, undertrykkende eller rensende, nedbrydende eller genoprettende. Hvis den sørgende på grund af sociale normer føler sig presset til at undertrykke sin smerte, forsvinder sorgen ikke. Den risikerer derimod at gå fra at være en sund reaktion på tab til at være en patologisk tilstand af kompliceret sorg.

Sorgens ritualer

En vigtig del af en sund sorgproces er de kulturspecifikke overgangsritualer, som følger et dødsfald. Først bliver den triste nyhed videregivet til venner og bekendte. Der kondoleres fra nær og fjern. Vi sender tanker og blomster. Vi bisætter, brænder, begraver, græder, drikker gravøl og kondolerer endnu en gang. Nok er vi dårlige til at tale om døden, men vi kender alle dens ritualer.

Jeg følte mig malplaceret i min egen sorg, og på tidspunktet for bisættelsen var jeg så tynget af skyld over hans død, at jeg besluttede mig for at blive væk. Tre børn havde mistet deres far, og jeg følte mig ansvarlig, fordi det var mig, der havde forladt ham. Jeg følte mig ikke berettiget til den store sorg, jeg følte, og jeg ville ikke tilegne mig en plads i sorghierarkiet, som ikke var min.

Fjorten dage inden han begik selvmord, talte vi sammen i telefonen. Hans stemme lød sammenknuget, da han flere gange insisterede på, at jeg skulle sige farvel til ham. Jeg forstod først alvoren af denne forespørgsel, da det var for sent. Jeg nægtede ham et farvel og foreslog i stedet, at vi skulle tales ved. Det gjorde vi ikke, og det kommer vi aldrig til igen, men ordlyden af vores sidste samtale runger stadig hjemløst i mit sind.

»Vi var jo gået fra hinanden,« hører jeg mig selv sige. Jeg reciterer på autopilot. Men sorgen bliver ikke mindre af den grund. Han var det eneste andet vidne til vores tosomhed. Når man mister nogen, man elsker, mister man ikke bare den afdøde, men også den unikke relation, man havde sammen. Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt den relation virkelig har fundet sted.

Da vi gik fra hinanden, fjernede jeg alle spor fra vores forhold. Jeg slettede samtlige beskeder og billeder på min telefon. Jeg smed alt det, han havde efterladt i min lejlighed, i genbrugscontaineren. Beviserne på vores forhold syntes på daværende tidspunkt ubærlige. Nu er deres fravær ulideligt.

Hjemløse minder

Når man afslutter et forhold, siger man farvel til en fælles fremtid. Det er et faktum, som man affinder sig med. Min kæreste og jeg skulle ikke dele en fremtid. Men vi delte en fortid. Fælles erfaringer. En fælles erindring. Og nu er der kun en tilbage til at holde fortiden i live. Man siger, at sorg er hjemløs kærlighed, men sorg er også hjemløse minder. Jeg har mistet den samme person to gange. Jeg mistede ham og vores fremtid, da jeg forlod ham. Og jeg mistede ham og halvdelen vores fortid, da han forlod livet.

Sorgen er ikke et nulsumsspil. Den kan ikke vejes, måles og fordeles blandt de efterladte. Vi kan ikke frarøve andre deres smerte, ligesom vi heller ikke bare kan lægge byrden fra os, hvor meget vi end ønsker det. Jeg forsøger ikke at sammenligne mit tab med det tab, som min kærestes børn har lidt. De er blevet frarøvet deres far mange år for tidligt. Det er noget andet, og jeg ønsker ikke at foregive, at jeg forstår deres smerte. Min pointe er, at vi ikke kan og ikke bør relativisere vores sorg ved at perspektivere den til andres.

Knap to uger efter hans død gik jeg en tur med en veninde. Hendes stemme knækkede, da hun talte om ham. Ikke fordi hun kendte ham. Ikke fordi der nu var en tom stol i hendes cirkel. Den knækkede, fordi hun tog et lille stykke af mit tab på sine skuldre. Vi kan ikke mindske sorgen ved at tale den ned, men når vi anerkender dens tilstedeværelse, kan vi hjælpe hinanden med at bære dens byrde.

