Kronik

Retspolitik skal ikke kun handle om tryghed, men også om frihed og retssikkerhed

Statens tiltagende indgriben i borgernes frihedsrettigheder er ikke kun et midlertidigt corona-fænomen. I årtier har vi vænnet os til, at justitsministeren skal levere én ting: tryghed. Men hvad med frihed og retssikkerhed, spørger Kristian Hegaard, retsordfører for De Radikale, i denne kronik
»I minksagen er borgerlige partier vågnet op fra dåd og taler igen om retssikkerhed. Jeg håber, det varer ved, for frihedsrettigheder og retssikkerhed gælder i alle sager. De gælder for minkavlere, for politikere og for alle andre borgere i vores retsstat,« skriver De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard i denne kronik.

»I minksagen er borgerlige partier vågnet op fra dåd og taler igen om retssikkerhed. Jeg håber, det varer ved, for frihedsrettigheder og retssikkerhed gælder i alle sager. De gælder for minkavlere, for politikere og for alle andre borgere i vores retsstat,« skriver De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard i denne kronik.

Mads Claus Rasmussen

Debat
22. december 2020

Vores frihedsrettigheder bygger på fortidens oprør i hele Europa. I vores egen andedam er de blevet til gennem flere omfattende grundlovsændringer. Det har bogstaveligt talt kostet blod, sved og tårer at nå hertil. Men i det forgangne år er flere af de frihedsrettigheder blevet sat ud af kraft hurtigere, end man kan blive smittet med corona.

Det, der har taget mere end et århundrede at bygge op, er blevet sløjfet på kort tid i coronabekæmpelsens navn. Godt nok kun midlertidigt og af hensyn til smittebekæmpelsen. Men det er utroligt, at det, vi betragter som demokratiets bolværk, kan sættes ud af kraft på så kort tid. Jeg håber, at 2021 bliver året, hvor vi for første gang i flere årtier, begynder at bekymre os om vores retssikkerhed og frihedsrettigheder.

Siden årtusindskiftet har diskussionen i retspolitik kredset om ét spørgsmål: tryghed. Det er trygheden, der skal være vores justitsministers alt overskyggende prioritet. Og hvis vi føler os utrygge, så er det ham, vi kigger til for handling. Skiftende justitsministre ser sig ofte som tryghedens ministre. Som sheriffer. Hvornår har vi sidst set en justitsminister, der ser sig selv som frihedens minister, retssikkerhedens minister eller den store forsvarer af frihedsrettigheder?

Retspolitik handler selvfølgelig også om tryghed. Man skulle som jurist og retsordfører være ret langt væk fra vinduet, hvis man ikke var af den overbevisning. Men det er ikke kun det, retspolitikken handler om. Den handler også om retfærdighed. Og om frihed. Retspolitikken skal ikke kun sikre borgeren mod overgreb fra andre borgere. Den skal også beskytte borgeren mod overgreb fra staten. Dét er også tryghed. Den slags tryghed kalder vi for retssikkerhed, og den skal retspolitikken også værne om. Alle borgeres rettigheder skal respekteres, og der skal være lighed for loven.

Sådan bør det være, og sådan har det også været historisk. Men noget tyder desværre på, at vi gennem de seneste årtier har glemt, at retspolitik handler om andet og mere end tryghed. At den også skal stå værn om vores rettigheder. For tendensen har været entydig. Gennem de seneste årtier har lovgivningen bid for bid ædt sig ind på vores rettigheder.

Truet af tidsånden

Det hele startede med den 11. september 2001. World Trade Center faldt, og terrortruslen blev med ét tydelig for hele den vestlige verden. En frygt satte sig i os alle, og det reagerede politikerne på. Med rette.

For spørgsmålet var ikke, om der skulle handles. Spørgsmålet var, om man tog de rette værktøjer i brug. Og måske vigtigere, om reaktionen i dag, små 20 år senere, er gået for vidt. Om reaktion er blevet til overreaktion, og overreaktion er blevet til hverdag. For har man nogensinde evalueret de mange tiltag?

Igen og igen har skiftende regeringer krænket eller indskrænket borgernes frihedsrettigheder. Og der er altså ikke tale om bagateller. Tilfældene spænder vidt – fra terrorpakker og burkaforbud over lømmelpakke og opholdsforbud til øget overvågning og ulovlige instrukser. I samme periode er det svært at finde eksempler på lovgivning, der har trukket i den anden retning. Mest bekymrende er det dog, at udviklingen er taget til. Det har stået værst til de sidste par år – mere specifikt fra 2015 og frem.

Det er selvfølgelig nærliggende at pege på den tidligere regering og skyde ansvaret over på den. Det var dem, der startede. Og jeg skal ikke være for fin til at sige, at det er der nok noget om. Men det er kun den halve historie, og mere foruroligende er det i virkeligheden, at flere af de tiltag, der indskrænker vores rettigheder, er sket med opbakning hen over midten. Retssikkerheden er altså ikke kun truet af en blå blok eller en rød blok. Den er truet af tidsånden.

