Klumme

Som ung troede jeg, at fremtiden var grøn. Men i 40 år er det mest gået den forkerte vej

De seneste 40 års miljøpolitik er lidt frem og mest tilbage. På trods af politiske løfter er den faktiske tilstand i miljøet ikke forbedret, snarere tværtimod. Min fornemmelse er, at det vil føre til store sociale omvæltninger, skriver David Rehling i denne klumme
»Blandt de politiske beslutningstagere nåede entusiasmen for miljøet nok et højdepunkt op til FN’s globale miljøkonference i Rio i 1992,« skriver David Rehling. Her er der præsident George Bush, der underskriver aftalen.

»Blandt de politiske beslutningstagere nåede entusiasmen for miljøet nok et højdepunkt op til FN’s globale miljøkonference i Rio i 1992,« skriver David Rehling. Her er der præsident George Bush, der underskriver aftalen.

David J. Phillip

Debat
2. december 2020

Hvordan går det egentlig med tilstanden i miljøet – lokalt, nationalt og internationalt?

Det spørgsmål havde jeg i forrige uge anledning til at drøfte med Informations læsere ved et virtuelt møde arrangeret af foreningen Informations Venner. Ordstyrer var foreningens formand, tidligere generaldirektør i DR Christian S. Nissen.

Som vi tilstod over for læserne, har Nissen og jeg en fælles fortid. Vi var nemlig begge ansat i Miljøministeriet i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Dengang var miljøet ombølget af løfter om drastisk forbedring. De forudgående årtiers hæmningsløse vækst, herhjemme og internationalt havde indebåret et åbenlyst uholdbart slid på natur og miljø. Det førte til en modbølge. Mange lande oprettede et miljøministerium og gennemførte omfattende lovgivning til at vende udviklingen.

Som unge fuldmægtige i Miljøministeriet var Christian S. Nissen og jeg på en arbejdsplads, hvor de ansatte boblede af gå-på-mod: Fremtiden skal være anderledes, og det er vi medansvarlige for.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Så er spørgsmålet, hvorfor det gik sådan. Hvorfor tabte vi? Og hvorfor er det stadig op ad bakke?
Jeg hørte lige Dan Jørgensen sige, at det var godt, at virksomhederne ikke blev pålagt skatter, men i stedet fik skattelettelser. De kunne så få overskud til at investere i ny teknologi, der gavnede klimaet, sagde han med begejstret stemme. Og så svingede han ellers med hockeystaven.

En anden ting er, at miljøbevægelsen er delt politisk. Tænk at Alternativet skred sammen. Foruden dem er der De grønne, De frie grønne og Veganerpartiet. Det minder mest om et hold lilleputter, der løber efter den samme bold. Vi taber.

En tredje ting er, at vi ikke har en åndelig orientering. På venstrefløjen går mange ind for monarken (der står lige under en, der kaldes Gud), er medlemmer af en dualistisk, dogmatisk organisation ved navn folkekirken (som Rehling lige har bekendt sig til), og synes, vi skal have et militær med feltpræster, der kan udbrede den rette politiske tro, og i øvrigt har indrettet sig bekvemt under det pengeherredømme, vi har.

Venstrefløjen og miljøbevægelsen er efter min mening moralsk korrupt. Jeg er selv aktiv på begge fronter og lider under det. Det er os, der er noget i vejen med, og derfor smuldrer det for os.

Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen og Marie Vibe anbefalede denne kommentar
Malene Wiinblad

Kære David Rehling, måske hører jeg også til de bedagede fuldmægtige selvom jeg først kom til Miljø- og Energiministeriet i 1993 hvor min første opgave var at deltage i at lave et tigerspring for VE lancerede af Svend Auken.
Det var i 90erne af national parkerne kom til i DK og jeg kan huske at der var en diskussion om at national parker kunne betyde en tendens til at man kun fokuserede på god miljøtilstand i de beskyttede områder.
Set fra Mozambique hvor jeg arbejder nu med klima, er det netop det som sker. Fokus og investering på miljøområdet sket i det 25% af landet som er beskyttede områder mens der ingen penge er til miljø i resten af landet ikke engang fra donorerne.
Er det den vej det bevæger sig globalt? At vi får lommer af fantastisk natur og miljø og andre lommer med industriudvikling, byområder osv. Og hvis det er sådan kan Planeten overleve med sådan en opdelt tilgang?