Katrine Stevnhøj er kandidat i østeuropastudier og litteraturhistorie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for dit mod og vigtige bidrag til en samtale, der først lige synes begyndt i vor tid..

Estermarie Mandelquist, Josephine Kaldan, Rikke Nielsen, Erik Winberg, Nette Skov, Pernille Larsen og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

09/dec/2020

Kære Katrine Stevnhøj,
selvfølgelig har du da lov og
ret til at føle det, du føler -
uanset at det, der er foregå-
et, også er smertefuldt for dig.

Kærlig hilsen
Claus

Estermarie Mandelquist, Viggo Okholm, Rikke Nielsen, Erik Winberg og Nette Skov anbefalede denne kommentar

Måske tænker du for meget. Du har vel din sorg. Der er nok ingen facit liste. Det er vel som det er. De følelser der kommer til dig.
Ole Jørgensen

@ I min situation er jeg stødt på en særegen type af kommentarer, som har at gøre med min relation til ham, jeg har mistet:

»Jamen, var I ikke gået fra hinanden?«

»Det havde jo været noget andet, hvis I havde været sammen i mange år.«

»I havde jo alligevel ikke en fremtid sammen.«

Afarterne er mange, men essensen den samme. Jeg er ikke i tvivl om, at kommentarernes ophavsmænd forsøger at lette sorgen fra mine skuldre. Men det gør de ikke. Det, de reelt gør, er at vurdere min sorg@

Du burde se det som perspektiv. Din veninde har ret, tænk på hans børn. Du har mistet et menneske du havde valgt fra. Det er din ret at reflekterer over det men sorgen tilhører dem der stadig var der til det sidste og børnene som ikke kan få far igen. Måske du lider af skyldfølelse.

Sorg er en følelse. Skam, skyld, glæde, vrede, misundelse, osv er også følelser.

Mine følelser er mine - forsøg ikke at forandre på dem uden min bllligelse.
Dine er dine, selvfølgelig. Selvfølgelig.

Helene Thorup Hayes, Estermarie Mandelquist, Svend Erik Sokkelund og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig har du da ret til at føle sorg. Hvis vi kunne "måtte" føle sorg når en af vore allernærmeste dør, så bliver det underlig forkvaklet. Og det næste spørgsmål må vel så være hvorfor deltager man i begravelser/bisættelser af andre end de allernærmeste, hvis man mener, det kun er forbeholdt for de nærmeste at sørge. At deltage i højtideligeheden er at vise de nærmeste, at tabet og sorgen over et elsket menneske rækker længere ud.
For når man har kendt og holdt af et menneske uanset om det er familie, kæreste(r), naboer , venner, kollegaer osv. så er det da en sorg og et savn, at det menneske nu mangler blandt os levende.
Sorg er da ikke et intellektuelt og filosofisk projekt. Uanset så skal den sørgende have lov til at sørge. og i den forbindelse kommer de fleste af os måske somme tider afsted med at sige noget i bedste mening, som høres anderledes af den sørgende. Det kan man forhåbentlig snakke om og rette op på senere i processen.

Lisbeth Larsen, Bjørn Pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Jeg kan stadig græde, når jeg tænker på vores kat som vi havde i 11 år, og som døde for tre år siden. Selvom vi har fået to nye i mellemtiden...

Estermarie Mandelquist, David Zennaro og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Tak for at dele din personlige og vedkommende historie. Sorg er - tænker jeg - en følelse som vi er fælles om at dele, som noget af det mest hverdagslige - fødsel og død - og som noget af det mest ufattelige. Som digteren siger - sorgen skal ikke grubles, den skal bare pakkes ud.

Ete Forchhammer

Sorg som rettighed? Må indrømme at jeg ikke læste kronikken til ende fordi den blev mig for absurd - muligvis missede jeg en pointe?
Men o.k., er det så vigtigt hvad andre mener om ens følelser og adfærd, må man vel gi’ udtryk for den prioritering. Selve det at skrive kan gi’ klarhed, selvindsigt og måske også plads for overvejelser om hvorfor udenforstående siger som de gør, og er der noget i det, jeg kan ta’ til mig?

