Kronik

Hvis corona ikke tager livet af min bedstemor, så gør ensomheden

Ensomhed har gjort min bedstemor syg, og hun er langtfra den eneste. Ældre mennesker er blevet til familiens byrder, der næsten aldrig besøges. Kan det virkelig være rigtigt, at de, som gav os vores liv, skal ende deres dage alene, spørger studerende Tobias Lauritzen i dette debatindlæg
Corona har eskaleret min bedstemors ensomhed i en grad, der er så voldsom, at det holder hende i sengen flere dage ad gangen og gør hende svimmel, til benene vakler, og hun til sidst rammer gulvet, skriver Tobias Lauritzen.

Corona har eskaleret min bedstemors ensomhed i en grad, der er så voldsom, at det holder hende i sengen flere dage ad gangen og gør hende svimmel, til benene vakler, og hun til sidst rammer gulvet, skriver Tobias Lauritzen.

Sigrid Nygaard

Debat
23. januar 2021

Jeg står nede på gaden og ser op mod min bedstemors vindue. Vi har aftalt at mødes klokken 12.

Det er en uge inde i det nye år, snefnug falder vægtløst, og asfalten dækkes af tæt hvid frost. I min rygsæk har jeg smørrebrød med æg og rejer, det ved jeg, at hun kan lide.

Normalt ville hun stå deroppe. De sølvgrå krøller ville titte frem bag gardinet, og vores blikke ville mødes gennem glasset; hun ville vinke og smile bredt med tænderne, måske åbne vinduet halvt og sige: »Neej, er det dig? Jeg lukker dig ind nu,« så ville hun skynde sig til dørtelefonen, trykke på knappen, og hoveddøren ville gå op.

Men nu sker der ingenting.

Der er ingen ældre dame i det lille vindue på anden sal med forventningsfulde øjne.

Helt alene

Corona har eskaleret min bedstemors ensomhed i en grad, der er så voldsom, at det holder hende i sengen flere dage ad gangen og gør hende svimmel, til benene vakler, og hun til sidst rammer gulvet.

Sidste gang, det skete, var i 2015. Hun forsvandt i flere minutter, min bedstefar var netop død. Siden tabet af 50 års ægteskab har et tovtrækkeri mellem livet og ensomhedens altopslugende tomhed været en del af hendes liv.

Men efter coronaens indtog er ensomheden taget til. Hun kan ikke længere besøge underboen. Hun kan ikke længere tage i whiskyklubben og få en enkelt over en samtale, gå til foredrag og diverse arrangementer, og hun kan ikke få besøg af sin familie. I hvert fald ikke uden restriktioner og forbehold, som stresser og forvirrer samværet; hvorfor kan jeg ikke kramme min søn? Hvorfor må I ikke besøge mig? I har det jo ikke?

Hun kender svarene, myndighedernes svar, men spørgsmålenes tyngde og følelserne, der sender dem afsted, bliver ikke lettere af svarenes rimelighed: Vi gør det for din skyld. Hensynet er blevet en straf, siger hun.

Dertil hjælper det ikke, at så snart ensomheden får grebet i et menneske, begynder det fysiske forfald. I det seneste års tid er hun opereret for snart det ene og indlagt for snart det andet, selv om hun egentlig aldrig har fejlet noget.

En byrde

Jeg skriver til dels dette, fordi jeg ikke kan forholde mig til det forfald, ensomheden har sat i gang. Den er som en langsom indgangsvinkel til døden, fordi den ligesom kommer af intetheden. Dels fordi jeg gerne vil tæmme skammen.

For helt ærligt, vi må alle mærke ansvaret knuge om hjertet, når vi tænker på den person i familien, der er ensom, og som vi et eller andet sted, midt i vores eget livs acceleration, ikke gør nok for.

Jeg forstår ikke, hvorfor den ældre føles som en byrde – noget fjernt og tåget et sted i bevidstheden, som man helst lader en plejer tage sig af.

Selv om jeg på afstand i månedsvis hørte om min bedstemors tiltagende ensomhed, kunne jeg ikke følge op på mit behov for at gribe ind. Følelsen blev aldrig presserende nok, og det selv om situationen, i al sin substans, netop var presserende.

Hvad var det for en kraft, der kunne få mig til at opfatte min bedstemor, som i hele min barndom havde overøst mig med kærlighed og fantasi, som en uoverkommelig opgave?

Problemet er netop, at vores ældre bliver opfattet som en opgave.

Omsorgen passede simpelthen ikke ind i mit moderne liv, og samtidig var det, som om ensomheden var for virkelig til, at jeg kunne overskue den.

De ting, jeg prioriterede over min bedstemor, var studie og job. De fik forrang over hendes ensomhedsfølelse; hvad skulle jeg alligevel stille op, hvis jeg først stod der hos hende?

