Har du nogensinde tænkt over, hvor materialet bliver af, når dine bildæk slides? Det er beregnet, at der alene i Europa årligt dannes 1,3 million ton partikler fra slid på bildæk. Dæk indeholder for det meste syntetisk gummi samt fyldstof og mange forskellige kemikalier. Nogle partikler hvirvles op og bidrager til forureningen med partikler, men de fleste skylles af vejen, og mange ender i vandløb og søer. Bildæk leverer de fleste mikropartikler til havet. Man regner med, at det på globalt plan drejer sig om en halv million ton pr. år.
Gennem nogle år har man observeret et stort antal døde laks, som var på vej til at gyde i vandløb i USA. Efter omfattende kemiske og toksikologiske undersøgelser fandt et amerikansk forskerteam, at stoffet 6PPD og omdannelsesproduktet 6PPD-quinon forårsagede fiskedøden. 6PPD tilsættes materialet i dækket for at hindre nedbrydning ved iltning. Begge stoffer er meget giftige for fisk og for vandlevende smådyr. Deres undersøgelser er offentliggjort i det ansete tidsskrift Science.
Det er oplagt at forbyde 6PPD som antioxidant i bildæk. Imidlertid indeholder bildæk også andre giftige kemiske stoffer og er en af de største bidragydere til mikroplast i naturen. Transport med lastbiler og busser resulterer i dannelsen af op til et gram slid på dækkene pr. kørt kilometer. Personbilers dæk slides mindre, men tunge SUV-køretøjer resulterer også i betydeligt slid på dækkene. Sliddet øges med hastigheden.
Forureningen med mikroplastic og kemikalier kan reduceres gennem mindre vejtrafik, hvilket også ville gavne klimaet. Langt mere godstrafik kan flyttes over på skinner. Lette køretøjer og cykler kan favoriseres, og der kan indføres flere begrænsninger på hastigheden på vejene. Den massive forurening med mikropartikler fra biltrafikken skal tages alvorligt, både af hensyn til forureningen af miljøet og som en del af klimaindsatsen.
Af Hans Løkke, fhv. forskningschef
Jeg vidste at en stor del af mikroplast stammer fra dæk, men dette stof har jeg ikke hørt om før nu. Det lyder skræmmende. Endnu et argument for at det ikke er nok at erstatte fossile brændstoffer med el. Hele transportsektoren og behovet for transport skal reformeres.
Lillian Larsen. Jeg er enig i at hele transportområdet skal reformeres. Oplysningerne om 6PPD er helt nye, men forureningen med mikroplast og kemiske stoffer har været kendt længe.
Et studie beskriver en større ophvirvling af mikroplastpartikler fra dæk- og bremseklodsslid end hidtil antaget. Altså partiklerne lander direkte i folks luftveje gennem indånding. The Guardian har talt med en forsker bag studiet. I øvrigt tak for at påpege problemet: https://www.theguardian.com/environment/2020/jul/14/car-tyres-are-major-...