Gråvejr I
Hører du til dem, der godt kan lide at finde en årsag til alting, og som finder dyb tilfredsstillelse i at finde ud af, præcis hvorfor din baby græder, og hvorfor medicinpriserne konstant skifter, så kommer her en god forklaring på, hvorfor du måske går rundt og er lidt trist.
Gråvejr II
Og for en gangs skyld er svaret ikke, at det skyldes corona – i hvert fald ikke kun. For de seneste 11 dage har solen ifølge TV 2’s vejrguru Peter Tanev samlet set kun skinnet 1,2 time. Vi tager den lige igen: 1,2 time! Det svarer rundt regnet til syv minutters dagligt solskin.
Gråvejr III
Nogle dage har du formentlig slet ikke nået at fange én eneste solstråle. Måske har du siddet i møde i de minutter, solen kiggede frem. Måske har du siddet på lokum eller været i kælderen med vasketøj. Pointen er, at du stort set ikke har set solen, og det bliver man skør af.
Gråvejr IV
Så før du graver dig for dybt ned under dynen med psykologihåndbogen og freudianske teorier om alt det, der kan være gået galt i din barndom, så slå koldt vand i blodet, og tænk på, om din tristesse kun skyldes vejret? Den gode nyhed er, at solen altid kommer igen.
Min filosofilærer spurgte os nu, om hvordan vi kunne vide, at solen står op i morgen. Da vi svarede, at det plejede den at gøre, så henviste hun til hønen og bondekonen, som hver dag kommer med mad, lige ind til den dag, hvor hun også har en økse med. ;-)