Kommentar

Unge klimaaktivister kan sagtens være drevet af følelser og fornuft på samme tid

Den unge klimaaktivist Esther Kjeldahl kritiseres for at lade følelserne få tag over fornuften i sin nye bog. Men det er meningsløst. De unge aktivisters følelser af vrede og indignation kan sagtens være drivkraft i en oplyst og indsigtsfuld klimakamp
Debat
18. december 2020

Klimakrisen er et livsvilkår, som specielt børn og unge må leve med. Det har Esther Kjeldahl skrevet en personlig, oplysende og tænksom bog om. En bog, der tager de unges bekymringer alvorligt.

Det gør Sophie Wennerscheids anmeldelse af bogen den 11. december i Information ikke. Den indledes med et Kant-citat, som skal bruges til at vise, at de unge klimaaktivister – med Kjeldahl som »et godt eksempel« – ikke som Kant lægger vægt på fornuften: »Vrede og indignation på den ene side og sorger og bekymringer på den anden side er den unge generations kendetegn«.

Det er simpelthen forkert. De unge klimaaktivister er utroligt vidende, de fylder os med fakta og videnskabelige kendsgerninger, og de punkterer politikernes udenomssnak med rationelle argumenter.

Det er rigtigt, at Kjeldahl taler for følelsernes ret, men hvor i bogen er det stillet op som en modsætning til fornuften? Tværtimod er hendes pointe, at hvis vi skal få styrke til at handle fornuftigt og i overensstemmelse med de videnskabelige kendsgerninger, må vi vedkende os og arbejde med følelsen af vrede, afmagt og sorg over det, der sker med vores natur og vores klode.

Kjeldahl får også én over næsen, fordi hun tillader sig at kalde nogle af sine overvejelser filosofiske. Og nej, det er selvfølgelig ikke en afhandling om Kant, vi har med at gøre, men Kjeldahls spørgsmål og tanker er ikke mindre relevante af den grund. Rigtig filosofi er det ikke, belærer anmelderen: Sokrates var jo ikke »ude på at få et naivt svar. Han ville i stedet vise, at det tager tid at komme frem til en løsning«. Kjeldahl derimod »har travlt« ifølge anmelderen.

Men hvor er der belæg for, at Kjeldahl er ude efter naive svar? Bogen opfordrer tværtimod igen og igen til, at man netop gør det, Kant efterlyste: bruger sin forstand. Hun har travlt, fordi det haster med at få grebet ind i forhold til klimatruslen. Men heller ikke hendes opfattelse af den passer ind i den ‘mere erfarne‘ læsers krav om klarhed. Kjeldahl er nemlig »ikke ganske entydig« med hensyn til, om det kan lykkes at råbe magthaverne op, eller om det er for sent til at undgå et kommende samfundskollaps. Men kan vi virkelig kræve et entydigt svar på det? Gad vide, hvad Kant og Sokrates ville sige til den slags kritik?

Hans Erik Avlund Frandsen er fhv. gymnasielærer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Jeg har også læst bogen og undrede mig også over anmeldelsen.
En anmelder tager en bog i hånden og læser og bedømmer den ud fra sin egen viden og indsigt, men Esters bog kræver noget mere. Hvis man ikke forstår den situation, mange unge er i mht klimaet, så skal man ikke anmelde sådan en bog. Det er jo alvor, når man som ung ser frem på det liv, der bliver præget af klimakatastrofer. Nå, ikk’, jamen så lyt dog til videnskaben.

Mads Lundby, hanna skjønning, Ejvind Larsen, Alvin Jensen og Marie Vibe anbefalede denne kommentar