Kommentar

Beskæftigelsesreformer skal anerkende betydningen af velfærd, ikke kun skattelettelser

I årtier har Finansministeriet antaget, at lavere skat giver folk lyst til at arbejde mere, mens investeringer i velfærd ingen betydning har. En ny undersøgelse viser dog, at det ikke er sandt, og det bør medregnes i de kommende beskæftigelsesreformer, skriver næstformand i FOA Thomas Enghausen i dette debatindlæg
I en undersøgelse foretaget af Epinion for FOA svarer 20 procent af de pårørende til modtagere af ældrepleje siger, at de ville arbejde mindre, hvis deres pårørende modtog mindre hjælp og pleje end i dag.

I en undersøgelse foretaget af Epinion for FOA svarer 20 procent af de pårørende til modtagere af ældrepleje siger, at de ville arbejde mindre, hvis deres pårørende modtog mindre hjælp og pleje end i dag.

Kristine Kiilerich

Debat
5. januar 2021

Tilbage i 1990’erne satte økonom, professor og vismand Nina Smith sig for at undersøge de samfundsøkonomiske effekter af at sætte skatten ned. Spørgsmålet var, om skattelettelser kunne få folk til at arbejde og producere mere.

Det gjorde hun blandt andet gennem en spørgeskemaundersøgelse med 450 respondenter. Konklusionen var klar: Skattelettelser kunne få folk til at arbejde mere. Dermed kunne skattelettelser føre til et større udbud af arbejdskraft, som så efterfølgende ville føre til højere beskæftigelse og økonomisk vækst.

Mens projektets omfang således var begrænset, var dets indflydelse til gengæld betragtelig. I årene fremover blev det lille studie en af hjørnestenene i det fundament, som Finansministeriets (og dermed Danmarks) økonomiske politik blev bygget på igennem mange år: Troen på, at lavere skatter og afgifter får flere i arbejde.

Sammen med ønsket om højere pensionsalder og en fast overbevisning om, at forringelser af dagpenge og kontanthjælp skulle få flere i arbejde, var det altså fundamentet for en stime af såkaldte »nødvendige økonomiske reformer«, der har det til fælles, at de har øget presset på de svageste og lettet det i toppen. Reformer, der alle som en har medvirket til at øge uligheden i samfundet.

Velfærd og arbejde

Til gengæld er effekterne på samfundsøkonomien af investeringer i velfærd og offentlig infrastruktur lykkeligt fraværende i det store finansministerielle regnestykke. Dem kan man ikke rigtig regne på ifølge Finansministeriet.

Lad os sige det, som det er. Den måde at regne på – og undlade at regne på – har vi længe været godt trætte af i FOA. Derfor fik vi den idé med hjælp fra Epinion at stille over 1.000 personer nogle spørgsmål til effekterne af ændret velfærd på deres villighed til at arbejde.

Og resultatet er klart: Ifølge svarene vil en række ændringer af vores velfærdsordninger (dagtilbud, ældrepleje og sundhed) påvirke arbejdslysten. Effekterne af ændret velfærd ser måske endda ud til ikke helt at være så små og ubetydelige, som Finansministeriet lægger til grund for deres regnestykker.

Når vi spørger forældre, der har børn i dagtilbud, så siger 34 procent, at de ville arbejde mindre, hvis der blev færre ansatte i dagtilbuddet til at passe deres børn. 20 procent af de pårørende til modtagere af ældrepleje siger, at de ville arbejde mindre, hvis deres pårørende modtog mindre hjælp og pleje end i dag. Og 18 procent af dem, der er ramt af en længerevarende sygdom, siger, at de ville arbejde mere, hvis de fik en bedre behandling.

Det er altså slående, at når man spørger på samme måde, så har forandringer i velfærdstilbuddene – dagtilbud, ældrepleje og sundhed – alle sammen en betydelig effekt på, hvor meget man ønsker at arbejde. Men alligevel regner Finansministeriet ikke på disse ting.

En stor opgave

Diskussionen er blevet endnu mere aktuel, fordi regeringen har nedsat en kommission for såkaldte »andengenerationsreformer«, der blandt andet skal komme med forslag til, hvordan vi løfter beskæftigelsen uden at øge uligheden.

Og formanden er ingen ringere end professor Nina Smith – bagkvinden til det lille, men meget indflydelsesrige studie i 90’erne. Nu har Nina Smidt chancen for at sætte sig i spidsen for både nye måder at regne på og en helt ny tilgang til, hvilke økonomiske reformer der skal satses på fremover.

Det er positivt. Danmark har brug for en ny begyndelse. Det er godt, hvis dele af det økonomiske establishment vil holde inde med at finde på nye måder at piske de svageste og mest sårbare iblandt os i forsøget på at vride den sidste arbejdskraft ud af dem. Vi har brug for en ny vej i den økonomiske politik, hvor troen på mennesket og investeringer i fællesskabet bliver fundamentet frem for mistillid og egoisme. Det bliver en stor opgave.

