En gruppe jordemødre kræver i et debatindlæg i Information den 17. november 2020 et opgør med strukturel sexisme i svangreomsorgen. Som de skriver: Overgreb er overgreb – også når det foregår inden for sundhedsvæsenet.
I de fem år, jeg har været aktiv i Forældre og Fødsel, har jeg hørt om utallige hverdagsovergreb. Kvinder, der oplever ikke at have givet samtykke til eksempelvis foretagelse af hindeløsninger, indsættelse af ve-stimulerende drop eller har haft ønsker, der underkendes på grund af travlhed.
Flere hundrede kvinder vidner om sådanne overgreb under graviditet, fødsel og barsel i beretninger til os. De kæmper nu for bedre fødsler, ikke kun for sig selv, men også for andre kvinder og i høj grad for deres egne døtre.
En af dem skriver: »Min første tanke var, at jeg ikke ville skrive, for jeg skal jo ikke føde igen … aldrig nogensinde, og selv hvis jeg turde forsøge igen, ville jeg ikke få lov til at forsøge at føde vaginalt efter to akutte kejsersnit. Så kom jeg til at tænke på alle kvinderne efter mig, som skal føde, på min egen datter, som måske engang skal føde. Jeg ønsker inderligt, at de får bedre vilkår end jeg. Så nu skriver jeg.«
Kvinderne har fået nok. Indgreb uden samtykke er overgreb.
Anja, der har følt sig presset til at vælge igangsættelse af sin fødsel, vidner om kommunikation, der dirrer af følelsesmæssig manipulation og kommunikativt overgreb. Det kan eksempelvis lyde: »Jeg kan ikke garantere, at din søn overlever«, »Hvis du var min søster, ville jeg tvinge dig« og »Det er ikke sikkert, du kan få en fødestue, hvis du venter«.
Hun beretter endvidere: »Jeg tvivler ikke på, at de ville sikre sig et godt udfald, men de glemte at se mig, de glemte at se min historie, og de glemte at lytte. På intet tidspunkt gennem min graviditet blev der nævnt andre muligheder end igangsættelse og overvågning, og i mine tanker flygtede jeg tit ud i en skov, hvor jeg kunne være mig selv og føde mit barn uden at blive sygeliggjort og uden at skulle løbe hovedet mod muren ved hvert enkelt ønske til min fødsel. Hvorfor var der ingen mellemvej? Jeg følte mig tvangsindlagt og frarøvet privatliv og handlekraft. Jeg følte mig så forkert.«
Et ekstra indgreb
Formuleringer som at »få lov« eller at »være nødt til« er klassiske formuleringer i kvindernes vidnesbyrd, på trods af at det af sundhedsloven fremgår, at ingen behandling eller undersøgelse må iværksættes uden patientens samtykke, og at patienten har ret til information om behandlingsmuligheder, bivirkninger og komplikationer ved behandlingen. Det fremgår også af selv samme lov, at informationen skal gives på en hensynsfuld måde.
Følelsesmæssig manipulation er aldrig hensynsfuld. Det er et overgreb. Det er på kant med sundhedsloven.
Men de overgreb, kvinderne vidner om, er også fysiske, for eksempel i forbindelse med undersøgelse af kvindens livmodermund.
Det sker dertil ofte, at der er givet samtykke til én undersøgelse, men at der så følger et ekstra indgreb, som kvinden ikke har samtykket til.
Lisa vidner eksempelvis: »Jeg blev med det samme undersøgt af en jordemoder. Jeg fortalte hende, at jeg lider af vulvodyni (kroniske smerter i underlivet), og bad hende være forsigtig under sin undersøgelse. Det vrissede hun lidt ad, og da hun havde konstateret, at jeg var nok udvidet til at komme på en fødestue, var der pludselig noget, der gjorde virkelig ondt ved min livmodermund. Jeg udbrød: ’Hvad laver du?’ og fik svaret: ’Jeg hjælper dig bare lidt på vej’. Hun tog vandet uden at spørge mig først …«
Da jeg sammen med en gruppe kvinder startede bevægelsen og facebookgruppen Bedre Fødsler, diskuterede vi, om vi i bedste #MeToo-stil skulle kalde bevægelsen #WeToo. ’We’ forstået som mor og barn, fordi vi ønskede at understrege den strukturelle sexisme, der er forbundet med at være gravid, at føde og blive mor.
Minder om en voldtægtskultur
Mange af de henvendelser, Forældre og Fødsel har modtaget, vidner om en ulige magtbalance med dybe rødder i en fortidig opfattelse af kvinder som nyttige containere i den menneskelige reproduktion, hvis sundhed, følelser og selvbestemmelse må ofres i moderskabets navn.
