Kronik

Pension fungerer i dag som en form for borgerløn

Når vi tænker på pensionister, er vi præget af forældede fordomme om hensunkne, passive tv-kiggere. Men pensionister bidrager aktivt til både arbejdsmarkedet, civilsamfundet og familielivet. På den måde er de egentlig et eksperiment i borgerløn, skriver forfatter og etnolog Aske Juul Lassen
Både det kulturelle og politiske liv er præget af, at de gråhårede er initiativtagere og brugere, skriver aldringsforsker Aske Juul Lassen, i denne kronik.

Både det kulturelle og politiske liv er præget af, at de gråhårede er initiativtagere og brugere, skriver aldringsforsker Aske Juul Lassen, i denne kronik.

Claus Bech

Debat
23. december 2020

Den senere tids pensionsdebat har primært handlet om nedslidning og pensionsalder. Arne og Anne vil have ret til at kunne gå fra, mens de stadig har nogle gode år tilbage i sig. Denne debat siger meget om, hvad pension har udviklet sig til i de seneste 60 år. Pension er blevet en integreret del af livsforløbet, som vi forventer at kunne nyde godt af. Men debatten siger også meget om, at vores forestillinger om pensionen er forældede.

Debatten om Arne og Anne afspejler ikke det faktum, at langt de fleste mennesker, der går på pension, ikke er nedslidte. De fleste af os kravler ikke længere direkte fra fabriksgulvet eller marken over i sygesengen. Den generation, der går på pension i disse år, befinder sig et helt andet sted i livet, end deres forældre og bedsteforældre gjorde. 85 procent stopper med at arbejde af andre årsager end helbredet. Ifølge en VIVE-rapport fra 2019 vælger de fleste pensionen til, fordi de har mulighed for det økonomisk, eller fordi de har lyst til selv at bestemme, hvad der nu skal ske. I dag er pension mere udvikling end afvikling.

Som forsker har jeg undersøgt pensionen og pensionsovergange med fokus på, hvad det er for nogle liv, der udspiller sig omkring pensionsovergangen. I min bog Livets tredje akt undersøger jeg gennem seks nye pensionisters fortællinger, hvad pension er blevet til i det 21. århundrede.

Jeg har igennem årene interviewet mange nylige pensionister, der selv har haft et meget negativt billede af, hvad det vil sige at være pensionist. I deres øjne er en pensionist sådan en stille mormor, der sidder i gyngestolen og strikker, har fjernsynet kørende i baggrunden, kaffe på kanden og småkagerne klar på sofabordet.

Der er roligt og rummeligt i den forestilling om pensionen, men ikke mulighed for at leve det pensionsliv, som de selv synes, at de er i stand til. Mange frygter, at de selv med et slag vil forvandle sig til det skræmmebillede, når de bliver pensionerede.

Derfor har de også svært ved at kalde sig ’pensionist’ og forene sig med den identitet, de mener ordet giver dem. De frygter at blive placeret på sidelinjen og overladt til tv-kiggeri og have- og husarbejde.

Fire generationer i samspil

Men når jeg sammenholder deres skræmmebillede af en pensionist med det liv, de faktisk lever, er det tydeligt, at skræmmebilledet ikke længere er tidssvarende. De fleste af dem, jeg interviewer, fortsætter på en eller flere måder med at tage del i samfundet. Der er flere og flere, der på forskellig vis fortsætter med at arbejde, efter at de er begyndt at kalde sig pensionister. Det kan være som løsarbejdere, freelancere, selvstændige eller på deltid.

Mange fortsætter med lidt arbejde for en tidligere arbejdsgiver eller kaster sig ud i at starte det lille firma, de længe har drømt om. Endnu flere engagerer sig i frivilligt arbejde både i den plejesektor, der på mange måder er afhængig af, at der kommer frivillige for at få det sociale liv til at fungere, men også i alle andre grene af foreningslivet. Hvis man kigger på det politiske og kulturelle liv, er det også præget af, at de gråhårede både er brugere og initiativtagere.

