Kronik

Skolen skal ikke bare undervise i demokrati, den skal være et demokrati

Danmark har officielt tilsluttet sig Børnekonventionens fordring om, at børn skal have medbestemmelse på deres egen hverdag. Men undersøgelser viser, at mange skoleelever slet ikke har den oplevelse. Vi må tage dannelse til demokrati i skolen alvorligt, skriver cand.pæd. i didaktik Kasper Kjeldgaard Stoltz i dette debatindlæg
Eleverne bliver ikke demokratisk dannede ved blot at læse og løse opgaver om styreformer i historie og samfundsfag. Demokrati er en handling, en konkret oplevelse og en erfaring, som eleverne skal gøre sig hver eneste dag i praksis. Skolen skal ikke bare undervise i demokrati – den skal være et demokrati, skriver forhenværende lærer Kasper Kjeldgaard Stoltz i dette debatindlæg.

Eleverne bliver ikke demokratisk dannede ved blot at læse og løse opgaver om styreformer i historie og samfundsfag. Demokrati er en handling, en konkret oplevelse og en erfaring, som eleverne skal gøre sig hver eneste dag i praksis. Skolen skal ikke bare undervise i demokrati – den skal være et demokrati, skriver forhenværende lærer Kasper Kjeldgaard Stoltz i dette debatindlæg.

Sigrid Nygaard

Debat
19. december 2020

Oplever dagens elever, at de har reel indflydelse på undervisningen og deres skolehverdag? Føler de, at de har noget at skulle have sagt, og at deres perspektiv bliver taget alvorligt?

Ovenstående ville de fleste lærere, skoleledere og uddannelsespolitikere nok svare ja til, men spørger man eleverne selv, som Dansk Center For Undervisningsmiljø gjorde i deres nationale trivselsundersøgelse fra 2018, så er det under ti procent af danske skolelever, der oplever, at de ofte er med til at bestemme, hvad der skal foregå i timerne, mens op mod halvdelen mener, at de aldrig er med til at bestemme noget.

Vi ved fra både danske og internationale undersøgelser, at når elever føler, de ikke bliver lyttet til eller har indflydelse på, hvad der foregår i timerne, så daler deres motivation for at deltage. Med tiden vil nogle miste motivationen helt.

Og vi kan jo prøve at vende billedet om og spørge os selv, hvordan vi ville have det, hvis vi oplevede ikke at kunne påvirke vores eget arbejde og de opgaver, vi skulle løse? Jeg tror, mange af os nok ville se os om efter et andet arbejde. Det forholder sig ikke spor anderledes med børn og unge. Forskellen er blot, at børn ikke har magt til at sige op.

Nok taler de, men lytter vi?

For 29 år siden tilsluttede Danmark sig FN’s Børnekonvention, der fyldte 31 år den 20. november i år. Det betyder helt konkret, at vi har forpligtet os til, at børn skal have ret til at blive involveret i de forhold, som vedrører deres eget liv.

Og set i lyset af, at danske børn og unge bruger mellem fem og otte timer om dagen i et klasseværelse, fem dage om ugen, i de ti mest formative år af deres liv, så skulle man mene, at den daglige undervisning kvalificerer sig som »et forhold, der vedrører deres liv«.

Men ve den elev, der åbner munden og lader sin stemme høre. Det prøvede formanden for danske skolelever, Sarah Gruszow Bærentzen, for et par år siden, da hun gik offentligt ud og kritiserede undervisningen og undervisningsmetoderne i folkeskolen. Det resulterede ifølge hende selv i, at hun både blev kaldt »uoplyst« og »en klaphat«.

I stedet for at tage hendes kritik alvorligt blev hun efter eget udsagn, underkendt på grund af sin alder. Som hun skrev i en kronik i Politiken den 18. november 2018: »De voksne giver os gerne ordet, men de har svært ved at lytte og tage det, vi siger, seriøst«.

Den nationale trivselsundersøgelse sammen med Gruszow Bærentzens beretning fortæller os, at skolen måske ikke er så demokratisk, som den egentlig er tænkt. I folkeskolelovens § 1, stk. 3 står der helt tydeligt, at »Skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.«. Det er med andre ord en af grundskolens kerneopgaver at lære børn, hvordan man indgår og deltager i et demokratisk samfund.

Men hvordan skal de det, hvis de ikke oplever at have nogen indflydelse på, hvad der sker i timerne eller i deres skolehverdag? For eleverne bliver ikke demokratisk dannede ved blot at læse og løse opgaver om styreformer i historie og samfundsfag. Demokrati er en handling, en konkret oplevelse og en erfaring, som eleverne skal gøre sig hver eneste dag i praksis. Skolen skal ikke bare undervise i demokrati – den skal være et demokrati.

Det er ikke gjort med at have et elevråd og en projektuge én gang om året. Virker skolen og undervisningen ikke efter demokratiske principper, mister den for mig at se sin gyldighed som nøgleinstitution i et demokratisk samfund – og i så fald tror jeg desværre, at vores børn ville lære mere om indflydelse og medbestemmelse ved at uploade Tiktok-videoer, hvor de selv skaber indholdet, eller deltage i debattråden i et opslag på Instagram.

