Kommentar

Når man afskriver ’identitetspolitik’ som hypersensitivitet, svækkes den demokratiske samtale

Man kan ikke bare affeje andre menneskers holdninger som »hypersensivitet« og »psykologisk følsomhed«. Man er nødt til at lytte til anderledes opfattelser af verden og forholde sig kritisk til sig selv, ellers dør den demokratiske samtale, skriver studerende Ida Marie Lund og Sofie Baadsgaard i dette debatindlæg
Debat
8. december 2020

Undervejs i læsningen af Henrik Høgh-Olesens kronik i Information den 27. november bliver man mødt af en kakofoni af misforståelser, og den udgør et skoleeksempel på problemet ved debatten om ’identitetspolitik’.

I løbet af kronikken bliver essensen af debatten skubbet væk, og debatten reduceres til en degraderende snak om at være nærtagende. Den tilgang til demokratisk samtale er problematisk, så her er et desperat forsøg på at holde debatten på sporet.

Vi ønsker bare, at man lytter og forsøger at sætte sig ind i mennesker, også hvis deres identitet ikke normalt er repræsenteret i den offentlige debat. Og vi får lyst til at stille spørgsmålet: Er al politik i virkeligheden ikke identitetspolitik? Og består forskellen ikke blot i hvis identitet, der er i fokus?

Henrik Høgh-Olesens påstand om, at venstrefløjen nu kæmper for at »promovere marginaliserede mindretals interesser« er ikke forfejlet – men hvorfor er det et problem? Hvordan kan det være et problem, at et marginaliserede mindretal kommer frem i det offentlige lys og får mulighed for at blive hørt?

I kronikkens konklusion lader det til, at Henrik Høgh-Olesen føler sig berettiget til at få accepteret sin udlægning af virkeligheden som den fulde sandhed. Men det er voldsomt, at man på den måde totalt kan afskrive legitimiteten i andres oplevelser. Hvis man blot afskriver folks oplevelser som præget af »hypersensitivitet« og »psykologisk følsomhed«, så er man selv med til at reproducere forældede normer og fortsætte undertrykkelsen.

Og hvis vi skal efterleve Hal Kochs demokratiske ideal med samtalen i centrum, er man nødt til at forholde sig kritisk til sin egen position og anerkende, at der sjældent findes én universel fortolkning af verden, og at samtalen svækkes, når man negligerer andres oplevelser og holdninger frem for at lytte.

Som et fint eksempel har vi aldrig betvivlet den smerte, vores venner har udtrykt, når de er blevet ramt af en fodbold imellem benene i skolegården, for hvordan skulle vi kunne afvise deres oplevelse af smerte, når vi ikke engang selv besidder disse organer?

Ida Marie Lund og Sofie Baadsgaard er studerende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Den demokratiske samtale dør, hvis man som en selvfølge forventer at blive taget alvorligt, alene fordi man mener noget - fordi man føler noget. Hvis man er så sikker i sin tro på egne indsigter, at man end ikke føler sig kaldet til at argumentere for sin sag.

Hvis ethvert synspunkt skal anerkendes uden forudgående argumentation, kan en egentlig samtale ikke komme i gang. Tværtimod vil en sådan 'samtale' præget af rethaveriske, uargumenterede synspunkter degenerere til en kamp om at råbe højest, og i forlængelse til forsøg på at undertrykke
synspunkter, man ikke er enige i.

Det er selvfølgelig en grundforudsætning for enhver 'demokratisk samtale', at alle der ønsker at deltage, frit kan komme til orde. Men det er jo ikke gjort med det: Nej, der stilles også krav til deltagernes vilje til at lytte til modparten, og tillige til deltagernes evne til eventuelt at korrigere sine egne holdninger, i mødet med et andet perspektiv på sagen der samtales om.

Er man nogenlunde enig i disse - lettere hjemmestrikkede - kriterier for den 'demokratiske samtale', ja så bør det blive en noget tragikomisk oplevelse at læse Ida Marie Lunds og Sofie Baadsgaards debatindlæg:

De to studerende hævder - uden at argumentere for synspunktet overhovedet - at Henrik Høegh Olesen 'skubber essensen af debatten væk, og reducerer den til en degraderende snak om at være nærtagende.'

Det nærmeste de kommer en videre argumentation for denne tvivlsomme påstand, finder man i et ligeledes nærmest komisk uargumenteret afsnit:

"I kronikkens konklusion lader det til, at Henrik Høgh-Olesen føler sig berettiget til at få accepteret sin udlægning af virkeligheden som den fulde sandhed. Men det er voldsomt, at man på den måde totalt kan afskrive legitimiteten i andres oplevelser. Hvis man blot afskriver folks oplevelser som præget af »hypersensitivitet« og »psykologisk følsomhed«, så er man selv med til at reproducere forældede normer og fortsætte undertrykkelsen."

Det lader til - må vi forstå - at Henrik Høegh-Olesen føler sig berettiget til at få accepteret sin udlægning af virkeligheden som den fulde sandhed. Hvorfor det lader til det, og dermed hvordan de to studerende er nået frem til en så eklatant fejllæsning af teksten, ja det må man gætte sig til.