Samtidig får pensionisterne ofte børnefamiliernes liv til at hænge sammen ved at sørge for, at børneforældrene kan arbejde mere, end de havde kunnet uden bedsteforældrenes hjælp. Den nye generation af pensionister er den første generation, der i så høj grad, som vi ser det i dag, stadig selv har gamle forældre, der også skal ses til. Når der er fire generationer, der lever samtidig, er det ofte den tredje generation (bedsteforældrene), der tager sig af både den første generation (børnebørnene) og den fjerde generation (oldeforældrene), mens den anden generation arbejder.

Ofte får pensionisterne også lokalsamfundet til at hænge sammen på et væld af formelle og uformelle måder ved for eksempel at sidde i diverse udvalg eller købe ind for deres gamle nabo. Og samtidig dyrker pensionisterne en lang række fritidsinteresser.

Der er altså langt fra nutidens pensionister til det billede, som mange – inklusive pensionisterne selv – har på den indre nethinde, når de forestiller sig en pensionist. De deltager i samfundet og bidrager til, at det hænger sammen. Med sociologen Ulrich Becks ord kan man sige, at de udfører borgerarbejde.

I den optik er det vigtigt ikke at indsnævre pensionisters mulighedsrum til et spørgsmål om at arbejde eller ikke at arbejde, som det ofte bliver i pensionsdebatten. Man kan som pensionist lære noget nyt, gå en tur, engagere sig frivilligt, snuse til blomsterne, forandre sit nabolag, læse en bog, arbejde, date, gå på kunstmuseum, blive politisk aktiv, genopdage sit parforhold, dyrke sport, passe børnebørnene, starte et firma, sidde i sofaen, bygge et hus eller noget syttende.

Det er ikke et spørgsmål om at arbejde eller ikke at arbejde, men snarere om, at man ved pensionen ofte er mere fri til at vælge, hvad livet nu skal byde på, end man har været tidligere i livet, hvor børn og arbejde krævede, at man bevægede sig langs en mere snæver sti. Den frihed har vi, fordi vi er så heldige at leve i et land, hvor der er folkepension, og hvor de fleste tilmed har opsparinger ved siden af. Og fordi de fleste af os når pensionsalderen i godt eller nogenlunde helbred.

Vor tids borgerløn

Pensionen er således ikke længere bare et sikkerhedsnet, der sikrer dig en indkomst efter et langt livs arbejde. Den er blevet til en livsfase, hvor man er sat fri til at bruge sine evner og energi på nye måder. Og hvor mange pensionister også føler sig forpligtet til at bidrage, fordi de anerkender, at folkepensionen er blevet en form for borgerløn.

Man er sat fri fra at arbejde, men for de fleste giver det ikke mening at stoppe med at bidrage til samfundet, når de stadig føler sig i fuld vigør. Nutidens pensionister er i det store hele et levende bevis på den hypotese, der ligger bag ideen om borgerløn: at når man sætter folk fri fra at skulle arbejde, fordi de ikke er tvunget til det, begynder de at bidrage på alle mulige andre måder. I hvert fald så længe de kan gå på pension, mens de stadig er raske.

Den nye generation af pensionister søger efter en ny mening med tilværelsen som pensionist. Livet er ikke slut, bare fordi arbejdslivet er det. Når pensionen har udviklet sig til at blive en integreret del af vores livsforløb, er det ikke kun presserende at sørge for, at også Arne og Anne kan få glæde af folkepensionen. Det er lige så presserende, at vi som samfund gør op med vores forældede ideer om pensionen og får anerkendt pensionisterne som en aktiv og engageret del af samfundet. For nok er pensionisterne frie fra at arbejde, men den frihed bruger de ofte til at engagere sig i samfundet og finde en ny mening derigennem.

