Kronik

Vi har brug for et mere nuanceret blik på forskellene mellem land og by

Uligheden mellem land og by er ingen naturlov, sagde statsministeren i nytårstalen. Men skal vi gøre noget ved den skæve fordeling af muligheder, må politikerne også tage højde for de variationer, der er internt i landområderne. De er lige så forskellige som byerne, skriver forskningsgruppen SocMap i dette debatindlæg
»Vi kan ikke kategorisere udkanten, eller ’den rådne banan’, som problematisk ud fra den kommunale statistiks indikatorer for økonomi og uddannelse,« skriver dagens kronikører. »Social, økonomisk og kulturel vækst er ikke knyttet uløseligt til byerne.« Her er vi i landsbyen Selde ved Limfjorden.

»Vi kan ikke kategorisere udkanten, eller ’den rådne banan’, som problematisk ud fra den kommunale statistiks indikatorer for økonomi og uddannelse,« skriver dagens kronikører. »Social, økonomisk og kulturel vækst er ikke knyttet uløseligt til byerne.« Her er vi i landsbyen Selde ved Limfjorden.

Lars Just

Debat
19. januar 2021

Statsministerens nytårstale åbnede for et ofte overset tema i debatten: uligheder, splittelser og sammenhænge i den danske geografi. Hun pointerede, at den territorielle udvikling ikke følger en naturlov, men derimod er bestemt af politiske og erhvervsmæssige beslutninger.

I forskergruppen SocMap fra Aalborg Universitet mener vi, at man må diskutere landets fremtid på grundlag af faktuel viden, ikke på fordomme, lokalpatriotiske særinteresser eller urealistiske visioner.

Mette Frederiksen (S) pegede på farerne for, at der opstår »falske modsætninger« mellem land og by. Men der er allerede gemt en falsk modsætning, når hun stiller hovedstaden op over for Jylland, Sjælland, Fyn og øerne, by over for land. Bosætningsmønsteret er så sammensat og varieret, at den opdeling er for simpel.

Hovedtendensen i den moderne danske socialgeografi er urbaniseringen. Den har bragt steder tættere på hinanden gennem infrastruktur, teknologi og transport. Af den grund er det korrekt, når statsministeren omtaler Danmark som et lille land med små afstande.

Men urbaniseringens fortætning af indbyggere fører også til højere grad af social segregering:

For det første søger mennesker i storbyen sammen med nogle, der ligner dem selv – som de kan være trygge ved og identificere sig med.

For det andet er storbyens fortætning med til at skabe social afstand. Storbyen bombarderer os med sanseindtryk og kontakter, og for at kunne håndtere de mange indtryk og muligheder er det nødvendigt at lægge en vis afstand til andre mennesker. Fortætningen betyder også, at persontyper, kulturer og ideer spredes og varierer over et større spektrum.

For det tredje har urbaniseringen koncentreret kapital og magt i storbyen og dermed gjort byen til en kampplads om økonomiske, pladsmæssige, politiske og symbolske ressourcer.

Statsministeren har derfor ret i, at mulighederne i Danmark er blevet mere skævt fordelt, og at den territorielle udvikling er et politisk anliggende. Begge dele er en direkte konsekvens af urbaniseringen.

Men det er vigtigt, at vi ikke lader frygtskabende falske modsætninger forme landets politik. I stedet bør vi bygge på den eksisterende viden om de varierede konsekvenser af urbaniseringen – og af tidligere bølger af fortætning og centralisering.

Det urbane paradoks

Der er variation i, hvilke kapitaler eller ressourcer som er relevante i de forskellige miljøer. For eksempel betyder lav uddannelse i de jyske fiskerbyer ikke, at man havner med lav livsindkomst. Det, som i et lokalmiljø virker som en mangel, kan i et andet være grundlag for et godt liv. Vi må kigge både længere ned end de administrative inddelinger og på tværs af steder for at forstå årsagerne til disse forskelle.

I europæisk sammenhæng peger man på det ’urbane paradoks’. Det dækker over de store byers attraktion og samtidig flugten fra skyggesiderne ved at bo og leve i de store byer.

På den ene side koncentreres økonomisk aktivitet, innovation og arbejdspladser i storbyerne. På den anden side fortættes sociale problemer, social segregering, kriminalitet, støj, forurening og mistrivsel.

Denne udvikling har ført til, at flere og flere mennesker flytter til de store byers baglande. Her finder mange mennesker social nærhed, ro og naturkvaliteter samtidig med, at de holder sig relativt tæt på storbyens tilbud og muligheder. Det indebærer, at pendling til de store byer foregår over stadigt større afstande.

