Klumme

Prinsesse Diana bør ikke betragtes som et offer i alle henseender. Hun havde et valg

Tv-serien ’The Crown’ genopliver fortællingen om prinsessen, der døde så brutalt og så ung. Den genopliver også det ensidige billede af Diana som et offer. Vi bør se Diana som et helt menneske, fuld af de gråzoner, som præger ethvert levet liv, skriver klummeskribent Åsa Linderborg
Tv-serien ’The Crown’s syn på Charles’ og Dianas ægteskab er provokerende ensidigt – kan selv udnyttede kvinder have egennyttige ambitioner og handle beregnende, spørger Åsa Linderborg.

Tv-serien ’The Crown’s syn på Charles’ og Dianas ægteskab er provokerende ensidigt – kan selv udnyttede kvinder have egennyttige ambitioner og handle beregnende, spørger Åsa Linderborg.

Ritzau/Scanpix

Debat
9. december 2020

Hvis man ikke bliver bevæget af prinsesse Dianas skæbne, må man have et hjerte af sten. At tænke sig, at hun skulle dø en så brutal og meningsløs død. Og i så ung en alder.

Det var i august 1997, at vi offentligt og under stor ståhej begyndte at sørge kollektivt over personer, vi egentlig ikke kender. Det imødekommer åbenbart et behov, at vi kan græde sammen med andre, nedlægge kranse og vise os empatiske og medfølende i en tid, hvor udbuddet af disse kvaliteter kan være knapt.

De samme medier, som havde jagtet et menneske til døde, tøvede nu ikke med at slå mønt af tragedien. Lige siden er de store berømtheders dødsfald blevet indsvøbt i samme sentimentale indpakning: I nyhedsrapporteringer lægger man strygermusik på og fremviser billedsekvenser i slowmotion.

Prinsesse Diana blev verdens mest berømte kvinde i en tid, hvor medielandskabet var under brat forvandling. Med kabel-tv, der sendte døgnet rundt, fik tabloidpressen en udfordrer, som udløste publicistisk desperation. Et umætteligt behov for stadig mere nærgående paparazzier var født.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Mange medier m.v. har tjent penge på historier om Diana, nu også Åsa Linderborg, der tror hun er bedre end andre til at gætte hvad Diana i virkeligheden tænkte.
Diana havde et valg, på samme måde som Åsa Linderborg havde et valg før hun førte kamp for meetoo og nu igen, hvor hun har skiftet holdning og er imod meetoo, måske fordi hun kan tjene penge på det og angre sine synder?

Gustav Alexander

Informations læsere elsker at hade Åsa Lindeborg. Der er åbenbart ikke noget mere anstødeligt end alternative perspektiver fra en person, der ellers selv var/er en del af det.

Skal al taletiden virkelig tages af ubegavede ekstremister, der enten mener at mænd er roden til alt ondt eller at kvinder kategorisk lyver? Jeg gider ikke høre på eks Henrik Dahl eller Twerk Queen af netop de årsager, når det kommer til kønsdebatten.

Ovenstående forfatters styrke er vel netop at hun - kva sine erfaringer - må have et mere nuanceret perspektiv på emnet end så mange andre debattører. Hvem må dog så bidrage til debatten, hvis det ikke er Åsa Lindeborg? Skal man være blind og ukritisk støtte eller kategorisk modstander for at tiltvinge sig respekt for sit perspektiv?

Troels Ken Pedersen

Ahrforpokkerdaosse! Kan vi ikke blive enige om at det at en kvinde har ambitioner ikke udelukker at hun kan blive mål for seksuelt magtmisbrug? Linderborgs grundlæggende pointe med at det godt kan være ikke-OK selv om folk ikke er platoniske ideal-ofre er sådan set god nok, og så snubler hun alligevel over sin egen #MeToo-besættelse på målstregen.

At det at gå i seng med chefen er vejen frem for ambitiøse kvinder er en del af et sæt rammer som ikke er i orden. Og de er ikke i orden, uanset om kvinderne forfølger deres ambitioner (som kvinder for #¤%&!!! godt må have) eller dydigt opgiver deres ambitioner og går hjem for at bage speltboller i stedet. Grrr!

Fra mit perspektiv synes der at være forskel på at gå i seng med chefen i en normal hierakisk organisation, og så oligarken f.eks. filmproducenten, prinsen m.m. Det første synes akavet, mens det sidste kan føre een til oligarkiet!!

Men hvad ved jeg om kvinders grænser.

Dorte Sørensen

Hvis hun ikke valgt ham af egen fri vilje var der så tale om Social kontrol - det er der ellers megen modstand i mod, når det sker i muslimske familier.

I Danmark havde prins Henrik, da også et frit valg - hvilket gør det endnu mere morsomt ,at han kunne være sur over ikke at få titlen konge.

Hun kunne sagtens have ændret sin skæbne. Hun kunne have brugt sikkerhedssele.