Den generation, der går på pension i disse år, er den samme generation, som i 1970’erne redefinerede, hvad det vil sige at være ung. I disse år er de i gang med at redefinere, hvad det vil sige at være pensionist. I 2020 er de med den nedsættende vending »ok boomer« blevet latterliggjort som en generation, der ikke vil tilpasse sig en ny virkelighed. Men de er i lige så høj grad en generation, der har været med til at skabe og holde gang i det politiske og kulturelle liv, der muliggør forandring. Det er en stor generation af mennesker, der igennem deres livsforløb har præget samfundet voldsomt. Og det fortsætter de heldigvis med som pensionister.

Aske Juul Lassen er ph.d. i etnologi, aldringsforsker og forfatter til ’Livets tredje akt’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er faktisk både godt set og helt korrekt.

Nutidens pensionister kan, vil og gør ganske meget. Og verden står ganske åbent med alle sine muligheder for nutidens pensionister. Og danske pensionister kan bor, hvor som helst, blot der er indenfor EU, for ellers mister pensionisten retten til dansk pension.

Nutidens pension er forløberen for den borgerløn, der nødvendigvis må komme, efterhånden som jobbene bliver udført af robotter, men trods dette fortsætter med at generere skattepligtig indtjening.

Problemet er politikere (og mange andre borgere), der som sædvanligt tænker meget traditionelt, og i øvrigt er ubevidste modstandere af forandringer.

lars pedersen, Birte Pedersen, Peter Beck-Lauritzen, Arne Albatros Olsen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

Endnu en, som ikke ved hvad han snakker om. Her du følt konsekvenserne af et dagligt hårdt arbejde - og jeg mener altså det ægte hårde arbejde. Ikke det "moderne" pseudo hårde arbejde, hvor udtrykket hårdt misbruges - Sådan et arbejde, hvor du er helt færdig, når du endelig kommer hjem og alt dagens overskud er brændt af efter at have arbejdet fysisk og psykisk hårdt i Mickey-Mouse tempo 8 timer og det i over 40 år? Først da kan du tale med om Anne og Arne og deres pensionist tilværelse.

Ulla Søgaard, Bent Nørgaard, Niki Dan Berthelsen, John S. Hansen, Hans Larsen, Mads Kjærgård, Erik Nielsen, Peter Engelbrecht, Steffen Gliese, Egon Stich og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Frygten for, at maskinerne skal overtage alt arbejdet er mere end 200 år gammel - og det er ikke sket endnu.
Rent bortset fra det er det da rigtigt, at folkepensionistens liv ligner det liv, en borgelønner ville have, men der er en væsentlig forskel: Mens folkepension er noget, man får efter et - i de fleste tilfælde - langt arbejdsliv, er borgerløn noget, man får fra begyndelsen. Når mange folkepensionister i dag er så aktive i mange sammenhænge, skyldes det dels, at de er ved bedre helbred end tidligere, men sikkert også, at de er “i gang”, når de får pensionen. At få borgerløn fra man er 18 er et helt andet udgangspunkt, der ikke nødvendigvis giver samme resultat.
Derudover er det ofte fremførte argument om, at borgerløn vil skabe større lighed, efter min mening ikke holdbart. Borgerløn gives til alle - uanset hvad de måtte have i forvejen. Det sikrer selvfølgelig alle et eksistensminimum, men det ændrer ikke på uligheden. De fattige vil stadig være fattige, og de rige vil stadig være rige, blot på et lidt højere niveau.

Ib Christoffersen

Bare se folketingspolitikere, de får endda borgerløn (af dimensioner) endnu tidligere.

