Kommentar

Der er intet snusfornuftigt ved at lade private trække milliarder ud af velfærdsstaten

Det nye forbud mod profit i børnehaver og vuggestuer er blevet fulgt af et ramaskrig fra højrefløjen, der mener at repræsentere snusfornuft og pragmatisme. Det er dog lige så ideologisk at ville åbne op for private virksomheder som at ville forbyde det, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg
»Virkeligheden er, at det altid vil være et politisk og ideologisk spørgsmål, hvilket omfang og indflydelse markedskræfterne og profitmotivet skal have i vores velfærd og i vores økonomi,« skriver Pelle Dragsted. Arkivfoto.

»Virkeligheden er, at det altid vil være et politisk og ideologisk spørgsmål, hvilket omfang og indflydelse markedskræfterne og profitmotivet skal have i vores velfærd og i vores økonomi,« skriver Pelle Dragsted. Arkivfoto.

Sigrid Nygaard

Debat
17. december 2020

»Betonideologi«, »korstog mod private virksomheder«, »østtyske tilstande«. Det har ikke skortet på kraftudtryk og analogier fra højrefløjen og erhvervsorganisationerne, efter regeringen som en del af finanslovsaftalen indgik en aftale med støttepartierne, der lukker ned for muligheden for at trække profit ud af driften af børnehaver og vuggestuer.

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, skriver i en leder, at indgrebet er udtryk for en ideologisk tankegang, »som vi ikke har oplevet det i Danmark siden 70’erne«. Det sidste er en pudsig påstand, al den stund at det helt frem til 2005 var ulovligt at trække overskud ud af driften af vores daginstitutioner. Det var det år, hvor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen med et snævert højreorienteret flertal gennemtvang en lovændring, der tillod at oprette private profitbørnehaver, og dermed gjorde op med et mangeårigt princip om, at børneområdet var en profitfri zone.

En samlet opposition fra De Radikale til Enhedslisten stemte imod forslaget, og i en fælles udtalelse lød det: »Det kan ikke slås nok fast, at der må være forskel på at drive en virksomhed, hvis væsentligste mål er at tjene penge, og lede en daginstitution, hvis væsentligste mål er at passe børn og forberede børnene på de udfordringer, de vil møde senere i livet. Hvis daginstitutionernes hovedformål bliver at generere overskud, vil børnene og institutionens forhold komme i anden række.«

Profitmaksimering af fællesskabet

Og det er netop hovedargumentet mod at lade private koncerner skabe profit på velfærd: At det skaber en modsætning mellem børnene og velfærdskoncernernes interesser. Vi vil som skatteydere gerne have den bedste børnehave for vores skattekroner. Koncernerne ønsker sig derimod først og fremmest størst mulig gevinst til deres aktionærer. Og hver eneste krone, der trækkes ud som profit til en ejerkreds, er en krone mindre til børnene.

For at maksimere udbyttet vil en privat koncern søge at nedbringe omkostningerne, og da der ikke er mange muligheder for teknologiske effektiviseringer inden for omsorgsfagene, vil det typisk ske ved at skære i kvaliteten. For eksempel ved at ansætte færre pædagoger eller øge andelen af ufaglært personale. I Norge, hvor profitbørnehaver er langt mere udbredte end i Danmark, har en undersøgelse vist, at de private børnehaver har færre ansatte pr. barn, og at særligt de store kommercielle koncerner sparer på medarbejderne.

Ved at skære på kvaliteten har de norske profitbørnehaver trukket milliarder af skattekroner ud af velfærden. Alene i 2017 blev mere end en milliard norske kroner overført til koncerner og kapitalejere. For de penge kunne de have ansat omkring 2.000 heltidsansatte i deres institutioner.

Privatisering er også ideologi

Højrefløjen gør meget ud af at fremstille det nye profitforbud som et helt særligt ideologisk motiveret angreb, mens deres eget forsvar for velfærdsprofitørerne fremstilles som en snusfornuftig og uideologisk pragmatisme. Det hviler på en forudsætning om, at markedskræfter og profitstyring er det naturlige udgangspunkt overalt i vores økonomi, og at politiske indgreb forvrider denne naturtilstand.