Flere kvinder vidner om, at invaliderende graviditetsgener som svær kvalme og opkast i graviditeten negligeres, fordi tilstanden ikke er skadelig for barnet, og samtidig antydes det, at kvindens tilstand er psykisk udløst.
Bækkensmerter er piberi og en billet til en let sygemelding. For mange plukkeveer kommer af, at kvinden aer maven for meget. Endvidere er det i 2021 stadig ikke ualmindeligt med kommentarer som: »Nu giver du hende bare nogle ekstra sting« eller »Da min kone havde født, føltes sex bagefter som at kaste et kosteskaft ind i KB-hallen«.
Det siges, at kvinder glemmer sig selv, når de bliver mødre. Men hvordan kan de gøre andet? Gennem århundreder har kvinder accepteret, at deres sundhed, følelser og selvbestemmelse ikke er vigtig, når de er gravide eller er blevet mødre. Et sundt og rask barn er det eneste, der betyder noget.
Lisa måtte udholde en smertefuld indvendig undersøgelse samt et indgreb uden samtykke. Der er noget i Lisas vidnesbyrd, der kunne minde om en voldtægtskultur – en manglende forståelse af, hvis og hvilket behov der kommer først. En manglende respekt for kvindens selvbestemmelse og hendes krop, der bliver gjort til genstand for undersøgelsen eller indgrebet. En manglende respekt for, hvad man som sundhedsprofessionel kan tillade sig at gøre med eller mod kvindens krop uden hendes samtykke.
Sundhedsprofessionelle må blive bedre til omsætte patientens retsstilling til praksis.
PTSD efter fødsler
Jeg er overbevist om, at sundhedsprofessionelle ønsker at respektere den gravide kvindes selvbestemmelse. Og mange vil nok mene, at det er acceptabelt at underkende kvindens ønsker og behov, når det indgreb, der udføres, udføres for barnets ve og vel.
Det paradoks kompliceres af, at mange sundhedsprofessionelle føler sig ansvarlige for graviditeten og fødslens udfald, på trods af at den sundhedsprofessionelle ’kun’ er ansvarlig for negative udfald, der kan tilskrives, at den sundhedsprofessionelle har forsømt sine forpligtigelser.
Jeg tror, at sundhedsprofessionelle ville blive bedre til at omsætte patientens retsstilling til praksis, såfremt relationen mellem den sundhedsprofessionelle og kvinden tillægges større værdi. Kvinden får værdi i sig selv og bliver ikke bare endnu en gravid med en eventuel tilhørende diagnose.
Kendte jordemoderordninger skaber bedre forudsætninger for, at kvinderne gennem dialog modtager individuelt tilpasset information om fordele, ulemper og særlige risici – så der kan træffes en fælles beslutning.
Ud fra Den Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed estimeres det, at omkring 4.000 kvinder årligt har en fødselsoplevelse, der kunne udvikle sig til PTSD, depression eller angst. Jeg frygter et omfattende mørketal. For kvinderne er efter at have lidt i skam under deres #MeToo på fødestuerne begyndt at løfte sløret for deres oplevelser og de konsekvenser, det har for deres fysiske og mentale sundhed, økonomi og parforhold.
Deres vidnesbyrd om svigt under graviditet, fødsel og barsel bidrager til en positiv forandring i svangreomsorgen.
Så lad vidnesbyrdene flyde, så vi i fællesskab kan øge den politiske og faglige bevågenhed på området og skabe forudsætningerne for, at flere kvinder får bedre fødsler.
Det er slut med at acceptere manglende samtykke, manipulerende information og overgreb. Kvinder vil ikke længere acceptere at føle sig skadet, nedbrudt eller tvangsbehandlet på fødegangene.
Birgitte Halkjær Storgaard er forkvinde for Forældre og Fødsel.
Disclaimer: Ung barneløs kvindelig KBU læge her.
Et ideel indenfor den lægelige og sundhedsfaglige virke har altid været at bevare patientens autonomi og dertil indhente samtykke, og at opstarte ikke livsreddende behandling uden patientens information og sikring af samtykke er absolut dårligt, direkte patientklage værdigt (Derfor vi også har et patientklagenævn).
Det er ABSOLUT Ikke en undskyldning, at vi sundhedsfaglige krænker patienters autonomi, men der forefindes i ALLE patientgrupper og sygdomsgrupper altid sager af neglect, "det travle sygehusvæsen" og så videre. Så at gøre dette som et mere systemisk sexistisk problemstilling imod kvinder er absolut at gøre dem en bjørnetjeneste, og det finder jeg skammeligt for dem, der angiveligt kæmper kvindernes sag.
