Kommentar

Psykisk velbefindende skal ikke kun være for dem, der har råd

Som psykisk sårbar ung skulle jeg både håndtere mine traumer, navigere i en jungle af psykologer og bære en kæmpe økonomisk byrde for det hele. Den nye ordning med gratis psykologhjælp til studerende vil forhåbentlig hjælpe andre unge i mit sted, skriver Sofie Kousgaard i dette debatindlæg
Debat
21. december 2020

Først som 30-årig fik jeg den hjælp, jeg havde brug for – og den var gratis. På tirsdage i ulige uger sidder jeg i et terapilokale med andre unge, der også kommer fra misbrugshjem og dysfunktionelle familier. I mere end ti år har jeg ledt efter dét sted. Og det gør en forskel, at det er gratis.

Jeg startede til stresscoach i 2010, men fandt hurtigt ud af, at det kun var en overfladebehandling, jeg fik. I 2012 blev jeg sygemeldt med stress og overbelastning første gang. I 2014 fik jeg endnu en sygemelding for angst. I et årti har jeg efterhånden ledt efter et behandlingssted som TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere).

I mellemtiden har jeg figureret i venteværelser og lænestole hos en række terapeuter og psykologer. Sommetider med en lægehenvisning, andre gange uden. Forløbene blev ofte afbrudt, fordi jeg ikke kunne betale dem, og jeg gik ofte derfra vel vidende, at jeg ikke ville komme tilbage den næste gang, fordi jeg ikke havde råd. Min mulighed for bedring blev på den måde hele tiden sat på pause.

Ved en tilfældig googlesøgning om »psykologi hos voksne børn af alkoholikere« fandt jeg frem til TUBA. Foran mig ventede godt nok en venteliste på et lille år, men det var ventetiden værd. Det ved jeg nu.

Junglen af psykologer

Det kan være svært at være ung i dag af flere årsager. Ensomheden blandt unge stiger, ligesom psykisk sårbarhed og stress er en ting, mange unge oplever i deres ungdoms- og uddannelsesliv.

Det sætter dybe spor og kan blive værre, hvis der ikke bliver løsnet op for. Psykiske lidelser er som myoser under et skulderblad. Først værker de lidt i kroppen, men hvis du ikke får dem behandlet, kan du pludselig ikke længere bevæge dig.

Det oplevede jeg selv fra den ene dag til den anden. Jeg kunne ganske enkelt ikke rejse mig. Om det var depression, stress eller angst ved jeg ikke. Det vigtigste for mig var, at jeg fik en forståelse og et sprog for, hvad jeg oplevede, og ikke mindst, hvad jeg havde oplevet i mit liv.

Men for at vide, hvor man skal gå hen, bliver man også nødt til at vide lidt om, hvad man fejler. I dag er det sådan, at du må forsøge dig frem, og det koster penge. Det er virkelig ærgerligt, og jeg tror, at det afholder mange fra at søge den hjælp, de har brug for.

Derfor blev jeg glad og en lille smule mere tryg, da jeg læste, at gratis psykologhjælp til unge er kommet på finansloven. Det betyder forhåbentlig, at unge kan finde steder at gå hen, og at psykologhjælp muligvis kan blive mere aftabuiseret og blive en del af sundhedspakken.

Vi bør gå til psykolog, ligesom vi også går til læge, når der er behov for det, men regningerne vejer ofte for tungt i en studerendes budget. Problemet er bare, at det psykiske velbefindende ikke kan vente til, at vi tjener en fuldtidsløn.

Det rette sprog

Det kan være svært at række ud efter hjælp af rigtig mange årsager. For mig har det at gå til psykolog altid føltes som at gå bag om ryggen på min familie.

Nogle unge som jeg selv kommer måske fra hjem, hvor det rette sprog ikke findes. Alle familier kommunikerer selvfølgelig på den ene eller anden måde, men nogle former for sprog undertrykkes i nogle familier og anses ikke som gyldigt. I mit tilfælde var det for eksempel: »Vil du ikke nok lade være med at drikke den øl? Det glas vin?«

Senere blev jeg vred. Vreden opstod højst sandsynlig, fordi jeg gang på gang måtte erfare ikke at blive lyttet til. Jeg begyndte at undertrykke mine egne grænser og behov, indtil de til sidst forsvandt helt, fordi jeg ikke længere kunne mærke dem. Men det holdt kun, indtil det hele væltede op i mig igen i form af drænende angstanfald, der efterlod mig hjælpeløst på køkkengulvet i flere timer.

Man kan gå gennem tilværelsen fuldstændig følelseslammet, men det er ikke en særlig god idé. Jeg tror, at de fleste mennesker uanset alder har brug for at lære sig selv og sin historie at kende. Det er vigtigt at kunne spejle sig i andre menneskers historie, som vi gør med vores venner og familie, men der findes også følelser og erfaringer, som ikke nødvendigvis kan deles i det rum.

Det tog mig for eksempel mange år at lære at sige, at min far er alkoholiker, og at jeg er en psykisk sårbar person. Det tog mig mange år at indse og forstå de konsekvenser, det har haft for mit liv, for min måde at indgå i relationer på og mit arbejdsliv. Men derudover har det kostet mig mange penge, som jeg aldrig har haft.

Ligesom for mig er penge for mange en stressfaktor. Hvis jeg var blevet tilbudt gratis psykologhjælp, ville det helt sikkert have lettet flere steder i regnskabet, og jeg ville ikke have tøvet med at søge hjælp.

Jeg ønsker derfor bedre muligheder for andre unge. Det skal hverken være et tabu at bære sin historie med sig eller et økonomisk privilegie at kunne tage vare om den.

Sofie Kousgaard er jobsøgende og cand.mag. i dansk og filosofi og videnskabsteori.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

21/dec/2020

Kære Sofie Kousgaard,
tak for en super dejlig og klar
beskrivelse af, hvad vi alle,
eller i hvert fald mange af os,
har eller får brug for, for selv
at komme videre i og med Livet :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

PS: Jeg har mere end 30 års
erfaring som gestaltterapeut :-) ...