Georg Metz: Trumps brændte jords taktik rækker langt ud over hans embedsperiode

Donald Trumps sidste uger som præsident minder om de tyske soldater under Anden Verdenskrig, der under flugten fra Den Røde Hær påførte russerne ødelæggelser for ødelæggelsernes skyld. Den fremgangsmåde letter ikke udsigterne til senere forsoning, men det er heller ikke meningen
Trump sørger i disse dage for at destruere de ordninger og aftaler, der sikrer ellers ikkeudskiftelige embedsmænd mod vilkårlighed i den nødvendigvis enorme amerikanske føderale administration. Med de landsskadelige dispositioner er over et århundredes relative fredsommelighed i magtskiftet tilsidesat i en proces, der normalt forbindes med forberedelser til sammenbrud og borgerkrig, skriver Georg Metz i denne kommentar.

Trump sørger i disse dage for at destruere de ordninger og aftaler, der sikrer ellers ikkeudskiftelige embedsmænd mod vilkårlighed i den nødvendigvis enorme amerikanske føderale administration. Med de landsskadelige dispositioner er over et århundredes relative fredsommelighed i magtskiftet tilsidesat i en proces, der normalt forbindes med forberedelser til sammenbrud og borgerkrig, skriver Georg Metz i denne kommentar.

Jonathan Ernst

Debat
11. december 2020

Tyske soldater under Anden Verdenskrig sidder på et tog på vej ud af Rusland på flugt fra Den Røde Hær. Efter toget er koblet en slags omvendt plov smedet af vældige kroge i kreds som eger i et hjul, hvis funktion er, som toget passerer at flå jernbanesvellerne over og ødelægge jernbanen. Soldaterne griner og udfører Hitlers befaling om den brændte jords taktik.

Det gælder om at påføre fjenden så mange uoprettelige skader som muligt. Ødelæggelserne rækker langt ud over de konkrete fjendtligheders ophør. Det er ødelæggelser for ødelæggelsernes skyld; destruktionen af de russiske baner havde ikke afgørende betydning for russernes offensiv.

En fremgangsmåde af den art letter ikke udsigterne til senere forsoning. Det er heller ikke meningen. Fjendskabet udmåles i evigheder. Eller i bedste fald så længe befalingens ophavsmand bestemmer.

Følger man i disse dage de amerikanske medier, mens de i bestyrtelse dækker Donald Trumps sidste uger i Det Hvide Hus, dukker billedet af det tyske tog op på nethinden i noget, der ligner et rullende statskup – eller en fjendtlig aflevering. På alle tænkelige og utænkelige måder saboterer Trump og hans følgesvende overgangen fra en afgående regering til den tiltrædende. Man skulle ikke tro, at de bor i samme land.

Radikaliseret retorik

Trump sørger nu for at destruere de ordninger og aftaler, der sikrer ellers ikkeudskiftelige embedsmænd mod vilkårlighed i den nødvendigvis enorme amerikanske føderale administration. USA’s politiske civilisation har hidtil tilsagt præsidenternes respekt for det uafhængige embedskorps integritet og jobsikkerhed. Meningen er selvfølgelig at sikre kontinuiteten, der i sig selv er et problem med udskiftningerne på alle højeste embedsmandsposter. De almindelige forretninger skulle trods chefudskiftningerne gerne kunne fortsætte over i næste regering, så forvaltningen hænger sammen.

Med Trumps landsskadelige dispositioner er over et århundredes relative fredsommelighed i magtskiftet tilsidesat i en proces, der normalt forbindes med forberedelser til sammenbrud og borgerkrig.

Trumps fjendtlige handlinger, akkurat som massakren på de russiske sveller, rækker langt ud over hans embedsperiode og truer i radikaliseret retorik den demokratiske union, han svor at beskytte og forsvare. Hidset til hysteri af afguden selv kræver menigheden personer på lovens side kastet i fængsel.

