Kommentar

Hvis vi vil kritisere ’ghettoernes’ problemer, må vi også fejre dem, når de lykkes

I årevis har kritikken af ’ghettoområderne’ haglet ned fra politikere fra begge fløje. Men nu, hvor udviklingen vender for områderne, er der musestille. Den går ikke. Hvis vi vil kritisere ’ghettoområderne’ i de hårde tider, må vi også rose dem i de gode, skriver Kia Khatibi i dette debatindlæg
Boligområdet Nøjsomhed i Helsingør er et af de 15 såkaldte ’ghettoområder’ på ghettolisten, som i 2020 altså blev noget kortere. Arkivfoto.

Boligområdet Nøjsomhed i Helsingør er et af de 15 såkaldte ’ghettoområder’ på ghettolisten, som i 2020 altså blev noget kortere. Arkivfoto.

Debat
17. december 2020

Mange forbinder 1. december med startskuddet på julen og al den hygge, der er forbundet hermed. Julelysene hænges op, og juletræet pyntes, mens vi skråler med på »Last Christmas«.

Men for mange andre rundt om i landet er den 1. december en skæbnens dag. En dag, som er afgørende for det kommende års muligheder, og som i allerhøjeste grad kommer til at få konsekvenser for ens chancer for at få en læreplads, et arbejde eller en lejebolig.

Her er selvfølgelig tale om ghettolisten. Ghettolisten, som udgives den 1. december hvert år. Ghettolisten, som hvert år udarbejdes på baggrund af parametre, som er blevet stærkt kritiseret af Amnesty. Ghettolisten, som har medført kritik af den danske regering fra FN, som finder den direkte diskriminerende, eftersom det tungestvejende kriterie ved udvælgelsen af ghettoområder er etnicitet, mere præcist andelen af beboere med ikkevestlig baggrund.

Min ærinde her er dog ikke at diskutere, hvordan ghettolisten strikkes sammen. Derimod skal det handle om den absurde tavshed blandt politikerne, efter ghettolisten forleden faldt fra 28 til 15 boligområder. Det er hele 13 boligområder, som er blevet taget af listen. Næsten en halvering.

Man skulle tro, at de ansvarlige politikere bag listen ville være interesserede i at skabe lidt positiv opmærksomhed ved at påpege den flotte udvikling, især i disse tider, hvor skandaler, smittetal og mørke udsigter til julefejringen præger stemningen på Christiansborg. Men nej, på Borgen er der mere stille, end når der bliver nyst i metroen.

Fejrer tvangsflyttelser

Nu skal jeg selvfølgelig passe på, for helt stille har der faktisk ikke været. Den 1. december valgte Cecilia Lonning-Skovgaard (V) og Mads Fuglede (V) at gå sammen om at fejre ghettopakkens toårsfødselsdag. Denne fejring bestod i et debatindlæg i Information, der fremhæver, hvordan ghettopakken gavner børnene, og hvordan den vil skabe en blandet by, hvor børn trives og udvikler sig.

Det er selvfølgelig en meget nobel måde at opstille ghettopakken på, men at fremstille en lovgivning, som tvangsflytter familier væk fra bestemte boligområder som værende en positiv faktor i børnenes fremtid, er forfejlet. Især når man ser, hvor meget boligområderne selv kan tage ansvar for og hjælpe disse børn.

Lad os ikke glemme, at kriminalitets-, uddannelses- og arbejdsløshedsstatistikkerne for ikkevestlige indvandrere og efterkommere generelt viser en positiv udvikling på alle disse områder.

Lad os lægge alle kortene på bordet. Som nævnt tidligere er 13 boligområder blevet taget af ghettolisten. Ingen nye områder er kommet på. 11 ud af de 13 boligområder udgår på grund af et fald i enten andelen af dømte i området, af beboere uden for arbejdsmarkedet eller af beboere med grundskole som højest fuldførte uddannelse. De resterende to udgår på grund af et fald i andelen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere.

Giv et skulderklap!

Det er tragikomisk, at man bliver angrebet for at forsvare disse boligområder, når man påpeger, at det går godt. Og det er mystisk, når dem, der angriber én, i bund og grund gerne vil se en positiv udvikling, men enten er blinde eller tavse, når selv samme udvikling faktisk finder sted. Anklagerne, som bliver kylet efter dig for at forsvare disse boligområder, lyder tit og ofte på, at du vil indføre skrækindjagende »svenske tilstande«, at man simpelthen spiller »offerkortet«, eller at man simpelthen bare »skal kunne tale om problemerne«.

Og ja, man skal kunne tale om problemerne. Men husk nu, at det ikke er en ensrettet vej. Hvis du vil belyse problemer og gerne vil se dem løst, så giv et skulderklap, når de rent faktisk bliver løst!

Mine fodboldtrænere har gennem årene alle sammen brugt samme slagtale før en vigtig kamp: »Jeg vil se jer gå ud og give 110 procent i dag, gutter. Hvis resultatet følger med, så er det flødeskum på kagen, men det allervigtigste er, at I kan se jer selv i spejlet efter kampen, velvidende at I ikke kunne have gjort mere.« Efter kampen ville vores træner anerkende vores indsats, hvis den havde været hårdt kæmpende og værdig, også hvis vi havde tabt kampen.

I dette tilfælde har beboerne og aktørerne i disse boligområder ikke bare givet den 110 procent, mange af dem har også vundet kampen, og de bliver ved med at vinde den hver dag. Derfor vil jeg gerne sige et kæmpe tillykke til alle de hårdtarbejdende mennesker i disse boligområder, som, på trods af konstante påmindelser fra højtstående politikere om at være »huller i danmarkskortet«, er lykkedes med at svare igen på den kontante og vedvarende kritik.

Selv hvis politikerne ikke vil anerkende deres utrættelige indsats, så sniger jeg en ekstra småkage ud af kagedåsen i aften og fejrer deres sejr med dem.

Lad os alle sammen huske, at hvis vi skal kritisere problemerne, skal vi også rose succeserne.

Kia Khatibi studerer International Business and Politics på CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her