Pil et kamera ned

Men hvorfor denne udvikling? Forklaringen er nok ret simpel: Befolkningen kræver af os politikere, at vi leverer det, den oplever størst mangel på. Og i krisetider står tryghed bare i højere kurs end frihed og retssikkerhed, hvilket i og for sig også er meget forståeligt.

I ekstreme kriser – som coronapandemien må betegnes som – kan der endda også være gode grunde til, at vi giver staten lov til at gå lidt længere, end vores retssikkerhed normalt tillader. Problemet er bare, at når først vi har afleveret en frihedsrettighed til staten, så får vi den sjældent igen.

Det har vi faktisk været meget opmærksomme på i håndteringen af coronapandemien. Derfor tillod vi staten at gå betydeligt længere, end forsvarerne af retsstaten normalt ville tillade. Men der var en meget afgørende detalje. Vi indsatte nemlig solnedgangsklausuler i al den vidtgående lovgivning, vi har gennemført siden foråret, der betyder, at den har en automatisk udløbsdato.

Solnedgangsklausulerne har været et vigtigt redskab til at sikre, at retsstaten også kommer helskindet gennem pandemien.

Sagen er nemlig den, at når først vi indskrænker borgernes frihed, så får borgerne den sjældent igen. Det er lidt med overvågningskameraer, som det er med vægt. Det er lettere at tage kilo på, end det er at tabe dem. Og det er lettere at sætte et overvågningskamera op, end det er at pille det ned igen. Og det skyldes først og fremmest, at det ganske enkelt ikke ligger i tidsånden af være blødsøden. Især ikke for politikere.

Hvornår har vi sidst hørt nogen sige: »Nu har vi vist sat lige lovligt mange overvågningskameraer op – lad os lige pille et par stykker ned«? Eller næsten endnu mere utænkeligt: »Nu går vi vist også lige lovligt meget på kompromis med de kriminelles retssikkerhed – lad os skrue lidt ned for straffen«.

Tough on crime

I dag vindes valg på at være tough on crime. Ikke på at forsvare retsstat og retssikkerhed, som af tough on crime-typerne ofte affejes som abstrakte og akademiske begreber.

Men det er på tide, at vi tør udfordre det billede. På tide at udfordre status quo. Lovgivningen har eroderet vores frihed og retssikkerhed så længe, at vi bliver nødt til at diskutere, om det hele er gået for vidt. Vi har i lang tid kæmpet for trygheden. Nu er det på tide, at vi også kæmper for friheden. Der er brug for en frihedskamp – og vel at mærke en frihedskamp, som partierne fra højre til venstre i hvert fald ideologisk burde kunne mødes omkring.

Alt for længe har frihedskampen i dansk politik været reduceret til en borgerlig kamp mod et højt skattetryk. Men det er udelukkende en økonomisk frihedskamp. Hvad blev der af den juridiske frihedskamp? Hvordan kan det være, at vi så lystigt diskuterer, hvor mange penge staten må tage fra os, men ikke hvor meget, den må indskrænke vores rettigheder? Indrømmet, jeg er både jurist og retsordfører. Men i min bog så er mine rettigheder altså mindst lige så vigtige som min pengepung. Mindst.

I minksagen er borgerlige partier vågnet op fra dåd og taler igen om retssikkerhed. Jeg håber, det varer ved, for frihedsrettigheder og retssikkerhed gælder i alle sager. De gælder for minkavlere, for politikere og for alle andre borgere i vores retsstat. Disse spørgsmål er hverken abstrakte eller akademiske for en minkavler, når deres retssikkerhed er under pres. Det har vi set med al tydelighed her i efteråret.

Retspolitik skal ikke længere kun handle om tryghed. Den retspolitiske diskussion skal også handle om retsstaten. Om retssikkerhed. Om frihedsrettigheder.

Kristian Hegaard er retsordfører for De Radikale

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Altså, ret beset gik der ret meget mindre end 20 år før vi overreagerede HELT VILDT på 11. september 2001 ...men ellers ja.

jan henrik wegener

Er ikke overbevist om at der er så mange " uberettigede"begrænsninger.
Græder vel tørre tårer over nogle af de jeg kan forestille mig Heegaard mener nægtes "frihedsrettigjeder".

Dorte Sørensen

Ja men glemmes de hjemløses og andre svage borgeres retssikkerhed ikke her i opremsningen? - Fx. utryghedsskabende og så skal de forbydes at opholde ved stationer, indkøbscentre , osv. og kan idømmes fængsel eller bøder. Osv........

Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Uden tryghed er friheden omsonst. Retssikkerheden er jo også et spørgsmål om definition af retten, hvor vi desværre tydeligvis er kommet væk fra det fælles ansvar i løbet af de seneste 25 år.
Helt dødt er det dog ikke, har vi kunnet glæde os over i denne eksistentielle krise.

Ulovlig log-in som politikerne tilsyneladende kan tillade sig at negligere i årevis og pådutte danskerne helt uden lovhjemmel, er virkelig et demokratisk problem. Ligesom skatteregler i årtier har forfordelt multinationale frem for borgere.
Følelsen af retfærdighed og lighed for loven er det allervigtigste.