Kommentar

Ja, ja, det er synd for minkavlerne. Men hvad med de livsværk, der går tabt i kulturen?

Hvis de danske minkfarme er livsværker, så må de danske kulturinstitutioner også kategoriseres således. Så hvorfor kan konkursbegæringen af kulturinstitutioner som Fredericia Teater ikke fremkalde samme politiske sympati som døde mink, spørger studerende Rebekka Bundgaard i dette debatindlæg
I marts gik Fredericia Teater konkurs efter at have kæmpet med økonomiske problemer på flere fronter. Coronanedlukningen blev dødsstødet.

I marts gik Fredericia Teater konkurs efter at have kæmpet med økonomiske problemer på flere fronter. Coronanedlukningen blev dødsstødet.

Michael Drost-Hansen

Debat
7. december 2020

Så blev 2020 også året, hvor Nordjylland blev udråbt som det nye Wuhan, og hvor Danmark på få dage mistede sin status som førende minkimperium i Europa.

En lastbil taber de inficerede mink på stribe hele vejen til Randers, og traktorer kører i hobetal over Storebæltsbroen for at demonstrere mod det faktum, at deres livsgrundlag og livsværk er blevet revet væk for øjnene af dem, inden de kunne nå så meget som at pelse de dødsdømte mink.

De bliver lovet kompensation af en tårevædet Mette Frederiksen (S), og partierne på højre- såvel som venstrefløjen udviser sympati for minkavlerne – uanset om de principielt er for eller imod erhvervet.

Selv om minksituationen er helt ekstraordinær, kan man alligevel undre sig over, hvorfor konkursbegæringen af kulturinstitutioner som Fredericia Teater og Jazzhus Montmartre ikke kan fremkalde den samme sympati, og hvorfor de åbenbart ikke bør karakteriseres som ’livsværker’.

Nuvel, Montmartre blev reddet i sidste time, men af en anonym donor – ikke af regeringen. Arnold Busck er også gået nedenom og hjem, og man taler om, at kulturen bløder som følge af coronakrisen. På trods af at flere af Danmarks kulturinstitutioner desperat råber på hjælp, er der ikke megen sympati at hente hos regeringen, der blot understreger, at vi kan finde al den kultur, vi har brug for, i en håndboldhal eller ved at lytte til Absolute Music 2.

Hvorfor skal problemerne have pels, før vi smider nogen penge efter dem og fælder en tåre? Hvor mange blødende kulturinstitutioner går der på én død mink?

Humanistbashing

I kommentaren »Bustesagen er blot seneste eksempel på, at humanisterne stikker hovedet i busken« bragt i Information den 30. november skriver Anders Theis Bollmann, at det er kulturens egen skyld, at den er blevet forbigået under coronakrisen, fordi de, der forvalter kulturen, det vil sige humanisterne ifølge Bollmann, ikke har diskuteret nødvendigheden af den. Han konkluderer, at humaniora ikke interesserer sig for emner, der er relevante for den brede befolkning.

Jeg vil anfægte denne påstand, dels fordi ’den brede befolkning’ naturligvis interesserer sig for kultur, og dels fordi den humanistiske forskning i den grad peger tilbage på samfundet. På humaniora forskes der blandt andet i klima, migration og slaveri, emner, der i høj grad taler ind i de problematikker, vi har beskæftiget os med i 2020, og som bliver formidlet i bøger, artikler, podcasts etc.

Det er og bliver ikke humanioras skyld, at Christiansborg ikke kærer sig om vores faktiske fælles livsgrundlag, som ikke er mink, men vores kulturliv. Alt det er de danske politikere klar til at skylle ud med badevandet, og det er i sig selv uforståeligt, at vi i 2020 er nødt til at proklamere det selvindlysende faktum, at kulturen er vigtig.

Socialdemokraten Joy Mogensen & Co. beskriver kulturen som et drys krymmel på toppen af den overbagte bradepandekage, der er vores liv; et forsødende, men unødvendigt tilvalg, som vi kan spare væk som det første i en krisetid.

Det, de overser, er tydeligvis, at kulturen og kunsten hverken er abstrakt eller verdensfjern, men reflekterer alt, hvad de og vi gør – kunsten og kulturen er en del af den virkelige verden.