I FOA håber vi at have givet et lille bidrag hertil ved at dokumentere, at effekterne af vores alle sammens velfærd ifølge danskerne har en meget stor betydning for vores mulighed og villighed til at arbejde.

Hvis Nina Smith i sit arbejde med de såkaldte andengenerationsreformer kan få Finansministeriet til at medregne det i de samfundsøkonomiske prognoser, vil det være en præstation, der er værd at tage hatten af for.

Thomas Enghausen er næstformand i FOA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det nytter intet at appellere til dem der sidder med magten og skaber fattigdom, glem det. Der skal helt andre midler til. Det vidste fagforeningerne i forrige århundrede. Økonomerne går forrest for at skabe den såkaldte minimalstat. Således har de selv fordoblet deres egne indtægter og formuer over fem år, de er købt af overklassen og rigeligt betalt. Økonomerne der kun deres egne formuer, det har vi, der er ramt af henved 62 sociale nedskæringer, indset på den hårde måde.

Glem samarbejdspolitikken. Det er den daglige kamp for bedre forhold der giver forbedringer, intet andet. Der er intet der bider på de rige. Grådigheden er en syg narkomani, de kan simpelt hen ikke styre sig. Kun ved at fjerne økonomerne fra magten, kan vi standse deres arbejde for at skabe stigning i uligheden. Mange er gået på deltid for at klare presset og stressen bl.a. sygeplejerskerne. Mon ikke der er hundrede tusinder der har fundet deres egen måde at demonstrere og protestere på. Men ved at importere billig arbejdskraft er det lykkes magteliten at fortsætte øgningen i ulighed.

Der findes ingen af de såkaldte reformer, der ikke i virkeligheden handler om sociale nedskæringer, med den forudbestemte hensigt, at skabe skattelettelser i toppen af samfundet. Det er en efterhånden gammel ideologi kaldet neoliberalismen, der står bag de sidste tyve års forringelser i velfærden. Alle de sociale institutioner blev ramt for at skabe minimalstaten, og da overklassen ikke ønskede at deltage i betalingen af samfundet, blev især Skat bevidst nedbrudt.

Der er under Corona i 2020 importeret en stor mængde billig arbejdskraft udefra for at øge milliardærernes formuer, og det må siges at lykkes over al forventning. Men i det hele taget er arbejdsgivernes andel af overskuddet øget i årtier og arbejdernes andel er formindsket. Arbejdsgivernes organisationer DI og DA f.eks. har pumpet propaganda ud for ufattelige summer. Et studie fra USA viser at penge investeret i lobbyisme overfor politikerne og ude i medierne giver et returbeløb på et tusinde gange.

Vi hopper ikke med på den sædvanlige propaganda og omskrivning af hvad der er foregået. Fremover vil vi på alle sociale medier, der hvor vores stemme kan komme frem, slå på trommer, potter og pander, når de liberale journalister taler om flere reformer. De Radikale og alle de borgerlige partier og medier kræver stadigvæk flere skattelettelser, reformer og større ulighed. Men uligheden er steget i de sidste fyrre år.

Vi skal have vendt skuden, formindske uligheden, arbejde for en mere lige udgangspunkt for de nyfødte, og et mere retfærdigt samfund på alle områder: På arbejdsmarkedet, i retssystemet, på sygehusene, i livslængde, m.m.
Desuden skal storspekulanterne fjernes fra boligmarkedet, og boliger som underklassen kan betale skal opføres over hele landet.

De formuende har efterhånden fået rigeligt. Det er nu flertallets tur. Fjern først børnefattigdommen, og så den skjulte fattigdom. Hæv underklassen op til arbejderklassen og derefter begge klasser op til middelklassen. Der er rigeligt af penge i samfundet, det har vi bevist de sidste syv år her i kommentarsporet. At der ikke er nogle penge er en syg løgn - en løgn der er selveste fundamentet i ulighedsskabelsen.

De 62 sociale nedskæringer, der er gennemført i løbet af tyve år, efterlader underklassen med 25 mia. kr. mindre hvert år. Det mærkes hver dag, men ingen medier skriver om hvad der foregår. Vi skal have alle de penge tilbage, med renter og renters rente. Hvor længe skal vi arbejderklassen og underklassen der udgør flertallet tillade at der skabes mere fattigdom? Vi skal systematisk generobre demokratiet og dermed magten. Først skal vi skabe en femårsplan for fjernelse af fattigdommen.

Det kan betale sig at skabe fattigdom i Danmark. Økonomerne har skabt uopretteligt skade på samfundet, ødelagt sammenholdet, solidariteten og lysten til at arbejde. De har skabt en ny underklasse samt, sammen med arbejdsgiver organisationerne, tvunget henved 800.000 mennesker ud i arbejdsforhold hvor de kan blive fyret når som helst. Ved det såkaldte prækariat fjernes de fleste rettigheder, og ofte både feriepenge samt pensionsopsparinger.

Niels Jakobs, Per Klüver, David Adam, Søren Andersen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo modsat: man indretter sig med de penge, man tjener, hvis bare man kan opnå et rimeligt liv med et arbejde, man opfatter som gavnligt og udviklende.