Niels-Simon Larsen

Malene Wiinblad: Rehling plejer ikke at gå ind i trådene, så jeg tillader mig kommentere.
Det er rigtigt, at med nationalparkerne kom der en opdeling. De er nærmest at sammenligne med kirker. Derinde opfører man sig ordentligt, men udenfor...
Det er en meget behagelig opdeling, for der skal jo tjenes penge, ikk’? Landbrugsjordens vistnok 62% dækningsgrad taler om vores realistiske syn på landet. Så er der udvikling af veje og byområder, der optager pladsen.
I 90’erne var der nogle få, der forstod, at lidt natur skulle der da være tilbage at spadsere i en søndag eftermiddag, men at se hele landet under en natursynsvinkel behersket af omsorgsfuldhed og indsigt, kunne der ikke være tale. Det gik for vidt. Det kunne fx betyde, at befolkningen i DK skulle begrænses - overbefolkning var i øvrigt kun noget, der eksisterede i ulande.
Miljøbevægelsen kunne ikke sige nej til, at naturen fik det bedre i de indhegnede områder, og det, der var udenfor, var politisk, og det var vi for opdelte til at tage rigtigt fat på.

Niels-Simon Larsen

Svend Auken blev en person, der stod for det gode, men på den anden side var han socialdemokrat, og det betød, at man som almindelig arbejder vel skulle have lov at få en bil mere til husstanden - og så har vi konflikten. Den har tag i os alle. På den ene side har vi naturen, men på den anden side skal vi jo leve - og helst godt. Det er her, det går galt, for godt betyder at kunne rejse med A/S Masseturisme til Thailand og så bliver naturen nr.2. Rehling som person fortæller også om konflikten, på den ene side præsident for DN og på den anden radikal og tilhænger af folkekirken. Det rimer ikke rigtigt - men det er der som bekendt meget, der ikke gør, og den uorden vender man sig desværre til.

Lise Lotte Rahbek

Indtil videre har der været 3 vandmiljøplaner i Dk.
Den første løb frem til 2015, den næste løber frem til 2021 og derefter kommer en ny.
I den første vandmiljøplan-periode kunne man ikke blive enige og kom ikke igang før i 2014. I den periode, altså et enkelt år, målte man på eet kvalitetskriterie for vandmiljøet (Faunaindexet).
I den anden periode måles der på 3 kvalitetskriterier, altså 2 supplerende kvalitetskriterier ift. den første vandsplans-periode.
I den tredje vandmiljøplans-ramme som starter næste år skal der måles på yderligere et kvalitetskriterie, så kvaliteten af vandmiljøerne fremover bliver målt på minimum 4 kvalitetskriterier.
Det er rigtig godt at måle på kvaliteten.
Men man kan risikere at resultaterne bliver fortolket negativt udover rimelighed, eftersom der bliver målt på flere kvaliteter fremover uden at vandmiljøet er blevet troværdigt (endnu) dårligere.
Det svarer ganske til drikkevandskvalitetsmålingerne, hvor der nu bliver målt for flere skadelige stoffer end nogensinde før - hvilket jo viser, at drikkevandskvaliteten er skidt. Det VED vi faktisk ikke om den har været i årtier, for der er ikke blevet målt og vejet så omfattende som i nutiden.

med den viden i baghovedet, at der bliver målt og vejet mere omfattende end nogensinde før, så må det undre, at miljøområderne ikke får tilført flere midler og ressourcer. Det er dyrt at måle kvalitet. Det koster til måleudstyr og mandskab og laboratorier osv.
Men der er ikke flere midler til at sørge for at hjælpe miljøet og begrænse skadevirkninger, for midlere er brugt på målinger, som fortæller os at det står tiltagende skidt til.

Det er en sær, kompleks verden, vi lever i og meget svær at gennemskue og prioritere.

