Kronik

Her er fire ideer til, hvordan vi ændrer magtforholdet mellem marked og samfund

Meget få vælgere vil betale mere for deres fiskepinde, og endnu færre politikere drømmer om at springe ud som fuldblods-markedskritikere. Men hvis samfundet skal have bukserne på og ikke blot være skadeservice for markedet, skal vi tænke socialentreprenant, skriver selvstændig erhvervsdrivende Mikael K. Bjerre i dette debatindlæg
I supermarkederne møder vi i dag en mur af chips og slik, inden vi når frem til kassen. Det er de varer, vores krybdyrhjerne har sværest ved at sige nej til, og med det store udvalg føles det unaturligt ikke at tage en pose eller to med.

I supermarkederne møder vi i dag en mur af chips og slik, inden vi når frem til kassen. Det er de varer, vores krybdyrhjerne har sværest ved at sige nej til, og med det store udvalg føles det unaturligt ikke at tage en pose eller to med.

Peter Mark

5. december 2020

Hvis vi som samfund og art skal i balance med klodens ressourcer, så er udfordringen ikke mangel på moral. Problemet er forbrug og produktion. Problemet er markedet.

Markedet er i sandhed et underligt sted. Du går i Rema 1000 for at købe appelsinjuice, og på forunderlig vis er du nu med til at opretholde en lejr i Sydamerika, hvor appelsinplukkerne lever under slavelignende forhold. Eller du køber en pakke frosne fiskepinde, og så er der en delfin, der drukner i et net. Man går ikke i Rema, fordi man er gemen. Man går i Rema, fordi man skal bruge appelsinjuice og fiskepinde. De andre ting er bare noget, som markedet tilfældigvis kommer med i pakken. Ikke fordi markedet er ondt, men fordi det tilfældigvis bedst kan betale sig at producere varerne med disse uheldige sideeffekter.

Men markedet er også det mest fantastiske sted. Det giver os appelsinjuice i december og telefoner, der også er penge, lygter og fjernsyn. Markedet giver os arbejde, og tusindvis af iværksættere oplever det emancipatoriske potentiale i at skabe sit eget levebrød, jeg selv inklusive. Markedet finansierer vores velfærdsstat. Uden markedet, ingen piller til de psykisk syge og ingen kunstige knæ til os andre.

Markedet fylder vejene med biler og himlen med fly. Det er markedet, der suger den sidste dråbe olie op og sorterer absurde mængder knust klippe for at finde små glinsende sten til forstadsfruernes lyserøde ører. Markedet er et ADHD-barn med et ustyrligt højt aktivitetsniveau og en meget begrænset social intelligens.

Kan man overhovedet styre dette kolossale monster, der både giver os velstand og kvæler os i vores eget skidt? Kan man overhovedet forestille sig at ændre markedet, så det har flere positive effekter og færre negative? Det fremstår uoverskueligt, men det er ikke desto mindre opgaven.

Fire socialentreprenante ideer

Meget få vælgere vil betale mere for deres fiskepinde, og endnu færre politikere drømmer om at springe ud som fuldblods-markedskritikere. Vi er som samfund ikke i nærheden af at anerkende, at det rigtige problem ikke er klimaet, biodiversiteten, fedme eller ensomhed, men at det er selve motorrummet – markedet – der er problemet. Det er op ad bakke, men vi kommer ikke udenom.

Hvis samfundet skal have bukserne på og ikke blot reduceres til skadeservice for markedet, så skal fremtidens ingeniører være de sociale entreprenører. Det er godt nok en ugleset faggruppe, men det er nu engang dem, der kan arbejde helhedsorienteret i feltet mellem marked, samfund og individ.

Jeg vil her give fire eksempler på socialentreprenante modeller, som ændrer magtforholdet mellem marked og samfund. Hvis man undervejs trækker ufrivilligt på smilebåndet, skal man venligst huske på, at demokratiet som styreform er opfundet af sociale entreprenører.