Højkultur som fjendebillede

Ikke nok med, at der ikke er nogen mærkbar hjælp at hente for de kulturinstitutioner, der er ved at knække under coronakrisen, så gnider Mette Frederiksen og regeringen yderligere salt i såret ved at skabe splid i befolkningen gennem narrativen om, at alt, der er ’højkulturelt’, er københavnsk snobberi, samt at stakkels Jylland har brug for banko frem for ballet.

De konstruerer en fortælling om en splittet befolkning, og før eller siden begynder vi at tro på, at folk fra provinsen ikke kan sætte pris på kultur, og at kulturen ikke er værd at investere i, hvilket Bollmanns kommentar er et glimrende eksempel på.

Det er urimeligt, at vi skal lade os spise af med en statsminister, der tror, at hun kan vinde folkets kærlighed gennem skæreost og leverpostej, en statsminister, som oprigtigt antager, at pålæg er det bedste billede på den danske folkestemning, og som tror, at størstedelen af befolkningen kun kan nyde kulturen, hvis den finder sted i en hal.

Nej, Bollmann, det er ikke kulturens egen skyld, at den er blevet forbigået under coronakrisen. Det kan vi takke Mette Frederiksen, Joy Mogensen og de andre nisser og medløbere fra Socialdemokratiet for.

Men næste gang regeringen tier, når en kulturinstitution må lukke, så skal de huske på, at kulturen ikke behøver at være formet som en bold for at være håndgribelig.

Hvis de danske minkfarme er livsværker, så må de danske kulturinstitutioner også kategoriseres således – og hvis de nægter os adgang til kulturen, så har de først frataget os vores livsgrundlag.

Rebekka Bundgaard studerer litteraturhistorie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

SÅ godt og rigtigt skrevet!
Mogens Dahls koncertsal må vist desværre også med på listen over konkursramte kultur-livsværk, som ikke har givet anledning til minister-besøg eller til den mindste lille statsministerielle tåre... blot til supplement af artiklens oplysning om pelsfri kultur-konkurser.

Det er skam et velskrevet indlæg, som Rebekka Bundgaard har fået i Information d. 7. december. Så er der også sagt det gode, der kan siges om indlægget. Det er præget af uvidenhed og den sædvanlige overdrivelse af kunstens og humanioras betydning for samfundet og den danske befolkning.

For blot at nævne nogle få eksempler. Uanset coronakrisen var Arnold Busk alligevel gået konkurs. Det samme kan siges om Fredericia Teater, og om Montmartre ved jkeg af egen erfaring, at det kun er en kulisse af, hvad der var engang.

Sammenligning med erstatningerne til minkavlerne er også ude af proportioner. De har tabt deres varelager, bygninger og det øvrige produktionsudstyr for altid.. Og det kan ikke bruges til andet eller sælges til udsalgspris. Det er milliontab, der rammer den enkelte minkavler. Det samme er næppe typisk for de nødlidende kulturinstitutioner

På den plads, der til rådighed her, er det ikke muligt at rette flere af de misforståelser, der præger indlægget, men hvis nogle ønsker konkrete temaer drøftet, skal jeg da gerne bidrage.

William Mannicke

”.. konstruerer en fortælling om en splittet befolkning, og før eller siden begynder vi at tro på, at folk fra provinsen ikke kan sætte pris på kultur, og at kulturen ikke er værd at investere i...”

Tja, hvem er det lige der skaber en ”fortælling” her?

Kultur, den slags ”høj” kultur som skribenten omtaler, er lige så flygtig som ”Snow on water”.
Herunder også musicals på Fredericia Teater.

Den arme provins, uden kultur; ak, ak.
Godt man ikke bor der!

Så er et liv i sus og dus, i spidsen for ”kulturen”, med skulptur synkninger og andre ”mind blowing” kunsudfoldelser i Metropolen at foretrække
Som spydspidsen for ”kulturen”.

Det utroligt man kan læse og skrive i provinsen, når halter sådan i Metropolen.

William Mannicke

Skulle man være i tvivl om ovenstående; ironi kan forkomme.

Livsværker er både i kultur og håndværk og er hvad man har lavet gennem et liv.
Hverken mere eller mindre. Noget bliver stående i mands minde, det meste ikke.

Enkelte livsværker står i 100rede år, men sjældent.

Resten er ”Snow on water”