En planet af ting
2020 blev året, hvor alle planetens menneskeskabte ting overhalede al klodens organiske materiale målt i samlet vægt. Tilsammen vejer de ting, vi mennesker har skabt, altså nu mere, end alt det, planeten har skabt af egen drift.
En planet af ting II
Det viser et nyt studie, som også anslår, at de menneskeskabte ting kun vejede tre procent af den samlede biomasse i år 1900. Som Bill McKibben skriver i New Yorker: »Dengang vi var en lille del af et stort billede. Ikke længere. Nu lever vi på en planet af ting.«
Vis mig din søgehistorik, og jeg skal fortælle dig, hvem du er! Hvert år får vi et lille koncist portræt af den egentlige nationalsjæl, når Google afslører, hvad danskerne har søgt mest på det forgangne år. 2020’s mest googlede dansker var den radikale politiker Lotte Rod, nummer to var Morten Østergaard.
Google II
Ikke overraskende er årets mest googlede spørgsmål »Hvor mange danskere er smittet med corona?« Nummer tre er det aktuelle »Hvem er præsident i USA,« mens nummer ti på listen er den næsten eksistentielle undren, som rammer mange af os til storebededag: »Varme hveder – hvorfor?«