Yusuf K. vågnede på sofaen til summelyden af sin telefon. »Brev fra Udlændingestyrelsen« stod der på displayet. Han var blevet indkaldt til en samtale. Sammen med sin kone og deres to drenge var K. flygtet fra borgerkrigen i Somalia og havde fået asyl og opholdstilladelse i Danmark godt seks år forinden. »Måske skulle den fornyes?« tænkte han.
Da dagen oprandt, tog K. fri fra arbejdet på slagteriet og rejste fem timer i tog på tværs af landet. På den anden side af bordet i forhørslokalet sad to kvinder. »Værsågod at tage plads,« sagde den ene med en inviterende håndbevægelse. »Det var det hele, tak,« sagde den anden 20 minutter senere.
»Hvad er det næste led i processen?« spurgte K. Han var ikke helt sikker på, hvad der foregik. Tolken, som K. ikke rigtig havde forstået, havde tilsyneladende travlt med at komme ud ad døren: »De kontakter dig,« sagde han med en somalisk dialekt, som K. havde svært ved at genkende.
K. blev indkaldt til et møde mere. De to kvinder og tolken var skiftet ud. Så vidt K. kunne forstå på tolken, som var endnu sværere at tale med end den første, var der sket en fejl. Det var tilsyneladende en anden end K., de skulle have haft fat i.
K. tog lettet toget hjem igen. Han vendte tilbage til sit job på slagteriet. Drengene voksede konstant og skulle have større fodboldstøvler til kampene i weekenden. Hans kone nærmede sig eksamenstid på sin uddannelse. Hun trivedes i Danmark, og alt gik godt.
Indtil K. en dag modtog endnu et brev i e-boks: »Afgørelse i sagen … opholdstilladelse bortfalder … udeblevet fra møde … 7 dage til at indsende klage til Flygtningenævnet.« K. kløede sig i hovedet. Hvad mon det betød? Havde han misforstået noget? Det er mærkeligt med de breve i e-boksen, tænkte han, hvordan de bruger ord, som man aldrig hører på slagteriet eller andre steder.
Prøv en anden myndighed
Der var ikke noget telefonnummer på brevet, som K. kunne kontakte. Han fandt et nummer til retten i byen, hvor han boede. »Afgørelse,« var han sikker på var et ord, der havde noget med retssager at gøre, så det måtte være det rette sted at begynde. »Det er ikke noget, vi kan hjælpe med,« sagde stemmen i den anden ende. »Men hvad drejer det sig om, hvad er det for en sag?« forsøgte K. sig og håbede på et klarere svar. »Vi har ikke noget med inddragelsessager at gøre her. Prøv en anden myndighed.« K. bed sig selv i tungen, inden han forsøgte igen: »Hvad er inddragelsessager?« Stemmen i den anden ende sukkede: »Vi har ikke noget med det at gøre. Du er det forkerte sted i systemet.«
Syv dage efter var K.’s sag forældet, inden han overhovedet nåede at forstå, hvad processen gik ud på. Hans familie havde ikke længere asyl i Danmark. De skulle hjemsendes.
Ingen åbne døre
Inden ugen var omme, blev han opsagt fra slagteriet, fordi han ikke længere havde ret til at arbejde. Hans kone nåede aldrig at bestå sin eksamen. Drengene måtte ikke længere gå i skole og til fodbold, og boligselskabet kunne ikke længere have dem boende.
Igennem mere end et år flyttede K. og familien fra det ene center til det andet. På et tidspunkt forsvandt K.s kone med børnene. Gik under jorden et sted i Europa, midt i håbløsheden.
K. sidder nu på et værelse på et udrejsecenter og venter. Han har fået inddraget sit pas, sine rettigheder og sin asyl. Der findes angiveligt en aftale med de somaliske myndigheder om at modtage et fåtal somaliere om året, men det bliver sjældent eksekveret, og imens sidder de i asylcentre og venter.
På bundlinjen er K. samtidig blevet forvandlet fra lovende indtægt til udgift. Men det burde ikke være det centrale.
Kære Sofie. Tak for din beskrivelse, som går lige i maven på mig. Som frivillig mentor for en udvist- nu udrejst kvinde genkender jeg systemets uigennemskuelighed, det bureaukratiske sprog og at blive kastet rundt mellem afdelinger, hvoraf ingen kan hjælpe.
Danmark er blevet et af de lande, vi helst kke vil sammenligne os med.....