Kommentar

Veganerpartiet: Tiden er kommet til at give rettigheder til dyr for at sikre dem mod mennesker

Etisk kan mennesker ikke længere forsvare, at vi kun tager hensyn til os selv. Vores frihed til at gøre, hvad vi lyster, stopper der, hvor vi begrænser andres. Derfor er tiden kommet til at give dyr rettigheder, skriver politisk ordfører for Veganerpartiet i dette debatindlæg
Debat
22. december 2020

Vi mennesker ved godt, at vi har fejlet. Vi ved godt, at den måde, vi har opdyrket naturen og forurenet vores miljø på, er forkert. At påstå andet er at lyve for sig selv og fortsætte en dybt uansvarlig vildledning.

Vi ved også godt, at den måde, vi de seneste 100 år har avlet og indespærret dyr på, ikke kan forsvares på nogen moralsk eller etisk måde.

Rettigheder til både dyrene og naturen er nødvendige tiltag for at sikre dem mod os selv. For at sikre, at vi rent faktisk lever op til vores egne ideologier og kerneværdier, som omhandler det faktum, at vi naturligvis ikke skal skade andre, hvis vi kan undgå det. At vores frihed til at gøre, hvad vi har lyst til, stopper der, hvor vi begrænser andres.

Veganisme er en bevægelse, som er stærkere end nogen anden, da den handler om at beskytte det allermest værdifulde, der er – nemlig livet selv. En altruistisk bevægelse, som ikke er ude efter materiel rigdom eller magt for magtens skyld. Det er en bevægelse, som udelukkende ønsker at rette op på den skade, som vi som menneskehed er skyld i og bør stoppe med.

Filosoffen Schopenhauer skrev i bogen On the Basis of Morality, at antagelsen, om at dyr er uden rettigheder, og illusionen om at vores behandling af dem ikke har nogen moralsk betydning, er et skandaløst eksempel på vestlig uanstændighed og barbarisme. Han mente, at universel medfølelse er den eneste garanti for moral. Det betyder, at vi mennesker ikke længere kun skal tage hensyn til os selv, men åbne vores perspektiv og se på, hvilke konsekvenser vores handlinger har for andre væsener og for naturen i sig selv.

Det er ikke nye tanker, som veganismen eller Schopenhauer præsenterer. Dog ser det ud til, at tiden er kommet til at handle på dem og realisere dem, så vi sammen kan skabe et samfund, der er indrettet på en måde, så vi rent faktisk ikke skader andre – så vidt praktisk muligt. Hvor vi med stolthed kan se på en natur, der trives i sin egen mangfoldighed.

Af Lisel Vad Olsson, politisk ordfører for Veganerpartiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg tror at I får min stemme
Mvh Hanne Pedersen