Læserbrev

Afgifter på bæreposer er kun starten på regeringens kamp mod plastikforurening

Regeringen kritiseres for at have for lave ambitioner for udfasningen af engangsplast. Men vi har tredoblet afgiften på plast, og sammen med en række andre tiltag vil vi snart kræve, at forureneren betaler for affaldsbehandlingen, skriver miljøordfører Mette Gjerskov (S) i dette debatindlæg
Debat
15. januar 2021

Regeringen kritiseres for at have for lave ambitioner for udfasningen af engangsplast. Vi har blandt andet hævet afgiften på plast, og vi vil kræve, at forureneren betaler for affaldsbehandlingen. Vi fortsætter med at rulle vores tiltag ud som perler på en snor, skriver miljøordfører Mette Gjerskov (S) i dette debatindlæg

Plastikforurening er et alvorligt problem. Hvert eneste år havner otte-ti millioner tons plastik i havene, og mange af os har nok set plastikflasker, plastiklåg og alverdens anden plastik ligge og flyde i vandkanten. Det kræver en stor indsats at få ryddet op.

Derfor er jeg glad for rådgiver i Oceana Naja Andersens indlæg i Information 29. december 2020. Hun opfordrer regeringen til at hæve ambitionerne mere end til blot at stille krav om, at forbrugerne skal betale fire kroner for plastikposer i butikkerne.

Som miljøordfører i Socialdemokratiet ved jeg også fra henvendelser direkte til mig, at Oceana følger de politiske indsatser nøje. Derfor er det ekstra ærgerligt, at det kommer til at se ud, som om at betaling for poser er regeringens primære våben imod plastik. For vi har allerede blæst til kamp mod plastikforureningen og knoklet benhårdt for at få en masse lovgivning på plads.

For os handler det nemlig ikke kun om plastikposer. Vi har mange værktøjer i værktøjskassen – og vi kommer til at rulle dem ud som perler på en snor over den kommende tid. Lad mig nævne nogle af dem:

Vi har for eksempel allerede tredoblet afgiften på bæreposer og engangsservice.

Forureneren skal betale – eller det vi kalder udvidet producentansvar. Et simpelt princip: Producenterne skal til pengepungen og betale for affaldsbehandling af deres udtjente produkter. Det giver også motivation til at designe nye typer af varer, der kan bruges mere end én gang, eller varer, der nemt kan skilles ad, genanvendes eller genbruges.

Vi indfører også oprydningsansvar for eksempelvis nogle emballager af engangsplast. Også her skal producenterne til lommerne for at få affaldet indsamlet.

Derudover kommer forbrugerne til at sortere plast, og kommunerne skal genanvende det – ikke bare brænde det. Vi vil også halvere plastikemballage ved takeaway. Og vi har lavet en strandoprydningspulje, hvor frivillige kræfter kan søge om penge til oprydning. Rigtig mange danskere har lyst til at give en hånd med. Det bakker vi op om.

Jeg giver altså Oceana helt ret i, at plastikkrisen er alvorlig. Jeg er også enig i, at det haster. Men jeg genkender ikke kritikken.

Værktøjskassen er stor, ambitionsniveauet er tårnhøjt, og vores indsats er markant. Vi skal og vil plastikforureningen til livs.

Mette Gjerskov, miljøordfører for Socialdemokratiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

14/jan/2021

JA, og hold så venligst op med at
smide cigaret-skod med plastik-
filter på fortov, gader, veje og stier !!!

Venlig hilsen
Claus

erik pedersen

Fire kroner .. det er jo ingenting .
Mvh Hanne Pedersen