Og endda værre står det til med påstanden om, at Henrik Høegh-Olesen "blot afskriver folks oplevelser som præget af »hypersensitivitet« og »psykologisk følsomhed". Her er der ikke blot tale om en fejllæsning af teksten, men derimod om enten en manglende evne til overhovedet at forstå sammenhængen i en tekst, eller også en bevidst forvrængning af det sagte:

Henrik Høegh-Olesen giver i sin tekst adskillige eksempler på, hvad han siden betegner som 'hypersensitivitet', og hvad han betragter som (overdreven) 'psykologisk følsomhed'. Han indleder sågar sin tekst med et sådant eksempel. Disse eksempler fungerer som belæg for påstanden, og vil man i klinch med dén, må man altså med en vis nødvendighed forholde sig til disse eksempler.

Men det vil Ida Marie Lund og Sofie Baadsgaard ikke. I et mildest talt paradoksalt forsvar for den 'demokratiske samtale', nøjes de med uargumenteret at afvise Henrik Høegh-Olesens tekst, for så efterfølgende at insistere på egen ret til - uanset hvad - at blive hørt og taget alvorligt..

" [..] samtalen svækkes, når man negligerer andres oplevelser og holdninger frem for at lytte."

Det er jo ganske mageløst...

Finn Thøgersen, Jens Jensen, Poul Erik Pedersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

@ Den tilgang til demokratisk samtale er problematisk, så her er et desperat forsøg på at holde debatten på sporet.

Vi ønsker bare, at man lytter og forsøger at sætte sig ind i mennesker, også hvis deres identitet ikke normalt er repræsenteret i den offentlige debat@

Nej I ønsker at I ikke må modsiges fordi Jeres livs erfaring ikke deles af andre. Man er ikke nødvendigvis undertrykt fordi andre ikke gider gå op i ens personlige identitetsproblemer. Trangen til opmærksomhed, altså kun positiv og rosende opmærksomhed, er efterhånden ved at nå episke proportioner.

Det kan i øvrigt gøre ondt at blive ramt med en fodbold eller et andet objekt overalt på kroppen.

Poul Erik Pedersen

Ud over de allerede rejste indvendinger mod de to studerendes indlæg, heftede jeg mig ved, det jeg tillader mig at tolke som, deres grundforståelse. Den bliver formuleret i følgende spørgsmål: er al politik i virkeligheden identitetspolitik? Dette spørgsmål synes jeg kræver en nærmere afklaring af, hvad vi forstår ved begrebet politik. Til det brug vll jeg tillade mig at anvende Den Store Danskes definition. Her lyder det, citat: "Politik - aktivitet der vedrører fastsættelse af fordeling af værdier for et samfund, eller andre sociale systemer og institutioner". Citatet er hentet fra et opslag, foretaget on-line dags dato.
For mig peger citatet på at politik faktisk vedrører nogle helt centrale spørgsmål, som er med til at definere økonomiske og sociale forhold i en real samfundsmæssig virkelighed. Disse spørgsmål kan eksempelvis være:
Hvem har magten til at definere hvilke værdier, der skal være centrale i samfundet?
Hvem har magten og autoriteten til at kunne foretage fordelingen af værdierne?
Hvad er kritieriet for at der er tale om en samfundsmæssig værdi - og hvornår er der blot tale om en privat værdi?
De samme spørgsmål vil kunne stilles mht. de sociale systemer og institutionerne.
Set ud fra dette perspektiv, mener jeg de to kommentatorer reducerer selve begrebet om hvorledes vi skal forstå politikkens rolle i samfundet. Fordi politik er langt mere end blot identitetspolitik. Politik er også at debattere og påvirke sociale, økonomiske, kulturelle og økologiske forhold.
Set under den synsvinkel bliver demokratisk politisk debat også langt bredere funderet, end hvis vi anskuer den politiske debat ud fra en mere snæver identitetspolitisk synsvinkel.
Kampen om politikkens mål og midler er funderet i sociale og klassemæssige forhold, disse forhold vil især i en demokratisk grundordning blive tydelige fordi de demokratiske partier repræsenterer forskellige gruppers sociale og økonomiske interesser. Aktuelt kan dette ses i diskussionen om hvilke tiltag der er nødvendige, for at holde Corona-smitten på et niveau der kan håndteres af landets sundhedssystem. Det kan også ses i diskussionen om klimapolitikkens mål og midler. Alene disse to politiske felter, forekommer det mig, burde have tilsagt de to kommentatorer at de foretager en urealistisk reduktionisme ved at spørge: "Er al politik i virkeligheden identitetspolitik?". Så vidt jeg kan se, må konklusionen på ovenstående overvejelser være et éntydigt NEJ.
mvh. poul.

Poul Erik Pedersen

I bagkolgskabens ulideligt klare lys: jeg opdagede at der var faldet to ord ud af den citerede definition. De to ord var "med gyldighed". Citatet lyder derofor i sin helhed således:
"Politik - aktiviteter der vedrører fastsættelse og fordeling af værdier med gyldighed for et samfund, eller andre sociale systemer og institutioner."
Således burde alt være på sin rette plads. Jeg beklager fejlen.
mvh. poul.