Det er selvfølgelig noget vrøvl. Spørgsmålet om, hvor demokratiet og fællesskabet stopper, og hvor markedskræfterne og profitmotivet tager over, vil altid være et politisk og ideologisk spørgsmål. Det var det, da Anders Fogh Rasmussen lod velfærdsprofitørerne gøre deres indtog i vores velfærdsstat, og det er det nu, hvor et flertal i folketinget ruller Foghs privatiseringer tilbage og gør en ende på profitten i vores børnehaver.

At højrefløjens tilgang er akkurat lige så ideologisk som venstrefløjens, afsløres også af, at vi aldrig hører dem ønske sig en pragmatisk’ og ’ikkeideologisk’ diskussion af, om nogle af de områder, som i dag er underlagt markedskræfterne, hellere skulle drives som nonprofit eller i offentligt regi. Tværtimod afviser højrefløjen bastant enhver idé om at lade offentlige tjenester brede sig ind over nye områder for eksempel ved at tilbyde borgerne et offentligt drevet alternativ til de private banker. Pragmatismen gælder kun, når der skal flyttes opgaver fra fællesskabets institutioner ud til private koncerner, aldrig når trafikken kunne tænkes at gå den anden vej.

Virkeligheden er, at det altid vil være et politisk og ideologisk spørgsmål, hvilket omfang og indflydelse markedskræfterne og profitmotivet skal have i vores velfærd og i vores økonomi. For venstrefløjen, såvel som for højrefløjen. Det ville det klæde højrefløjen at være ærlig omkring.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

  • En lav indslusningsløn hjælper ikke folk ud af fattigdom – tværtimod

    25. februar 2021
    En såkaldt indslusningsløn vil ifølge højrefløjen hjælpe uproduktive folk ind på arbejdsmarkedet og give dem adgang til bedre job. Men alle erfaringer viser, at det i stedet skaber et lavtlønnet B-hold af ’working poor’ og gør samfundet fattigere, skriver Pelle Dragsted i dette debatindlæg
  • Pelle Dragsted: Fagbevægelsen er imod ulighed – bare ikke blandt sine egne medlemmer

    11. februar 2021
    Fagbevægelsen siger, at den er imod ulighed. Men i den nye overenskomstaftale har de mere vellønnede fagforeninger igen holdt fast i, at lønstigningerne skal fordeles i procent. Det betyder, at dem med de højeste indkomster, får den største lønstigning, skriver Pelle Dragsted i dette debatindlæg
  • Medicinalindustriens patenter skal ikke koste tusindvis af menneskeliv

    28. januar 2021
    Medicinalindustriens eneret på at producere coronavacciner er en alvorlig trussel mod folkesundheden og verdensøkonomien. Danmark må presse på for et opgør med patenterne og sikre hurtig vaccinering af både vores egen og andre landes befolkninger, skriver Pelle Dragsted i dette debatindlæg
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Agnete Korsgaard

Kære Pelle Dragsted, Det er din præmis, der er helt forkert: De dygtige virksomheder, der lever længst, vil aldrig maksimere profit gennem at sænke kvalitet, men gennem effektivisering, som hæver kvalitet og derigennem maksimerer den langsigtede profit. Derfor kan man selvfølgelig også få både bedre og billigere børne- og ældre-institutioner hos private udbydere. Mvh Jørgen Huno Rasmussen

Troels Ken Pedersen

@Jørgen Huno Rasmussen: Dit modsvar forudsætter, at aktionær-/kapitalfond-eje indeholder et stærkt incitament til langsigtet tænkning fremfor hurtig profit. Den forudsætning holder ikke. Det er muligt at virksomhederne ikke holder på langt sigt, men på kort sigt kan de underløbe mere ansvarlige aktører, og på langt sigt er pengene forlængst løbet videre til nye, kortsigtede profitter andetsteds.

Lars Løfgren, jørgen djørup, Kirsten Lindemark, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Estermarie Mandelquist, Kim Houmøller, Viggo Okholm, Mette Møhl, Torben Arendal, Steen Obel, Lars Jørgensen, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Lars Koch, Sebastian Dorset og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Jørgen Huno Rasmussen, du har sikkert ret mht. effektivisering - i virksomheder, Blot beklageligt at hverken børn eller gamle mennesker, eller såmænd dem derimellem som skal arbejde med mennesker i "yder-aldrene", er robotter, samt at god omsorg med individuelle hensyn kræver "varme, kloge hænder", ta’r tid og har det med at forsvinde i kølvandet på effektiviseringer.