"Det kan eksempelvis lyde: »Jeg kan ikke garantere, at din søn overlever«, »Hvis du var min søster, ville jeg tvinge dig« og »Det er ikke sikkert, du kan få en fødestue, hvis du venter«."
Enhver ting kan være en manipulation, hvis man subjektivt opfatter dette. Jeg kan absolut ikke se, at disse er uretsmæssige, hvis de altså er sande! Vi læger og evt andre sundhedsfaglige folk er jo advokater for vores patienter, selv når patienten ikke vil/indser det.
Antaget af disse vendinger stadigvæk var faktuelle sande, ville vendinger som "din cancer vil dræbe dig", "din diabetes vil forkorte dit liv og nedsætte din livskvalitet væsentligt, hvis der ikke passes op" etc også være forkerte? Er disse også manipulation? er disse også overgreb?
At drage paralleler med patientsvigt og indgreb uden samtykke som voldtægskultur er absolut at uærlig manipulation, at gøre tingene til noget andet end de er. Men når ja, så kan der jo scores nogle sociale points ved igen, at gøre alt til identitetspolitik... med patieterne som gidsler..
Da denne meget følelsesmæssige og uevidensbaserede rapportering af en problemstilling gør, at respekt mistes.
I hvert fald ville jeg gerne ønske, at der var en reel konkretisering af problemstillingens omfang og kun slynge så følelsesmæssige manipulerende ord som voldtægt, når der er reelt evidens for det. Og nej anekdoter er ikke evidens.
Og desuden have dette i sammenligning med andre kontrolgrupper, altså andre patientgrupperne, at følelsen af krænkelsen af samtykke og autonomi virkeligt er højere hos gravide kvinder.
Det profesionelle sundhedspersonale kan gøre, hvad de vil med din krop. Det er operationens natur. Det er også fødslens natur. Jeg kan ikke se noget som helst problem med det.
Det at føde et afkom er enten dyrisk eller menneskeligt. I Det øjeblik du ikke føder barnet i dit hjem, eller i din skov, eller i hvilket som helst af dig etableret safe space eller naturlighed, overlader du fødslen af dit barn til andre.
Som du overlader enhver operation til dem, der statistisk set har bedre held med at udføre den.
Ok; så hoppede kæden da virkelig af !
@Dan D. Jensen, det er ikke et voldsomt interessant input. Hvem hoppede kæden af for? Hvorfor?
Endnu engang gøres et generelt problem til et problem specifikt rettet imod kvinder - af en lille gruppe af kvinder, for hvem alt i verden handler eller bør handle om dem.
“[...] den strukturelle sexisme, der er forbundet med at være gravid, at føde og blive mor” består for fan... da i, at kun det ene køn KAN blive gravid, føde og blive mor! Går det nogensinde op for denne gruppe, at korrelation er ikke ensbetydende med kausalitet?
Jeg vil foreslå nogen laver en fødsels-samtykke-app, hvor alle indgreb, der er givet samtykke til er afklaret før ankomst på fødegangen efter en samtale med en jordmoder/fader. Så slipper man for bøvlet med at afgive løbende samtykke under fødslen.
Uha den er svær, godt jeg ikke er kvinde, Men mon ikke der i dette indlæg også er malet med bred pensel?
Jeg oplevede ikke noget ubehageligt menneskeligt ved mine to børns fødsler 72 og 75, og min datter
som nu har fået 3 børn har aldrig nævnt noget og hun er ikke mundlam og der har heller ikke været antydning af kritik ved et oldebarn.
Men er kvinden i en presset situation altid objektiv?
Reelt set skal de professionelle jo undersøge omkring fødselsvejen ikke? Ja det er vigtigt at forklare på en omsorgsfuld måde hvad der skal ske, men jeg er nu ikke sikker på at en fødende kvinde i smerter altid vil kunne overskue hvad der sker og hvad der er bedst
Mig bekendt går det næsten altid godt uanset besparelser m.v..
@ Anders Sørensen:
Nå dette er noget som skal tages alvorligt; så rejser det spørgsmålet hvad falder så uden for katagorien "skal tages alvorligt" ---- Ja, jeg kan ikke komme i tanke om noget
Jeg sidder tilbage et stort spørgsmål... Hvad er formålet?
- Er det for at tale denne kvindelige patientgruppes sag?
