Kronik

Mænd skal også kunne tale om, at de bliver voldtaget. Det ved jeg som voldtægtsoffer

Der gik syv år, før det gik op for mig, at jeg havde været udsat for en voldtægt. Fortællingen om den stærke mand gør det sværere for mænd at stå frem og vedkende os, at også vi udsættes for overgreb. Vi skal lære af de stærke kvinder, der gør op med tabuet, skriver André Borges-Nielsen i dette debatindlæg
Er det sværere at være mand og stå frem med sine erfaringer om overgreb og krænkelser? Ja, det er det, og det skyldes formentlig det kulturelle dogme om den stærke mand og den følsomme kvinde, skriver dagens kronikør.

Er det sværere at være mand og stå frem med sine erfaringer om overgreb og krænkelser? Ja, det er det, og det skyldes formentlig det kulturelle dogme om den stærke mand og den følsomme kvinde, skriver dagens kronikør.

Sigrid Nygaard

Debat
16. december 2020

Jeg ligger på ryggen i et mørkt værelse. Normalt ville man forbinde mørket med utryghed, men for mig er mørket en kærkommen trøst og omsorg. Som min mors hånd, der kærtegner min kind og fortæller mig: »Det skal nok gå. Vær stærk!«

Over mig gør en velvoksen herre i slut-30’erne sig parat til at penetrere mig. Jeg føler mig fanget i hans lejlighed som en rotte, der er gået i fælden. En rotte ville nok have kæmpet for livet, men jeg ligger bare der. Midt i hans seng. Jeg er jo kun 19 år, og han en voksen mand.

Jeg havde forinden skrevet med manden på hjemmesiden Boyfriend, og han virkede sød og parat til at lære mig at kende. Vi aftalte derfor at mødes over en flaske vin en efterårsdag. Som aftenen skred frem, og flasken med rødvin blev tømt, udviklede samtalen sig i en mere løssluppen retning.

Pludselig lagde manden sin hånd på mit lår. Jeg kiggede nervøst ned på hånden. Langsomt begyndte han at ae mit lår. Med en hurtig armbevægelse slog jeg hans hånd væk og udbrød: »Hvad laver du?« Han smilede til mig og sagde fløjlsblødt: »Slap af.«

Han begyndte at ae mit lår igen, og jeg slog endnu en gang hånden væk. Jeg rejste mig op og havde ikke lyst til at være i lejligheden mere. Jeg bad ham om at køre mig hjem, som han havde lovet mig, men han var blevet for fuld til at køre. Jeg tog mobilen frem, men den var gået ud. Jeg spurgte ham, hvilken bus jeg skulle med for at komme hjem, men han sagde blot, at busserne ikke kørte efter midnat.

Jeg lod mig derfor trælbinde den tredje gang, han forsøgte, og jeg lod ham kærtegne mit lem. Kulden udenfor virkede trods alt som et værre alternativ end mandens hånd, der kærtegnede mit skridt. Min eneste iagttagelse var, at han så min tvivl i øjnene, hvorefter hans hånd forsvandt ind under mine tætsiddende bukser.

Jeg vågnede op næste morgen med en følelse af tomhed. Jeg følte mig ulækker. Hvorfor var jeg gået med til at mødes med ham? Jeg tog tøjet på og forlod lejligheden. Jeg gik ned ad vejen og så til min bitterhed, at jeg var tæt på IKEA i Gentofte, hvor jeg havde været ofte med min familie. En følelse af selvbebrejdelse skyllede ind over mig. Hvorfor havde jeg ikke kæmpet noget mere? Med mørke tanker fandt jeg over til bus 150S og tog den hjem.

Sværere for mænd

I dag er jeg 28 år. Det var først mange år efter hændelsen, at jeg i en konsultation med min psykolog indså, at jeg var blevet voldtaget, da jeg var 19 år. Med gråd i stemmen fortalte jeg, hvor dejligt det var endelig at kunne sætte ord på den hændelse, der skete syv år forinden. Jeg fremstammede, hvordan alle mine forhold efter manden i slut-30’erne havde været mærket af hans aftryk.

Han har været som en sort tordensky. Buldret og braget i det fjerne som en påmindelse om, hvor galt det kan gå, når man lader folk komme tæt på.