Corona eller ensomhed?

Det var ikke før, hun blev indlagt, og det blev konstateret, at det var al tiden alene, som trak livet ud af hende, at jeg tog mig sammen og satte mig i toget.

Måske er det uansvarligt, at jeg i dag giver fanden i det hele. Jeg er testet negativ. Nu åbner hun døren om lidt. Hvis corona ikke tager livet af hende, så gør ensomheden, sagde hun i telefonen.

På dørskiltet står stadig to navne.

Hun ligner ikke sig selv, det lille menneske i døren. 20 kilo og alt overskud er raslet af hende. Hun er bleg, som har isolationen stjålet år fra ansigtet, og øjnene, de falder distræt til gulvet, som var der noget at se dér.

Jeg strækker albuen frem. »Stadig ingen krammer?« siger hun og møder mig med armen, men får i sit stille oprør alligevel fundet vej til min hånd; hun klemmer hårdere, end jeg troede, hun var i stand til.

Vi sætter os afsprittet til rette i stuen. Undulaten, som hun købte efter min bedstefars død, pipper fra køkkenet, hun har fastgjort et spejl i buret, så fuglen ikke bliver ensom.

»Nå, jeg skal også finde tallerkener,« siger hun. Jeg studser over replikken, for hun taler ikke til mig. »Sådan, og så den her, ja,« lyder det, mens tallerkener klirrer i køkkenet. »Ja, sådan,« lyder det igen.

Første nytår alene

»Så sidder vi her«, siger hun og smiler varmt til mig, da vi endelig sidder over for hinanden med smørrebrød og god afstand imellem os. I hendes ansigt ser jeg alt det, der er gået tabt.

Jeg spørger, hvordan hun har det, og hun fortæller, at der er langt fra frokost til aftensmad og langt fra aftensmad til søvn, og bornholmeruret klinger højt, det tæller slagene, og klokken er 13.

På et tidspunkt rejser jeg mig og går på toilettet. Da jeg kommer ud derfra, hører jeg hende i stuen sige noget for sig selv. Og jeg kan ikke undgå at spekulere på, om det er, hvad et liv alene har af konsekvenser, at skellet mellem det indre og det ydre bliver udvisket, at der ikke længere er forskel på at være sammen og alene, og at det ensomme derfor er blevet det egentlige.

Jeg rømmer mig, træder ind og sætter mig igen på stolen. I en times tid taler vi frem og tilbage.

Hun har for første gang fejret nytår alene. De fleste er døde, og det sidste vennepar er blevet syge og bange for corona.

Vi spiser smørrebrød, men hun har ingen appetit og efterlader det meste på tallerkenen. Jeg forsøger at sætte kaffe over, da hun får brug for at hvile sig, men jeg ved ikke, hvor kaffe og filter er. Jeg kan ikke huske, hvad der er i hvilke skabe, for sandheden er, at jeg ikke besøger min bedstemor nok i hendes alderdom.

Selv om hun er varm, og jeg elsker hende, har vi ikke så meget at tale om længere, vi taler om hvert vores liv. Men måske gør det ikke så meget. Samtalen er et fylde, og det er ikke dens dybde, vi har brug for i ensomheden, behovet lige nu er på et minimum, og så længe vi sidder her og spiser et måltid, holder vi ensomheden fra døren.

Vi må give nærvær

Avisspalterne har i år været fyldt med mennesker, der mener, at ensomhed er tabuiseret. Men det tabuiserede er fremmedgørelsen og skammen i, hvordan vi behandler vores ældre og ensomme.

Det er ikke plejeren, der skal banke på døren, det er en ven, et barn eller et barnebarn. Problemet i det moderne liv er, at vores liv ikke er forbundet, og det gør det sværere at forpligte sig på sine ældre. Misforståelsen er, at de ældre ikke længere kan give os noget. I stedet er det os, de unge, de midaldrende, der ikke evner at give dem noget.

Vores familier er skilt ad, ikke kun geografisk, men også i bevidstheden. Forskellige bånd knytter os, og vi er der, hvor uddannelse og karriere er. Men hvad ville være mere værdigt end at give dem, der gav os livet, en god alderdom? Det er, som om vi kollektivt har glemt, at vores tid også kommer.

Corona eller ej sidder de alene i lejligheder og på alderdomshjem med tv og radio som erstatning for vores nærvær, og for hvad?

Hvad får vi i bytte for deres og ikke mindst vores egen sociale værdighed?

Tobias Lauritzen er studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gitte Loeyche

Et smukt og tankevækkende indlæg. - Tak Tobias.