John S. Hansen, Hanne Utoft, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Fin artikel, som nok generalisere det lidt, i helikopter perspektiv. Borgerløn og (Folke)pension er to ting. Ihvertfald i gængs forstand. Man kan jo godt forestille sig en Borgeløn, til de borgere der havner i en speciel situation: invalid, sygdom og sociale forhold. Her er det da rigtigt, hvis man bliver uarbejdsdygtig, så var det nemmere at give en borger en "løn" som lå på et ens niveauet, man kan leve af, dagpengeniveauet f.eks. Så var man fri for alle de økonomiske og sociale benspænd, fra emsige socialarbejdere. Men let bliver det ikke, nogle skal jo afgøre det.
For øvrigt er vi mange der har været på arbejdsmarkedet i mange år. Personligt 47 år. Jeg modtager min Folkepension og ATP med åben pande, den har jeg fortjent. 27 år som murer og 20 år som Postbud. Begge slags job i alt slags vejr. Det kan man godt mærke, når man stopper på job. Slidgigt i det meste af kroppen. Men, op om morgenen, øvelser, helst ikke Panodiler, men helt undgå det kan man ikke. Vi passer også børnebørn og kikker lidt til naboerne (som vi ikke overrender). Jeg har et lille Rammeværksted og galleri. En mindre indtægt og tiden går. Jeg tror nu at mange pensionister arbejdere videre og lidt ved siden af, for at få dagen til at hænge sammen. Det er ikke billigt at være borger i Danmark. Men at det er den nedre social klasse, der gør det, er jeg overbevist om. Offentlige med en lang karriere og gode tjenestemandspensioner og lign. er jo nok dem vi betegner som de frivillige ældre. De har nok i en anden fysisk form og har en anden økonomisk baggrund til at dyrke frivilligt arbejde. (Lidt generelt sagt). Men der i ligger der en del af forskellen og sandheden.

Søren Kristensen, Naja Abelsen, Claus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Arne Albatros Olsen, Jens Ole Mortensen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

SIKKE dog en fremtid du lægger for dagen. Den bliver som vanligt ikke for alle. Så det er en ommer....
Hvorfor skal vi altid udhule hvad udhules kan og tage muligheder fra de grædende og bange unge. Tænk lidt på 2030, her er dem over 60 år et skræmmende flertal med pensionsopsparing og fanden selv.

Ja livet som pensionist og startende med efterløn har mange sider, helt afhængig af det liv man havde til det blev aktuelt.
Men rigtigt livet går ikke i stå og efter lidt tid med at erkende man godt må holde fri, finder man forhåbentlig balancen med at være nyttig på deltid.
Det gælder vel om at være og fortsat være nysgerrig og ikke lige glad med udvikling m.v. Min kone vil ikke ha jeg bliver "gammel" så det forsøger jeg at lade være med. Men det at vælge efterlønnen og så tjene lidt i tiden til pensionen var godt for mig. Helbedet som sådan er vi jo ikke altid herre over uanset.

Claus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvor i alverden kommer den karikatur fra? Det må jo være fra folk, der ikke selv har bedste- og oldeforældre, for selvfølgelig fortsætter liv og aktiviteter efter pensionen, måske endog endnu mere, når livet ikke skal afbrydes af arbejdet i mange daglige timer.
Det nye er jo, at vi har ladet os føre under åget og bundet os til en økonomisk ufornuft, der kun regner værdier, man kan tillægge fiktive former for kvantificering; men det er nu det mindste af det, der skaber og giver liv og lyst. På den måde ville en borgerdividende, forstået som en andel af BNI til fordeling mellem alle borgere, være en ganske rimelig foranstaltning til at holde samfundskadaveret ved lige. For mange ydes en sådan jo allerede på en passiv måde i form af pensionsopsparing som et overenskomstmæssigt gode.
Det ville utvivlsomt trække en lang række forbedringer med sig - især i de job, hvor man i dag holder fast i uforholdsmæssig stor afhængighed af en reel fysisk indsats fra medarbejdere, der formodentlig for længe siden ville have kunnet været hjulpet med større grad af teknologisk indsats. Fordi det er kortsigtet overskud, der ses på, kan det betale sig at betale mennesker en forholdsmæssig lav løn for at sikre overskuddet; men hvis man reelt var afhængig af, at folk vitterligt gad tage arbejdet, ville forbedringerne blive anderledes prioriteret.
Vi stod faktisk for 20-25 år siden et sted, hvor arbejdslivet i højere grad kunne være blevet tilfredsstillende og overkommeligt; men en ny lederkult trak os desværre i en retning, hvor hierarkier og hård ledelse igen kom til at florere - så ulykkeligt og unødvendigt det end er, især med en dansk erfaring for, at alt glider lettere og med bedre resultat, når hierarkierne brydes ned.