Amerikansk inspiration

Uforsonlighed er de yderliggåendes parameter. Åbenbart inspireret af den hadefulde amerikanske løgnhals istemmer også folk her i landet urovækkende toner. Berlingske mener på lederplads, at Mette Frederiksen er en forbryder; Søren Pind hævder at se en tsunami af venstreorienteret ensretning pisket op af den socialdemokratiske regering, og Inger Støjbergs berygtede tale til den indre bølle tog afsæt i selve sumpen.

Men de skarpe udfald synes ikke at slå rod. Heller ikke da den sagtmodige Ellemann-Jensen kronisk forsinket forlangte regeringens afgang, hvilket jo betyder valg. Et par dage efter måtte formanden indse, at Venstre i så fald ville tabe en ordentlig røvfuld mandater, mens Mette Frederiksen støt går frem og tangerer magiske 30 procent.

Berlingskes politiske orakel Thomas Larsen kunne ikke få meningsmålingerne til at passe; ikke med den virkelighed, hvori kommentatorfeltet trækker luft ind, og hvor den forsamlede forargelse over regeringens kritisable fejltrin ifølge visdommen burde sende samtlige landets grundlovsbevidste traktorkørere ud på landevejene og resten af folket i march mod Statsministeriet med løftede kageruller og golfkøller.

Men folket lytter fortsat til Frederiksen og deler hendes tårer over minkens tunge skæbne.

Ikke fordi det hele er så mystisk. Fejlene i regeringen vejer objektivt ikke tungere end de regeringsforanstaltninger, der var årsagen til dem: I det store regnskab er fejlene på fejl ikke farlige og præcedensskabende. Snarere tværtimod.

Apparatet fungerede

De procedurer, lovlige eller ej, der svigtede i beslutningsakten og stillede fedtefadet ud på bordet, kan forhåbentlig få statsminister og embedsværk til at genoptage det engang så forstandige analysearbejde af vilkår i regeringsapparatet for at skabe mere sikre kommandostrukturer og forfine magtudøvelsens præmisser.

Engang foregik et administrationsvurderende kommissionsarbejde, som den kreative Anders Fogh Rasmussen kværkede. Den kommission bør genopfindes med henblik på statsadministrationens udvikling – blandt andet med understregning af embedsværkets pligt til altid uanset persons rang og anseelse at være aktivt på vagt over for ministres ordrer.

Et således fagligt afstivet embedskorps var måske kommet en løbsk minister Støjberg til undsætning, afvist hendes ordrer og frelst hende fra uføret. Her var tale om en mere end principielt betænkelig forvaltning, hvor menneskers legitime rettigheder blev krænket. Støjberg befalede ulovligt i uoplyste sager for at score billige politiske point. Barnebrude! Har man hørt mage!

Regeringens forvaltningsforseelser og let vaklende usikkerhed begav sig, da verden så ud til at bukke under. Uden hastværk og handlekraft kunne vi alle have fået et skub i samme retning med virusbomber af 17 millioner levende smittende mink i de trængte avleres bure.

Apparatet fungerede – trods svigt lykkeligvis effektivt, måske ikke engang ulovligt, blot ikke optimalt. Det kan det komme til.

Men ikke ved at kalde Frederiksen en forbryder, stille futile krav om Frederiksens afgang eller gå i Støjbergs sump, mens Pinds tsunami skvulper i et lunkent glas juleøl.

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tusind tak, hvor er det velgørende at læse din klumme, Georg Metz! Jeg glæder mig altid til den, og bliver aldrig skuffet!
Hanne-Marie Zieler

Claus Bødtcher-Hansen, Gitte Loeyche, jens raahauge, Finn Lindberg og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Anker Sørensen

Her har du godt Ramt plet, Georg Metz, Super god beskrivelse af fakta !

Gitte Loeyche, jens raahauge, Finn Lindberg og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Som sædvanlig stærke pointer
hvordan var det nu det gik med Irak undersøgelsen, Birthe Rønn Hornbech og flygtningesagen, Lauritsen som skatteminister.