Sören Tolsgaard, Hila Aryan, Steffen Gliese og Egon Stich anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Ja, tak. Tankevækkende skildring. Jeg husker min far ofte tit sagde at man skal opføre sig ordentlig overfor sine børn. For så vil de besøge os på plejehjemmet, tilføjede han. Jeg tror nok han prøvede at være sjov. Men den lakmusprøve blev aldrig til noget. Han døde inden, og det var han glad for.

Tak for din fine kronik.

Karen Schultz

Tak for et hjertegribende indlæg.

Steffen Gliese

Tobias får jo sagt noget andet, som engang blev debatteret, hvorefter det gik i glemmebogen: at familierne i dag er mere splittede, at det ikke kun er coronaen, der holder ældre og deres efterkommere fra hinanden - det skinner smukt igennem, og kunne måske betyde, at coronaen også der øger bevidstheden om et alvorligt samfundsproblem, måske byggende på, hvad Tobias også får nævnt: oplevelsen af manglende fælles horisont, som måske nok i sidste ende også handler om afstanden. Måske må vi indse, at ældre mennesker lettere går intellektuelt i stå, hvis vi ikke sørger for at stimulere deres fortsatte appetit på det liv, der leves i nutiden.

Henning Kjær

"Jeg forstår ikke, hvorfor den ældre føles som en byrde"

Det forstår jeg godt, for jeg har ikke de seneste mange år boet indenfor mindre end 3½ times kørsel (1000 kr for bro og brændstof) fra min mor.
Så længe hun var fysisk frisk, opsøgte hun selv jævnaldrende til socialt samvær, men med tiden er de væk( døde) og så er der kun familie tilbage. Hun har kun én søskende tilbage. Indtil nu har et par af hendes børn boet indenfor 1 times kørsel og besøgt hende regelmæssigt, plus hun får besøg af en Røde Kors besøgsven, hver anden uge.

Ib Christoffersen

Det er forbudt for plejehjemsbeboere at dø MED covid 19 smitte. Men de må gerne dø af kedsomhed.
Iøvrigt undrer det mig at efterhånden som vennerne dør, så supplerer de ikke op med nye venner.

Jeppe Lindholm

Tænker de fleste ældre helst vil være fri for afhængighed af børn og familie, når de ikke længere kan klare sig selv. Dermed ikke være sagt de ikke gerne vil have et besøg i ny og nær. Men afhængighed tænker jeg de fleste siger nej tak til.

Sören Tolsgaard

@Jeppe Lindholm -

Du har nok ret i den forstand, at man som ældre ikke ønsker at være afhængig af nære relationer mht. de praktiske forhold i livet, man ikke længere kan klare selv.

Velfærdsstaten har gjort det til en ret at få hjælp til sådanne livsfornødenheder, så hverken den ældre eller familien er presset af sådanne vilkår. Det stiller ældre langt friere, at de har denne garanti, og det er et alvorligt tilbageslag, hvis disse ydelser nedprioriteres. En tendens, som desværre har været følgen af sparepolitik, samt de store årgange af ældre, der står for tur. Om nogle år vil disse årgange være døde og mindre årgange går på pension, så alt udligner sig hen ad vejen, men politisk males situationen desværre op med henblik på besparelser.

Men at ældre psykologisk er afhængige af deres nære relationer er et livsvilkår, der næppe kan laves om på. Én undrer sig ovenfor, at ældre ikke supplerer op med nye venner, når de gamle venner dør. Det gør de vel i nogen grad, men sagen er, at man i alderdommen skuer bagud, hvor man i ungdommen skuer fremad.

Der er mening og glæde i at dele det liv, man har levet, med de, man har levet det sammen med. Jeg oplever nu, at jeg ikke længere har adgang til ældre slægtninges erfaringer (de er alle døde), men at næste slægtsled gerne deler de minder, vi kan drage frem af erindringen. Og så fremdeles.

Som ung bruger man masser af tid og kræfter med henblik på fremtiden, sådan skal det være. Som ældre har man, hvis livet gør det muligt, glæde af at mindes og endda filosofere over, eller uddrage essensen af det liv, man har levet. Samt naturligvis af kontakten med (afhængigheden af) de nære relationer og interessen for, hvorledes deres liv udformer sig.

Det kan naturligvis være værdifuldt at gøre nye bekendskaber, som man kan udveksle erfaringer med på et mere overordnet plan. De dybt personlige oplevelser deles dog på en særlig måde med dem, der selv deltog.

I ældreplejen giver personalet sig såvidt muligt tid til at genopfriske minder med de ældre, og det er fint, men kan vanskeligt erstatte nære relationer.

Og hvor børn er nysgerrige og lærenemme, har ældre på en helt anden måde behov for tilbageskuen, det er en naturlig proces.