1. Unddragerfonden

Jeg driver en lille virksomhed, der sælger træ. Vi betaler årligt 9.000 kr. for at være FSC-certificeret, og det betyder, at vi kan sælge træ, som kommer fra skove, der beviseligt er bæredygtigt dyrkede. Merudgiften påføres de kunder, der føler ansvarlighed, og kunder, der ikke har disse fine fornemmelser, vælger produkter uden merudgift til certificering. Alle mærkningsordninger – økologi, Fairtrade osv., virker på samme samfundsskadelige måde. De beskatter de ansvarlige og belønner unddragerne.

Det er en udbredt misforståelse, at man gør verden til et bedre sted, hvis man køber produkter mærket med diverse bæredygtighedsordninger. Sandheden er jo, at man ved dette (måske) ikke gør verden til et dårligere sted – og det er jo noget helt andet. At lade de bekymrede sjæle betale aflad og lade de mest ligeglade slippe billigst, er usund samfundspædagogik – tænk, hvis man gjorde det i børnehaven …

Hvorfor ikke oprette en unddragerfond, hvor de virksomheder, der ikke er certificeret til salg af bæredygtige produkter, betaler for de virksomheder, der er?

Forbilledet er ganske enkelt barselsfonden, hvor alle virksomheder betaler til de virksomheder, der faktisk har udgiften og besværet. På denne måde kunne virksomheder undgå at straffe de kunder, der ønsker at handle ansvarligt.

2. Fair kamp i supermarkedet

De moderne supermarkedskæder ved nøjagtigt, hvilke placeringer der sælger hvad, hvornår og hvor meget. De ved præcis, hvad der sker, hvis man flytter mazarintærterne en hylde op eller en hylde ned. I dag bruges denne viden til at sælge mest muligt til kunderne, og det betyder helt konkret, at vi før kassen møder en ti meter lang mur af chips og slik. Det er de varer, vores krybdyrhjerne har sværest ved at sige nej til, og med det store udvalg føles det unaturligt ikke at tage en pose eller to med. Er varen i kurven, skal den spises, og vi oplever på den lavpraktiske baggrund en fedmeepidemi uden sidestykke.

Dette er en klassisk konflikt mellem samfund og marked. Supermarkederne ønsker ikke at gøre befolkningen overvægtig. Det er bare en lidt uheldig konsekvens i forbindelse med deres optimering af salget.

En ti meter lang mur af chips og slik er ikke udtryk for et frit valg eller en fair kamp. Det ville det til gengæld være, hvis samfundet gav supermarkederne følgende ramme:

Kære købmænd. I kan sælge, hvad I vil i jeres butikker, men det skal foregå på den måde, at frugt og grønt og nøglehulsmærkede produkter får de placeringer, hvor de sælger mest, og fedt- og sukkerfyldte produkter skal stå, hvor de sælger mindst. Hvis det betyder, at frugt og grønt skal op til kassen, og chipsene skal være i starten af butikken, så må det være sådan. I ved som branche præcis, hvordan et supermarked efter disse principper skal se ud. Sæt i gang.

Det er jo genialt. Supermarkederne konkurrerer på samme vilkår, kunderne har frihed til at købe, hvad de vil – og alligevel vil vi alle sammen blive mindre fede og mere sunde.

3. Konebilen skal køre på el

Regner man på det, skal man dags dato enten være idiot eller filantrop for at købe en ren elbil. Problemet er pris, komfort og rækkevidde. Tilskud til elbiler eller afgift på diesel- og benzinbiler er to dyre og ineffektive måder at få flere elbiler på vejene.

En socialentreprenant løsning kunne være at indføre et krav om, at bil nummer to i en husstand skal være en elbil. Kravet kunne begrænses til kommuner med trængsel og luftforurening. Husstande, der kun råder over en elbil, kunne måske sælge dispensationer til husstande, der ønskede to benzinbiler osv.

Ja, ja, man kan allerede høre hyl og jammer. Folk vil snyde, der er ikke ladekapacitet nok osv., men det sunde og retfærdige i dette krav er, at husstande med en diesel- eller benzinbil har rækkevidden, og at mange ’konebiler’ kunne blive elbiler eller slet ikke købt. Begge dele til gavn for den grønne omstilling.

Og husk lige: Man kan kun grine af en socialentreprenant idé, hvis man selv har en bedre, og det er meget sjældent, at grinebiderne ikke bare er helt almindelige unddragere uden andre ideer end at dukke nakken og håbe, det går over af sig selv.

