Kommentar

Vor tids målekultur er ødelæggende for børns trivsel

Antallet af målinger og vurderinger af børn har taget overhånd. Sunde og raske børn betragtes som ’unormale’, hvis de bare afviger en smule fra gennemsnittet i for eksempel højde eller vægt, og det påvirker deres trivsel og selvværd, skriver Maria Helena Jacobsen og Iben Amtoft Poulsen i dette debatindlæg
Den målekultur, vores børn udsættes for, begynder det øjeblik, børnene bliver født, og det følger dem gennem hele barndommen og videre ind i ungdoms- og voksenlivet, skriver Maria Helena Jacobsen og Iben Amtoft Poulsen.

Den målekultur, vores børn udsættes for, begynder det øjeblik, børnene bliver født, og det følger dem gennem hele barndommen og videre ind i ungdoms- og voksenlivet, skriver Maria Helena Jacobsen og Iben Amtoft Poulsen.

Simon Skipper

Debat
10. december 2020

Som henholdsvis forældre og sundhedsprofessionelle er det vores pligt at trække i håndbremsen og stille kritiske spørgsmål til den målekultur, vores børn udsættes for. Er det for eksempel i orden, at helt normale børn skal undersøges, fordi de tegner uden for stregerne eller måler ti cm mindre end gennemsnittet?

Børn i dag bliver i tide og utide holdt op imod diverse måleredskaber, der drejer sig om alt lige fra kognitive vurderinger som Gardners syv intelligenser til fysiologiske indplaceringer på vækst- og højdekurver.

Målingerne begynder det øjeblik, børnene bliver født, og det følger dem gennem hele barndommen og videre ind i ungdoms- og voksenlivet. Intentionen er egentlig god. Vi vil opfange og hjælpe de børn, der ikke trives, men hvad er det egentlig, vi påfører vores ellers sunde og raske børn?

De idealer, børnene måles op imod, er med til at forme deres kommende opfattelse af normalitet og succes. Vi lærer dem, at den attraktive og succesfulde dreng skal være 185 cm høj, veje 80 kg og gennemføre en gymnasialuddannelse for derefter at begynde på universitetet.

Vi skal være opmærksomme på, at for hver gang børn gennemgår en test eller måling, vil det munde ud i et resultat, som reducerer det enkelte barn til et tal eller en prik på en kurve. Falder dette tal uden for normalområdet, vækker det hos de fleste forældre bekymring.

Nogle gange bliver bekymringen for det afvigende resultat så voldsom, at barnets forældre lader sig henvise til specialafdelinger. I kraft af vores arbejde som sygeplejersker i børneregi har vi oplevet, hvordan forældre til specielt små drengebørn i stigende grad henvender sig med en bekymring for, at deres drenge ikke bliver særlig høje.

Gør lille William højere

Som sundhedsfagligt personale er vi selvfølgelig fuldt bevidste om, at afvigende vækst er en vigtig parameter at være opmærksom på i forhold til udredning af eventuel tilgrundliggende sygdom. Derfor er det naturligvis en god ting, at forældre kommer med deres børn, når de bliver bekymrede for, om der er noget galt. Men der er forskel på, hvorfra denne bekymring udspringer.

Vi har oplevet flere forældre, der selv efter endt udredning, hvor de har fået at vide, at deres barn ikke fejler noget og vokser, som man kan forvente, fortsat udtrykker bekymring for barnets endelige sluthøjde. Denne bekymring består nu ikke længere i, at de er nervøse for, at deres barn fejler noget – men handler om, at de er bekymrede for, hvordan det mon skal gå deres barn, hvis det kommer til at afvige højdemæssigt fra ’normalen’.

Det er her, at vores opråb til forældrene kommer. En ting er, hvilke idealer vi som samfund har skabt for, hvordan man skal se ud, og hvad man skal kunne for at få succes i livet. En anden ting er, hvordan vi håndterer den fornemme opgave, det er at lære vores børn, at de er unikke og perfekte, præcis som de er.

Derfor påvirker det os dybt, når vi møder forældre, der i deres børns påhør udtrykker fortvivlelse og frustration over, at der ikke er noget, vi som sundhedsfaglige kan gøre for at få lille William til at blive højere.

I mange tilfælde er det ikke en bekymring, som drengen selv deler, men det kan det hurtigt blive, hvis han fornemmer, at hans forældre ikke synes, han er helt, som han skal være. Der er risiko for, at William får følelsen af, at han ikke er god nok. At han er forkert.

Konstante målinger

Problematikken rejser samtidig spørgsmålet om, hvorvidt der er for mange parametre, som børn og unge konstant skal måles på, og om potentielle konsekvenser af denne monitorering står mål med gavnen af dem.

Alle, der monitorerer børns udvikling – forældre, pædagoger, skolelærere, sundhedsplejersker og sygeplejersker – bør være meget bevidste om, hvilke konsekvenser et skævt resultat af en test eller en undersøgelse kan få for, hvordan barnet ser sig selv.

Det er vores påstand, at de fleste forældre ønsker, at deres børn vokser op med et menneskesyn, der tolererer forskellighed og diversitet. At børn ikke dømmer andre børns værd på baggrund af deres udseende. Så måske skulle forældrene begynde med sig selv?

Maria Helena Jacobsen og Iben Amtoft Poulsen er sygeplejerske og stud.cur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her