Er det sværere at være mand og stå frem med sine erfaringer om overgreb og krænkelser? Ja, det er det, og det skyldes formentlig det kulturelle dogme om den stærke mand og den følsomme kvinde. Alle uønskede seksuelle tilnærmelser mod mænd bliver anset som værende et kompliment, der skal grines af frem for at tages alvorligt. Min egen erfaring bortforklarede jeg med, at han bare fandt mig attraktiv, og grinte af det med mine venner. Derfor var det først, da jeg kom i dyb kontakt med mine følelser hos min psykolog, at jeg fandt frem til sandheden og faktisk kunne kalde det, hvad det var: en voldtægt.

I disse tider står stærke kvinder frem og beskriver deres krænkelser, hvilket gør op med den kultur, som præger deres hverdag. Deres overgrebshistorier gør det mere legitimt for andre kvinder i samme situation at reflektere over og påtale de overgreb, de udsættes for.

På samme vis håber jeg, at min voldtægtshistorie kan få andre mænd til at vedkende sig deres krænkelseshistorier. Hvis det havde været legitimt at fortælle om, ville det nok ikke have taget mig syv år og en psykolog at indse voldtægten. Dogmet om den stærke mand var simpelthen stærkere end de følelser, der gennemtrawlede min krop i det ubevidste.

Ubeskrivelige følelser

Om du er mand eller kvinde, der har været udsat for seksuelle krænkelser, er sagen uvedkommende. Det handler ikke om, hvorvidt dit kønstegn peger nedad eller skråt op til højre. Tværtimod handler det om, at vi i nyere tid endelig er nået til den erkendelsesfase, hvor vi faktisk godt kan stå frem med vores fortællinger og berette om overgreb og krænkelser, kvinder som mænd.

Følelser kan ikke beskrives. Ej heller kan krænkende følelser føles, før man står i situationen og faktisk har mærket dem på egen krop. Følelsen af at være krænket hører nemlig ikke til det normale spektrum af glæde, vrede, sorg eller frygt, men er en sammensat helhed af grundfølelser, man ikke er i stand til at sætte ord på. Den optages i kroppen som et narkotikum, og man kan ikke føle andet end ingenting og alting på samme tid.

Da jeg sad foran min psykolog for nogle år tilbage og berettede om overgrebet, der havde udspillet sig, kunne min sindstilstand ikke reduceres til én eller to grundfølelser. Nej, de var udgjort af et virvar af apati, fortrængninger og en ’kom nu videre’-mentalitet. Inden da havde jeg ikke kunnet forstå og filtrere de følelser, jeg havde inde i kroppen, da mit sind simpelthen ikke var i stand til det.

Jeg følte mig glad for at erkende voldtægten, vred på manden, der voldtog mig og ked af det og frygtsom over, at jeg var blevet voldtaget.

Dybe ar på sjælen

Selv om jeg skrev, at vi ikke længere skal frygte at stå frem med vores krænkelseshistorier, vil jeg ikke lyve for læserne: Da jeg læste min originale voldtægtshistorie op for min familie og venner, brød de alle som én ud i tårer.

De forbandede voldtægtsmanden langt væk, og jeg fik et sjældent glimt af deres kærlighed og medfølelse. Deres medfølelse var en styrke i et mørke, jeg aldrig håber at opleve igen. For det er svært at stå alene i et vakuum mellem alle grundfølelserne og se ens nærmeste falde sammen som brædder i et faldefærdigt hus.

Men den kollektive samtale har åbnet sig, og mennesker, der før lod sig forulempe, har iført sig en kappe af mod og styrke. Disse mennesker skal man se op til og ikke ned på, da de har gjort mere for samtalen og følelserne mellem ofre og krænkere end dem, der blot ser til og anfægter debattens legitimitet og ofrenes oprigtighed.

Personligt kender jeg flere tæt på mig, som har brugt den nuværende debat og det iboende mod og styrke til at fortælle deres overgrebshistorie til tætte venner. Debatten har netop gjort det langt mindre tabubelagt at stå frem og faktisk vedkende sig, at man har været udsat for en psykisk hård begivenhed, der i høj grad har påvirket én negativt. Mændenes oplevelser skal ikke være fraværende i debatten, hvis vi i sandhed ønsker et samfund, hvor overgreb er fortid, og åbenhed og ærlighed er fremtiden.

Livet skal leves, siger man. Men hvordan kan man det, når ens ar på sjælen er så dybe, at det ikke kan lade sig gøre? Jeg tænker i mit stille sind, at ’mange bække små, gør en stor å’. At man som offer for en krænkelse er nødt til at begynde med små skridt, hvis man ønsker at normalisere forholdet til ens omverden og i særdeleshed ens intime relationer.