@Niels-Simon Larsen:
'Rehling som person fortæller også om konflikten, på den ene side præsident for DN og på den anden radikal og tilhænger af folkekirken. Det rimer ikke rigtigt'
Mener du alvorligt at man ikke kan være tilhænger af folkekirken og miljøaktivist samtidig?
Nu er det vist dig der er dogmatisk

Niels-Simon Larsen

Brikkerne er desværre stillet sådan op, at på den ene side har man de fæle, der er imod naturen, og på den anden side os gode, der er for. Vi indgår alle utallige kompromisser, så vi må se bjælken i vores eget øje, før vi ser splinten i modstanderens. Bjælken er, at vi afskyr magt, men gerne vil have, at andre leverer varen. Det kommer frem i vores krævepolitik: “Vi vil have et grønt, retfærdigt samfund”. Det skal vi ikke bede om, det skal vi tage, men der er ikke den politisk, samlende bevidsthed til at gøre det, så er der kun vræleriet om at få leveret den ene grønne ting efter den anden. Visionen om det bæredygtige samfund, som vi selv bærer frem, er der ikke.

Niels-Simon Larsen

Ole: Du har selv været med hele vejen, så vidt jeg husker fra dine kommentarer. Hvorfor blev du træt, og hvorfor tabte vi? Så længe temperaturen går op, er vi tabere.
Man kan ikke både tjene Gud og mammon, sagde Han, men hans eftersnakkere kan godt. Kapitalisternes bedste ven er folkekirken. Den opdrager folk til at sluge kameler. Det samme med monarkiet, et samlingspunkt for alle grønreaktionære kræfter. Det er ikke folkekirken og kongehuset, der har opfundet miljø- og klimabevægelsen, tværtimod. Heller ikke Danske bank... fortsæt selv.

Niels: Folkekirken er jo mange ting. Jeg er ikke selv medlem af foreningen, men har da mødt flere meget fornuftige og sympatiske mennesker der er. Den er rummelig, så jeg kan ikke se, hvorfor den ikke også kan rumme miljøaktivister.
Ja jeg har været med i debatten her på Information i efterhånden mange år, som du. Det er fik mig i gang var den massive misinformation der flød i medierne dengang bl.a. betalt af olieindustrien.
I dag er den diskussion afsluttet, men desværre har det taget alt for lang tid at komme her til. Vi har forspildt mange gode muligheder spørgsmålet er, om det nu er for sent?
Jeg ved ikke om vi har tabt, men det ser ikke for lyst ud.
Måske har vi troet for meget på at mennesket er et rationelt dyr. At befolkningerne ville gøre det rette når de blev oplyst om den truende fare . Men mennesker er først om fremmest et flokdyr. Vi tager bestik af hvad andre gør før vi selv handler. Vi tilpasser os. Vi søger trygheden i fællesskabet hellere end sandheden. Mennesker lader sig let overtale eller forføre, hvis de tilbydes at være del af et fællesskab. Se bare på USA hvor millioner af Trumptilhængere sluger alt der kommer fra Trump
Det får dem garanteret til at føle sig som medlemmer af et stort fællesskab noget mange af dem sikkert ikke har været før. Så er det mindre vigtig for dem om manden er en patologisk løgner.
Det eneste vi kan gøre er ikke at give op, ellers ville man jo ikke kunne holde sig selv ud.
'the only thing I knew how to do was to keep on keepin´ on like a bird that flew'
(B. Dylan)

Niels-Simon Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Tak for indlægget, David. Det undrer mig ikke at der ikke er sket mere i den grønne omstilling. Uanset hvem der skal ændre sin livsstil, så er det netop det sværeste overhovedet. Frihedsfrygten skal overvindes før man tør tage springet ud i en ny og uvis verden.
Du slår meget på lobbyisternes rolle. Hvem var/er de og hvordan kan vi enten skubbe dem til side eller - måske bedre - give beslutningstagerne de rygstød, som gør at de tør smide frihedsfrygten på bålet og gøre det rigtige.
Jeg læste fornylig at der ikke var bankfolk med i Roosevelts designergruppe omkring 'New Deal'. Måske det er på tide at virkelige mennesker for fortrin fremfor eksperter.