Kommentar

Når mænds kærlighed modsvares af kvinder, der håner dem, vender de parforholdet ryggen

Mandefællesskaber, der vælger kvinder fra, hader ikke kvinder. De beslutter sig for et liv alene, fordi deres omsorg og kærlighed til kvinden modsvares af afmålt opmærksomhed og krav om forsørgelse. Vi skal ikke mistænkeliggøre mandebevægelsen, skriver adjunkt Anders Øgaard i dette debatindlæg
Debat
4. december 2020

Der sker en betydelig bevægelse i kønsroller og relationer i disse år. Kvindebevægelsen fra 1970’erne viser sig efterhånden blot som en indledende optakt. Positionerne er i dag skærpede, og en global mandebevægelse tegner sig.

Karen Syberg, en af veteranerne fra 1970’erne, skriver i Information den 30. november lettere forskrækket om mandefællesskaber på nettet, hvor vrede og misogyni trives. Hun konkluderer, at der er opstået to lejre, og at der i dag findes »tremmer« mellem kønnene.

MGTOW (Men Going Their Own Way), som jeg delvist sympatiserer med, samler mænd, der søger lykken ved at slippe drømmen om at møde kærligheden i forholdet til en kvinde. Mænd vender parforholdet ryggen, som kvinder gjorde det i 1970’erne, og af samme grund: Den rolle, manden tildeles i parforholdet, er ikke værdig.

MGTOW kan betragtes som en historisk timeout, hvor mænd fortrækker til ringhjørnet for at sunde sig. Det er et brutalt brud med en af de helt store livsdrømme, og det kan ikke undre, at projektet afføder misogyni. Denne årsagssammenhæng er vigtig. Afsættet er ikke had over for kvinder, men det modsatte.

Når mandens fascination, tiltrækning, kærlighed og omsorg modsvares af afmålt opmærksomhed, modsætningsfyldte signaler, krav om betaling for sex eller hån og latterliggørelse, når manden forsøger at være sig selv i forholdet, så opstår en massiv følelse af skuffelse og svigt, som let bliver til vrede. Eller til et valg af et liv alene med sig selv.

Hos MGTOW italesættes dette valg som et maskulint valg, til trods for at manden således går på kompromis med den berygtede og beundrede maskuline seksualitet.

#MeToo-bevægelsen har lært os, hvor vanskeligt det ofte er at være kvinde. I øjeblikket bevæger vi os i retning af demokratisk fordeling af vanskelighederne ved at være køn. Vi hylder bevægelsen fra kvindesiden og mistænkeliggør bevægelsen fra mandesiden, men mandens vanskeligheder skal med i ligningen.

Det bør ikke kun være mændene, der bruger tiden med tremmer mellem kønnene til selvransagelse, inden vi igen forsøger at nærme os hinanden for at afprøve, hvordan kærlige møder er mulige.

Anders Øgaard er adjunkt og ph.d.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Med den hensigt at 'afspore' debatten, inden den helt kommer i gang:

Som barn opfattede jeg musik som en form for baggrundsstøj..Bevares, jeg kunne synge med på sange om haletudser og Cirkeliner..men det gav mig i sig selv intet begreb om hvad musik er, hvad det kan være..

Dire Straits var min første egentlige - monogame - musikalske kærlighed, og det var først i slutningen af min gymnasie-tid, at jeg for alvor blev tvunget til at erkende min iboende polyamorøsitet..

En af mine elskere fra dén løsslupne tid er 'Red Hot Chili Peppers'..Ikke nødvendigvis førsteelskeren, men dog så meget en elsker, at jeg stadig her næsten 30 år senere tænker tilbage med en vis længsel..

Ikke mindst bassisten 'Flea' var jeg lun på..Jeg begyndte at spille bas, lod et spinkelt gedeskæg gro..overvejede sågar at lade mig tatovere både til højre og til venstre..

Jeg er siden næsten bleven voksen..Bassen samler støv ovre i hjørnet, gedeskægget for længst bortraderet..tatoveringerne blev aldrig til noget..

Men jeg har dog aldrig mistet kærligheden til netop det band..Til Flea, ikke mindst..

