Kommentar

Kønskamp bør være for alle, ikke kun kvinder – det viser museet KØN

Kvindemuseet i Aarhus bør ikke sidde fast i historiens stereotype opdelinger mellem mænd og kvinder. Med sit nye navn KØN viser det, hvordan historien kan bruges til at forme fremtiden på ny, så der også bliver plads til næste generations kønskampe, skriver far til tre Janus Boye i dette debatindlæg
Museumsdirektør, Julie Rokkjær Birch, på museet i Aarhus, som snart får nyt navn: KØN.

Museumsdirektør, Julie Rokkjær Birch, på museet i Aarhus, som snart får nyt navn: KØN.

Bo Amstrup

Debat
14. december 2020

Har du i løbet af i år været en tur forbi Salling på Strøget i Aarhus, er du på et tidspunkt stødt på Vinstuens fortovsskilt. »Mandeparkering« står der, hvilket gelejder den kedsomme halvdel af shoppingparret ind til ’venteværelset’. Så kan manden få sig en tår over tørsten, mens kvinden shopper videre. En overskrift, man lægger mærke til i gadebilledet, men som samtidigt videregiver et forældet kønsbillede.

Hvis du fortsætter forbi domkirken, kan du bag kirketårnet finde Kvindemuseet i det gamle Rådhus – det lyder næsten, som om vores by er kønsopdelt og sidder fast i fortiden. Det er selvfølgelig en grov ironisering, der dog tjener til at tydeliggøre den udvikling i rettigheder og muligheder, som vores samfund har gennemløbet i løbet af de seneste mange år.

I Aarhus har vi noget helt særligt. Det ved man godt som aarhusianer. Og med Kvindemuseet har vi noget ret så særligt. Faktisk et af de få museer i verden, der specifikt omhandler kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet. Et nationalt specialmuseum siden 1991.

Formidle historien, forme fremtiden

I Kvindemuseets godt 40 år lange historie, har museet været med til at indsamle viden om og formidle kvindernes historie og har derved lagt illustrationer til ligestillingskampen hele vejen frem til, hvor vi står i dag. Kvindemuseet og de engagerede venner af museet har været en central spiller i kvindekampen og har derigennem været med til at skubbe til vores forestillinger om kønsbalancen. Det skal det også fremover i de næste generationers kønskamp.

Ligestillingskampen er nået så langt, at vi i dag også kan snakke om alt det indimellem, og rundt omkring, de to traditionelle køn. Spørgsmål om kønsidentitet og seksualitet – spørgsmål, der handler om, hvordan vi bedst ’er os selv’ – fylder i dag utroligt meget, imens vi samtidigt står med en række uløste problemer som barselsfordeling, ligeløn, forældremyndighed med mere.

Set i det perspektiv giver Kvindemuseets ændrede ansvarsområde fra 2016 utrolig god mening. At museets fokus flytter sig til at dække kønskultur, historisk og aktuelt, på tværs af køn, seksualitet og etnicitet. Derfor giver en det også rigtig god mening, at Kvindemuseet skifter navn til KØN – Gender Museum Denmark.

Navneforandringen har ført til både underskriftsindsamling imod ændringen, og at kvinder, sågar gamle rødstrømper, har kaldt det nye navn både nedladende og undertrykkende. Ligestillingskampen lever altså endnu i bedste velgående. Det viser #EnBlandtOs-kampagnen, som fremhæver de alt for mange kvinder, der har oplevet sexchikane. Den viste sig som få andre hashtags at kunne brænde igennem coronalydmuren.

Plads til næste generation

Som far til to drenge og en pige elsker jeg at tage børnene med på det både hyggelige og vigtige museum, der med udstillingen Pigernes og drengenes historier giver et bredt indblik i barndommen gennem 150 år. Det er både tankevækkende og god formidling for alle aldre. Og så er de vilde med at gå på opdagelse i den permanente udstilling Køn redelighed, der sætter til diskussion, hvad det vil sige at være forskellige køn i vores samfund. Ægte klassikere, som fortjener et stort og internationalt publikum.

Når Kvindemuseet derfor skifter navn, giver det kun endnu bedre mening. Alle, uanset køn, seksualitet og identitet, skal føle sig velkomne, når de bevæger sig ind på det gamle rådhus, ligesom mine børn også i fremtiden skal føle sig repræsenterede, når de næste gang tager en tur på KØN – Gender Museum Denmark.

