Rune Lykkeberg: Kampen mod racisme handler om økonomi og magt, ikke kun symboler

Det blev udråbt til et stort og smukt øjeblik i Paris. Det blev kaldt et »vendepunkt« i kampen mod racisme og et »højdepunkt« for fodboldspilleres politiske engagement. Da en fjerdedommer under Champions League-kampen mellem Paris Saint Germain og Basaksehir Istanbul angiveligt brugte et racistisk ord om det tyrkiske holds sorte hjælpetræner, udvandrede begge hold i protest.

Kampen blev afbrudt og udskudt til dagen efter. Fjerdedommeren blev suspenderet, og sagen bliver nu undersøgt. Spillernes aktion viste, hvordan de to hold, som på banen var modstandere i en brutal kamp, hvor der allerede efter 13 minutter var uddelt to gule og et rødt kort, blev forenet i et spontant oprør mod racisme. Episoden bekræftede mange fodboldfans’ efterhånden meget slidte forestilling om, at sporten kan overskride ideologiske og politiske konflikter i en højere sags tjeneste.

På samme hold

Foreningen på banen var også en geopolitisk begivenhed: Tyrkiets præsident Erdogan og Frankrigs præsident Macron har efter mordet på en fransk skolelærer, som havde vist Muhammed-tegninger for sin klasse, og Frankrigs efterfølgende opgør med »islamisk separatisme« udviklet en voldsom verbal og diplomatisk konflikt. Erdogan har udtalt, at han håber, Frankrig så hurtigt som muligt slipper af med Macron, mens den franske præsident har sagt, at tyrkerne fortjener en bedre leder.

Men i kampen mod den rumænske fjerdedommer var franskmændene og tyrkerne pludselig på samme hold. Parisernes ene stjerne, Neymar, udtalte, at racisme ikke har nogen plads i fodbold, og at man kan blive nødt til at lave den slags oprør, »hvis man vil forandre verden bare en lille smule«. Parisernes anden stjerne, Kylian Mbappé, sagde »nej til racisme« og erklærede sin solidaritet med modstandernes hjælpetræner.

Spillernes aktion var kulminationen på den antiracistiske bevægelse i fodbold, som den amerikanske Black Lives Matter-bevægelse har inspireret, og som har gjort det til et ritual for flere af verdens største spillere at knæle med en hævet knytnæve inden kampstart. Sammen med dommerne knælede spillere på begge hold spredt ud mellem hinanden næste dag i en symbolsk manifestation mod racisme, inden kampen blev genoptaget.

De sagde fra i fællesskab. Og så spillede de videre.

En kamp mod symboler

Det, som spillerne, dommerne og fodboldverdenen imidlertid ikke protesterede mod, var det forhold, at Paris Saint Germain er ejet af staten Qatar. At den symbolske manifestation inde på banen blev udført af stjernespillere, som får et par hundrede millioner kroner om året af en stat, der systematisk mishandler de næsten to millioner migrantarbejdere i landet.

Hvert eneste år dør flere hundrede migrantarbejdere ifølge The Guardian i Qatar, fordi de bliver presset til at arbejde under horrible forhold i ekstremt høje temperaturer. Deres ansættelsesforhold er blevet betegnet som moderne slaveri, fordi deres arbejdsgivere har deres opholdstilladelse, så de ikke kan sige op uden at måtte forlade landet.

Migrantarbejderne udgør omtrent 90 procent af arbejdsstyrken i Qatar, så hele landets økonomi bygger på den udbytning, som menneskerettighedsorganisationer i årevis har protesteret imod. Gennem mange år er importerede arbejdere døde i Qatar under opbygningen af de fodboldstadioner, som skal være fora for VM-slutrunden i landet i 2022.

De PSG-spillere, som knælede og protesterede onsdag aften, er alle millionærer, der fungerer som reklamesøjler for dette regime og ambassadører for VM-slutrunden. Deres aktion på banen er i sig selv fin og forbilledlig, ligesom det i sig selv er et fremskridt, at verdens bedste sportsstjerner, kulturikoner og USA’s præsident er sorte. Men hvis det ikke ledsages af en protest mod den økonomi, som smadrer hundredtusinder af menneskers kroppe uden for banen, bliver det til en accept af den orden, som beskytter de privilegerede og overlader resten til brutal udbytning og elendighed.

Hvis kampen mod racisme forbliver en kamp mod synlige symboler og nedsættende ord i offentligheden og ikke engagerer sig i undersøgelse af og opgør med verdens komplekse økonomi og  avancerede magtstrukturer, så minder det om de fodboldmillionærer, der knælede en enkelt aften og bagefter spillede videre og fortsatte showet, mens deres kammerater slider sig ihjel i varmen i Qatar.