Vi kan ikke sammenligne sorg eller reagere den efter fortjeneste. Kun den sørgende kender sin egen sorg - at blive bedt om at tænke på dem der har det værre end en selv er ikke hjælpsomt. Tværtimod- det påfører skam og følelsen af ikke- berettigelse til den sørgende, som allerede befinder sig i et pinefuld helvede.

Lisbeth Larsen, Estermarie Mandelquist, Pia Andersen, David Adam og Hanne Holm anbefalede denne kommentar
Thomas Frankfurth

Hej! Du må ikke føle skyld! Kærlighed er ikke at eje, hvorfor en mistet kærlighed til et fortsat forhold mellem jer 2 ikke kan/bør føre til, at din X undsiger kærligheden til sine børn som elsket først! Din X og hans børn har jo altid hinanden at leve for. Skal børnene bebrejde nogen for deres fars død, må det være ham at beklage for manglende kærlighed til dem - og ikke dig! Jeg har selv været i samme svære overvejelser som han! Lev vel - der er ikke noget at laste dig for! Mkh Thomas, 81 år

Marianne Ljungberg

"videre med mit liv" - den faste vending. Altså, bliv i dit liv! Du skal selv søge og tage ansvaret for det.

Henrik Ljungberg

Sorg bygger på følelser. Det er hverken noget man har ret til eller pligt til. Det kommer helt af sig selv, hvis man har følelser for en anden person. Hvad man føler og hvorfor kan være endog meget individuelt. Men hvad andre måtte mene om det er mindre vigtig. Det vigtige er hvad netop du føler i situationen.

Flot kronik.

En typisk reaktion på sorg er at blive mindre social, sikkert ofte fordi at man ikke kan holde ud at få afvist sine følelser (hvilket jo sansynligvis er sket, når skribenten må stille spørgsmålstegn ved om hun overhovedet havde ret til at føle sorg).

Det er ganske ubehageligt at føle sig afvist af sine medmennesker, især når man har mest brug for omsorg og tryghed - især den tryghed som ligger i at føle sig forstået, og visheden om at andre har gennemgået det samme og har fået det bedre igen. Men det er desværre meget genkendeligt at man som udeforstående enten vil hjælpe eller undgå at forværre den sorg-ramtes tilstand.

Når man selv har oplevet sorg, så kender man også den ængstelse og ensomhed som kommer af venner og bekendtes "råd", som ofte ikke tager udgangspunkt i ens egen situation. Og efterhånden undgår man dem simpelthen.

Som pårørende skal man mestre den utrolig vanskelige evne at lukke røven og lytte.
Reaktioner på sorg er individuelle. Gode råd er ofte ligegyldige.

Det eneste man kan mødes om er følelsen af sorg. Det er i sorgen med andre at man indser at man ikke er alene, at sorgen er kærlighed til et menneske som også var en gave i mange menneskers liv, og at man kan finde omsorg, glæde og varme midt i smerten.

Det er frygteligt at miste nogen man holdt af. Det er smukt at erfarer hvor meget personen betød for en selv og andre. Sorg er jo først og fremmest kærlighed.

Estermarie Mandelquist, Henriette Stevnhøj, Per Langholz og Toke Kåre Wagener anbefalede denne kommentar

Kære Katrine.
Min lillesøster valget livet fra for fem år siden - ganske pludseligt, og så stod vi alle sammen og ønskede at vi havde gjort noget mere.
Selvom det er to forskellige relationer, så genkender jeg alt hvad du skriver i en eller anden grad. Jeg har for eksempel spurgt mig selv, om ikke det var mine forældre, der havde "størst ret" til at sørge. Men nej - det er ikke det, det handler om.
Det handler om den unikke relation, som du så smukt beskriver det. Den fortid, vi to (og I to) havde sammen.
"Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt den relation virkelig har fundet sted." - det ramte mig virkelig dybt, for jeg kender det. Her står jeg, alene med minderne om min lillesøsters og mit dejlige og unikke forhold, men uden hende til at bekræfte mig i, om dén opfattelse er helt hen i vejret. Og det gør fandme ondt.
Hvor er det vigtigt, at vi får pakket det her sorghierarki væk. For prisen er netop at dem, der ikke lige passer ind i det (og de udgør jo et mindretal, hvilket ikke gør den position mindre sårbar) kan udvikle vedvarende og kompliceret sorg.
Jeg ønsker dig alt det bedste,
Kh Senia.