Jeg håber, at mine tre børn lærer noget og tager det med videre, som de bliver ældre. Mere endnu ønsker jeg dog, at alle andre også tager forbi – uanset køn og med eller uden børn – og reflekterer over de vigtige spørgsmål, som museet formidler.

Meningen med at gå på besøg er nemlig ikke bare at se tilbage og forstå historien, men at reflektere over den. At lære noget og at påvirke samfundet. Først når vi forstår historien, er vi klar til fremtiden.

Tillykke med det nye navn!

Janus Boye er far til tre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Fedt, Janus..

Det er så fedt at høre mænds mening om, hvad et kvindemuseum bør være..

P.S.

Det er ikke Sallings skilt, du der er faldet over.. Det er Passage Vinstuens skilt...'Vinstuen', som nogle af os blot kalder den..Et i og for sig fortryllende sted...I de gode gamle dage var det mestendels et sted for ludere og lommetyve..småfarligt...i dag er det mestendels narrøve m/k/q fra byens uddannelsessteder, der i deres jagt på den billigste kande frekventerer stedet...og så må man endda ryge indendørs, nede bagerst i lokalet..

Så en lille smule - en lille bitte smule - er du fuld af lort, ikke? En del af din indledende præmis falder sammen, allerede i mødet med en uinteresseret, men dog kritisk læser?..tilfældigvis, fordi denne læser vidste bedre besked..?!

Hvilke andre af dine ord skal vi så stole på? Sådan Helt Ærligt!..?

Estermarie Mandelquist og Kristine Paludan anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

..og undskyld mig, endnu en gang.. Har du overhovedet læst dette opblæste nonsens, inden du sendte det i trykken? :

"Hvis du fortsætter forbi domkirken, kan du bag kirketårnet finde Kvindemuseet i det gamle Rådhus – det lyder næsten, som om vores by er kønsopdelt og sidder fast i fortiden. Det er selvfølgelig en grov ironisering, der dog tjener til at tydeliggøre den udvikling i rettigheder og muligheder, som vores samfund har gennemløbet i løbet af de seneste mange år."

Det giver jo ingen mening, menneske..!

Jeg går næsten hver dag forbi domkirken, forbi det gamle rådhus..Jeg hører mange lyde..sirener, idiotiske menneskers småpludren, trafikstøj og alskens anden støj..Men ikke en eneste gang har jeg dog hørt lyden af et 'kønsopdelt samfund', 'fortidig malaise'.

Intet er for mig i den forstand tydeliggjort..Og dog er jeg selvfølgelig heller ikke velsignet med børn, der sådan elsker at gå på opdagelse i en udstilling, "der sætter til diskussion, hvad det vil sige at være forskellige køn i vores samfund. Ægte klassikere, som fortjener et stort og internationalt publikum."

Min knægt er sgu lidt for liden sleben til den slags kneb..Sølle elleve år, og mere optaget af hvorvidt 'Tigeren' i Djurs Sommerland vil tage livet af hans far eller ej..

Selv har han overlevet den uden en skramme..

Estermarie Mandelquist, Anne Margrete Berg, Kristine Paludan og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Der er noget "gøgeunge" over det nye navn, det indbyder til et helt andet museum end Kvindemuseet.
Fordi der åbenbart er behov for det nye museum, behøvede man jo ikke skrotte det gamle, endsige skubbe det ud af "reden", som om der kun er plads til den nye dagsorden.

Estermarie Mandelquist, Anne Margrete Berg, Kristine Paludan, Eva Schwanenflügel, Carl Chr Søndergård, Mette Eskelund og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Der er noget "gøgeunge" over det nye navn, det indbyder til et helt andet museum end Kvindemuseet.
Fordi der åbenbart er behov for det nye museum, behøvede man jo ikke skrotte det gamle, endsige skubbe det ud af "reden", som om der kun er plads til den nye dagsorden.

Kristine Paludan, Erik Fuglsang, Mette Eskelund, Hanne Ribens og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Debatindlæggets første 2½ linje:
"Har du i løbet af i år været en tur forbi Salling på Strøget i Aarhus, er du på et tidspunkt stødt på Vinstuens fortovsskilt."

Og så røg kæden åbenbart af for Torsten Jacobsen...