Lars Løfgren, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Mette Møhl, Torben Arendal, Steen Obel, Lars Jørgensen, Mette Johansson, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Lars Koch, Sebastian Dorset, Ingolf Bent Skipper og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

@Jørgen Huno Rasmussen
'De dygtige virksomheder, der lever længst, vil aldrig maksimere profit gennem at sænke kvalitet, men gennem effektivisering, som hæver kvalitet og derigennem maksimerer den langsigtede profit.'
Jada. Se nu f.eks. på en af de længste banker i kongeriget: Landmandsbanken fra 1871:
'Den danske Landmandsbank, Danmarks og Nordens største bank, kom i 1922 på fallittens rand. I september 1922 måtte banken rekonstrueres, og i februar 1923 måtte staten garantere for den. Forløbet fik præg af en offentlig fortielsesskandale, fordi banken med regeringens og nationalbankens samtykke havde forsøgt at tale krisen ned før september 1922.
(Læs selv videre her: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/landmandsb...).
Da den blev reddet kom den til at hedde DANSKE BANK. Og den har jo gjort det rigtig godt med hjælp fra A.P. Møller – Mærsk lige siden.
HU-HEJ-HVOR-DET-GÅR.......

Kirsten Lindemark, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Dennis Jørgensen, Mette Møhl, Steen Obel, Alvin Jensen, Steffen Gliese og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Hvor er det dejligt at læse et kritisk venstrefløjsindlæg. Godt vi har Pelle Dragsted og ærgerligt at Enhedslisten nu er befolket at småborgerlige rettighedsaktivister.

Mogens Holme, Mette Møhl og Steen Obel anbefalede denne kommentar

Ah, Kurt Nielsen, vejen til Danske Bank var længere, det er først i 1976, at Landmandsbanken bliver til Den Danske Bank, som så lidt senere fusionerer med Handelsbanken, der var Mærsks bank - og i 2000 endte de så med navnet Danske Bank.

Ideen med en offentlig sektor er, at der ikke skal hentes profit, og at opgaverne skal løses optimalt, ikke efter laveste fællesnævner.

Kirsten Lindemark, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Ete Forchhammer , Mette Møhl, Torben Arendal, Mette Johansson, Carsten Munk, Alvin Jensen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar

El, Vand, Varm, Huse, Bygninger, Biler, Busser, Fødevarer, Varige forbrugsgoder er på private hænder.
Så der sidder nogle velsoignerede tæger og suger overskuddet! Jeg er forbandet over at 85% af alle mine indtægter går til private rotter.

Når blå regerer er det altid "ingen skattestigninger" og endnu mere "aktionær" politik. Når rød regerer tør de ikke Revolution fordi de ved at blå er stærkere og har flest våben. EU og Nato ville heller aldrig acceptere at vi nationaliserer det hele. Men det er trættende at det altid drypper på de svin som også holder hånden under os. Det er en surrealistisk Verden vi alle oplever - lav som høj!

Lise Lotte Rahbek, Egon Stich, Kim Houmøller, Per Christiansen, Dennis Jørgensen, Palle Jensen, Ebbe Danø og David Adam anbefalede denne kommentar

El, vand og varme er ejet af forbrugerejede virksomheder.

Kirsten Lindemark, Per Christiansen, Carsten Munk og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Private børnehaver og private skoler - værsgo´ men betal selv hele gildet. Så får vi se om der er profit til privates lommer.

Man kan i hvert fald fastslå, at det er dybt uansvarligt når man lader private drive skoler, børnepasning, ældrepleje og så videre, og så lader private gafle borgerne penge til drift i egen lomme.

Man har faktisk set, f.eks. i Sverige, at samfundet har ydet højere betaling til institutioner for at få bedre service, men at pengene på private institutioner er havnet i lommen hos private aktører.

De penge, som borgerne betaler til disse formål, bør udelukkende komme de sociale klienter til gavn.

Og hvis de private aktører er utilfredse med dette, kan de jo bare stoppe med at være aktive på disse områder.