Deltagelse som dekoration

Når undervisningen er karakteriseret ved, at eleverne ’gør det, som de voksne siger og fortæller dem’, betegnes det af den amerikanske uddannelsessociolog Robert Hart som manipulation. Tilbage i 1990’erne udviklede han en teori og en model for elevers indflydelse og deltagelse i undervisningen. Modellen hedder deltagelsesstigen (ladder of participation) og inddeler elevernes involveringsgrad i otte trin, hvor trin et er den laveste og otte den højeste.

Befinder vi os på det allernederste trin, befinder vi os i en situation som ovenfor beskrevet, hvor eleven ingen indflydelse har overhovedet. På trin to, der betegnes »dekoration«, deltager eleverne nok i undervisningen, men de ved ikke, hvad den drejer sig om, og hvorfor de skal lave det, de bliver bedt om.

På det tredje trin, som han kalder »tokenisme« (eller symbolsk deltagelse), bliver eleverne nok spurgt om deres synspunkter på et lærerbestemt emne, men de har ingen eller kun ringe mulighed for at påvirke måden, de kan udtrykke sig på. Disse tre nederste tre trin på stigen kategoriserer Hart som »ikkedeltagelse«.

Her er altså slet ikke tale om reel deltagelse og medbestemmelse, når undervisningen ser sådan ud. I kontrast dertil har vi det øverste trin otte, hvor elever og lærere i fællesskab træffer beslutningerne. Her er der tale om en undervisning, hvor eleverne tager initiativ, starter projekter og inviterer voksne.

Men hvordan kommer undervisningen så op på de øverste trin på Harts stige? Vi kunne starte med at spørge ind til, hvad eleverne er optaget af. Det er så derefter lærerens ansvar at »didaktisere« denne optagethed, så arbejdet omkring det opfylder fagenes lærings- og kompetencemål.

Det er sådan, tingene fungerer i projektbaserede skoler. Her er en af grundpillerne og præmisserne, at elevens stemme og medbestemmelse spiller en helt central rolle for undervisningens form og indhold. Desværre er dette en metodik og et læringsparadigme, der nok eksperimenteres med på nogle enkelte skoler rundt om i landet, men som bestemt ikke er almenpraksis i den danske grundskole.

Dette til trods for, at det er den mest demokratiske undervisningsform, og at den har været kendt, siden den amerikanske filosof John Dewey tilbagelagde fundamentet til den i bogen Demokrati og uddannelse fra 1916.

Et paradigme, der adskiller sig radikalt fra en undervisning, hvor læreren bare udstikker opgaverne, og hvor timernes indhold og aktiviteter er styret af de opgavehæfter og lærermidler, lærerne underviser efter, og som skolerne hvert år indkøber i dyre domme fra kommercielle forlag.

Et ledelsesansvar

Ovenstående giver mig lyst til at stille spørgsmålet: Oplever danske skolebørn sig mest af alt som passive observatører af en skolehverdag manipuleret af autoritative voksne? Er meningsfuldhed blevet en fjern gammel tante og medbestemmelse en ørkenplante?

Det er jo let nok, at vi som land tilslutter os et synspunkt, som vi gjorde med FN’s børnekonvention for 29 år siden, men hvis det ikke efterleves og praktiseres i det daglige ude på skolerne, så oplever børnene blot undervisningen som »manipulation« og »ren staffage«, som Robert Hart ville have sagt.

Landets skoleledere må op af stolen, ud af kontorene og ind i klasserne for at sikre sig, at hver eneste lærer praktiserer en demokratisk funderet undervisning, hvor eleverne er trygge ved at give deres frustrationer til kende, hvor deres input til undervisningen bliver hørt og taget alvorligt, og hvor lærerne konfronteres med spørgsmålet: »Involverer du faktisk dine elever i, hvad der skal foregå i timerne, og hvordan det skal foregå? Lytter du til dem, og tager du deres stemme alvorligt? Eller har du tværtimod fået skabt en klassekultur, hvor elevens stemme ikke påvirker dig og ikke har nogen reel gyldighed?«

Kasper Kjeldgaard Stoltz er cand.pæd. i didaktik, forhenværende lærer og partner i NERD architects.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det undrer mig, at en cand.pæd. med denne velmente kronik er i stand til at se bort fra, at folkeskolen skal kvalificere elever (den langt overvejende del af dem) til et liv som lønarbejdere på det danske arbejdsmarked, hvor der ikke er demokrati - hverken på det private eller det offentlige.
Jeg tillader mig lige at skrive det helt tydeligt: DER ER IKKE DEMOKRATI PÅ DANSKE ARBEJDSPLADSER!!
Skolen skal opbevare, disciplinere og sortere eleverne, så de kan varetage samfundets opgaver. Elevråd o. lign. er en som-om-øvelse, som skal illudere opøvelse i demokrati - som Robert Hart citeres for: 'manipulation' og 'ren staffage'.

Dorte Sørensen

Ja Steen Obel - men er det så ikke det der skal laves om på. Skolen skal ikke kun være til for erhvervslivet. Skolen skal skabe frie og kritisk tænkende mennesker til glæde for alle herunder også innovation og samarbejde, men glem ikke den almenviden både i litteratur , historie, demokrati osv.....

Niels Christian Sauer

Hvordan skulle lærerne dog nogensinde kunne formidle og udfolde demokratiet, når de selv er reduceret til lønarbejdere, der skal følge instrukser ovenfra i et og alt? Mærkelig overfladisk kronik.