Hvor ville det dog fremme forståelsen og forebygge spild af ord, hvis man i det mindste læser, hvad modparten faktisk skriver, inden man i flere omgange hælder aggressioner ud over vedkommende samt "narrøve m/k/q fra byens uddannelsessteder" og idiotiske småpludrende mennesker.

Dorte Sørensen

Det vil være trist hvis Kvinde museet skal skifte navn. Må kvinderne efter mange års kamp for lidt ligestilling nu ikke længere ha' et Museum, der fortæller om den lange, lange hårde kamp for at kvinderne er nå et lidt frem.
Skal fortællingen om den kamp nu slettes med en andet navn - HVORFOR??????

Anne Margrete Berg, Kristine Paludan, Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist, Ete Forchhammer , Josephine Kaldan, Erik Fuglsang, Judith Kaastrup, Carl Chr Søndergård, Mette Eskelund, Rikke Nielsen, Hanne Ribens, Inger Hørup og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

14/dec/2020

Mmm ... museet kunne jo også hedde:

MENNESKE KØN

eller

MENNESKE OG KØN

Venlig hilsen
Claus

Jens Christian Jensen

Vi har også et mandemuseum. Altså indtil videre. Det kræves vel snart at det også skifer navn.

Der er i øvrigt - pudsigt nok - 2 kvinder der står bag.

Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Er det meningen at museet både skal hedde "KØN" og "Gender Museum" som ét navn, alle tre ord på samme tid? Og ikke - som ville give mere mening - at give museet hhv. et dansk navn og et engelsk navn (ville give mere mening med et tysk, i betragtning af hvem vores turister er....). Men held og lykke med at få folk ind på museet herfra ,da.

Så længe kvindelige kunstnere endnu ikke er ligeligt repræsenteret på kunstmuseerne, og kvindelige musikere udgør et mindretal i festivalprogrammerne, ja så er der stadig brug for Kvindemuseet. Og det var netop for at skabe synlighed på kvinders arbejde, at Kvindemuseet blev etableret i sin tid. Den første udstilling handlede om udvandringen til Amerika, med fokus på kvindernes historie. Senere blev museet statsanerkendt med det formål at forske i og formidle kvindehistorie.
Det er fint at formidle kønsproblematikker. Det kan i princippet foregå på alle museer.
Før i tiden var vi kendte for Århushistorierne. Den her bliver en af de største af slagsen.
“skal vi gå på KØN og se en udstilling? Og drikke en kop kaffe bagefter i KØNs café? Ord betyder noget. Vi havde(vist) nok verdens første Kvindemuseum Og var stolte af det. Endelig nogen der tog kvindernes historie alvorligt og synliggjorde, at kvinder faktisk have en plads i historien. Det er jeg bange for bliver udvandet nu.

Anne Margrete Berg, Kristine Paludan, Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist, Ete Forchhammer , Erik Fuglsang, Judith Kaastrup, Carl Chr Søndergård, Mette Eskelund, Dorte Sørensen, Rikke Nielsen, søren ploug, Hanne Ribens og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Desuden er den der trend med at blande flere sprog i titler enormt irriterende, synes jeg.

Estermarie Mandelquist, Anne Margrete Berg, Kristine Paludan, Eva Schwanenflügel, Ete Forchhammer , Carl Chr Søndergård, Mette Eskelund, søren ploug, Hanne Ribens og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Det sjove er, at i denne tid, hvor kvinders kamp for kvinder er så fremherskende og så brutal, giver de samtidig afkald på et navn: Kvindemuseet.

Alle vi mænd ved, at det er et taktisk overgreb. Alle ved, at i det øjeblik et kunstmuseum, som alle mænd elsker og besøger altid, skifter navn til KØN, vil vi aldrig længere besøge det i protest mod dette uhyrlige overgreb.

Anne Margrete Berg, Kristine Paludan, Ete Forchhammer , Inger Hørup, Josephine Kaldan og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar

Der er lige så meget gøgeunge over, at skifte navn på Kvindemuseum til Køn, som at kalde et museum om mestendels prostitution for Erotisk museum.

Ete Forchhammer

Rikke Nielsen, jeg kender ikke Erotisk museum. Hvad hed det før? Gøgeungeeffekten er jo billedligt talt at skubbe oprindelige unger ud af reden.