Kommentar

#MeToo-bevægelsen er navlebeskuende og mangler dybde

#MeToo har ikke samme succes som ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen, fordi den ikke involverer en grundlæggende samfundskritik. I stedet kommer #MeToo med sin manglende dybde til at symptombehandle sexchikane frem for at opnå ægte ligestilling, skriver antropolog Bernhard Blierlich i dette debatindlæg
Debat
29. december 2020

For mange kvinder er kampen for at bevare værdier som personlige relationer, omsorg og næstekærlighed mere grundlæggende end ’en hånd på knæet’ og sexchikane.

Dermed slet ikke sagt, at vi skal tie stille om mænd, der er i en magtposition og føler sig berettiget til at forulempe kvinder. Tværtimod. Men #MeToo-debatten føres ej at forglemme inden for en bestemt ramme, hvor det er vellønnede kvinder og kvinder, som lever i en konkurrencebetonet og upersonlig verden, der definerer problemet med ligestilling for ’det tavse flertal’ af kvinder i Europa og i den ikkevestlige verden.

Det er konkurrencen i den vestlige verden, ulighederne og den sexisme, disse uligheder skaber, der er hovedproblemet. #MeToo prøver at symptombehandle sexchikanen uden at adressere dens tilgrundliggende årsager.

Det var den modsatte tilgang, der gjorde, at rødstrømpebevægelsen og ungdomsoprøret i 1960-70-erne var så effektive. Fordi de lancerede en fundamental samfundskritik – af magt, uligheder, køn, familie – i deres oprør. Resultaterne var enorme. Tænk blot på den fri abort og ligelønnen.

Derimod synes #MeToo-bevægelsen desværre ikke på samme måde effektiv, da den ikke involverer en grundlæggende samfundskritik, som vi alle kan nyde godt af, selvom vi ikke er ’røde’.

Uden en samfunds- og kulturkritik af det konkurrencebetonede kapitalistiske samfund, hvor kvinden betragtes som et objekt og ejendom, forbliver det ved symptombehandling.

For at give #MeToo-bevægelsen den fornødne dybde må vi fokusere på værdier, som ikke har noget med konkurrence at gøre, men med personlige relationer, omsorg for hinanden og næstekærlighed.

Pilen peger derfor direkte på kritik af konkurrence, udbytning og upersonlige relationer frem for direkte interaktion, omsorg for hinanden og næstekærlighed. Det er værdier, som #MeToo ikke kan være foruden, hvis den skal være relevant.

Ligestilling afhænger i sidste ende af solidariske, ligeværdige og personlige relationer og ikke af de upersonlige sammenhænge, hvor mennesket ses som en maskine, der ’fodrer’ konkurrencesamfundets kapitalistiske maskineri.

Dette forhold dræber os som mennesker, ødelægger samfundets sammenhængskraft og er den virkelige grobund for sexchikane.

Bernhard Bierlich er antropolog og ph.d. fra Cambridge University.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Det lyder som en jagt på utopien, som kan komme grueligt i vejen for konkrete forbedringer i mellemtiden. Lidt ligesom dengang kvinderne ikke burde bekymre sig om ligeløn men i stedet støtte deres mænd i arbejdskampen og vejen frem mod revolutionen, der ville gøre alt godt...

Hvis vi så i mellemtiden med #MeToo kan få afskaffet magtpositioner i hierarkier som en generelt og offentligt acceptabel undskyldning for personligt magtmisbrug (seksuelt eller otherwise), tror jeg nu det vil gøre tiden indtil vi får fikset det hele noget mere behagelig.

Torsten Jacobsen

Ha, Bernhard Bierlich..

Cambridge, ligefrem? I institutionens aftenstund, må man så formode?

Hvorledes kan man ellers slippe af sted med en analyse, der kun rammer halvt rigtigt:

"Uden en samfunds- og kulturkritik af det konkurrencebetonede kapitalistiske samfund, hvor kvinden betragtes som et objekt og ejendom, forbliver det ved symptombehandling."

Betragtes 'kvinden' vitterligt som 'objekt' og 'ejendom' i det 21. århundredes udgave af kapitalismen? Har det nogensinde alene været 'kvinden', der måtte lade sig udnytte til gavn for andres fornøjelse?

Måske på Cambridge, det ved jeg af gode grunde ikke..Men ikke så frygteligt mange andre steder, skulle jeg mene..

Hvad er kapitalismen i grunden, sådan anskuet på et sociologisk/psykologisk plan, andet end en villet hierarkisering af mennesket, dets værdi?. Og hvilket formål tjener dette koldblodige maskineri, andet end da primært at anvise mindreværdige mennesker deres rette plads i et ellers værdiløst univers..?

Sidder der ikke i dag - og det i mangfoldigt tal - kvinder i økonomisk attraktive stillinger, med betydeligt ansvar for underordnede medarbejdere? Er deres primære kompetencer - i kraft af deres køn - omsorg og næstekærlighed?

Er det i grunden 'kvindens' arv? 'Omsorg' og 'Næstekærlighed'? Er det 'ukvindeligt' at udbytte et andet menneske?

Nej, Bernhard Bierlich blander med skuffende mangel på omhu to begreber sammen, i en for en antropolog pinlig forventning om, at de automatisk vil syntetiseres til ét..

'Feminisme' og 'retfærdighed'..

'Feminismen' er ikke retfærdig, ej heller søger den at være det.

'Retfærdigheden' er blot et mål, og selv i sin yderste manifestation ved den intet om køn..

Cambridge, my ass..

Bernhard har fat i noget med at krænkelse og ulighed, herunder ulighed i magtforhold, hænger sammen.