4. Opret et markedsting

Ovenstående tre eksempler ændrer styrkeforholdet mellem samfund og marked på afgrænsede områder. Men hvis det kræver et folketing at styre folket, så er de vel også rimeligt at have et markedsting til at styre markedet?

Et markedsting skal ikke lave love eller opkræve skatter. Et markedsting skal udarbejde og administrere socialentreprenante ordninger (som de tre eksempler), der skånsomt begrænser markedets utilsigtede skadevirkninger på klima, miljø, mennesker og samfund.

Det ville ikke være urimeligt at vælge 179 personer til denne meget store og komplekse opgave. Det er måske endda nødvendigt, hvis den nordiske velfærdsstat skal vedblive at være netop det.

Mikael K. Bjerre, stifter og daglig leder af netværket Mand & bil samt ejer af BIOBYG.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Esben Lykke
  • Lise Lotte Rahbek
  • Olaf Tehrani
  • Mette Johansson
  • Ejvind Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Christian Mondrup
Kurt Nielsen, Esben Lykke, Lise Lotte Rahbek, Olaf Tehrani, Mette Johansson, Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

Allerede i 60-erne og 70-erne diskuterede ungarske kritiske marxister i Budapest-Skolen (bl.a. Agnes Heller) markedet som modmagt til en vilkårlig og bureaukratisk stat. Dagens kronik er et interessant bidrag til den diskussion.

Jørgen Rasmussen, Ejvind Larsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

I mange år har de borgerlige politikere presset os imod minimalstaten for at øge virksomhedernes magt. Nu vokser statens magt igen. Men paradoksalt nok formindsker staten også her borgernes magt. Vi går mere imod minimaldemokratiet.

Minimaldemokratiet er målet når borgerne presses ned af overmagten. Vi har en hel pyramide af overmagt over os, og tilbage står de magtesløse borgere. Uden borgermagt er demokratiet en tom skal, en facade. Vi kan udskifte 1/3 af de mindre betydende politikere en gang hvert fjerde år, men ikke bestemme over vores egne forhold. Resultatet er tydeligt; vores boliger rives ned og vi tvinges ud i de fattige yderkommuner. Vores forhold er under tvang, uden frihed.

Særligt i disse dage ser vi at ejerne af virksomhederne får penge fra staten, ikke børnene i de fattige kvarterer, tværtimod. Det er magten. Hvor langt ned kan man presse borgerne, især underklassen, ned i magtesløshed, før de gør oprør? Det får vi snart at se. Der diskuteres en hel del i disse dage om hvordan vi får demokratiet tilbage, hvor borgerne bestemmer og har magten - har borgerne nogensinde haft magten? Det land ser helt anderledes ud hvor borgerne bestemmer, uden fattigdom og uden tvang. Når virksomhederne og politikerne rotter sig sammen, imod borgerne virker demokratiet ikke længere. Der er lang vej før underklassen kommer ud af magtesløsheden, det virker i øjeblikket som tågesnak.

Kan man overhovedet styre dette kolossale monster der kvæler planeten? Det fremstår umuligt. Koralrevene og en hel del arter står ikke til at redde. Hvordan er magten nået helt derud hvor den tænker at markedets overlevelse er vigtigere end de levende væseners? Vi er nødt til at kæmpe for vores overlevelse, ikke milliardærernes.

Problemet er markedets magt, det er ikke en sideeffekt, det er en indbygget hensigt. Penge er magt. Oprettelse af et tandløst markedsting uden magt vil ikke ændre styrkeforholdet mellem samfund og marked. De borgerlige politikere har i deres overvenlighed imod landbruget (og afhængighed af donationer) forsøgt at indføre frivillighedsprincippet for CO2-reduktion, men intet skete, ingen reduktion.

Lad os beskrive magten som den er, nemlig en overmagt der er opbygget over flere århundrede år, og stærke kræfter kæmper verden over for at udbygge den. De danske politikere har gennem EU forhandlet om at flytte magten væk fra borgerne og derved demokratiet. Magten flyttes op i mere uoverskuelige kredse, hvor ejerne af de store virksomheder har fri adgang. EU-Kommissionen forhandler med overmagten om at deregulere markedet og at stække staternes magt. De vigtigere markedsorienterede love træffes højere oppe, så langt væk fra borgerne som muligt. Højere oppe har vi WTO, de andre unioner, de største virksomheder samt - TTIP?

