Vi vil nok ikke tænke tilbage på 2020 som det mest fantastiske år. Alle har oplevet udfordringer og afsavn, mange har mistet arbejde og livsværk, og nogle har mistet kære til sygdommen. Men årets dramatiske begivenheder har også bibragt nogle erkendelser om vores samfund og vores økonomi, som kan blive uhyre vigtige i de kommende år.
1. Vi er et kollektiv
»Intet menneske er en ø«, lyder det i John Donnes berømte digt. Og 2020 har om noget bekræftet, at vi menneskers skæbne er vævet sammen. At den enes påberåbelse af retten til frit at kunne gøre, hvad han ønsker, begrænser den andens frihed til liv og sundhed. Vi er ikke bare i kraft af vores genetik en social art. Vi er også en art, som er født ind i permanente sociale fællesskaber, der gør, at vi reelt holder hinandens liv i vores hænder. Det er måske en banal erkendelse, men ikke desto mindre en erkendelse, der i liberalismens ekstremt individualistiske epoke har været udfordret. Og en erkendelse, som er livsvigtig i klimakrisens tid.
2. Staten er tilbage
I mange år har vi hørt, at nationalstaterne er magtesløse teaterkulisser tømt for indhold. At vi lever i en konkurrencestat, hvis eneste opgave er at tilpasse sig en autonom økonomisk sfæres krav.
Men staten har vist sig ikke at være magtesløs. Dens evne til at håndtere pandemien kom til at udgøre forskellen på, om vi levede eller døde, og de stater, som ikke havde evnerne, har efterfølgende kunnet gøre deres fiasko op i menneskeliv.
Staten er tilbage og har grebet ind i økonomien på måder, som det nyliberalistiske præsteskab havde fortalt os var umulige. Som al magt skal også statslig magt holdes i stram snor. Men at vores demokratiske stat ikke er et passivt vidne til økonomiske kræfters spil, at den faktisk har vist sig i stand til at forandre og gribe ind i økonomien, er en befrielse og en markant udvidelse af demokratiets handlingsrum. Det er er en afgørende erkendelse i en tid, hvor klima og biodiversitetskriserne kalder på samme former for resolutte politiske indgreb i økonomien.
3. Intet erhvervsliv uden fællesskabets hånd i ryggen
Vores velfærdsstat er i mange år blevet beskrevet som en slags tyngende møllesten om halsen på det private erhvervsliv, der betaler festen. Men under coronakrisen er det igen nådesløst blevet afsløret, at afhængigheden er helt gensidig. Uden hjælpepakker fra fællesskabet for et trecifret milliardbeløb var tusinder af virksomheder gået ned og havde tabt alt.
Erhvervslivet nyder hver eneste dag godt af fællesskabets investeringer i uddannelse, sundhed, forskning og social tryghed, men afhængigheden er blevet krystalklar med krisen og statens direkte økonomiske overførsler fra fælleskassen til virksomhederne. Det er vigtigt, at vi holder fast i denne erkendelse, når regningen efter krisen skal betales. Så vi ikke igen – som efter finanskrisen – svækker det fællesskab, som er et afgørende grundlag for vores økonomiske formåen og tryghed.
4. De mindst værdsatte er de mest uundværlige
Pandemien gav os også en lektie i, hvilke grupper på arbejdsmarkedet som er allermest uundværlige. Når pandemien lukkede landet ned, og de fleste af os blev sendt hjem, var der nemlig nogle grupper, der måtte fortsætte med at arbejde i pandemiens frontlinje.
Vi mærker ikke på kort sigt meget til, at konsulenter, advokater og reklamefolk ikke møder ind på kontoret. Men SOSU’er, pædagoger, sygeplejersker, kasseassistenterne og andre, der arbejder med at sikre vores mest basale behov for sundhed, pleje og fødevarer, dem kan vi faktisk ikke undvære en eneste dag.
Det bizarre er, at mange af de mennesker, som er mest uundværlige, samtidig er nogle af dem, vi lønner allerdårligst for deres arbejde. Det bør vække eftertanke hele vejen til forårets overenskomstforhandlinger.
5. Sammenhold kan ryste stole og kultur
2020 var mere end corona. Det var også året, hvor #MeToo endelig fik vækket Danmark af en lidt for selvtilfreds slumren og beviste, at når mennesker bryder alene-heden, har hinandens ryg og står sammen om at sige fra over for magtmisbrug, så kan stolene rystes under selv de mest magtfulde hanelefanter, og gamle kulturer og normer kan rokkes og forandres.
Ja, 2020 har været et hårdt år. Men også et år, hvor vi igen er blevet bekræftet i, at solidariske fællesskaber gør os stærkere hver især. Fysisk har vi været mere adskilt, men socialt har vi stået mere sammen. Lad os tage de erfaringer og erkendelser med ind i 2021. Godt Nytår!
Pelles position
Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.
