Tilbage i 1990’erne satte økonom, professor og vismand Nina Smith sig for at undersøge de samfundsøkonomiske effekter af at sætte skatten ned. Spørgsmålet var, om skattelettelser kunne få folk til at arbejde og producere mere.
Det gjorde hun blandt andet gennem en spørgeskemaundersøgelse med 450 respondenter. Konklusionen var klar: Skattelettelser kunne få folk til at arbejde mere. Dermed kunne skattelettelser føre til et større udbud af arbejdskraft, som så efterfølgende ville føre til højere beskæftigelse og økonomisk vækst.
Mens projektets omfang således var begrænset, var dets indflydelse til gengæld betragtelig. I årene fremover blev det lille studie en af hjørnestenene i det fundament, som Finansministeriets (og dermed Danmarks) økonomiske politik blev bygget på igennem mange år: Troen på, at lavere skatter og afgifter får flere i arbejde.
Sammen med ønsket om højere pensionsalder og en fast overbevisning om, at forringelser af dagpenge og kontanthjælp skulle få flere i arbejde, var det altså fundamentet for en stime af såkaldte »nødvendige økonomiske reformer«, der har det til fælles, at de har øget presset på de svageste og lettet det i toppen. Reformer, der alle som en har medvirket til at øge uligheden i samfundet.
Velfærd og arbejde
Til gengæld er effekterne på samfundsøkonomien af investeringer i velfærd og offentlig infrastruktur lykkeligt fraværende i det store finansministerielle regnestykke. Dem kan man ikke rigtig regne på ifølge Finansministeriet.
Lad os sige det, som det er. Den måde at regne på – og undlade at regne på – har vi længe været godt trætte af i FOA. Derfor fik vi den idé med hjælp fra Epinion at stille over 1.000 personer nogle spørgsmål til effekterne af ændret velfærd på deres villighed til at arbejde.
Og resultatet er klart: Ifølge svarene vil en række ændringer af vores velfærdsordninger (dagtilbud, ældrepleje og sundhed) påvirke arbejdslysten. Effekterne af ændret velfærd ser måske endda ud til ikke helt at være så små og ubetydelige, som Finansministeriet lægger til grund for deres regnestykker.
Når vi spørger forældre, der har børn i dagtilbud, så siger 34 procent, at de ville arbejde mindre, hvis der blev færre ansatte i dagtilbuddet til at passe deres børn. 20 procent af de pårørende til modtagere af ældrepleje siger, at de ville arbejde mindre, hvis deres pårørende modtog mindre hjælp og pleje end i dag. Og 18 procent af dem, der er ramt af en længerevarende sygdom, siger, at de ville arbejde mere, hvis de fik en bedre behandling.
Det er altså slående, at når man spørger på samme måde, så har forandringer i velfærdstilbuddene – dagtilbud, ældrepleje og sundhed – alle sammen en betydelig effekt på, hvor meget man ønsker at arbejde. Men alligevel regner Finansministeriet ikke på disse ting.
En stor opgave
Diskussionen er blevet endnu mere aktuel, fordi regeringen har nedsat en kommission for såkaldte »andengenerationsreformer«, der blandt andet skal komme med forslag til, hvordan vi løfter beskæftigelsen uden at øge uligheden.
Og formanden er ingen ringere end professor Nina Smith – bagkvinden til det lille, men meget indflydelsesrige studie i 90’erne. Nu har Nina Smidt chancen for at sætte sig i spidsen for både nye måder at regne på og en helt ny tilgang til, hvilke økonomiske reformer der skal satses på fremover.
Det er positivt. Danmark har brug for en ny begyndelse. Det er godt, hvis dele af det økonomiske establishment vil holde inde med at finde på nye måder at piske de svageste og mest sårbare iblandt os i forsøget på at vride den sidste arbejdskraft ud af dem. Vi har brug for en ny vej i den økonomiske politik, hvor troen på mennesket og investeringer i fællesskabet bliver fundamentet frem for mistillid og egoisme. Det bliver en stor opgave.
I FOA håber vi at have givet et lille bidrag hertil ved at dokumentere, at effekterne af vores alle sammens velfærd ifølge danskerne har en meget stor betydning for vores mulighed og villighed til at arbejde.
Hvis Nina Smith i sit arbejde med de såkaldte andengenerationsreformer kan få Finansministeriet til at medregne det i de samfundsøkonomiske prognoser, vil det være en præstation, der er værd at tage hatten af for.
Thomas Enghausen er næstformand i FOA.
Det er jo modsat: man indretter sig med de penge, man tjener, hvis bare man kan opnå et rimeligt liv med et arbejde, man opfatter som gavnligt og udviklende.