Steen K Petersen, Elise Berg, Christa If Jensen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Minna Rasmussen, ingemaje lange og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Hvor i alverden kommer den karikatur fra? Det må jo være fra folk, der ikke selv har bedste- og oldeforældre, for selvfølgelig fortsætter liv og aktiviteter efter pensionen, måske endog endnu mere, når livet ikke skal afbrydes af arbejdet i mange daglige timer.
Skriver Steffen Gliese
Det er så rigtigt!

Jens Ole Mortensen

Jeg selv er førtidspensionist et par år endnu og arbejder et par dage om ugen i et privat firma. Det har jeg gjort i en årrække. På den måde kan jeg opretholde lidt selvrespekt ved at betale lidt tilbage til den samfund som vi skylder så meget. - Buuul shit- Nævnes det´, at jeg, måske, kan føle en tilfredsstillelse i at bidrage til samfundet. Svarer jeg øjeblikkeligt at det vil jeg blæse på. Og ville man ikke være en dårlig ansat, hvis ens motivation var at bidrage til samfundet, i stedet for at bidrage blandt de mennesker man omgås og det project et firma er. Jeg tror de fleste ældre og gamle´s motivation er at være en del af de sociale netværk som binder os sammen. Og vores samfund er de mennesker vi deler vores tilværelse med.
Aske Juul Lassen - Det er sympatisk at du argumenterer for at vi også gør en indsats for samfundet, men det er ( og jeg tror jeg taler for flere) vi ligeglade med. Og, især, som ældre eller gammel, kan man simpelthen ikke køre livet igennem med som mål som er, at bidrage til samfundet. Og lægge under for at værdien af en liv er udelukkende af økonomisk art.

Et lille tanke eksperiment.
Grupper og mennesker begynder at melde sig ud af samfundet. De undlader at hente sociale ydelser. De maler karporte, restaurerer landbrugets bygninger, spiller musik, passer børn og andre gøremål.
Kort sagt. De tjener jyske doller eller bliver betalt i naturalier. Bliver man syg maler man lægens karport og skal man indlægges lægger man fliser for direktøren på privathospitalet.
Efterhånden bliver de uafhængige af samfundet. Og når samfundets repræsentanter henvender sig for at få det stoppet. Svarer de- Vi måtte ikke snylte på samfundet . Nu lægger vi ikke samfundet til byrde, men nu kommer i og vil snylte på os.
Jeg har intet imod at betale skat. og det er et tænkt eksempel. Spørgsmålet er.- Ville vores samfund reagere på samme måde som enhver anden totalitær stat vi ikke vil sammenlignes med ? Og slå det ned. For det er jo sådan man ser det i Kina, Turkmesistan, Hvide Rusland ol. stater.

Og er det ikke den konflikt vi ser udspille sig i USA,. Bare med omvendt fortegn. Et samfund efter europæisk model som parallelsamfundet mod et samfund efter de principper jeg nævner i eksemplet. Vi ser det også i Frankrig med De Gule Veste.
Som en dansk amerikaner sagde. - Et samfund et til for at hjælpe. Ikke for at kontrollere.

@ Christian De Thurah,

"Frygten for, at maskinerne skal overtage alt arbejdet er mere end 200 år gammel - og det er ikke sket endnu".

Dette postulat har du selvfølgelig ret i. Men der er faktisk sket meget i retning af mere produktion og mindre arbejdsindsats gennem postulatets 200 år.