Seneste artikler
Hvis centralbanker og politikere vil øge arbejdsløsheden, skal lønmodtagerne sikres bedre
16. juni 2022Inflation og frygt for overophedning af økonomien fører nu til, at centralbanker hæver renten, og politikere strammer finanspolitikken. Det er samtidig et valg om at øge arbejdsløsheden, og derfor bør de mennesker, der rammes, sikres bedre livsvilkår, skriver Enhedslistens Pelle DragstedFlere skal være demokratiske medejere af deres arbejdsplads, hvis vi skal øge produktiviteten
9. juni 2022Vi har i årtier haft faldende vækst i produktiviteten, hvilket er bekymrende, uanset om man ønsker øget velstand, bedre velfærd eller mere fritid. En demokratisering af vores arbejdspladser vil formentlig være den bedste produktivitetsreform, skriver Enhedslistens Pelle Dragsted i denne klummePelle Dragsted: Oprustning for 18 milliarder vil koste på velfærden og samarbejdet i rød blok
25. maj 2022Det er uansvarligt, at man vil bruge 18 milliarder mere på militær oprustning og tage pengene fra det råderum, som skulle have været brugt på velfærd og klima. Oprustningsaftalen er en trussel mod rød bloks sammenhold i de kommende år, skriver Enhedslistens Pelle Dragsted i denne kommentar
Tak i lige måde.
"Uden hjælpepakker fra fællesskabet for et trecifret milliardbeløb var tusinder af virksomheder gået ned og havde tabt alt"
"Det bizarre er, at mange af de mennesker, som er mest uundværlige, samtidig er nogle af dem, vi lønner allerdårligst for deres arbejde. Det bør vække eftertanke"
"Vi mærker ikke på kort sigt meget til, at konsulenter, advokater og reklamefolk ikke møder ind på kontoret"
Jeg nærmest ved, at selv på langt sigt, vi kunne undvære ovennævte job i stor stil, klimaet vil vinde på det, færre love vil føre til færre måder at udnytte systemet på og der vil være flere penge at gøre meget mere for de udsatte borgere i dette land.
Godt nytår
Hvad med at bruge erfaringerne med at de mest uundværlige får bedre løn og arbejdsforhold ved de næste overenskomstforhandlinger og politiske aftaler og de mindre uundværlige må holde igen.
Samtidig bør der ryddes op i mellemlederne og ansættes flere til at udfører kerneopgaverne - mon ikke det vil give arbejdsglæden tilbage til de uundværlige.
Ja Dorte. Et 'ansvarstillæg' som også får reguleret folk over i 'uundværlig' brancherne.
"Uden hjælpepakker fra fællesskabet for et trecifret milliardbeløb var tusinder af virksomheder gået ned og havde tabt alt."
For det første er der jo ikke tale om, at pandemien ALENE har bragt virksomhederne i problemer - de tvangslukninger, man politisk har valgt som en del af bekæmpelsen af pandemien, har jo i høj grad forstærket effekten. Dette ikke sagt for at fremprovokere en debat om det rimelige i specifikke restriktioner - men derimod blot for at understrege, at der var et væsentligt element af politisk valg over det.
For det andet er det jo på ingen måde nyt, at virksomheder i en sådan situation kan forvente kompensation. Dette har tværtimod i mange år været en del af den ofte omtalte "samfundskontrakt" - specifikt den gamle epidemilov - som gav virksomheder et egentligt retskrav på erstatning i sådanne situationer. Et retskrav, som et næsten enigt Folketing desværre fjernede med et snuptag med ændringen af epidemiloven tilbage i marts - hvilket andre retteligt har sammenlignet med, hvis et forsikringsselskab opsiger brandforsikringen i det øjeblik, huset bryder i brand...
Der er også en skræmmende lære af denne krise, nemlig at venstrefløjen overvurderer betydningen af at staten bliver sat i centrum for krisehåndteringen. Efter finanskrisen troede mange at den neoliberale kapitalisme havde fået dødsstødet ligesom mange tænker nu om denne krise. Det er langt fra tilfældet. Uligheden stiger markant nu, ikke mindst gennem den massive udpumpning af likvid kapital som skaber negative renter og forgylder boligejere og aktiespekulanter samtidig med at dem der ikke har aktiver i forvejen skubbes længere ned af stigen fordi de ikke kan låne penge.
Der skabes en betydelig offentlig gæld som presser staten i forhold til de velfærdsforbedringer som er helt nødvendige hvis vi skal styrke statens kriseberedskab, indenfor sundhedssektor m.m. Hvis statens rolle og reelle mulighed for krisehåndtering skal styrkes kræver det at en langt større del af samfundskagen styres af den offentlige sektor. Økonomien skal under demokratisk styring, der skal indføres langt stærkere regulering af den finansielle sektor, en langt mere progressiv beskatning af de højeste indkomster og genindførsel af formuebeskatning for at modvirke den stigende ulighed og styrke statens økonomiske råderum. Det er ikke sådan at opgaver kun skal løses af staten, men vi skal undgå at privat storkapital udnytter krisen til at monopolisere væsentlige områder af vores erhvervsliv og økonomiske infrastruktur, og i stedet satse på demokratiske og medarbejderstyrede virksomheder der styrker en bæredygtig økonomi uden profitmaksimering og skattely. Vi mangler en stærkere venstreorienteret opposition som tør udfordre det neoliberale system som den socialdemokratiske regering stadig underlægger sig trods sin ændrede retorik.
