Kommentar

Hvis du vil redde verden, så start derhjemme, ikke i Afrika

Siden 60’erne og 70’erne har der hersket en idé om, at vi skaber en bedre verden gennem politik og internationalt udsyn. Men selv om du er planfadder til et barn i Afrika, kan du godt samtidig svigte dine egne børn derhjemme, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller
Selv om man er planfadder til et barn i Afrika og tilhænger af en fordobling af ulandsbistanden, er det også vigtigt at huske på de mennesker, der står en aller nærmest, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller.

Selv om man er planfadder til et barn i Afrika og tilhænger af en fordobling af ulandsbistanden, er det også vigtigt at huske på de mennesker, der står en aller nærmest, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller.

Finn Frandsen

Debat
12. december 2020

Kampen om magten er indædt. Den er universel og meget menneskelig.

De fleste tænker sikkert først og fremmest på politik, krig eller lignende, når talen falder på magt. Og dér kan man da også være nogenlunde sikker på, at der uafbrudt bliver udkæmpet både åbenlyse og mere skjulte magtkampe. Så meget endog, at man næsten kan stirre sig blind på den slags magtkampe.

Men ak! Af og til kan det kolossale fokus på politiske og samfundsmæssige magtkampe bortlede vores blik fra de magtkampe, der foregår lige midt i vore egne små sociale cirkler. I ægteskabet, blandt angivelige venner, i kirken, i menigheden, på arbejdspladen, i skolen, i klassen og blandt naboer.

På den måde er det risikabelt kun at tænke på politik og samfund, krige og nationalisme, når man taler om magt. Så kan man nemlig nemt bare skyde alle problemer og konflikter over på upersonlige strukturer og ordninger samt polemiske politikere, der fylder meget, javist, men som også i et demokratisk samfund naturligt har den kritiske presses bevågenhed.

Det kan nemt blive til en undskyldning for altid at give samfundet skylden. For alt. Også for de konflikter og uoverensstemmelser, vi selv er medvirkende årsager til.

Fred i verden, krig i hjemmet

Det er jo ikke os almindelige mennesker, der skal indgå en aftale med Iran og derved skabe stabilitet i Mellemøsten. Det er heller ikke hverken dig eller mig, der skal bekæmpe IS i Syrien. Dér ligger vores personlige ansvar ikke. Ikke i første række i hvert fald.

Men i 1960’erne og 70’erne var det bestemt ikke ualmindeligt, at konfrontationen med sådanne konflikter i eksempelvis Vietnam eller på Cuba fik mange engagerede mennesker til at blive politisk bevidste. Og som tankevækkende nok mente, at dette engagement og ønske om en bedre verden næsten udelukkende kunne forløses gennem politik. Vi skulle alle være politiske.

Dette verdenssyn har siden dengang været et meget smitsomt perspektiv på verden og samfundet, der måske nok har hjulpet os til at løfte udsynet mod verden omkring os, men også har haft en katastrofal følge for vores blik for den nære verden, hvori vi i virkeligheden har ikke bare et større ansvar, men også en langt større mulighed for at gøre en forskel.

Men man fristes til – med Søren Krarup – at sige: »Man ofrer sig for menneskeheden, men ofrer mennesket.«

Der er i dag kommet noget næsten stereotypt og banalt over, hvordan den gode vilje kommer til udtryk. Alle mennesker ønsker en bedre verden. Men man er altså ikke et ringere eller dårligere menneske, fordi man ikke i tide og utide råber op om alt det gode, man vil gøre for hele verden.

For som den moralsk nærsynede Benny fra Olsen-Banden siger til Egon, da han pludselig bliver grebet af en sværmerisk bekymring for verdensfreden, mens Kjeld har mere jordnære problemer på hjemmefronten at slås med: »Ja, ja, det er godt nok med verdensfreden. Men Kjeld må også tænke på husfreden.«

Smerten i de nære relationer

Hver eneste dag må tusindvis af børn i Danmark lide under, at deres forældre ikke kan enes. Børn er 100 procent loyale over for både far og mor og bliver derfor revet midt over, når de strides. Det er for længst dokumenteret, at skilsmisser trækker lange og dybe spor hos børnene. De bliver invalideret i deres tro på kærlighed og tillid, og det gør dem ængstelige og utrygge ved senere selv at indlede et forhold til et andet menneske.

Det er i skyggen af blandt andet dén virkelighed herhjemme, at Danmark sendte soldater i krig i Afghanistan og Irak. Og bombefly til Syrien. For dernede at skabe grundlag for samtaledemokrati og fredelig sameksistens mellem forskellige grupper, religioner og stammer.

Imens det skete, blev der herhjemme udkæmpet skæbnesvangre kampe i form af familiekonflikter og anbragte børn, som alt for ofte blev skjult bag statistikker, der beskriver danskerne som et af verdens lykkeligste folk.

To eller flere, der elsker hinanden, kan gøre hinanden meget ondt. Selv om man er planfadder til et barn i Afrika og højrøstet tilhænger af en fordobling af ulandsbistanden og af en politisk bevægelse, der mener, vi skal gøre mere for de svage, kan man godt samtidig svigte sine nærmestes velvære.

Vi vil alle sammen gerne gøre verden bedre. Men hvad gør du selv, personligt, for at afhjælpe den nød og ensomhed hos dit eget barn, som ikke i første omgang kan ses med det blotte øje? Den nød, som kræver personligt nærvær og empati, indlevelse og forståelse, og som sætter dig i gang med at trøste og yde et personligt offer, der ikke kan aflæses på et girokort eller størrelsen på din trækprocent. Den hjælp og empati, som derfor heller ikke bliver belønnet med synlig, moralsk anerkendelse.

Henrik Bang-Møller er cand.theol. og sognepræst i Vrå og Em

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Og omvendt -- selv om man blæser verdens fattige et stykke, kan man godt samtidig svigte sine nærmestes velvære. Som når danske hjemløse bliver brugt som argument for at vi ikke kan tage os af alle mulige andre, men det fører ikke til at vi gør så farligt meget mere for de danske hjemløse.

Det vækker min mistro, når opbyggeligheden starter med det gode, vi IKKE skal gøre.

Thomas Tanghus, Mette Johansson, Eva Schwanenflügel, Per Rønne-Nielsen, Bjørn Pedersen, Katrine Damm, erik pedersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Som antydet i teksten er der noget "Krarupsk" over den. Om det så ses som en ros eller et skældsord afhænger nok helt af hvem vi er.
Når det gælder mit eget syn kommer den mistanke igen og igen at "modstanderen" ud fra dette syn i grunden ikke blot er arven fra tresserne, men nærmere samfundets vej mod demokratiet.
For det gennemført "af politiserende" demokrati, kan vel næppe eksistere?