Adolf Hitler Uunona I
Adolf Hitler har vundet et lokalvalg i området Oshana i den tidligere tyske koloni, Namibia. Ja, den er god nok. En mand ved navn Adolf Hitler Uunona, som stiller op for regeringspartiet SWAPO, fik 1.196 stemmer, hans modkandidat måtte nøjes med 213.
Adolf Hitler Uunona II
Ja, okay, det kræver måske lige en forklaring: Adolf Hitler Uunonas far valgte simpelthen at opkalde sin søn efter Adolf Hitler. Til avisen Bild siger Adolf Hitler Uunona, at hans far formentlig ikke helt vidste, »hvad Adolf Hitler stod for«.
Adolf Hitler Uunona III
Adolf Hitler Uunona fortæller, at han heller ikke tænkte så meget over sit navn, da han var barn. »Jeg så det som et fuldstændig almindeligt navn. Først da jeg blev ældre, forstod jeg, at denne mand ville erobre verden,« siger Adolf Hitler Uunona.
Adolf Hitler Uunona IV
Adolf Hitler Uunona understreger, at han ikke sympatiserer med sin navnebror: »At jeg har det her navn, betyder ikke, at jeg vil erobre Oshana,« siger Adolf Hitler Uunona »Det betyder ikke, at jeg stræber efter verdensherredømmet.«