Er metoden så korrekt for den ønskede effektmål? Giver retorikken og den vedlagte bevismateriale os forståelse for sagens natur? Eller modvirker den denne?
Altid... ligesom når man laver en reklame eller hvad end produkt skal man tænke på præsentationen af denne... Hvordan vil målgruppen modtage dette.
- Er det for at køre skræmmekampagne?
Ud fra artiklens beskrivelser får jeg i hvert fald ikke lyst til at få børn, især uden opgivet værktøjer eller metoder for at undgå dette outcome. Ingen problemløsning for de enkelte forefindes, så jeg ville som person, som meget gerne ønsker at blive mor, ikke vide, hvad jeg skulle gøre for at forhindre tingene ud fra denne artikels beskrivelse.
- Er det for at køre en oplysningskampagne?
Altså man er selvfølgelig blevet gjort opmærksom på at x antal kvinder oplever y... Men det reelle omfang? Foreslag til løsning? (Nej anser ikke løsning, at bare følge sundhedsloven! som essentielt er deres foreslag). Men er essentielt ikke blevet meget klogere
- Er det for at virtuesignalering?
Yeah scoring af flere points for at "kæmpe" den "gode kamp", kvindernes kamp, anti sexisme!
Men på hvems bekostning? og er det nu reelt sexisme?
Hvorfor tillader vi? (ja kvinder og alle mulige andre grupper) At på vores bekostning at andre score points men tilgengæld ødelægger vores respekt og integretet? Tryk avler modtryk, og at komme med så alvorlige anklager uden substans... det underminerer bare vores sag.
Så igen.... hvad er formålet?
Jeg vælger at quote en god klog herre sige et vigtigt perspektiv
"one of the greatest human failings is to prefer to be right than to be effective"
- Stephen Fry
Øh, vi mangler da den klamme onde hvide mand her i fortællingen. Kvinder der krænker kvinder- det sælger altså dårligt. Men, i skal da også havde lov til at være en krænket miniotet. Der er dog kamp om pladserne. Jeg finder popkorn frem.
Jeg har også svært ved at se #metoo relaterer til dette eller voldtægt, men jeg er også en mand. Men det forekommer mig at være mere et lægeligt problem, eller sundhedmæssigt problem.
Uanset dette problems omfang eller mangel på samme, bryder jeg mig ikke om retorikken og sammenligningen med #Metoo. Slet ikke.
Grundsituationerne er simpelthen for forskellige.
@ Liv Pedersen
Du mener at der uberettiget og på baggrund af nogle enkelte sager og anekdoter bliver tegnet et karikeret billede af en overgrebskultur på fødeafdelingerne.
Jeg forstår dig udmærket. Sådan er vi mange mænd, der har haft det i det sidste års tid, når vores absolut fredelige arbejdspladser er blevet hængt ud i medierne som arnesteder for de værste excesser.
Jeg synes vi skal have Birgitte Halkjær Storgaard som Statsminister... eller Dronning. Talegaverne er jo i en klasse for sig selv, fortolkningerne lige så.
Man kan jo også vælge at læse Birgitte Halkjær Storgaards indlæg i sammenhæng med de efterhånden ganske mange artikler om og debatindlæg fra jordemødre, der slet ikke kan få hverdagen til at hænge sammen.
Bevares, det er et billigt retorisk kneb fra Birgitte Halkjær Storgaards side, sådan at forsøge at binde sløjfe om 'strukturel sexisme', '#metoo' og så dårlige fødselsoplevelser, men måske hendes strategiske skud over målet alligevel kan 'barsle' med et budskab af en vis dybde?
Hvad siger det i grunden om et så rigt samfund som det danske, at en så monumental livsbegivenhed som en fødsel søges ekspederet med samme grad af effektivitet som fjernelsen af en visdomstand? Hvad siger det i grunden om vores samfund?
Hvor forfejlet end Birgitte Halkjær Storgaards forsøg på at klistre forventningen om en 'værdig fødselsoplevelse' op på tidens 'Hot topic' er, har hun så ikke blot noget, der minder om en pointe?
Vi lever i et meget rigt samfund.
Hver dag kan jeg gå tur langs havnefronten her i Århus, og med selvsyn kaste 'beundrende' blikke på Bestseller-koncernens øjebæ..en lokal milliardærs virksomhedsdomicil..Ude på Århus Ø er de ved at bygge et tårn, der vil sikre penthouse-ejerne udsigt til Samsø..
Men vi har ikke råd til at tilbyde en fødende trygge, ikke-stressende rammer for en så altafgørende livsbegivenhed..
