Kommentar

Jeg fik al min viden om min krop fra Vi Unge og porno. Sæt sundhed på skoleskemaet

Ligesom mange andre unge var jeg i mine teenageår plaget af et forvrænget syn på sex og de ekstra kilo på min krop, fordi jeg fik min viden om fysisk, psykisk og seksuel sundhed fra internettet. Et karakterfrit sundhedsfag i skolen vil mindske unges mistrivsel, skriver Sara Vardar i dette debatindlæg
Et velfærdssamfund skal påbyde uddannelse i sundhed, da sundhed er fundamentet for vores velvære, mener retorikstuderende Sara Vardar. På billedet ses deltagere i oplysningskampagnen Uge Sex på Heibergskolen i København. Arkivfoto.

Et velfærdssamfund skal påbyde uddannelse i sundhed, da sundhed er fundamentet for vores velvære, mener retorikstuderende Sara Vardar. På billedet ses deltagere i oplysningskampagnen Uge Sex på Heibergskolen i København. Arkivfoto.

Ida Guldbæk Arentsen

Debat
3. december 2020

Jeg vil gerne dele en lille fortælling med jer. Den tager udgangspunkt i en 13-årig pige, som udadtil osede af selvtillid, men inderst inde var dybt usikker. Usikker med stort U.

Usikkerheden udviklede sig i teenageårene og medførte tvangstanker. Hun undertrykte disse ængstelige tanker, da hun i biologi blev præsenteret for psykiske sygdomme, som hun besluttede sig for, at hun bestemt ikke led af. I denne periode gik pigen også i puberteten, hvilket ledte til nye fedtdepoter. Frodigheden var hun uvant med og havde et ambivalent forhold til.

Da hun prøvede den populære 5:2-fastekur, forsvandt kiloene pludselig, men sulten, hovedpinen og trætheden satte ind. Uanset hvor solid en mur, hun konstruerede omkring sin pigekrop, fandt hormonerne en måde, hvorpå de kunne trænge ind. Pigen følte sig forkert, og som hun voksede, voksede Usikkerheden også.

I denne periode begyndte hendes veninder så småt at begive sig ud på den seksuelle rejse. Et bjerg, hun ikke havde besteget endnu. Hun ville gerne, men rygsækken var tung af bekymringer.

Historien er min, men tankerne er universelle. Dette er fortællingen om tankegangen hos en teenager, der har tilegnet sig sin viden om kalorier gennem Google, sin viden om psyken under et kort forløb i biologi og sin viden om sex fra ungdomsmagasinet Vi Unges sexside (og pornografi i al hemmelighed).

Nu kan jeg se tilbage med mine kildekritiske briller, som jeg fik foræret af min skønne historielærer fra gymnasiet, og skrive under på, at tilliden til de førnævnte kilder ikke er i top.

Det er grunden til, at det er nødvendigt med et fag, der uddanner os til at navigere i sundhedsjunglen. Og det er ikke nok at køre en måneds forløb om sundhed, som vi gør med Herman Bang. Angst, onani og kalorietælling forekommer desuden hyppigere end impressionismen!

Et velfærdssamfund skal påbyde uddannelse i sundhed, da sundhed er fundamentet for vores velvære. Og faget skal være karakterfrit, fordi læring skal være formålet. Vi skal gribe ind dér, hvor vi kan skabe en ændring. Vi skal opdrage børn og unge i en sund retning, så de får sundheden ind under huden.

Tal skammen væk

Der ses både en stigning i antallet af overvægtige og i antallet, som lider af anoreksi og bulimi.

51 procent af befolkningen er overvægtige, hvilket skyldes en uhensigtsmæssig livsstil, og ifølge Sundhedsdatastyrelsen har man i perioden 2010-2018 set en stigning på 62,5 procent i antallet af spiseforstyrrede.

Kan I se absurditeten i dette? Jeg ved godt, at det i visse sammenhænge opfattes som noget positivt at stå ud i forhold til flokken, men helbredsmæssigt skal vi tilstræbe at undgå yderpolerne.

Disse tal vidner om, at vores kendskab til sundhed ikke er tilstrækkeligt. Uddannelse i sundhed vil resultere i færre overvægtige og spiseforstyrrede og færre økonomiske udgifter til behandling af livstilssygdomme.

Du kan være i god form og spise varieret, men hvis din psyke er overbelastet, er dit helbred ikke til at prise.

Vi skal uddannes til at spotte orkanen, før den forvolder skade. Derfor skal vi lære at tale om det, der ikke er så sjovt at tale om. For psykisk sårbarhed er ikke en svaghed. Det er tværtimod en styrke at kunne italesætte sårbarheden.

Så lad os tale skammen væk. Lad os aftabuisere ved at tale. Vi skal revolutionere billedet af mentalt helbred for at kreere et bredere billede af, hvad der er ’normalt’.

Seksuel sundhed er velvære

Seksuel sundhed er velvære for krop og sjæl. Lad os give de danske unge den viden, vi selv havde ønsket. Vi Unge og porno må ikke være unges eneste læringskilde.

Opfattelsen af sex præges gennem medier, der idylliserer sex og idealiserer kroppen, selv om der er lige så stor diversitet i udseendet på vores kønsorganer, som der er på udseendet af snefnug.

Derudover har medierne længe portrætteret et patriarkalsk syn på sex – kvinden som giveren, manden som tageren. Men det er vi heldigvis ved at bevæge os væk fra.

Ud over undervisning i sex, onani, prævention, krop, kønsidentiteter og nydelse skal der også undervises i samtykke, grænser, krænkelse, sexisme og voldtægt.

Måske vil det ændre noget ved, at der er for få, som melder seksuelle overgreb på grund af den victim blaming-kultur, der finder sted i samfundet.

Lad os påbegynde denne samfunds- og diskursforandring ved at påvirke holdningen hos dem, der stadig kan påvirkes. Lad os lære børn og unge, hvordan man behandler hinanden. Lad os lære dem, hvad der er rigtigt og forkert.

Lad os skabe et bedre samfund for den kommende generation.

Sara Vardar er retorikstuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg undres mere og mere over, hvad 9 år går med i den danske grundskole. I min tid lærte vi om seksualitet og krop i biologitimerne i 7. klasse, hvor pensum typisk var sat af til at bruge det meste af tiden på mennesket, efter at dyr og planter m.m. havde været endevendt i de 4 foregående år.

Claus Bødtcher-Hansen

03/dec/2020

Kære Sara Vardar,
tak for et godt og yderst relevant
indlæg i Dagblade Information om
noget så livsvigtigt som seksualitet.

Jeg har mere end tredive års erfa-
ring som gestaltterapeut og har haft
yngre, voksne i samtale og par-terapi.

Så jeg forstår dig til fulde og ønsker
dig alt det bedste, du er godt på vej :-) ...

Kærlig hilsen
Claus