Belagt med diverse anekdoter når Christopher Arzrouni i en kronik i Information den 18. december frem til den konklusion, at ejendomsret er lig med civilisation. Skal man forsvare ham, kan man måske hævde, at ejendomsret er en liberal opfattelse af, hvad civilisation er.
Men Arzrouni hævder uden egentlig argumentation, at den private ejendomsret er ensbetydende med, at der etableres nogle kollektive spilleregler for, hvad man må gøre ved hinanden. Men vi bør snarere vende spørgsmålet om: Hvordan vi på trods af den private ejendomsret i dag har opnået nogle rimelige civiliserede spilleregler for omgangen med hinanden?
Ulighed er ikke civiliseret
1800-tallets kapitalisme var præget af uindskrænket privat ejendomsret og manglende politisk demokrati med det resultat, at både den økonomiske ulighed var ekstrem, og at de sociale forhold for store grupper af befolkningen var ganske forfærdelige. Det kan vel næppe kaldes særligt civiliseret.
I kraft af kollektive kræfter i form af stærke fagforeninger og magtfulde socialdemokratier blev velfærdsstaterne etableret i løbet af 1900-tallet, og med dem lykkedes det at afbøde konsekvenserne af den private ejendomsrets tendens til at skabe formuekoncentration og ulighed.
I perioden 1950’erne og 1960’erne, hvor velfærdsstaten blev etableret, blev den økonomiske lighed styrket. Det er påfaldende, at det faktisk var i samme periode, at vi havde den højeste økonomiske vækst og de højeste progressive skatter i danmarkshistorien.
I kølvandet på den neoliberale bølge fra 1980’erne har vi konstateret en stigende økonomisk ulighed. Det neoliberale dogme – som også er Arzrounis – om privatiseringer, deregulering af økonomien og angreb på de kollektive løsninger i form af stærke overenskomster og velfærdsstatens omfordeling har netop haft stigende økonomisk ulighed som konsekvens. Ingen tvivl om, at den velstillede del af befolkningen har fået en større økonomisk frihed i denne periode, da det er dem, der har høstet fordelene. Men der er store grupper, der ikke tilnærmelsesvis har fået den samme glæde af den økonomiske udvikling.
Liberalisme og privat ejendomsret uden offentlig regulering af kapitalismens vildskud er lig med større økonomisk ulighed. Det viser den historiske udvikling klart. Men kapitalismen kan til en vis grad civiliseres gennem kollektive løsninger og offentlige indgreb.
Kollektive løsninger
Arzrounis påstand om, at den private ejendomsret er den eneste nøgle til civilisation og økonomisk vækst, er en skrøne. Der findes faktisk stærke virksomheder i dagens Danmark, som netop ikke er baseret på privat ejendomsret, men på producent- og forbrugereje. Man kan blot tænke på Coop, Tryg, Lærerstandens Brandforsikring, Nykredit, andelskasserne, vandværkerne og så videre. Ifølge tænketanken Demokratisk Erhverv udgør disse virksomheder cirka ti procent af danske virksomheders samlede omsætning.
Arzrouni fremturer videre med, at privat ejendomsret er den bedste beskyttelse af de fælles goder. Hvis noget er fælles, bliver det overudnyttet, påstår han. Det kan der godt findes eksempler på, men når der for eksempel sker overfiskning af verdenshavene, er det jo netop et resultat af, at den private ejendomsret til fiskefartøjer indebærer, at der fiskes så meget som muligt for at sikre størst mulig økonomisk gevinst for den enkelte.
Den teknologiske udvikling har gjort, at der kan fiskes mere og mere, og det er jo logisk nok, at dette udnyttes til maksimal gevinst for den enkelte. Men løsningen på dette problem er ikke mere privat ejendomsret, men stærke fælles og overnationale politiske aftaler, der kan regulere fiskeriet og konsekvenserne af den private ejendomsret.
Spørgsmålet om det retfærdige samfund er naturligvis et politisk spørgsmål, men mon ikke selv den liberale Arzrouni kan tilslutte sig en formulering i retning af, at et civiliseret samfund gør det muligt for alle at få adgang til grundlæggende goder i livet. Kapitalisme og den dertilhørende private ejendomsret har aldrig været i stand til at leve op til den målsætning.
Det er ikke den private ejendomsret, der har skabt civilisation – det er stærke partier, organisationer, kollektive bevægelser og velfærdsstater, der har skabt den civiliserede kapitalisme og opstillet nogle kollektive spilleregler for vores samfund.
Kapitalismen og den private ejendomsret har skabt megen økonomisk vækst – og det er godt, men når det kommer til de afgørende problemer i vores samfund som den sociale ulighed og ikke mindst miljø- og klimakrisen, er kapitalismen ikke svaret, men tværtimod problemet.
Mogens Hansen er cand.mag. og skribent.
Det undrede mig en del, hvilke formål Information havde med at stille spalteplads til rådighed for den primitive liberalist Arzrouni.
Det bliver vi ikke klogere på her, men Mogens Hansen fortæller så, hvordan samfundet ser ud.
Og det kan vi jo godt godkende.
Jeg syntes det er fint, at man at man også kan læse Arrounis skrifter i Information. Det gælder om at komme hele vejen rundt, hvis man vil være et vidende menneske. Så kan man jo springe Børsen og Den korte avis over et par uger. At manden tager fejl er jo en anden sag. Jeg har ofte undret mig over de ultraliberales forsøg på at retfærdiggøre enkeltpersoners ret til at tjene uproportionelt mange penge og helst uden at betale skat. De taler om det, som om det faktisk er rimeligt. Som om det er en funktion af deres unikke personlige kvaliteter, at de er så rige. Der er ikke tvivl om, at mange af disse personer er meget talentfulde og fortjener at være rige. Der er forskel på folk, og nogle mennesker er mere nødvendige for et samfund end andre, men hvis de ikke havde det samfund, et marked, tusind års videnskabeligt udvikling, samfundets sociale og fysiske infrastruktur var de nok betragteligt mindre rige. Det kan være de var habile jægere, der kunne fange dobbelt så mange dyr som deres nabo, men ikke 5000 eller 1000000 så mange. Når rige mennesker skal betale meget i skat er det simpelthen en afgift for overhoved, at have lov til at virke i vores samfund. Hvis de ikke kan lide det, kan de jo forsøge sig i en isoleret ødemark, hvor de ikke skal betale skat, og se hvor langt de kommer. Desværre er et kommunistisk samfund ikke meget bedre. Det er bare en anden klasse mennesker, der virker der, som har en anden strategi til at tilegne sig penge og privilegier.