Ude på ’landet’ – altså uden for de større byers opland – er billedet meget varieret. Den overordnede tendens er affolkning, når mange unge flytter ud og ikke kommer tilbage. Men ved en nærmere betragtning er områderne meget forskellige – både hvad angår erhvervsstruktur, lokal økonomi og engagementet i det lokale fællesskab. Landområderne er lige så forskellige som storbyen. Forskellene er bare mere geografisk spredte.

Områderne kan derfor ikke bare klassificeres ud fra borgernes socioøkonomiske status. Den siger ikke meget om social samhørighed, villighed til at samarbejde og håndtere problemer i fællesskab. Økonomisk status har forskellig betydning i forskellige miljøer.

En målrettet indsats

Vi kan heller ikke bruge uddannelsesniveauet som universelt mål for både land og by. Det er generelt højere i byerne – også i de dårligst stillede byområder. Men de mennesker, der har boet hele livet i dårligt stillede landområder, har bedre muligheder for beskæftigelse og indkomst, end dem, der bor i de dårligt stillede byområder.

I landkommunerne er der små områder, som præges af stærk social, geografisk og økonomisk mobilitet. Dette viser sig, når man ser nærmere på mønstrene i de små lokalsamfund.

Så landområdernes socioøkonomiske status skal ikke betragtes som et universelt problem. Hvis vi udelukkende betragter større områder, kan vi ikke målrette indsatsen, så de reelle problemer kan løses. Lokalområderne fungerer forskelligt og skal derfor behandles forskelligt.

Vi kan derfor ikke kategorisere udkanten, eller ’den rådne banan’, som problematisk ud fra den kommunale statistiks indikatorer for økonomi og uddannelse. Social, økonomisk og kulturel vækst er ikke knyttet uløseligt til byerne. Det er menneskelige og sociale fænomener, der frembringes på steder, hvor mennesker bor, lever og arbejder.

Hele landet er urbaniseret

I en vis forstand er hele landet urbaniseret. For det første er alle borgere forbundet med hovedstaden, og for det andet smitter storbypræget af på landområderne. Men der er også landlige indslag, som sætter lokale aftryk i storbyerne, måske som museer eller oaser. Teknologi og transport forbinder os dagligt fysisk, materielt og kulturelt.

Vi kan udpege lokalområder, der er ens med hensyn til socioøkonomiske forudsætninger, men som alligevel fungerer meget forskelligt. I nogle lokalområder kan vi spore et stærkt fællesskab, hvor der er støtte til ildsjælenes initiativer og en høj grad af samarbejde mellem forskellige samfundsmæssige sektorer. I andre områder er kun postnummeret fællesnævner.

Opmærksomhed mod sådanne variationer er også centralt i forbindelse med den grønne omstilling, hvor mobiliseringen af den lokale kapacitet til handling er afgørende for forankring og den bæredygtige innovation. For eksempel, hvordan lokalt engagement og lokale fællesskaber kan føre til nye måder at håndtere de store mængder af overfladevand, der i stigende omfang udfordrer byer og lokalområder.

Fokusér ikke kun på det store billede

Vi vil ikke benægte, at der er generelle kulturforskelle mellem hovedstadsområdet og provinsen. For eksempel er folkekirken i hovedstadsområdet præget af en støt tilbagegang i medlemstallet. Det skyldes ikke egentlige udmeldelser, men mere, at dåbstallene falder. Det kan ikke forklares ved levestandard og uddannelse. Der er områder i provinsen med høj økonomi og uddannelse, hvor medlemsandelen er stabil.

Vi må igen ikke nøjes med det store billede, men se nærmere på den lokale variation.

Konsekvenserne af urbaniseringen former både mulighederne for ’det gode liv’, der hvor man bor, og mulighederne for sociale møder mellem mennesker med forskellig social, kulturel og beskæftigelsesmæssig baggrund.

Forskningsgruppen SocMap på Aalborg Universitet:

Anja Jørgensen er professor og leder af forskningsgruppen SocMap, Hanne-Louise Jensen er lektor, Anna Diop-Christensen er adjunkt, Lene Tølbøll er lektor, Mia Arp Fallov er lektor, Annette Quinto Romani er lektor, Cecilie Møller-Høymark er videnskabelig assistant, Rolf Lyneborg Lund er adjunkt, Andreas Lindegaard Jakobsen er ph.d.-studerende, og Ole Riis er professor emeritus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her