Når jeg i disse dage læser stereotype fremstillinger af begrebet 'mand' - om de så præsenteres af en Anders Øgaard eller en ligeledes vred 'feminist', ja så kommer jeg sgu ofte til at tænke på 'Red Hot Chili Peppers'.. ikke mindst på John Frusciante, og så naturligvis på 'Flea'.. Michael Peter Balzary..

Red Hot Chili Pepper's Flea | JCCSF (2019)
En rigtig mand..

https://www.youtube.com/watch?v=suecLU2nN-w

War On Men
Vi har et samfund, der fører krig imod mænd, og det er der nogle, der ikke vil finde sig i det. Der er tre valg, at kæmpe imod, eller forlad bordet (MGTOW), eller blive en god ”simp”.

For der er helt klart mange, der har et problem med, hvor gynocentrisk vores samfund er blevet og den krig, der er føres imod mænd. Og hvordan feminisme og identitetspolitik har skabt et meget toxisk miljø at være mand i.

For slet ikke at snakke om den dobbelt standard om såkaldt ligestilling, som meget tydeligt viser sig ikke at omhandle ligestilling eller et forsøg på at skabe retfærdighed fra feministers side. Det er der en del, der er ved at indse.

For når systemer,media osv favoriserer og støtter kvinder på så mange måde, så er det naturligt at der komme et modsvar, så som MGTOW..

Og et af de modsvar er at forlade bordet og ikke deltage, for når kvinden har systemet på hendes side, og du står der alene, så finder mange ud af, at kampen er ikke det værd.

Men der er også dem, der først finder ud af det efter, at de er blevet hevet igennem systemet. som så kan fortæller nogle historie til skræk og advarsel

Kort sagdt
(For ved kvinder skal man bevise, at de er skyldige, mens mænd skal bevise, at de er uskyldige.)

Her er et link til et af de mange memes der deles i mainstream, der viser og snakker om feminismens mørke side, og som er med til at vækker folk op
The Gender inequality Myte
https://9gag.com/gag/aNYwMb0

Anders Øgaard italesætter en bias i vores samfund. Kvinder der fravælger parforhold er stærke og selvstændige mens mænd der fravælger parforhold er ynkelige og hader kvinder.

Der er en tendens fra begge køns side til at se mænd og mænds rolle som værende skaffedyr. En mand skal give og hvis han nægter skal han ned med nakken eller der skal spydigt og nedladende sås tvivl om hans seksualitet.

Mænd værste frygt er at møde kvinders foragt. Hvorfor? Fordi de intet forsvar har imod den. De er værgeløse mod anklagen om, at 'du ikke er en rigtig mand'. Dvs. du er ikke potent, handlekraftig, modig.
Der er stort set ikke det en mand vil udsætte sig for, for at undgå kvinder foragt. Faktisk kan mange af de handlinger mænd fortager sig bedst forstås i det lys. Nemlig hvordan opnår jeg kvinders respekt og undgår deres foragt?
Et hvert forsøg på at argumentere imod anklagen om, man ikke er en rigtig mand, er på forhånd tabt. Mænd der forsvarer sig, er svage mænd. Stærke mænd er mænd, der hviler i sig selv De har ikke behov for at forsvare sig eller at forklare sig.
Sådan er billedet af maskuliniteten hos både mænd og kvinder.
Det har altid været kvinderne stærkeste våben i kønnenes magtkamp at betvivle mænds maskulinitet, de ved at det virker. Desværre udvikler nogle af de udskammede mænd et had til kvinder generelt og nogle reagerer voldeligt.
Mænd der er voldelig overfor kvinder er tabermænd både i kvinders og andre mænds øjne . Vold er et tegn på kontroltab, og dermed har de har vist, at de ikke er rigtige mænd .

MGTOW er vel ikke noget problem al den stund at der er tale om et valg - muligvis baseret på nogle smertelige erfaringer med kvinder - men det er da langt at foretrække for en konfliktfyldt arena, hvor man hverken føler sig forstået eller respekteret.

I øvrigt kan man vel argumentere for at WGTOW har stået på i årevis - uden at det har givet anledning til andet end hyldest og beundring.