Se blot på, hvad der er sket siden sidste krig i Danmark for 75 år siden.

I 1954, hvor arbejdsmarkedsstatikken startede, var omkring 1,250.000 af de totalt 1.725.000 arbejdstagere ansat af omkring i den primære sektor - og langt de fleste i landbruget. Og blot 16 år senere, omkring 1971 var den primære sektor, hvor landbruget var langt den største del, reduceret til et par hundrede tusinde.

Omkring 1971-72 skiftede det, så den sekundære sektor simpelt hen var blevet langt den største, og den primære sektor var blevet ganske lille.

Og blot 5-7 år senere, omkring 1978 havde den tertiære sektor overhalet den sekundære, og var blevet den største.

- Den primære sektor (landbrugsproduktionen), som krævede ganske meget hård arbejde, producerer faktisk ikke mindre, men anvender rationelle maskiner.
- Der sekundære sektor, der også krævede manuelt arbejde, der var slidsom på grund af ensidigt arbejde, producerer langt mere end i 1970-erne - men også med rationelle maskiner.
- Og den tertiære sektor (serviceerhverv som bankvirksomhed og lignende) slider ikke så fysisk, som de øvrige. Men trods dette rationaliseres der ganske stærkt, hvilket gør mange overflødige.

Så jo, der er tendens på vej til at gøre rigtigt mange arbejdstagere overflødige, i hvert fald hvis man ikke fordeler det arbejde, der findes. Og gør man det vil der være behov for en form for borgerløn som kompensation for arbejde. Men det giver også virkelig reelle muligheder for omstilling af samfundet, - altså hvis politikere og borgere ikke sidder fast i vanetænkning og modstand mod forandringer.

lars pedersen, Christa If Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Der skal vel også være økonomi tilstede? Fordelingen mellem produktionleddet og omsætningsleddet ændres hele tiden, mod det uproduktive omsætningsled. Folkets tjenere har gode forhold, ved ophør, bred dem ud til resten af befolkningen, det er jo dem, der har produceret folkets tjeneres velfærd!
Beskat samfundets "nassere", de multinationale og skatteundragerne, så der bliver mere råd til dem, der har behov for pension, understøttelse, osv.
Er selv PhD studerende (Pensionist hele Dagen), på trible SU (arbejdstager-og folkepension & ATP) og nyder det.

Krister Meyersahm

Et kollektivt system som folkepensionen og en kommende borgerløn kan sammenlignes med en forsikringsordning. Men i modsætning til forsikringsdækninger, der kun udbetales til skadelidte, udbetales folkepensionen og forstår man senere borgerløn til alle. Man kan med fuld ret hævde, at, private forsikringstagere, optræder solidariske og også forstår, at kassen tømmes hvis et forsikringsselskab, udover at udbetale erstatning til skadelidte også, for lighedens skyld, skal kompensere alle andre forsikringstagere. Solidaritet er det derimod så som så med, når vi ser på folkepension og borgerløn. For her får alle det samme grundbeløb udbetalt uanset behov eller ej. Staten udbetaler allerede milliarder i pension, til borgere der har egne private pensionsopsparinger, opbygget i kraft af skatterabat - det er en syg orden som vil kvæles af iltmangel i det højt besungne råderum.

Vi bør i stedet for folkepension og borgerløn indføre tvungen pensionsopsparing som vi kender det fra ATP, for alle der arbejder, med et eller andet minimum af indkomsten, der dækker bortfaldet af indkomst i pensionistlivet. Den enkelte borger er herefter selvforsikret og bestemmer selv tidspunktet for sin tilbagetrækning.

Herefter er alene borgere der ikke har arbejdet eller arbejdet med mindre styrke på grund af særlige begrænsninger, berettiget til pensionshjælp fra staten. Borgerløn som begreb og rettighed må afvises som idioti. Kun borgere der er ude af stand til at opretholde selvforsørgelse skal støttes af staten.