En 6. erfaring er, at S-regeringens og Folketingets førte krisepolitik for at afbøde corona-konsekvenserne - med 250 -300 milliarder kr. til erhvervslivet og landbruget for at gøre mere af det samme - har været en klima-katastrofe. Der er nu dårligere råd til de klimanødvendige omlægninger. I stedet skulle de grønne partier, især Enhedslisten, ha' presset langt mere på for at sikre - at de 250 - 300 milliarder kr. til erhvervslivet og landbruget var betinget af: At virksomhederne lagde en 2030 plan for at skære drastisk ned på CO2-udledningerne. AT støtten mest går til de virksomheder, som aktivt lægger om til bæredygtig produktion - så forurenerne kommer til at betale regningerne for miljø- og klima-svinerierne. AT støtten var koblet med de nødvendige CO2-afgifter (skatteomlægning), som S-regeringen nu sylter.
Tak, Pelle. Bliver helt rørt over dine gode pointer.
Godt nytår Pelle, og tak for dine klummer i Information, samt din utrættelige kamp for et bedre samfund :-)
Godt nytår Pelle - og så blot et par ekstra ting som ikke må glemmes. Færre børn i skole og børnehaver gav raskere børn - uden snotnæser og ørebetændelser, bedre pædagogik og mindre syge pædagoger og lærere, bedre vilkår og trivsel for sårbare børn, influenzaepidemien forsvandt som dug for solen såvel som skoletrætheden. CO2 udledningen faldt og mange opdagede at samvær, kultur og natur betyder mere end rutinemæssige ferier langt væk og selv en lille pause i jagten på de arbejdsløse gav bedre trivsel m.m. Al dette handler også om økonomi og magt. Men nu er det dokumenteret hvor nemt det kan ændres hvis venstrefløjen vil holde fast og insistere på varige forandringer. Kriser medfører forandring lad os sikre det bliver i den rette retning.
Enhedslisten er blevet et borgerligt parti. Godt nytår.
Kære Pelle
Godt nytår.
Der er vist nogle problemer med din besyngelse af staten. I min ungdom var staten formidler af fælleskapitalens interesser, da de mange enkeltkapitaler ikke selv kunne finde ud af at udtrykke deres fælles interesser. Nu ses staten åbenbart som vore allesammens fællesinteresse. Nuvel og ok for et øjeblik. Konsekvensen af synspunktet er, at det er kampen om staten, der er det primære mål i klassekampen.
I så fald må man sige, at der er virkelig mange ting, der trnger sig på: omfordelingspolitikken, skat - hvor fanden bliver udbytteskandalerne af - stadig kan udenlandske aktionærer lade sig beskytte af anonymitet, 8 år efter bomben sprang - offentlighedsloven - hvor fanden bliver indsigten i mesterkagerne af - hjemtagning af danske bør fra umenneskelige forhold i Syrien - kvotefluygtninge - CO2-beskatning - dagpengeniveauet- barsel for mænd - inhuman behandling af udlændinge i enhver henseende - hvad sker der? Ikke en skid.
Og Covid-19 politikken spiller fallit. Man startede med at deklarere en inddæmningsstratege. 2 dage efter, da det viste sig, at man var helt uforberedt, blev det omdøbt til en afbødningsstrategi. Så gik det pø om pø med haltende sundhedsmyndigheder i hælende på statsministeren, indtil alt gik i sort, da lobbyfolkene fik sat statsminsteren skakmat i minksagen. Og efter måneders passivitet skal de udsatte og pleje-/sundhedspersonalet nu betale prisen. Og så står du og lovsynger staten??
Erhvervslivet ikke kan klare sig uden fællesskabet, det er sandt. Det er afhængigt af infrastruktur, veluddannet befolkning osv., men det er ikke noget, der er kommet med corona. Det med pengene er noget vås.
I 2020 har vi først og fremmest valgt at væve vores skæbner sammen.
Staterne har vist sig at være fuldkommen magtesløs. Alle stater har gjort mere eller mindre det samme; i sidste ende bliver vi reddet af medicinalindustrien.
Logikken er fuldkommen bagvendt. Hjælpepakkerne er jo nødvendiggjort af staternes indgriben!
Regningen efter krisen vil i sidste instans skulle betales af erhvervsliv og stat i fællesskab al den stund, at værdier skal frembringes; de vokser ikke på træer, og selv hvis de gjorde, skulle de plukkes.
Jens Illum@
Kan se du opfatter staters økonomi som et husholdningsbudget, intet kunne være mere forkert.