Det er sguda sølle..
Jeg har født 3 børn naturligt. Det var heldigvis ikke traumatiserende for mig, men gjorde satme nas! Og ingen tvivl om, at det for nogle kvinder er en forfærdelig oplevelse at føde. Det var det i øvrigt også for 30 år siden, da bemandingen på fødegangene var bedre, det var det også for min egen mormor i 1950 ved hendes 3 hjemmefødsler med kendt jordemoder, og formentlig også for 500 år siden osv. Men at kalde det en "voldtægtstkultur" at nogle kvinder midt i kampens hede enten ikke bliver eller ikke føler sig optimalt informeret synes jeg er totalt respektløst over for det sundhedspersonale, som hver dag (og nat!) knokler for at sikre de gravide og ufødte børns sikkerhed i et top-presset sundhedsvæsen.
Det er ikke en "voldtægtslignende handling" af kvinden, at jordemoderen, som skal pendle mellem 2 fødende ikke får informeret godt nok, når hun sætter vedrop op, fordi kvinden på fødestue 9 måske er blevet dårlig.
Og ja øv, at nogle kvinder føler sig presset til eksempelvis igangsættelse af fødslen. Men det er jo også en realitet, at barnet kan dø ved overbåren graviditet. Selvom det er sjældent. Det er jo derfor, man sætter fødslen i gang. Jeg kan sådan set godt se det fra den jordemoders/læges side også, der måske har stået med døde eller svært dårlige børn, som følge af overbåren graviditet. At man gerne vil passe bedst muligt på babyen. Og gerne vil skære det HELT ud i pap for kvinden, hvad der kan ske, hvis hun vælger tilbuddet om igangsættelse fra.
Og ja der vil altid være situationer, hvor kommunikationen ikke er god nok eller hvor man set i bakspejlet skulle have håndteret tingene anderledes. Men ligefrem at udråbe det til systematiske overgreb på kvinder er godtnok langt ude efter min mening.
Men jo ellers en meget interessant, etisk diskussion om hvor meget samtykke man skal indhente i hvilken situation, og hvor meget medbestemmelse kvinden skal have i fødslen. Masser af kvinder vil under fødslen jo også sige, at "de ikke vil mere" eller tigge om et akut kejsersnit, når smerterne bliver for store.
Havde denne artikel ikke indeholdt så forkastelige beskyldninger, som voldtægtskultur og metoo, havde det været en kærkommen én af slagsen på et område, der skriger efter bedre omsorg og flere hænder.
Der er nogle gode pointer heri, blandt andet, at gravide ikke lyttes til, når de opsøger lægehjælp undervejs i graviditeten pga gener. Ting som kvalme, bækkensmerter og psykisk helbred er op til den enkelte læge at vurdere omfanget af og ofte medfører dette blot en sygemelding, men desværre ikke den reelle hjælp, som mange ville have glæde af.
En gravid sendes hjem til at dulme generne uden at vide, hvordan dette gøres. F.eks. er graviditetsrelateret kvalme og opkastning fortsat noget, som udelukkende behandles med vitaminer, antihistaminer og "små måltider og en masse frisk luft". Så vidt internettet har kunne frembringe, er der fortsat uklarhed omkring, hvorfor så mange gravide (70-90%) oplever invaliderende kvalme, der koster samfundet sygemelding og den gravide oplevelsen af, at være syg, men uden at kunne få hjælp. Og selvom graviditet er en svær størrelse at forske i, fordi man jo ikke vil skade hverken mor eller barn, så er det et overset problem, at så mange lider.
Især førstegangsfødende er overraskede over, hvor mange og hvor invaliderende disse gener kan være og hvor ensom en rejse det kan være, at skabe et menneskeliv. Noget som åbenbart også kan udløse både psykiske mén og PTSD i følge artiklen.
Hertil ville tidligere jordemoderkonsultationer sikkert være en hjælp. En særlig støtte, som særligt uddannede i svangreomsorgen kan yde, kan måske give ro til de mange, der ikke aner, hvad de skal stille op og som bare accepterer, at en graviditet medfører invaliderende gener og sygemelding.
Samtidig vil jeg tro, at alle områder af sundhedsplejen kan drage nytte af flere, kompetente hænder, men når det nu er svangreomsorgen vi diskuterer, fokuserer jeg her på denne.
Ærgerligt at denne artikel ikke fokuserer, hvor det er nødvendigt.
Hvor er barnets rettigheder og fagfolkenes vurderinger? Er det virkelig kun kvinders rettigheder vi her taler om?