Jeg har dog ikke et endegyldigt svar på, hvordan man som individ kommer videre, da jeg ærligt talt ikke selv har fået bugt med mine indre dæmoner. Alligevel har jeg et vedholdende mål om, at min fortid ikke skal definere min fremtid.

Til alle jer, der står samme sted: I er ikke alene.

André Borges-Nielsen læser statskundskab på Københavns Universitet

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så fint skrevet. Et vigtigt indlæg.

Nette Skov, Helene Thorup Hayes, Herdis Weins, Jacob Schmidt, Estermarie Mandelquist, Jørgen Greve, Susanne Kaspersen, Niki Dan Berthelsen, Steffen Gliese, David Zennaro og Margit Lund Christensen anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at du har ret i, at det er utrolig svært for en mand at skulle bryde et tabu omkring den stærke mand.

Jeg tror bare, at du samtidig skal passe på med at undervurdere, hvor totalt omvæltende, det også er for kvinder.

Måske endda af de samme årsag: At man sætter sig i en skrøbelig situation, at man kan risikere at blive udsat for endnu et overgreb, fordi omverdenen måske ikke vælger at tro eller vælger at håne eller vælger at udstøde,

Og så alligevel forskelligt: Mænd kan forsvare sig selv, hedder det sig, mens kvinder kan blive opfattet som billige. Hårde kulturelle normer, der er med til at placere os i vores respektive små kasser med meget lidt bevægelsesfrihed.

Det er de stærke kvinder og mænd, der tør stille sig frem. Og de gør det for at hjælpe alle andre, der har været udsat for det samme. Og du er blandt dem.

Tak for din historie. Vi er i gang med at ændre kultur lige nu, og det kan kun gå for langsomt.

karen Thomsen, Anne-marie Monrath, Herdis Weins, Jacob Schmidt, Estermarie Mandelquist, hanne plaschke, Susanne Kaspersen, Marie Jensen, Laila Thorgersen, Niki Dan Berthelsen og David Adam anbefalede denne kommentar

I den debat her, har der vist ikke været eksempler på voldtægt af kvinder mod mænd?
Eksisterer det også-har en bekendt som har skrevet de ti sammenhænge flere gange.

Hvis jeg, baseret på den indledende fortælling(som i en afhøring) , skulle vurdere hvorvidt der var grundlag for at rejse sigtelse efter strfl§ 216. Så ville min vurdering være, at der IKKE var grundlag for dette.
Vi har en myndig person - som ikke - så vidt vi ved - er er en del af et elev/lærer forhold , eller lignende.
Der er ikke beskrevet fysisk tvang eller vold. Den 19 årige mand er ikke beskret som værende sanseløst beruset så strfl§ 216 stk. 2 kan anvendes.

Det er ikke for at forklejne den 19 åriges senere ubehag eller smerte i livet, over det passerede - men en voldtægt er det efter min bedste overbevisning ikke i lovens forstand!

Og interessant er det at se denne sag i forhold til den nye samtykke lov. For her kunne den oplevede gerningsmand muligvis komme i klemme , da han ikke ville kunne løfte anden bevisbyrde for at have modtaget samtykke, end ved at fortælle om aftenens fremadskridende(med rødvinens hjælp) gode stemning og hans egen opfattelse af positive signaler fra den 19 årige.

Så vi ender altså ved en form for krav til dokumentation af modtaget samtykke- en de facto omvendt bevisbyrde!

Hans Aagaard, Steen Obel og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar

Ingen tvivl om, at du har haft en rigtig dårlig oplevelse, og synd at det skulle spøge i din underbevidsthed i næsten ti år, før du fik gjort noget ved det. Men den ældre mand ville næppe heller efter de nye samtykkeregler kunne blive dømt for voldtægt. En klog og empatisk mand ville nok med det samme have lånt dig sin mobil, så du kunne ringe efter en taxi og komme hjem. Men den pågældende herre har så besluttet at lege forfører i stedet og har troet, at han lykkedes i sin rolle, siden du blev og ikke gik din vej, selvom du kunne. Kulden udenfor er altså ikke en tilstrækkelig begrundelse. Man har fortsat lov at forsøge at overtale nogen, selvom de til at begynde med siger nej. Der er stadigvæk en forførelsesparagraf i straffeloven, hvor man kan straffes for at udnytte en grundet alder og erfaring beroende overlegenhed, men offeret skal være under 18, og den er vist ikke blevet anvendt de sidste 50 år.