Carsten Munk, Kirsten Lindemark, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Estermarie Mandelquist, Ete Forchhammer , Per Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese
Forbrugerejede virksomheder er da mindst lige så groteske. I udkanterne skal forbrugere selv betale for at blive tilsluttet de "halv forkromede" løsninger. De er ikke demokratiske og de "forbrugerejede " er lige så stok konservative som svigermor selv. Men er du ikke så gammel at du også husker store kraftvarmeværker som gik ind i tomat handel, Internet-udrulning. Tv-pakker fordi de hele tiden skal finde nye indtægter til forbrugerne, mens priser på underfundig vis - ALTID STIGER.

Anders Hüttel, jo tomatavl så bedre ud på papiret end i virkeligheden - og nu er det jo bare helt andre kilder til strøm, de bruger. Men jeg er en supertilfreds bruger af Fibia og virkelig glad for, at borgernes penge blev brugt til den store udrulning af fibernet til de dele af landet, der blev svigtet dengang, da kablerne blev lagt ud. Det betød også, at vi slap for alt det svindel og humbug med kabler, som TDC åbenbart praktiserede.

Anders Hüttel, jo tomatavl så bedre ud på papiret end i virkeligheden - og nu er det jo bare helt andre kilder til strøm, de bruger. Men jeg er en supertilfreds bruger af Fibia og virkelig glad for, at borgernes penge blev brugt til den store udrulning af fibernet til de dele af landet, der blev svigtet dengang, da kablerne blev lagt ud. Det betød også, at vi slap for alt det svindel og humbug med kabler, som TDC åbenbart praktiserede.

Sundhedsområdet er det område, hvor der er skabt størst ulighed. Konstant hører vi om, hvordan borgere i bunden af samfundet ikke får tilstrækkelig behandling, mens middelklassen og op, opvartes i hoved og røv. Hvis man undlod at genansætte en række af de kolde konsulentvirksomheder, som ikke bidrager med velfærd, kunne der frigives milliarder, som kunne anvendes i den offentlige sektor og måske fjerne en del af den groteske børnefattigdom.

Konsulentvirksomhedernes primære formål er at føre ideologisk politisk kamp mod velfærdsstaten og at multiplicere sig selv. Hvor meget politisk skyts mod velfærden kan man få for 11 mia. pr. år? Staten bruger flere penge på konsulenter end på statskirken. Fuldstændigt grotesk!

Det har aldrig været meningen at offentlige velfærdsmidler skulle gå til private firmaer, som fjerner ilten fra de socialt udsatte. 170.000 har nu ingen penge overhovedet pga. de sociale nedskæringer - ingen indtægter fordi der skulle pumpes penge ud til private aktører og konsulentvirksomheder. Der er ikke længere nogle penge at hente i bunden af samfundet, og derfor er nedskæringsprojektet håbløst.

Den borgerlige blok gik efter magten, og at omdanne landet fra et socialt samfund til et erhvervs- og konkurrencemareridt, de opdyrkede konsulentvirksomheder med det formål omdannede landes sjæl. Samtidigt med at de private virksomheder tager over, får de større og større politisk magt. De største skandaler knytter sig til de store konsulenthuse McKinsey, Bain eller Boston Consulting Group samt Discus og Deloitte. Konsulentfirmaerne Discus og Deloitte har i mange år udformet det sociale- og beskæftigelsesområde efter deres egen neoliberale ideologi. Konsulentfirmaet Discus var netop hovedarkitekterne bag førtids- og fleksjob reformen, efter henstilling fra EU.

Hvis den borgerlige fløj havde fået deres vilje, ville det have bevirket at samfundet havde endt der hvor USA er, med grotesk ulighed - et rent paradis, for de rige. Detroit ligner en by som er sønderbombet efter en krig. Billederne af madkøer og overfyldte sheltere som videresender de hjemløse til teltbyer viser tydeligt at ulighed ikke er vejen frem, hvis man sammenligner Danmark med USA er det tydeligt at fattigdom er uhyre ineffektivt.

McKinsey har blandt meget andet været involveret i massefyringer i Skat, som efterfølgende kæmper med milliardtab, indkøb af kampfly på suspekt grundlag og offentlige spareplaner uden faglig fundering, ligesom McKinsey-netværket også rækker helt ind i Dong-skandalen. Tidligere såvel som nuværende McKinsey-konsulenter har tætte forbindelser i toppen af det danske samfund. Konsulenthuset McKinsey & Company er nærmest blevet symbol på den neoliberale, økonomiske hensynsløshed. Skal fagligheden afspores til fordel for besparelser og fyringer under dække af smarte effektiviseringer og omstruktureringer, står McKinsey altid klar med en rapport og et gummistempel, til gengæld, selvfølgelig, for millioner af skattekroner.