Monopolerne vokser verden over, det tales der meget om i disse år, men nu er der mindre tiltag i USA, der har til hensigt at stække de store techfirmaers overmagt over milliarder af menneskers liv. Techfirmaerne har magt større end flere stater. Techfirmaernes skatteunddragelse er et andet område hvor deres overmagt tydeligt kommer til syne. Magten ligger oftest i pengene, de største virksomheder kræver, og får det, lovgivning som begunstiger den selv, særbehandling, de kræver af staterne, at der ikke er de normale regler for dem. Finansvæsenet har deres helt egen særstatus på lovgivningsområdet, og deres helt eget forum hvor Kasinoerøkonomien kører udenom samfundene.

Er det ikke underligt at tale om markedets magt, når de 90 % af virksomhederne i DK er små eller deromkring? Burde de fleste virksomheder herhjemme ikke gøre mere for at stække de stores magt? Bliver de små virksomheder ikke snart spillet ud af f.eks. Amazon?

Eva Schwanenflügel, Just Worm, Torben Arendal og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar

Tak for virkelig inspirerende tanker om vores mulige fejlfortolkninger af, hvad der bør ændres i samfundet for at løse nogle store fælles udfordringer. Er lidt nysgerrig på hvilke faggrupper eller uddannelser, der oplagt ligger bag en såkaldt socialentreprenant! For de lyder tiltrængte...

Markedet siger de producere det forbrugere efterspørger. Jeg siger forbrugerne køber det markedet tilbyder. Det er på højeste tid den deregulerede kapitalisme og det deregulerede markedet kommer under offentlig kontrol igen. For det er den deregulerede kapitalisme og det deregulerede marked, som ødelægger jorden og menneskers tilværelse og lader delfiner drukne.

Fremover er jeg færdig med at købe appelsinjuice og fiskepinde hos Rema. Nu køber jeg dem hos Fakta. For jeg vil ikke acceptere mennesker lider under appelsinjuice produktionen i de varme lande og jeg vil ikke have fiskepinde på bekostning af døde delfiner.

D. Joelsen, Torben Arendal og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Lykkes bestræbelserne som skitseret her, så skal vi vel også tæmme nethandelen. Det bliver ganske (umuligt?).

Torben Morten Lund

Det gennemsigtige marked, forener vidt forskellige kvaliteter og udtrykker det i en pris, der så kan bruges til rangering og valg. Genialt øjebliksbillede, der kan realiseres.

Af et glas rødbeder til ca en 15 kr, går der under 'en kroner til landmanden. Jeg ville meget gerne betale 17 kroner for rødbederne, for at landmanden kunne få mere end det dobbelte for nogle sunde økologiske rodfrugter. Det samme med tøj fra Bangladesh eller fiskepinde fra Irma. Og jeg er sikker på at mange andre også ville gøre det. Problemet er at sådan som produktkæden er opbygget, så har man ikke den mulighed. Selv bæredygtig kakao bliver plukket af underbetalte børn. Øv.

Jesper Graugaard

En lavere beskatning af Danske statsborgeres aktieafkast på grønne danske virksomheder og virksomheder, der omstiller grønt fremmer uden tvivl grøn vækst, tænker jeg med dette indspark

Henrik Forsberg

Hvorfor skriver du ikke bare direkte hvad dine forslag er: Centraliseret vareindkøb og centraliseret produktion uden markedmekanismer hvadenten de er frie eller reguleret. Opgaven skal udføres af nutidens helte de sociale entreprenører ("demokratiet som styreform er opfundet af sociale entreprenører"). Centraliseringen skal bruges til at "samfundet" (so jo er os alle sammen) gør lige hvad der er nødvendigt for at "redde jorden", sådan som det er udlagt af vores socialentreprenante helte - Det er forsøgt flere gange før af arbejdets helte, så der er jo mange historiske erfaringer at trække på.