Mennesker med det hårde, men nødvendige arbejde, bliver ikke kun dårligt betalt. De lever også 13 år kortere end den gennemsnitlige levealder byder. Det er et faktum. Et faktum, som samfundet bekvemt henligger som dårlig livsførelse frem for et hård arbejdsliv. En meget bekvem, billig og belejliget løsning. Men det er et faktum, som gør, at Anne og Arne kun har kort tid som pensionister. Om overhovedet nogen nu, hvor folkepensionsalderen løber løbsk mod de 70+.

Det virker nærmest som om mennesker som Anne og Arne er skrevet ud af samfundsligningen som mennesker man ikke regner for noget. En værdi opsætning iværksat af blå blok med asociale Venstre i føretrøjen.

Steen K Petersen, Søren Kristensen, John S. Hansen, Hans Larsen, Kim Houmøller, Erik Nielsen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Forskning i dag handler mest om den øvre middelklasse og dens problemer. Jeg ved ikke om forskerne ikke ved, at der er en anden virkelighed?

Steen K Petersen, Peter Beck-Lauritzen, John S. Hansen, Ebbe Overbye, Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Claus Nielsen, Steffen Gliese, Lasse Hall, Jeppe Lindholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christa If Jensen

Tak for dit debatindlæg, Aske. Jeg er en af dem, du taler om, faktisk arketypisk. Stoppede for snart 6 år siden som 65-årig - og fik endda 100.000kr som tak for at jeg blev ved til jeg var 65. (Det var en kæmpe overraskelse) Jeg stoppede præcis som du siger for at blive selvbestemmende -. og fordi jeg ikke længere kunne se mig selv i spejlet på grund af ændringerne af beskæftigelsesområdet. Siden har jeg været politisk aktiv - bl.a. været med til at lave analysen af mulighed for borgerløn, og lige nu er jeg i en gruppe, der arbejde med “fremtidens jobcenter”) Jeg har snart 14 børnebørn og en mor på 95. Jeg træner 3 formiddage om ugen, har en stor have og elsker min mand. Han har oprettet en lille virksomhed med alt-mulig-småting og havearbejde. Han tjener lidt ekstra penge, men gør det ligesåmeget for det sociale samvær med de mennesker, der har behov, især hans tidligere kvindelige kolleger, der ikke kan skifte en vandhane el.lign. Så...... jeg er på borgerløn og elsker friheden, men er ikke mindre aktiv samfundsmæssigt end jeg var før. En ting, jeg hæfter mig ved, Aske, er, at du omtaler arbejde som kun lønarbejde. Arbejde er langt mere end lønarbejde. Det frivillige arbejde og husarbejdet tæller ikke i den definition, men er mindst lige så vigtigt for samfundet. Den accept, skal der arbejdes på. Bla burde den økonomiske kvantitet af husarbejde og frivilligt arbejde indregnes i BNP.

Steen K Petersen, Christina Meyer, lars pedersen, Søren Kristensen, Christel Gruner-Olesen, Steffen Gliese, Peter Beck-Lauritzen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Og så er der jo lige det der med at kvinder lever fem år længere end mænd, hvoraf nogle har haft hårdt fysisk arbejde (ikke at kvinder er dovne eller noget). Er det bare mig der synes ligestillingen er ude af balance, når det kommer til folkepensionsalderen. Hvis kvinder lever fem år længere end mænd, har de vel også, om ikke andet så i teorien, fem år mere end mænd til at nyde deres otium? P.S. Jeg er i dette spørgsmål parat til, som sædvanligt, at blive mødt med larmende tavshed. Men jeg kunne faktisk godt tænke mig at få det at vide, hvis der er et eller andet jeg har misforstået eller overset og således få forklaret hvorfor min anke er helt ude i hampen, urimelig eller bare utilstedelig. I kønsdebatten skal man som bekendt passe på hvad man siger.