Lisbeth Larsen, Estermarie Mandelquist, Viggo Okholm og Henriette Stevnhøj anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Sorgen er vor egen og må ikke kommenteres. Men det bliver den hensynsløst, misforstået af de der ikke har haft sorgarbejdet inde på livet.

Josephine Kaldan

Sorg er afsked i flere etaper. Din sorg er din, men jeg kender ingen som i forbindelse med at miste ikke overvejer, om de kunne have gjort noget bedre og anderledes.
I har oplevet stor kærlighed og umulig kærlighed, det, der var smukt og godt, står stadigvæk tilbage trods et ulykkeligt endeligt.
Nogen oplever det aldrig.

Det lader til, at du arbejder grundigt og analyserende med situationen og dine følelser omkring den, og det er et godt tegn. Alene det at du skriver en artikel om din komplicerede og atypiske sorg og folks manglende forståelse viseer, at du ikke forsøger at undertrykke noget men tager tyren ved hornene. Jeg tror, du kommer igennem det med tiden, det er ikke noget du glemmer, men det kommer ned i en størrelse, der er til at håndtere.

Ét af livets store dilemmaer. Vi kommer alle til at miste. Jeg har nørdet meget i død og måden at komme af dage. Jeg mindes i syvende klasse, kort efter at min mor var død, at jeg skrev en opgave om mordere og særligt typer af mord. Jeg overså dengang medlidensdrabet og så min moders død som en umulig hændelse. Jeg læste dødsannoncer, for at se op der var "jævnaldrende" som kom af dage og fandt kun John Lennon som blev skuddræbt af en sindsforvirret som tilmed fik dom på min egen fødselsdag. Dada! Men tabet af hende og hele min famile, som gik i opløsning, gjorde det ved mig selv. At jeg fremover, altid står udenfor. Under, over, ved siden af - men - altid alene.

Det er blevet til mange psykolog seancer - men mest af alt, gemte jeg sorgen i arbejde og jeg gav mig 100%. Som en duracell-kanin i 39 år. Nu som 53-årig, ved jeg ikke længere, hvad jeg kan, selv om jeg er dygtigere end mange. Jeg blev lidt fanden-i-voldsk, så alting kunne realiseres. Det er grunden til at jeg også skriver her.

På Ærø, hvor jeg bor lige nu. Er vi ved at afskaffe lægevagten. Dvs. lægevagten skal ikke længere køre ud men sidder på det lokale sygehus. Herved, får dem uden bil, som bor i behørrig afstand af bus-ruterne (der er 2) virkelig ringe vilkår. Jeg bor heldigvis vis ud til øens "motorvej", så jeg kan vel smide mig, i min forhave - hvis jeg for lyst til at skære i mine pulsårer - men ikke, vil dø. Bare lidt selskab, for hyggens skyld.

Vi sang "En rose så jeg skyde" ved min moders begravelse i Vartov i 81 så den hænger stadig ved, som en dør, ind til et meget stort afsagn.

Død og at komme af dage er naturligt også selvmorderne. Det er forbudt i de fleste lande, at tage sit liv før udløbsdatoen. Men jeg annerkender at mennesket kan være utilregneligt og derfor kom du til tasterne. Tænk på klub 27´ kendte rock-idoler: Brian Jones, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison, Kurt Cobain, Amy Winehouse og mindst 8 andre. De havde alle et navn og var delvist ubrændt. Da jeg blev 27 ville jeg da leve
Da min ekskone rejste med vores to børn var jeg klar til at tage mig og dem af dage i sådan cirka 2 minutter. Så tilbød min udlejer/arbejdsgiver, at jeg kunne på nedslag i huslejen og så fik han mig. Så jeg endte som nødvendig. Lige nu her i december er pendulet svinget mod unødvendig så derfor bruger jeg min energi - hvor jeg kan.

Så bare kom videre og lad være med at tænke alt for meget på ham. Fordi det ofte påvirker dig psykisk og nogen gange fysisk. Savnet kommer vi aldrig over og pøj pøj med dit videre liv!