Mckinsey-netværket, består af både nuværende og tidligere konsulenter som forfordeler hinanden med ansættelser og kontrakter. Den offentlige sektor bliver ikke mindre af at de private firmaer får opgaverne, tværtimod ser vi at der pumpes milliarder ud til opgaver som private læge-konsulenter, jobcenter-coaches etc, dette er stik imod hensigten med de neoliberales Minimalstat, grådigheden overtrumfer ideologien. Virksomhederne burde være beskæftiget med at skabe nye produkter, men i stedet for har de slået sig op på at leve af offentlige penge.

Det er ligegyldigt, at de tog fejl 1., 2. og 3. gang – de får lov til at forsøge endnu en 4. gang – selvom alting efterhånden sejler takket være deres dagsorden. Havde man lyttet til fagligheden og fornuften, så havde vi i dag undgået en masse rigtigt dyre fejlskud, som har kostet velfærd, tryghed, sikkerhed og arbejdsmiljø. Man havde sandsynligvis haft en billigere og mere effektiv offentlig sektor.

Swissair bad McKinsey udforme en overlevelsesstrategi, som de fulgte trofast, indtil de gik bankerot i 2001. Enron betalte McKinsey 10 millioner dollars om året for deres ”gode råd”, som udmøntede sig i hele 20 projekter, inden også de gik bankerot. McKinsey stod bag privatiseringen af de britiske jernbaner, som overgik til det det private selskab Railtrack, der kollapsede efter flere togulykker med dødsfald. McKinsey havde anbefalet besparelser på infrastrukturen, hvilket angiveligt var medvirkende årsag til ulykkerne.

Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, David Adam, Mogens Holme, Kristian Kofod, Estermarie Mandelquist, Kim Houmøller, Per Christiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

I stedet for mere privatisering burde vi gå den modsatte vej. Kritisk infrastruktur skal tilbage på statens hænder. Eksempelvis solgte vi dele af DONG til Goldman Sachs, og i 2016 solgte staten den danske vaccineproduktion, som før lå under Statens Serum Institut, til AJ Vaccines Holding ApS, der ejes af det saudiarabiske firma Aljomaih Group (et firma, der i øvrigt beskyldes for at støtte Det Muslimske Broderskab).
Børnehaver og vuggestuer er ligeledes kritisk infrastruktur, og disse områder skal ikke åbnes op for griske pengemænd og kapitalfonde, der ser en mulighed for hurtig profit.

Eva Kjeldsen, Per Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

En leders incitamentet til at administrere en Institutions budget er, at det løber rundt med et overskud, hvilket indebærer at Institutionen har råderetten over resultatet af eget arbejde. Hvis ikke, så forsvinder incitamentet til at optimere resultatet, og Institutionens motivation i det daglige arbejde forringes. Jeg tro de fleste lønmodtagere er resultatorienterede med mindre man er drevet af en altruistisk Abbé Pierre, en ideologi. Sådan gik det i Christianshavns Beboerhus, som er blevet en rede for EL, ikke beboerne, betalt af kommunen.

Det er en kendt sag, at fjerner en offentlig forvaltning børn fra forældre for at placere dem hos en plejefamilie, så er det profitmaksimering eller værre, som plejefamilien handler ud fra, og ikke barnets tarv. Det er for nogle familier en måde at tjene til livets ophold på. Nogle med held, andre uden. Sagsbehandlerene bag tvangsfjernelserne motivation er at opfylde regler, det er påvist i den prisbelønnede franske film om den 18 år gamle Laêtittia, en sand historie om overgreb, som forsøgte at skjule plejeforældres pædofili. Derfor er det forkert præmis, at privat drevne Institutioner kun er profitjægere. De har i udgangspunktet et incitament, som de offentlige Institutioner er frataget, og kan være et godt alternativ. Apropos praktiserende læger, så organiserer de sig i dag i lægehuse, med ejere og ansatte, og følger ofte en af disse modeller: https://dagensmedicin.dk/et-holdingselskab-kan-give-stor-skattelettelse1/