Kommentar

Unge står i et urimeligt valg mellem drukkultur eller eksklusion. Aldersgrænsen skal hæves

Unge i Danmark står over for et urimeligt valg mellem at blive inkluderet i det sociale fællesskab eller ikke at drikke alkohol. Det skaber et voldsomt pres på de unge, og en større inklusion kan kun sikres ved at hæve aldersgrænsen for køb af alkohol til 18 år
Debat
18. december 2020

Som gymnasieelev er det uundgåeligt ikke at opleve, hvor afgørende alkohol er som socialt bindeled mellem unge. Det at være en del af fællesskabet beror i stor udstrækning på druk, og behovet for at drikke bliver i en meget tidlig alder internaliseret på trods af eksperters evige, helbredsmæssige bekymringer.

De helbredsmæssige konsekvenser er da heller ikke til at tage fejl af, men alkoholen som et kulturelt fænomen fanger mange unge i et ufrivilligt grænseland mellem eksklusion fra vennegrupper og inklusion i et usundt, men trods alt socialt fællesskab.

De fleste, jeg kender, har helt forståeligt valgt at ty til flasken for at følge flokken. Det er netop her, problemet og behovet for forandring hviler, idet det unægteligt medfører et urimeligt pres for at passe ind og skabe sig et tilhørsforhold. Et tilhørsforhold, som i nogle omgangskredse sågar allerede bliver tilstræbelsesværdigt i 7. og 8. klasse, hvor alkohol desværre allerede bliver grundlag for social status og anerkendelse.

At hæve aldersgrænsen for salg af alkohol til 18 år er ifølge mig et meningsfuldt skridt i den rigtige retning, selv om det er et forslag, som ubestrideligt vil vække stor forargelse blandt mine jævnaldrende. Der er dog evidens at hente fra Vidensråd for Forebyggelse, som i 2019 udarbejdede en meget omfattende rapport, hvor de blandt andet konkluderede, at vi i Danmark bør hæve aldersgrænsen til 18 år, hvis vi skal få has på den usunde drukkultur.

Rapporten viste derudover, at den danske aldersgrænse for køb af alkohol er blandt de laveste i Europa, selv hvis man sammenligner os med vores nordiske nabolande, som alle har en højere aldersgrænse for salg af alkohol til unge.

En hævning af aldersgrænsen vil give en mere entydig indikation på, hvornår alkohol kan accepteres, og udviske den gråzone, som hersker nu. At begynde at drikke alkohol som 14-årig, når aldersgrænsen er på 16 år, kan ingenlunde sammenlignes med, hvis aldersgrænsen bliver hævet til 18 år.

Mit ønske er, at det i Danmark ikke længere skal være et socialt nederlag og tabu, hvis man ikke drikker. Vi skal skabe en højere grad af inklusion og accept af vores grænser. Alkohol skal drikkes til en vis grænse, og det skal sikres gennem lovgivning.

Markus Kirk er gymnasieelev på Silkeborg Gymnasium.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her